Mere end pap og bonus – Sådan bygger i en ny familie

Mere end pap og bonusBogen ”Mere end pap og bonus” – Sådan bygger I en ny familie” som er udkommet i september 2010 er med garanti en kærkommen gave for alle voksne og børn, der står i det kaos som en skilsmisse og efterfølgende problemer med sammenbragte familier tilvejebringer.

Ifølge en undersøgelse lever hver syvende familie og hvert syvende barn i Danmark som en sammenbragt familie, så jeg er sikker på, at Mette Benders nye selvhjælpsbog til skilsmissefamilier falder på et meget tørt sted.

Hun er – foruden forfatter – også freelancejournalist siden 2002 og skriver artikler om psykologi, familie, sundhed og arbejdsliv til flere forskellige magasiner bl.a. Femina, Helse, Psykologi og Vi Forældre. Mette Bender har en baggrund som fysioterapeut med speciale i muskelbalance og stress og har tidligere været webredaktør på netportalen sundhed.dk. Privat lever hun selv i en familie med sammenbragte børn og søgte i starten efter en god brugsbog med hjælp, råd og vejledning på området.

Hun har nu selv skrevet en virkelig interessant og brugbar håndbog, og giver sit eget bud på hvordan man kan guide sig helskindet igennem denne heksekedel af panik, problemer og følelser, der uvilkårligt opstår, når to familier bliver til én. Der er konkrete råd til forældre om fællesbørn/delebørn, ekskonen/manden og omgangskredsen, så bogen kommer vidt omkring og der tages hånd om alle implicerede. Bogen anviser en god og sikker vej at navigere på gennem alle de problematikker, som mange oplever, særligt i den første tid efter skilsmissen, hvor alting er nyt og forvirrende.

Mette Bender stiller i bogen en række spørgsmål, som hun får besvaret hen af vejen om de typiske udfordringer der opstår, når børn og forældre skal til at finde sig tilrette i de nye roller. Hvordan sikrer man sig, at alle får den bedste start i den nye familiestruktur, samtidig med, at der tages hensyn til, at børnene har haft andre vaner og en anden familie? Hvad gør man, når man kommer i klemme mellem barnet og kæresten? Hvordan tager man udfordringen op og bibeholder et godt kæresteforhold/ægteskab og familietrivsel med fælles børn? Og hvordan håndterer man, at eks’en altid vil være en del af ens liv? Kan man som forældre tackle, at lukke en ny voksen ind i ens eget og børnenes liv – og hvad kan løsningen være, når det ikke fungerer?

Hvordan bærer man sig ad med, at blive en synlig bonusforælder, der er i stand til, at vise forståelse for børnenes følelser og samtidig sætte grænser, konflikthåndterer – og forebygge på en respektfuld måde? Hvad sker der for børnene, når søskendeflokken forandrer sig og de får andre rollemodeller at spejle sig i? Hvorledes klarer man magtkampe, jalousi og urealistiske forventninger? Og sidst, men ikke mindst kan familien få indført fælles spilleregler, så alle får noget berigende ud af de nye roller? Vil de involverede rent faktisk opnå, at komme til det punkt, hvor de begynder, at se fordelene, glæden og det positive ved en sammenbragt familie? Alle sammen spørgsmål som trænger sig på, som nybagt bonusmor eller far, barn og biologiske forældre.

Mette Bender har i bogen inddraget en række eksperter der velvilligt og sagligt deler ud af deres professionelle viden og byder på masser af konkrete eksempler og praktiske råd. Desuden laver hun interviewes med forældre i sammenbragte familier, der selv har stået i samme situation og kan give deres oplevelser og erfaringer videre til andre med samme problemstilling.

Det er en let læselig bog, der er nem at til gå til og hvert kapitel afsluttes med en kort opsummering der gør det lettere, at få overblik. Til slut præsentereres bogens fem eksperter, der alle er beskæftiget indenfor forskellige grene af psykologien, familieterapien eller sundhedsområdet. Sidste side i bogen er reserveret til en udmærket litteraturliste med supplerende læsning om stedfamilier, skilsmisseproblematikker og børn på gule plader.

”Mere end pap og bonus – Sådan bygger I en ny familie”, er positiv, klog og meget saglig skrevet og bestemt en anbefalelsesværdig bog, der har god mulighed for, at finde vej til boghylderne i ethvert hjem med sammenbragte familier og bonusbørn.

Mette Bender (Gads Forlag)

213 Sider (inkl. litteraturhenvisninger)

ISBN nr. 978-87-12-04569-4

Share Button