Det er nok et af de mest særprægede, mystiske og finurlige museer, jeg nogensinde har besøgt. Jeg har ellers besøgt en del museer rundt om i verden gennem tiden. Museer er altid gode steder at starte, når man skal skaffe sig basisviden om et land, et område eller en kultur, men da jeg i efteråret 2016 entrer det lille fine Sir John Soane Museum i det indre London, er det med et ganske bestemt formål for øje. Jeg leder nemlig efter en helt særlig genstand.

Det er nu ellers ikke fordi, museet gør meget væsen af sig. Ind ad en ydmyg gyde ved siden af undergrundsstationen Holborn og lige overfor en lille park med vævre små egern i træerne ligger museet. Der er et skilt udenfor på det sorte støbejernsstakit, men ellers er det et helt almindeligt hus i bedste klassiske London-stil.

Et smalt hvidt hus i rækken af andre smalle huse ned langs gaden. Eksklusivt, jo, naturligvis. Gammelt – ja, også dét – det ligger jo i den centrale del af den engelske hovedstad, men er måske ikke et sted, man lige umiddelbart vil lægge specielt mærke til. Men inden for dørene hører det helt almindelige hverdagsagtige altså brat op, meget brat endda!

Man træder lige direkte ind i et fuldstændig originalt 1800-tals hjem, så pulserende London med al dens heftige trafik, menneskehorder og internationale atmosfære fordufter som dug fra solen. Væggene lukker sig om én, og man famler sig noget overrasket ind i en helt unik tidskapsel.

Øjeblikkeligt fornemmer man, at her er tale om et meget stateligt hjem for den tids overklasse og aristokrati, for stuen huser kostbare mahognimøbler, prangende malerier og velpolstrede bogreoler med den ene verdensklassiker efter den anden. Der findes masser af den slags hjem i England, ja, prøv bare at tage til slottet Blenheim ved Oxford – Sir Winston Churchills fødehjem!

På Blenheim får man aristokrati for alle pengene, men Soane Museet er anderledes, for nok er det arkitekten Sir John Soane’s (1753-1837) private hus, som har stået fuldstændig urørt siden hans død – altså 180 år, men det er også et museum med hans private samling og kollektion af ældgamle genstande. Og samlingen omfatter et noget særpræget og sjældent artefakt – nemlig den egyptiske farao Seti I’s (fra det 19. dynasti, 1292–1190 f.Kr.) hvide alabaster-sarkofag – og det er netop dén, jeg er på jagt efter i efteråret 2016.

I dag står sarkofagen beskyttet i en stor glasmontre, så den bliver bevaret bedst muligt. Da den i sin tid ankom til London var den kridhvid, men på grund af forureningen og den høje luftfugtighed i den engelske hovedstad er kisten nu om dage mere mørk og gullig i farven og de blå sten, der var indlagt i udsmykningen, er smuldret væk. Foto: Wikimedia Commons.

En velbevaret perle midt i London
I august 2016 var jeg også i London og på Soane Museet, men måtte her gå forgæves med hensyn til Seti I’s kiste, fordi man var ved at renovere glaskuplen over det kælderrum, hvor kisten står. Kisten har nemlig intet mindre end ærespladsen på museet; det mest skumle sted i hele huset, det mest dramatiske og det mest finurlige.

Sir John Soane var, ud over at være en kreativ og fremsynet arkitektprofessor ved Royal Academy i London, ligeledes en ivrig samler, og hans hjem bærer da også i den grad præg af ikke blot hans samlermani, men i høj grad også hans meget stilsikre blik for smukke, særprægede, ældgamle og helt igennem eksklusive ting. Dét som virkelig slår én, når man kanter sig forsigtigt gennem de snævre dunkle gange i hans hjem, er antallet af genstande. Det er ufattelige mængder ting, den mand har samlet sammen gennem sit liv.

Væggene er simpelthen tæt oversået med antikviteter, søjler, malerier, figurer, marmorvaser, buster, læderindbundne bøger og manuskripter i det mere end 7000 binds store bibliotek, historiske arkitektoniske modeller, tegninger, skitsebøger og alskens krummelurer. Man står virkelig med åben mund, for det er et helt enestående sted med en samling, der er svært at finde magen til noget andet sted i verden.

Det hele er så iblandet den der smukke eksklusive gammelengelske aristokratistil, og man fornemmer hurtigt, hvad der stod den gamle arkitekts hjerte nær. Han har tegnet adskillige af Londons kendte bygninger, blandt andet frimurerlogens hovedsæde Freemasons Hall, retsbygningen ved Westminister Hall og det ny Royal Palace.

Da den næsten 3000 år gamle alabaster-sarkofag blev fundet i Kongernes Dal i Luxor i Egypten var den tom. Mumien af Seti I var forsvundet og blev først fundet i 1881. Kisten ser umiddelbart ud til at have almindelig menneskestørrelse, men den er faktisk enorm stor. Siderne er vel omkring en meter høje og virkelig tykke, så der er ikke noget at sige til, at kisten er tung.

Men hans private samling byder på både græsk antik, gammel italiensk kunst fra romerriget og  Venedig og altså Egypten. Men hvordan ender en flere hundrede kilo tung farao-kiste fra Egyptens ørkensand nede i den skumleste kælder inde midt i London? Ja, se dét er lidt af en historie.

Som jeg fortalte om i sidste blogindlæg med titlen ”Giovanni Belzoni – fra cirkusartist til arkæolog i Egypten,” så var det italieneren Giovanni Battista Belzoni, der i oktober 1817 pludselig stod ansigt til ansigt med farao Seti I’s sidste hvilested (i dag kendt som grav KV17) i Kongernes Dal i Luxor i Egypten. En kæmpemæssig kridhvid alabaster-kiste med et væld af sirlige inskriptioner stod midt i det flere tusinde år gamle gravkammer.

Graven er 136 meter lang og menes at være det dybeste gravkammersystem af alle kongegravene fra The New Kingdom. Kisten befandt sig i gravens største kammer over 100 meter inde i klippen, og selvom dens låg var beskadiget og knækket på grund af, at gravrøvere allerede i oldtiden havde plyndret graven, så var selve sarkofagen særdeles velbevaret. Men hvad der var mere mystisk var, at kisten var tom. Mumien af Seti I var forsvundet. Gravrøverne var simpelthen stukket af med den gamle konge eller hang det anderledes sammen. Havde nogen reddet resterne af den gamle farao og bragt ham i sikkerhed på et hemmeligt sted?

Belzoni havde ikke den mindste anelse om, hvad det var, han havde fundet, og da han i graven fandt en mumificeret tyr, konkluderede han, at der måtte være tale om grav til ære for Apis – den hellige tyregud i det gamle Egypten. Det er først i 1881, at Seti I’s mumie dukker op et helt andet sted – nemlig i grav DB320 i Deir el-Bahri nogle kilometer fra indgangen til Kongernes Dal. Siden da har mumien været på Det Egyptiske Museum i Cairo, hvor det også befinder sig i dag.

I forbindelse med at gravrøvere plyndrede Seti I’s grav allerede i oldtiden, knustes låget til sarkofagen. Der var ellers et portræt af den gamle farao, men i dag findes der kun fragmenter af låget. Tykkelsen på disse stykker giver lidt et indtryk af, hvor tungt låget har været. Selve kisten vejer flere hundrede kilo, og det har næppe været nogen nem opgave, at bugsere den ud af det 136 meter lange gravkammer.

Sagte stemmer fra oldtidens Egypten
Alabaster-kisten er hugget ud i ét stykke og låget, som også var lavet af ét stykke sten, har som sagt været intakt, før gravrøverne gik amok for at få fat i de kostbarheder, som mumien havde fået med sig i graven. Man kan forestille sig, hvor mange hundrede kilo kisten vejer, for væggene er knap ti centimeter tykke, og den har næppe været nem at bugsere op af den mere end hundrede meter lange grav. Men det var ikke desto mindre, hvad Belzoni gjorde.

Den blev fragtet til en flodpram på Nilen og sejlet til Alexandria, hvorefter turen gik mod London. Først blev British Museum tilbudt kisten, men de afslog at betale de 2000 pund, som der forlangtes for den. I stedet købte Sir John Soane sarkofagen til den udstilling, som han ville lave i 1824, og den fik pladsen i kælderen under den flotte loftskuppel.

Da sarkofagen ankommer til den engelske hovedstad er den kridhvid og dekoreret med blåt kobbersulfat, men i dag er den mere mørk og gulliggrå/marmorfarvet, og de blå indlæg er smuldret væk. Det skyldes forureningen og det fugtige klima i London. Det er jo logisk nok, når man tænker på, hvor knastørt det er i Egypten og især i et hermetisk lukket gravkammer – her er jo en luftfugtighed på nærmest ingenting.

Der var stil over manden, der fandt farao Seti I’s gamle alabaster-kiste i Kongernes Dal i Egypten. Giovanni Battista Belzoni var født i Italien, men arbejdede som helt ung som stærk mand i cirkus, inden han blev selvlært arkæolog i Egypten. Han minder lidt om en pasha fra Osmannerriget.

Selve inskriptionerne på kisten er enestående og har haft stor betydning for forståelsen af de gamle egypters gravritualer og deres opfattelse af livet efter døden. Når man står og nærstuderer kisten, så kan man se, at den er oversået med hieroglyffer. Jeg har ikke selv lært at tyde egyptiske hieroglyffer, men alligevel kunne jeg genkende en del af de små tegn og inskriptioner fra gravkamrene i Kongernes Dal. Og ligegyldigt om man forstår tegnene eller ej, så er det et helt enestående værk.

Bitte små tegninger som hver især betyder noget ganske bestemt, og helheden er ganske slående. Der er nemlig tale om dele fra the Book of Gates – altså de gamle egypteres dødebog eller begravelses-tekster. Det var en manual, som den døde fik med i graven, så han eller hun kunne finde vej til og i det hinsides. For alle var denne rejse vigtig, men i særdeleshed for en farao. Alle hans undersåtter ønskede jo for ham, at han skulle få et godt og behageligt liv på den anden side. Så det var vigtigt med en brugsanvisning – en GPS til dødsriget, og hvem kunne ikke havde brug for sådan en?

Denne manual til det hinsides kunne gives med mumien i kisten som en skrivelse på papyrus. Historien og tegnene kunne også males på den indvendige side af en trækiste eller på den udvendige, men hos en farao blev hieroglyffer og inskriptioner altså typisk hugget ind i kisten, da den oftest var af sten (eller guld) – igen tit både på indersiden og ydersiden, som det også er tilfældet på Seti I’s sarkofag.

Her et billede af et gammelt invitationsbrev eller plakat, som blev lavet i forbindelse med udstillingen af Seti I’s sarkofag på Sir John Soane Museet. Der er ingen tvivl om, at det må have været et tilløbsstykke dengang, for på det tidspunkt var Egyptens skatte endnu forholdsvist ukendte. Man yndede at fremvise kisten med en lampe indeni eller ved siden af, da alabaster-sten er en smule gennemsigtigt, så det har bidraget til den dramatiske effekt i kælderen.

Blandt græsk antik og romerske søjler
Nu indleder jeg dette blogindlæg med at kalde Seti’s kiste for mystisk, men den er jo egentlig ikke i sig selv mystisk. Der findes masser af mumiekister i Egypten i mere eller mindre prangende udgave alt afhængig af hvilken rang, den afdøde havde. Kisterne kan også se forskellige ud, afhængigt af fra hvilken tidsperiode de er fra. Nogle af dem er ganske beskedne i udførelsen.

Det, der er det mystiske ved Seti’s sarkofag, er lige så meget historien omkring den, synes jeg. Den har stået uberørt siden oldtiden i flere tusinde år i et mørkt gravkammer og lige pludselig finder en tidligere stærk mand i cirkus den, hiver den ud af det støvede underjordiske dyb og sejler den til England, hvor den ender med at stå i et eksklusivt arkitekthjem blandt romerske søjler og renæssancemalerier – det er da en spøjs historie! Det er også ret mystisk, at Belzoni fandt kisten tom.

Jeg synes, man bliver lidt rørt, når man står og betragter sarkofagen. Det fuldstændigt enestående håndværk, der er lagt for dagen dengang for flere tusinde år siden, flytningen til et land langt nordpå og så ikke mindst dét faktum, at kisten har tilhørt en egyptisk hersker.

Måske hjælper det også, hvis man har lidt mere kendskab til egyptologi og har sat sig ind i det. For nogle vil det bare være endnu et ældgammelt støvet stykke sten uden betydning, men hvis man betragter det hele i et større perspektiv, så synes jeg, det bliver rigtigt interessant.

Det er et helt eventyr at gå på opdagelse i Sir John Soane museet i London. Alene mængden af genstande imponerer. Dette billede viser den specielle tagkuppel, som sarkofagen står under – men helt nede i kælderen. Mørket i kælderen og ovenlyset giver en helt særlig dramatisk atmosfære, når man står og iagttager sarkofagen. Foto: Wikimedia Commons.

Ser man hen over 6000 års egyptisk historie, så er mange ting helt vildt tankevækkende. I forhold til dét at lede et land og et folk, så er det påfaldende at opdage, at i de dynastier, hvor man havde en god, folkekær og stabil lederskikkelse, der var der ro, velstand, værdighed og styr på sagerne. Alle fik en værdig begravelse, blev balsameret og bragt værdigt på vej til det hinsides. Konger fik selvfølgelig -som Seti I, en fyrstelig begravelse.

Man kan jo bare se på andre fund fra det 19. dynasti – hvor Tutankhamons guldmaske for eksempel er fra. Der var der rigdom og velstand, og rigtigt mange fund fra den periode er virkelig overdådige og vidner om stort overskud også hos relativt almindelige mennesker. I andre dynastier og tidsperioder var der ikke styr på noget som helst. Folk blev knapt nok ordentligt begravet, det hele sejlede, styret var ustabilt, og faraoen var ikke specielt elsket af sit folk.

Noget der også er virkelig fascinerende at tænke på, er at der til stadighed gøres nye fund i Egypten. Bare det halve år, jeg opholdt mig i landet og fulgte med i forskellige udgravninger, skete der en hel masse. For eksempel mangler man jo stadig at finde dronnning Nefertitis grav – Tuthankhamons stedmor. Den dag man finder den, vil det være den største sensation siden åbningen af Tutankhamons grav for næsten 100 år siden. Nefertiti er endnu ikke fundet, og det er faktisk ret utroligt at tænke på med al den teknologi og de hjælpemidler, som vi har til rådighed i dag.

Alle disse ting og mange flere synes jeg, man kan stå og spekulere på, når man iagttager Seti’s sarkofag i kælderen på Soane Museet. Om man er Egypten-freak eller ej, så er museet i hvert fald et besøg værd, ikke mindst på grund af den helt særlige atmosfære, der hersker i det klassiske gamle 1800-tals-hus. Det er virkelig som at gå ind i en helt anden verden; i en helt anden tid.

I forbindelse med 200-året for Giovanni Belzonis opdagelse af Seti I’s gravkammer i Egypten har Sir John Soane Museet en særudstilling med titlen “Egypt Uncovered: Belzoni and the Tomb of Pharaoh Seti I” fra d. 11. oktober 2017 og indtil 15. april 2018 om hele historien om Belzoni, om farao Seti I og opdagelsen af graven i Kongernes Dal. Der er gratis adgang til både museet og udstillingen om Giovanni Belzoni/Seti I sarkofagen.

Her et fint gammelt billede fra 1864 fra Sir John Soane’s museum. Bemærk at allerede her var antallet af genstande i huset ganske imponerende. Foto: Wikimedia Commons.

Du kan her læse meget mere om Sir John Soane Museet.

Adresse:
Sir John Soane’s Museum
13 Lincoln’s Inn Fields
London WC2A 3BP

Nærmeste undergrundstationer: Holborn (Central and Piccadilly lines) og Temple (The Circle and District lines.) Det går også et utal af busser dertil.

Museet har en god souvenirbutik med bøger, gaver, postkort og billeder. Huset ligger på en stille vej lige ved siden af en park, hvor man kan gå sig en hyggetur bagefter. I parken ligger der også en lille café, hvis man skulle være blevet kaffetrængende.

Tekst: Anette Lillevang Kristiansen
Fotos: Sir John Soane’s Museum, London.