Mayaruinen Copán og min debut på filmlærredet

Ok så er jeg igen kommet til tidspunktet, hvor det er blevet tid at skrive en beretning. Jeg har haft en sejeste oplevelse i dag, som jeg fortæller om lidt senere. Som før skrevet har jeg fået en hjemmeside, eller i hvert fald pladsen på nettet og navnet, så nu er det vist bare op til mig at få pladsen udfyldt bedst muligt. Min hjemmeside hedder www.inkapigen.dk.

Den kommer til at fortælle om mine rejser, om Inkaerne, Sydamerika, Unescos liste over Verdens kultur – og naturarv, mine favoritsteder, mine vildeste bedrifter, lande – og territorieliste, og en hel masse mere. Jeg har valgt den største pakke på 4 GB, så jeg er sikker på at der er plads nok. Jeg har jo med at skrive til jeg skvatter om! Har allerede en hel disposition at gå efter.

Det lidt vilde er jo at ikke ti vilde heste kunne havde overbevidst mig om – bare for 2 mdr. siden, at jeg ville komme til at kunne finde ud af det her. Havde aldrig troet jeg skulle komme til at finde ud af at lægge billeder ind på Travellog – og så uden hjælp! Jeg er som sagt verdens største IT-analfabet, men på den anden side, så kan man jo hvad man vil. Og kan jeg lægge billeder ind på Travellog, så kan jeg vel også lave en hjemmeside. Min svoger Leif har lovet at hjælpe mig, så mon ikke nok det skal lykkedes ved fælles hjælp. Jeg glæder mig helt vildt til at begynde på det.

Jeg har brugt de sidste aftener på at lave en disposition på papir som udkast til en forside, men det er noget mere omfattende end man lige umiddelbart forstiller sig. Der er rigtig meget at overveje, så hjemmesiden bliver så præcis som muligt, uden overlapninger og gentagelser. Jeg har desuden siddet og leget lidt med det program som hører til min hjemmesides kontrolpanel og det er ikke bare lige fløjet til at få den til at fungere. Så det bliver et noget større projekt end jeg lige havde forestillet mig, men det gør nu ikke noget. Det er nyt og spændende.

Nå men nu til sagen, Copán ruinas. Jeg ankom hertil byen for snart en uge siden nu, det ligner mig faktisk slet ikke at bruge så lang tid på et sted, men her er hyggeligt og stille og roligt. Så det var et ideelt sted at tage en puste ud pause, plus at jeg havde et ganske bestemt projekt at tage mig af. Det kommer jeg til!

Min bus hertil var for en gang skyld i halvluksusklassen. Hedman Alas er et gammelt velrenommeret firma, og servicen var da også i top. Gratis vand, juice og småkager og helt igennem styr på tingene. Efter ca. 3 timers rejse ankom jeg til Copán, altså byen. Ruinen ligger ca. 1 km udenfor byen. Byen er den sødeste lille by med bakkede brostensgader, floden og omgivet af majs – og tobaksmarker. Byen ligger i Copán dalen med grønne marker og bløde bakker. I fredags var jeg så inde at se Copán ruinen, noget som jeg havde glædet mig meget til. Jeg har hørt lidt forskellige meninger om stedet, nogen syntes det ikke er noget specielt, andre syntes det er for dyrt (15 USD) og sådan kom folk med lidt forskellige udmeldinger. Ruinen er noget anderledes end Tikal i Guatemala. Tikal er berømt for sine høje flotte pyramider, mens Copán er mere kendt for alle sine steler og utallige hieroglyffer og inskriptioner. Det første sted man kommer til i Copán er den centrale plaza med masser af steler og altre. Stelerne har alle flotte inskriptioner, masker og ansigter og er for langt de flestes vedkommende meget velbevarede. Hver stele og alter i hele ruinområdet har et nummer eller bogstav, så man kan kende dem fra hinanden.

Jeg havde min bog med og fik også udleveret et kort over området, så det var til at følge med i hvad man så. En af stelerne, Stele C har bevaret noget af den røde maling som mange af stelerne og templerne oprindeligt var malet med. Stele C har foran sig placeret et skildpaddeformet alter. Andre steler forestiller Chac – regnguden, en anden en dronning eller prinsesse og en tredje forestiller tvillingeslanger. Det jeg nok har fundet allermest imponerende, og også mest specielt ved Copán er Hiroglyffetrappen. Det er første gang jeg har set sådan en i en mayaruin. Det er nok også det mest berømte sted i hele ruinen. Trappen er bygget af Kong Smoke Shell og består af en trappe med 63 trin. Samtlige trin består af sten med hvert sit tegn, hieroglyffer eller billede. Stenen fortæller en historie. Trappen hørte med til Copáns kongelige bygninger. Man har ikke tydet hele historien som trappetrinnene fortæller. Der er flere tusinde hieroglyffer. Trappen har været eroderet og ødelagt, så mange af stenene ligger ikke på de rigtige pladser. Det gør det endnu sværer at tyde historien. Der er i dag lavet et stoftag over trappen for at beskytte den mod vejr og vind. Ved siden af Hiroglyffetrappen ligger boldbanen hvor det hellige boldspil blev spillet. Man spillede med en slags gummibold. Spillerne måtte kun røre bolden med knæ, albuer, skuldre og hofter. En af dem blev ofret til guderne bagefter. Man ved ikke om det var taberen, vinderen eller holdkaptajnen. Man ved kun at det ansås for en stor ære at blive ofret. Man har fundet relieffer i bl.a. Chichén Itzá i Mexico der viser at spillerne havde en form for beskyttelsesskinner på knæ, albuer osv. En tidlig form for benskinner som man bruger i dag i fodbold måske.

Copán ruinen har en del sjove finurligheder. Bl.a. to tunneler igennem et af templerne. Desværre var de lukket da jeg var der første gang, og desuden ret dyrt. 15 USD ekstra oveni indgangsbilletten. Ellers en del sjove relieffer rundt omkring, den dansende jaguar og et hoved af en gammel mand eller kvinde – man ved ikke med sikkerhed hvilket køn ansigtet forestiller. Også har man fundet altre med jaguarknogler under, som følge af ofringer og steler med portrætter af Kong 18 Rabbit. En af stelerne fungerer i øvrigt som gravmæle for arkæolog fra Harvard, Dr. John Owen, der døde under en udgravning her i 1893. Flere mayakonger har regeret i Copán, bl.a. (med det særprægede navn) Kong Mah K’Kina Yax K’uk Mo (Great Sun Lord Quentzal Macaw – den store solgud Quentzal Macaw), der menes at være grundlægger af Copán. Han var en stor Shaman og stod guderne meget nær.

Mayaerne var kendte for at bygge ovenpå og uden over andre templer. Det der især er specielt ved Copán er at der stadig udforskes og udgraves, og man finder stadig ruiner inden i de eksisterende templer.  I 1989 fandt man indeni Structure 16 (en af pyramiderne) et andet tempel, der hedder Rosalila. Fordi den har lagt indeni det andet tempel var det meget velbevaret da man fandt det. Rosalila er helt unikt fordi man stadig kan se resterne af de farver som templet var malet i. Grønt, rødt og gult. Man mener at dette tempel var så helligt, at man valgte at bygge Structure 16 udenom. Under Rosalila ligger endnu et tempel der hedder Margarita.

Copán er som sagt tidligere noget anderledes end Tikal i Guatemala, men de er efter min mening begge fascinerende på hver deres måde. Copán er smuk på sin helt egen mode pga. Hiroglyffetrappen og Rosalila templet og så de meget flotte steler. Tikal er imponerende pga. de meget store pyramider. Men alt i alt begge et meget flot vidnesbyrd om at der engang har levet mennesker her med et meget højt niveau af intelligens, åndelig bevidsthed og sandelig også med sans for skønhed og æstetik.

I lørdags fik jeg købt en busbillet til Tegucigalpa til på tirsdag og besøgt Museo De Arqueología Maya. Et ret lille museum inde i Copán by, men med en god samling af steler, stykker af relieffer, keramik, lerpotter og ikke mindst et par menneskeofringer. Et skelet liggende i en glasmontre med kranieskallen smadret som følge af at være blevet ofret. Et andet kranie havde noget jeg ikke havde set før. Implanterede jadestykker i tænderne. De fleste mayakranier viser tegn på at have fået manipuleret tænderne, altså slebet i facon. Trekantede, brede for neden og smalle foroven. Det har åbenbart været på mode i mayaverdenen, ligesom man også havde deformerede kranier. Det var fornemt at have et mere spidst hoved end fra naturens hånd. Helt fra spædbarnstadiet blev hovedet spændt ind i en slags skinne eller træform, så de voksede i en bestemt facon. Det gjorde Inkaerne i Peru også. Men jadestykker indlagt i forsiden af tænderne det er godt nok noget nyt, det har jeg aldrig set for. Det har vel været til pynt og formentligt vældig fornemt. Men gad vide hvordan de har båret sig ad med at få dem til at sidde fast. Har man boret et hul i tanden? Tænder er jo hule, så den har jeg ikke helt gennemskuet. Men ganske flot ser det da ud. Mode kan drive folk vidt. På Bali filer man tandspidserne ned når man skal giftes. Man filer herved ondskab, uansvarlighed og barnlighed væk, og så er man klar til giftermålet. Det gør man stadigvæk den dag i dag på Bali. De sjoveste ideer folk har haft gennem tiderne.

I går søndag havde jeg så en ganske bestemt mission. Jeg skulle ud til Copán ruinen igen, og af en ganske bestemt grund. Max som jeg mødte på rafting turen i La Ceiba og jeg havde bestemt at mødes. Kan i huske at han var her sammen med et filmhold og skulle filme Globetrekker Honduras og El Salvador? Inden vi skiltes fik jeg spurgt Max om jeg ikke måtte få lov til at kigge med når de skulle optage filmen. Jeg var helt vild for at få lov til at se hvordan filmproduktion foregår, og det sjove var at Max så sagde til mig, at jeg skulle da være hjertens velkommen, fordi de manglede nogen til at deltage i filmen og give et par kommentarer. Det ville jeg da bare så gerne, det havde jeg jo slet ikke regnet med, jeg havde bare spurgt om jeg måtte kigge med. Jeg fik Max’s mailadresse og vi mailede sammen et par gange. De var på det tidspunkt på vej til øen Roatan, hvor de skulle filme og ville så være i Copán d. 7.-8. og 9.dec, inden de skal til El Salvador.

Så jeg skulle bare sørge for at være i Copán de dage, så skulle vi mødes. Jeg fik en mail fra Max at de ville være i Copán i går søndag, men spørgsmålet var nu om det var i byen eller ruinen. Jeg ville jo ikke gå glip af noget som helst og troppede op i ruinen kl. ca. 9.30 i går søndag. Jeg spurgte fyren ved billetkontrollen om der var kommet et filmhold, men det var der ikke. Jeg har intet forstand på film, men man kunne vel forestille sig at den slags folk starter tidligt om morgenen. Så mig ud i ruinen en gang til, og betale 15 USD igen, men skulle det være så skulle det jo være. Jeg ventede 3 timer og ikke skyggen af et filmhold var der. Men jeg fik da til gengæld gennemgået ruinen ud i de mindste kroge, jeg blev ved med at finde nye ting, som jeg ikke så første gang, så det var egentligt meget godt. Så jeg kan den ruin forfra og bagfra efterhånden. Men kunne jo ikke sige mig fri for at være lidt sur og skuffet over at Max og Co. ikke var dukket op. Denne gang fik jeg så set museet i tilknytning til ruinen. En ret fed oplevelse faktisk, da de har en model af Rosalila templet i fuld størrelse og malet i rød, grøn og gul, som man mener det har set ud oprindeligt. Museet hedder Museum of Sculpture (skulptur museet) pga. af udstillingen af skulpturer fra ruinen, de fleste originale. Det er et ret nyt museum, åbnet i 1996 og er et stort og luftigt lokale med hul i midten af taget ud til det fri og plads til toppen af Rosalila templet. Et majestætisk syn må det ganske afgjort havde været i sin tid. Templet var tilegnet Copans 10. hersker Moon Jaguar og blev som sagt opdaget i 1989 under Structure 16 pyramiden. Ellers havde museet masser af relieffer og kranier udhugget i sten. Kranier betød jo for mayaerne noget positivt, nemlig livet efter døden.

Jeg går fra museet en anelse slukøret og lidt muggen over at jeg ikke mødte Max og filmholdet. Hjemme på værelset sover jeg lidt efter 3 timers intensiv udforskning af Copán ruinen endnu engang. Senere vil jeg finde noget at spise, og oppe i byen møder jeg stor opstand. Filmholdet er i fuld gang, Max interviewer backpackere, og en pige som jeg også så på raftingturen er der også. Det viser sig at hun er produceren. Endelig mødte jeg dem. Max og jeg for en snak, og han undskylder at han ikke fik sig udtrykt mere præcist i mailen, hvor de egentligt ville være helt præcist i dag. Nå men pyt nu med det, de vil være i ruinen i morgen mandag fra kl. 7 og hele formiddagen. Nu er de på vej ud i en fuglepark og der hersker en noget stresset stemning. Så vi bestemmer at mødes i ruinen i løbet af formiddagen i dag mandag.

Denne gang lykkedes det. Jeg lusker af til ruinen kl. ca. 8.30, og er lidt spændt på hvad dagen helt præcis vil bringe. Er lidt træt af endnu engang at skulle betale 15 USD, det er min tredje tur i ruinen, men jeg vil derind. Jeg kan ikke se deres bus da jeg ankommer til indgangen, og spørg en af de engelsktalende guider, om han har set et filmhold. Han går med mig op til billetdamen, og hun bekræfter at der er et engelsk filmhold her. Desuden kan hun genkende mig fra dagen for. Guiden spørg lidt rundt omkring og det ender med at jeg får lov til at komme gratis ind. Ved ikke helt om det er fordi de tror at jeg er et medlem af filmteamet eller om de bare syntes at jeg ikke skal betale for 3. gang, men ind kommer jeg i hvert fald. Jeg finder hele holdet langt nede i ruinområdet.

De er ved at filme nede i tunnelen på Structure 16. For nu at gøre en temmelig lang historie kort, så får jeg lov til at følge filmholdet rundt i næsten 5 timer. Jeg bliver interviewet til filmen som Max havde sagt, og skriver under på at jeg er ok med at dokumentarfilmen muligvis bliver vist over hele verden.  Jeg hilser på Brianna fra Canada, som er den nye Globetrekker hovedpersonpige, hun er meget sød og en rigtig spasmager. Det er hendes første film nogensinde og jeg er dødimponeret. Hun er meget naturlig i rollen og passer helt sikkert godt ind i konceptet for filmen. Globetrekker er det nye navn på de rejseudsendelser, der for i tiden hed Lonely Planet, som begge er produceret for Discovery Channel. De udsendelser har jeg gennem tiden set en del af. Især dengang de hed Lonely Planet, hvor engelske Ian Wright var hovedperson. Jeg har tit moret mig over ham, når han f. eks sad på taget af toget mellem Cusco og Aquas Callientes i Peru.

Men nu var det pludselig muligt at få en lille smagsprøve på, hvordan det var selv at deltage i filmen, omend i meget mindre målestok. Det var en fed chance og rigtig sjov oplevelse, at få lov til at være med i Globetrekker og ikke mindst få lov til at følge filmholdet rundt og se hvordan de gør. Holdet bestod af 3 – 4 stykker der gjorde det meste af filmarbejdet. De mest aktive var kameramand Jeff fra Canada, lydmand Chris og Max – (begge fra England) der fungere som director. Jeg kom til at snakke rigtig godt sammen med Silvia som er producer. Hun er fra Spanien, men bor i London og er oprindelig journalist. Det er Silvia der er lidt bossen og står for alt kontakt og aftaler, overholdelse af tidsplanen osv. Silvia har været med til at producere Globetrekker Danmark og Sverige, hvor de bl.a. var til en vikingefestival i Roskilde. De laver ca. 5 Globetrekker film om året. Brianna fulgtes med Renè, der er franskmand, arkæolog og har boet i Honduras i 30 år. Han arbejder stadig i ruinen. Så er godt blandet hold af internationale medarbejdere. Silvia har været ved TV i 13 – 14 år og er freelancebeskæftiget, det er de for øvrigt alle sammen.

Brianna havde bare prøvet at sende et demobånd med sig selv på til filmselskabet, og så blev hun ansat. Hun er omkring 22 – 23 år, så det er ret godt kort syntes jeg. Det var så hende de hentede i lufthavnen i La Ceiba om lørdagen, som jeg mødte Max om tirsdagen. Ingen af dem kender hinanden når de mødes. Så holdet skal bare fungere sammen! Når de skal filme Globetrekker (som i færdig tilstand kommer til at vare af 1 times varighed) skal de gøre det på 18 dage både Honduras og El Salvador. Det tager ca. 2 mdr. bare at forberede produktionen og omkring 1 mdr bagefter til at redigere, klippe og færdiggøre filmen. Man kunne også nemt mærke stressmomentet hos holdet, ingen tid måtte gå til spilde og programmet var stramt. De skulle f.eks. være færdige i ruinen kl. 12, og videre til næste sted, men kom først derfra k. 14. Mit interview gik fint, selvom der selvfølgelig ingen garanti er for at den kommer med i filmen. Men Max var udmærket tilfreds med min debut foran kameraet. En lidt sjov fornemmelse, men ikke så slemt som jeg havde regnet med. Det føltes egentligt ret naturligt at stå der, så måske skulle jeg overveje at “gå til filmen”!

Jeg fik også et rigtigt godt billede af Max, Brianna og jeg. Filmproduktion er en langsommelig proces og noget af et tålmodighedsarbejde. De tog de forskellige sekvenser om mange gange, så lå skyggen forkert, så glemte de hvad de skulle sige osv. Men alt i alt var det den sejeste oplevelse at få lov til at følge med rundt, iagttage og se hvordan de gjorde. En spændende verden at få indblik i og fuldstændig nyt territorium for mig. Der er voldsomt mange ting at holde styr på. Batterierne på kameraet, lyden, at holde folk væk fra “scenen” hvor der blev filmet osv. Man skal være musestille, når der filmes. Folk havde travlt, Silvia snakkede konstant i mobiltelefon, enten med hovedkontoret i England, El Salvador, fugleparken, der hvor de skulle spise frokost, teknikmænd osv. Hold da op mand! Rigtig mange ting at tage højde for. Og jo ret stressende, filmen skal jo være i kassen på 18 dage, billetterne er booket hjem igen på en bestemt dato, så filmen skal være færdig lige meget hvad. Filmproduktion er også vildt dyrt fortalte Silvia mig. Udstyr, assistenter og indfødte til at bære tingene og være mellemled mellem holdet og de rigtige mennesker i Honduras osv. 5 – 6 mand der alle skal rejse til Honduras, transportudgifter her, hotel og mad, samt forberedelse og redigering bagefter osv.

Afgjort noget af det sejeste jeg længe har oplevet, en af dem man nok kun for en gang i sit liv, så det var jo med at slå til mens tid var. Hverken Max eller Silvia kunne sige noget som helst om hvornår og hvor udsendelsen bliver sendt for den sags skyld. De sendes normalt ikke hjemme i England, men Frankrig, Spanien og resten af Europa, og evt. Canada og Australien. Det kommer jo an på hvem der køber filmene. I DK har Globetrekker indimellem været sendt på DR 2. Så jeg kan altså ikke vide noget om eller sige noget om hvornår jeg kommer på TV, hvis jeg kommer det. Så jeg kan ikke se hvordan jeg “tage mig ud på TV” – selvom det ellers kunne være vældig sjovt. Men nu har jeg i hvert fald haft min debut på filmlærredet. Det var fedt! Sjovt og virkelig en oplevelse. Tror godt at jeg kunne blive lidt bidt af det, men det er godt nok en meget meget omstændig proces. Hvert eneste sekund og millimeter film er velovervejet og redigeret ned til mindste detalje. Det er nok virkeligheden de færreste af os, der tænker over det når vi ser en film.

Så en yderst oplevelsesrig tid her i Copán Ruinas. Det er helt sorgmodigt at skulle herfra i morgen. Men nu må der til at ske noget andet, jeg er på vej md Tegucigalpa i morgen, hovedstaden i Honduras, og er spændt på hvad det giver af udfordringer og oplevelser. Jeg har for øvrigt nu hørt fra Erika i Managua i Nicaragua. Hun har givet mig sine telefonnumre, så jeg skal have ringet til hende på et tidspunkt. Det er ved at være på tide at finde mit juleaftenssted. Havde planlagt at holde jul i Managua, men byen León er også på programmet. De har Mellemamerikas største katedral – skulle jo nødigt gå glip af en rigtig latinamerikansk katolsk julemesse. Men nu må jeg se hvor jeg ender op henne. Det var vist dagens beretning, nu vil jeg gå ud at finde noget at spise, og fejre endnu en fed oplevelse til samlingen.

Share Button