Novelle

Dynen er klam af sved, hvert lille fiber i hendes krop sitrer, mens hun febrilsk prøver at få fat i virkeligheden igen, og famler efter vækkeuret der med sine selvlysende tal viser 2.36. Det tætte mørke indhyller rummet, og stueuret på væggen slår sine taktfaste slag. Sofapuden lugter velkendt og alt er, som det plejer i den virkelige verden. Langsomt og med tilbageholdt åndedræt kommer hun til sig selv igen, og gyser stadig over den indre film, der lige har kørt over hendes sinds biograflærred. Det evige mareridt. Hvorfor bliver drømmen ved med at gentage sig? Som om den vil forfølge hende i det uendelige. Den sniger sig ind på hende nat efter nat, og lader hende gang på gang vågne op i en rædsel, hun ikke forklare. Billederne er på en gang krystalklare og slørede. Hun vågner op badet i sved og kan kun huske brudstykker. Den serveres i glimt, i små korte sekvenser med både lyd og billeder. Hun kan ikke gennemskue, hvor drømmen foregår, det eneste hun ved, er at hun er rædselsslagen, hver gang drømmen gentager sig.

Drømmen holder hende fast, som om det er noget helt nede fra det underbevidste. Noget urgammelt og fra en anden dimension. Drømmen er insisterende og holder hende ansvarlig. Hun skal forstå det, se det, føle det og leve det igennem. Og den gentager gerne for at være sikker på, at hun har forstået beskeden helt klart. Drømme plejer at have et vigtigt budskab. Kunne hun bare forstå, hvad drømmen vil vise hende.

Det hun når at opfatte i drømmen, er et virvar af tæt mørke og spindelvæv. Et indelukket og indeklemt rum med støv og en stillestående hed luft, hvor det er svært at ånde. I drømmen er hendes sindsstilstand frygt, en klaustrofobisk fornemmelse, forsøg på flugt og forvirring, og en forvisning om, at hun ikke kan komme ud af rummet. Hun er spærret inde uden mulighed for at flygte.

Med ét kan hun pludselig se noget lys som fra et tagvindue. Scenen udspiller sig i en minegang, med ujævne klippevægge, der er udhugget af menneskehænder og ru af mange lag støv. Hun ved, at hun selv befinder sig i minen. Det er ikke bare noget hun ser, hun er der selv og er sig selv. En lyd kommer tættere og tættere på, og en gammel minevogn kommer kørende på skinner gennem minegangen. Senere kører minevognen på træskinner i et andet højdeniveau af minen. Hun hører tydeligt lyden af vognens skramlen mod skinnerne. Vognen er tung og snavset af skidt og slid. Den er tom og giver en underlig hul lyd, der går langt ind i marven på hende.

Minevognen minder om barndommens ture i Legolands mine eller om Indiana Jones-filmen, hvor Indy bliver forfulgt af banditter i en mørk minegang. Men her vidste man, at man kunne komme ud igen. Det var enten bare en film ,eller også kunne man sidde og gyse når det buldrede og bragede, og rædselsvækkende ansigter dukkede frem af mørket. Men snart ville man lykkelig være ude i sollyset igen. Ånde lettet op og vide, at det hele bare var fantasi i papmaché.

Drømmen er ikke Legoland eller en Indiana Jones film. Drømmen findes, den eksisterer! Den er mere end levende i de mørke dybder af hendes sind. Hun undres altid, når hun er kommet over den værste rædsel. Hvad vil drømmen sige? Og hvorfor holder den aldrig op?

Efterhånden bliver drømmen sjælden, men hun glemmer den ikke. Den tågede indre film havde gjort et uudsletteligt indtryk, dens brudstykker var så klare og nærværende. Drømme er ofte underlige og langt fra rationelle.

Mange år senere befinder hun sig i en lille bjergby i det sydlige Bolivia. En by, som er kendt for områdets store tin – og sølvmine. I århundreder har man udvundet metaller i Cerro Ricos-bjergets dyb, og adskillige bolivianske højlandsindianere har fundet en sparsom indkomst i de mørke støvede gange, hvor hver arbejdsdag er et nådesløst og farligt slid med livet som indsats.

Lykkeligt uvidende, om hvad der venter hende, melder hun sig til en turist-rundvisning i minen. Selvfølgelig skal hun opleve områdets store attraktion, og hun begiver sig af sted med resten af gruppen, iført regntøj, gummistøvler og hjelm med lygte i panden.

Det skal blive en oplevelse hun aldrig glemmer. En begivenhed, der på forunderlig vis ændrer hendes verdensbillede og sætter spørgsmålstegn ved de store ting i livet. Hun er én kvinde, da hun går ind i minen, og en anden, da hun kommer ud! En form for genfødsel.

Indgangspartiet til minen er mørk, men rummelig. Der hænger gummislanger i beslag boltet fast i klippen, det er iltslanger til minearbejderne, fortæller guiden dem. Bjerget ligger i 4000 meters højde, og luften er i forvejen tynd. Inde i minen er risikoen for udvikling af giftige dampe høj, så derfor er der indlagt iltforsyning ned i selv de dybest beliggende gange. Der arbejdes inde i mørket flere timer om dagen, og luften er trang både af støv, hede og mangel på ilt.

Guiden forklarer om minen, og alt virker harmløst på hende. De ser et lille museum lige inden for indgangsporten, og hun lægger mærke til, at bunden i minen er mudderet og fyldt med vandpytter. I det mudrede vand får hun øje på jernskinner, og knapt har hun tænkt tanken, før en slidt, støvet minevogn i høj fart kommer skramlende hen ad skinnerne. Hun stivner! Tiden står stille! Hendes puls stiger, blodet hamrer i tindingen. Hun forsøger at skjule sin rædsel, en følelse, der kommer helt inde fra de dybeste afkroge af hendes sjæl. Forvirringen og åbenbaringen er total på samme tid! Genkendelsen er så stærk, at hun føler, hun skal besvime. En gammel frygt skyller op i hende som en tidevandsbølge, men et eller andet får hende til at følge gruppen, selvom alt indeni skriger og gør modstand.

Gangen bliver mere og mere svæver, luften tungere og tungere, og frygten når højder, hun end ikke havde forestillet sig eksisterede. Hun hiver efter vejret, gangen er nu så snæver, at de alle er nede og kravle gennem mudderet. Det hårde klippeunderlag smerter i knæene, hjelmen skraber mod loftet, og hjertet hamre. Det føles, som om klippevæggene er ved at omslutte og kvæle hende.

Hun har gjort det her før, og noget langt inde i hende husker. Noget husker også, hvad der vil ske senere! Guiden deler kokablade ud, og hun tygger febrilsk på dem i håb om at dulme frygten og den stærke følelse af genkendelse. Hun har kun lyst til at flygte, væk, væk, langt væk. Men hun holdes fast. Tvinger sig selv til total selvkontrol. Hun forsøger at undertrykke sin vejrtrækning, der nærmer sig hyperventilation, og virkelig føle med hele sin krop og sjæl, hvad det er hun står i lige nu. Hun føler en underlig flovhed over sin voldsomme reaktion.

Guiden vil vise dem et dybere niveau i minen. De kravler igennem en snæver passage på vej nedad, og her møder de to minearbejdere, der hugger i den hårde klippevæg med økser. Hun blændes af en skærende halogen-pandelampe, men får øjenkontakt i et splitsekund med en af minearbejderne. Hans vejrbidte arrede indianske ansigt og slørede øjne gør et voldsomt indtryk på hende, og noget ved ham giver genlyd i hende. Hun forsøger at berolige sig selv. Hjertet hamrer, da de senere kravler videre til nederste minegang ad en simpel vakkelvorn træstige.

Luften er pludselig mere kølig og frisk, den vækker hende lidt til live. Hun kæmper stadig med sin selvkontrol, og samtidig oplever hun intenst. Nogen vil kalde det at leve sin karma ud. Den samme drøm igen og igen for mange år siden, og så pludselig stå ansigt til ansigt med drømmen i et fremmed land på den anden side af jordkloden? Et par timer senere kommer hun ud af minen. Stille, eftertænksom og forandret for altid.

Hun har gennemlevet noget, som hun aldrig havde forestillet sig. Cirklen er blevet sluttet, og hun kan slutte fred med drømmen og ikke mindst med sig selv.