”Få styr på Reportagerejsen”, Journalisthøjskolen

Stemningen er intens, der er travlhed og et sandt leben på den lille hospitalsstue hvor stålborde med instrumenter, forbindinger og andet sygeplejeudstyr ligger parat. To unge mænd i hvide sygeplejeuniformer gør sig klar til slaget – afslutningseksamen på deres første år som sygeplejestuderende. En sådan scene kunne forekomme på et hvilket som helst sygehus, men her er der 30 graders varme, støv og stegende sol. Vi befinder os Ortopæd-kirurgisk afdeling på Gambias største hospital Royal Victoria Teaching Hospital i hovedstaden Banjul.

Mussa Bah og Alhagie Sankung Susso på henholdsvis 21 og 22 år, er begge 1. års sygeplejestuderende. I dag er deres store dag – praktisk eksamen på modulet inden de skal tilbage på sygeplejeskolen. De skal vise at de kan skifte steril forbinding på en patient der er indlagt med et kompliceret sår på låret efter en ben-amputation. Jeg har fået lov til at følge dem noget af vejen, fornemme stemningen og høre resultatet.

Det første, jeg noterer mig med et lille smil, er at Mussa og Alhagie har sygeplejeuniformer på med Århus Amts Sygehus’s logo. De samme kitler, som jeg også selv tager på hver dag i mit arbejde som Social – og sundhedsassistent netop på Århus Sygehus. Dejligt at se at nogen kan bruge vores ting fra Danmark når de er udtjente. Den eneste forskel, er at man i Gambia har skuldermærker på som i militæret, så man kan se ens rang. Førsteårsstuderende har én snor på skuldermærket, 2. års-studerende har to og så fremdeles. Ingen bærer navneskilt eller sygeplejenål.

I Gambia studerer man i 3 år til at blive sygeplejerske i modsætning til Danmark hvor uddannelsen er 9 mdr. længere. Alhagie fortæller mig lidt om hverdagen som studerende. De er begge i praktik på forskellige afdelinger på Royal Victoria Teaching Hospital i Banjul – nye afdelinger hver uge. I starten fandt de det begge svært at se alle disse syge mennesker, men nu har de vænnet sig til det og har det fint med arbejdet. ”Det er rart at kunne gøre en forskel” siger Alhagie og smiler.

Ro i kaos
Mens vi står og snakker, hjælpes en patient indenfor. Det er en ældre mand hvis ene fod og underben er helt sort og mumificeret af koldbrand, så der skal højst sandsynligt amputeres, vurderer jeg. Han lægges i en seng mod væggen med et uldtæppe over sig og falder snart i søvn trods megen uro og et rend frem og tilbage af sygeplejersker og studerende. Jeg står og tænker lidt over, at patienterne her må have en enorm effektiv evne til at lukke af og abstraherer fra al virvaret. Sygehusstuen, som mest af alt minder om en mellemgang, forekommer mig som et sandt svingdørsforetagende. Folk render højtsnakkende ud og ind, og der er en larm og forvirring af en anden verden. Alt imens forsøger jeg selv som lidt uerfaren interviewer med min notesblok at bevare jordforbindelsen og mod alle odds få min historie ”i kassen”. Her gælder det om at finde roen frem i sig selv og fokusere 100 %.

Dagligdagen som studerende
Jeg når også at hilse på en fyr der er Techical Assistant fra Nigeria, inden Mussa og Alhagie fortsætter med at fortælle om deres hverdag i strømmen af mennesker gennem det snævre lokale. De har begge gået 12 år i skole for at kvalificere sig til at søge ind på sygeplejeskolen der sponsoreres af den gambianske regeringen. Begge er de fra byer langt fra hovedstaden og har lang transporttid, men Alhagie skal flytte til Banjul i januar 09 og glæder sig til at slippe for den lange rejse frem og tilbage. De fortæller mig lidt om en typisk dag på hospitalet.

Om morgenen reder de senge og behandler patienternes sår, kl. 12 gives der medicin og fra kl. 14 har de 3 timers undervisning på skolen. I alt bruger de 6 – 8 mdr. på sygeplejeskolen med teori som i Danmark, men her med resten af tiden på sygehuset som praktiksted. Det er altså vekselvirkning mellem praktik og teori som i Danmark med praktik i 6 til 8 uger. Alhagie har været på Intensiv afdelingen og skadestuen og syntes det var rigtig spændende. Før den tid brugte han praktikperioden på kvindeafdelingen Female Medicine Unit. Mussa syntes at det er frustrerende at sidde stille, han vil meget hellere være i gang. Det er rarest når der er noget at lave og lære. En del af praktikken foregår også som Village nurse, der tilser patienter i de små landsbyer, hvilket vel kunne svare lidt til vores hjemmepleje i Danmark.

Fremtidsdrømme
Udenfor hospitalsstuen står de studerende nu i kø for at komme ind til eksaminationen, jeg spørger om de er nervøse, men de ryster på hovedet. En enkelt fumler dog nervøst ved en bog om Emergency Care og skal lige have de sidste detaljer på plads inden han kaldes ind. Jeg genkender tydeligt stemningen fra mine egne eksamener, men syntes alligevel at de tager det helt fattet, selvom så meget står på spil.

På spørgsmålet om fremtidsplaner fortæller Alhagie at han drømmer om at læse videre på Universitetet til Master nurse og senere blive selvstændig og få sit eget apotek.

Her forlader jeg Mussa og Alhagie inden de skal ind til eksamen, men lover at komme igen om 1½ time med kolde dåse-sodavand og høre hvordan det er gået med deres eksamen.

Man piver ikke
Bevæbnet med en pose kolde forfriskende colaer tager min chauffør Ilo og jeg tilbage til sygehuset kl. 13, og er spændt på at høre resultatet. Alhagie smiler lettet da han ser os og fortæller at det er overstået, og at han nu skal have evaluering af sin sygeplejelærer. De snakker sammen i lang tid, men Alhagie består. Mussa er ved at rydde op og vi når ikke at høre hvordan det er gået ham. Men han ser rolig og afslappet ud og regner helt sikkert også med at have bestået. De studerende skal bestå testen inden de kan gå videre til næste modul, så der er en del på spil denne varme middagsstund i Banjul.

Til sidst viser Alhagie os deres sygeplejeskole. Det er et hyggeligt sted med et ganske veludstyret bibliotek, hvor de enten låner bøgerne eller kan købe dem. Deres klasseværelse er forholdsvis lille og med en masse elever stuvet sammen.

Jeg får lige et glimt af selve sygestuen der unægtelig ser noget anderledes ud end vore hjemlige danske forhold. 10 senge i en stor sovesal på Ortopædkirurgisk afd., så der er ikke megen privatliv eller ro til at komme sig i. Ikke noget med fine elektriske senge, som kan hejses op og ned, og spare personalet for dårlige rygge – nej man piver ikke som sygeplejestuderende i Gambia. Heller ikke når man ser noget slemt, som man jo uundgåeligt gør på et sygehus.

Den evige forskel
Som interviewer, iagttager og besøgende på et sygehus i et fremmedartet land vil man nok altid automatisk begynde at sammenligne med vore hjemlige forhold, især når man er ansat indenfor systemet. Jeg får det evindelige tankestrejf om at påtage mig det umulige ansvar og forsøge at redde hele verden, som de fleste sikkert får ved første øjekast i 3. verdens lande. Vi konfronteres med fattigdom, sult og sygdomme som vi i Danmark nemt kan helbrede, og sandheden er vel at vi et eller andet sted får dårlig samvittighed og mener vi skal gøre noget. Det rører os i hvert fald og gør os frustrerede, og ingen kan nok sige sig helt fri fra at tænke tanker og gruble over løsningsforslag.

Men en helt nøgtern vurdering af dette hospital i Banjul er, at jeg faktisk syntes det så ganske pænt ud. Naturligvis var det anderledes og mere primitivt end i Danmark, men der var som helhed pænt, rent og ryddeligt. Selvfølgelig skal vi vænne os til de mange patienter på stuerne og et helt andet kaos end i Danmark, men samtidig tænke på at folk i Afrika er meget mere sociale og vant til store familier. Det er en del af kulturen og de så ud til at føle sig trygge med de mange medpatienter og det sociale aspekt. Der er mange ting at tage højde for ved en sammenligning, og dybest er det måske slet ikke muligt. Man må nok indse at Afrika altid vil være længere tilbage rent udviklingsmæssigt, og Danmark vil være længere fremme, bl.a. pga. af vore helt andre traditioner, ressourcer, højere egenbetaling og skat. Jeg tror konklusionen må blive, at Afrika gør det på deres egen måde, og vi gør det på vores, og hvem siger jo også at verden skal være ens?