Novelle/miljøbeskrivelse, Saxos Forfatterskole, 2010, kåret til Månedens Tekst på forfatterhaab.dk i maj 2012
Morgenluften er klam og tung. Hun slæber sig af sted på et smalt klippeplateau og kan høre floden buldre og ramme stenene flere hundrede meter nede i den afgrundsdybe dal. Vandrestøvlerne er smadret til i mudder, og hun hører sagte regndråber falde på sit regnslag denne tidlige morgen. Det er ikke regn – men tågebanker, der ligger fortættet over trætoppene og forvandler stien til vandpytter og pløre. Stenene er ujævne, mosglatte og våde af dryp fra den tætte regnskovsvegetation. Et grønt filtren sammen af træer og lianer hænger ud over stien, et fugleskrig lyder i det fjerne og den kølige dampende tåge indhyller hende som en klam mur.
Hun kæmper med hovedpine og stakåndethed mens hun kravler op af de stejle trappetrin, der er hugget ud af klippevæggen. De gamle frønnede sten er slidte af tidens tand og vind og vejr i højderne. Tågeskoven føles ligesom om sommeren, når mosekonen brygger over engene og giver en helt særlig stemning og et blidt anstrøg af ”Elverhøj”.
Længere nede af stien åbenbarer den gamle ruin sig, tågen letter i perioder og et guddommeligt syn skimtes i glimt. De stejle mosbeklædte bjerge rejser sig fra dybet som gigantiske saltstøtter. Tågebankerne bevæger sig som genfærd der svæver florlet henover de ældgamle murværker. Hun standser op og betragter rørt sceneriet, mærker tårerne presse sig på og synker en klump i halsen. Bjergene og højplateauet hensætter hende i trance, hun trækker vejret dybt, men finder slet ikke ord, der er store nok til, at beskrive stedet fuldt ud. Sproget er for fattigt og ord er for lidt!
Hun oplever det som magisk og næsten overjordisk – noget urgammelt. Fornemmer en særegen ånd over de stålgrå forrevne klipper og arrede bjergmassiver. Det helt specielle lys, den dramatiske skønhed og farverne der varierer i hele palettens nuancer. Hun rører ved de slidte mure, lukker øjnene og får indre billeder af hvordan de har været overladt til den vildtvoksende jungle i umindelige tider. Hvordan murværket blev befriet for et virvar af slyngplanter, tropiske fangarme og vækster med macheter engang i fordums tid.
Rislende vandløb til cisterner og fontainer med helligt kildevand løber som en labyrint mellem ruinens bygninger og giver stedet en smuk renhed og uskyld. De løber på kryds og tværs mellem templer og relieffer udskåret med største præcision i den nøgne klippe og danner et sandt mesterværk af enestående velbevaret arkitektur.
Hun fornemmer vagt noget som hun bedst kan beskrive som tæthed med Pacha Mama – Moder Jords hjerteslag – en urgammel ro som hun har svært ved helt at definerer. Det er som at være tæt på selve kloden der ånder – planetens puls. Hun føler hjem – endelig har hun fundet hjem efter uendelige tiders søgen. Stedet har en energi som hun aldrig har mærket før og alligevel følges den så velkendt.
Det er som om de stadig er der. Som om de aldrig har forladt stedet. Hun tryllebindes og bliver stille i hjertet. Deres ånder befinder sig stadig iblandt de gamle tempelmure. Hun finder det underligt, at fornemme hvad stedet gør ved hende – har aldrig været der før og alligevel føles det så trygt og gammelkendt, som havde hun forladt ruinen i går. Nogen siger, at vi har levet før. Det er præcis dén fornemmelse hun har. Er der noget om begrebet reinkarnation? Har vi været på jorden før? Det er nøjagtigt sådan hun føler, da hun bevæget skuer ud over den smukke inkaruin Machu Picchu i Peru. Hun har fundet sit hjem og universet sukker tilfreds!
