Mystiske ceremonier, menneskeofringer og forunderlige lerstenshytter med stråtag der klamrer sig til den lodrette klippevæg på en uendelig sandslette. I Mali – hjertet af Vestafrika finder man Dogon folket, et af Afrikas mest sofistikerede civilisationer nogensinde – og et synligt bevis på en ældgammel kultur, der stadig lever den dag i dag. Jeg tog med på et 6 dages trek, for at opleve dette særegne folk der har bevaret deres oprindelige traditioner, og bebor et af de smukkeste og mest storslåede naturområder i Afrika.

Solen steger nådesløst da vi trasker af sted ad en støvet jordvej fra den lille by Djiquibombo. Et vildt afsvedet landskab ligger forude og ude i horisonten fornemmer man den flade sandslette udover en flere hundrede meter dyb klippeslugt. Forventningsfulde er vi er på vej mod første stop, landsbyen Kanikombolé.Først har vi været rundt og se Djiquibombo og blevet fulgt af nysgerrige børn. Vi har fået en lille forsmag på hvad der venter os de næste dage. Forunderlige små byer hvor tiden synes at have stået stille i århundreder. Vores unge guide Zakari er selv Dogon og født i landsbyen Ningari på højplateauet længere mod nord. Udover Zacarie er Andrea fra Italien med på turen – et godt lille team der bliver grundigt sammentømret i løbet af dagene.

Vi bevæger os tættere på klippeafgrunden og står pludselig ansigt til ansigt med dybet, efter at have vandret over et goldt stenet landskab. Slugten er frygtindgydende, fyldt med store løse sten og minder mest af alt om en dramatisk scene fra en Steven Spielberg film. Læggene ryster, fødderne er ømme under vægten af den tunge rygsæk og sveden springer frem på panden i middagsheden. Med bankende hjerte når vi ned fra klippen, og et fantastisk smukt syn kommer os i møde. Gamle skyggefulde Baobabtræer indrammer et fuldendt billede med den arrede gulbrune klippevæg på den ene side og den uendelige ørkenslette på den anden.

Det er tid til frokost i den lille by Kanikombolé. Under et halvtag af strå i en af byens lerstenshuse puster vi ud efter trekkets første krævende del. Menuen er forholdsvis enkelt her ude på landet, kylling og ris, men vi er så sultne efter formiddagens anstrengelser, at vi kan fortære hvad som helst. Det er en fredfyldt lille by, helt i pagt med naturen og en lise for sjælen, når man lige kommer fra Bamakos pulserende storbyliv. Centrum i byen er en idyllisk lille sø med en kvæghjord – lige en scene til et klassisk maleri – som de står der ved bredden og slubre veltilfredse i det mudrede vand.

Man tager sig meget god tid i Mali, alt foregår i et anstændigt tempo, og vi får da også lov til at slå mave inden vi begiver os på eftermiddagens etape til næste by der hedder Teli.

På vejen kan vi virkelig mærke suset fra de store vidder. Klippevæggen syner stor og ærefrygtindgydende, som den ligger der som en massiv fæstning badet i et spøgelsesagtigt lys. Vi kan skimte Teli langt inden vi når byporten. Da vi kommer tættere på kan man ane at hele klippen er oversået med små huse. Lerklinede hytter med stråtag, ikke til beboelse men til opbevaring af korn, får vi senere at vide af Zacarie. Der hersker en næsten magisk stilhed, da vi senere går rundt oppe blandt husene. En helt speciel følelse rammer en, når man bevæger sig rundt under den dramatisk skrånende klippevæg. Noget urgammelt, et strejf fra en svunden tid og ikke helt enkelt at definerer. Væggene er sortstribede af sod og røg fra tidligere tiders madlavning over åbent ild.

Om natten sover vi under et halvtag på loftet af et adobestenshus, med en blid kølig vind der finder vej ind mellem lerstenene og et æsel skrydende i det fjerne.

Efter et solidt måltid med kaffe og dejklumper stegt i olie næste morgen, begiver vi os igen på vej ud i det knastørre næsten uendelige terræn. Vores dagsmarch er på 15 km, og morgenen vil gå med at nå til bosættelsen Ende hvor de lokale vil vente os med te. Herefter vil vi bruge eftermiddagen på at nå landsbyen Yaba-Tulu. Undervejs kommer vi pludselig til et marked hvor de lokale kvinder faldbyder deres kunsthåndværk. De sælger vævede tasker, tæpper og tøj og alt hænger dekorativt til skue i træerne og vifter i vinden. Hen af det simple hjulspor møder vi et menneske hist og her. Skolebørn er på vej hjem i eftermiddagssolen og alle ler og hilser venligt.

Til slut står vi foran klippekammen som vi skal forcere. Vi arbejder os sveddryppende og pustende opad, og anstrengelserne belønnes da også til fulde, da vi til sidst når op i en lille smuk dal med løg – og tobaksmarker omgivet af fantasifulde klippeformationer. Stedet minder mig øjeblikkeligt om dalen i min barndoms bog ”De glemte hestes ø” i serien om Den sorte Hingst. Et malerisk lille Edens have med landsbyen Begnimato balancerende på toppen af klippen med et guddommeligt udsyn over sletten. Inden mørket falder på inviterer Zacarie os på et trek hen til udkigspunktet. Det er en fortryllende aften med en blød gylden solnedgang udover den nøgne klippevæg. Det føles næsten som om man er tættere på universet og evigheden heroppe.

Menneskeofringer og fallossymboler
Den tredje dag på trekket foregår fra Begnimato til Nombori – i alt 13 km ovenpå klippen. Den golde klippe ligger hen i et tågeagtigt slør, det blæser voldsomt og giver sand og støv i øjnene. For at komme ned igen skal vi igennem en meget stejl og smal klippepassage – med et lodret fald på flere hundrede meter, der virkelig sætter min højdeskræk på prøve. Efter en lidt farefuld færd ned, hvor det er med at holde tungen lige i munden og hovedet iskoldt, står vi igen i det flade slettelandskab og nærmer os byen Nombori. Det er markedsdag da vi ankommer, og Zacarie viser os rundt og forklarer om de forskellige varer som udbydes til salg. Det er hovedsageligt grøntsager, madvarer og husgeråd – alt i ét stort farvestrålende orgie og skønt kaos.

Inden afgang næste morgen bliver vi præsenteret for en række Fetish sten, og Shamanens – den såkaldte Hogons hus. Vi får fortalt, at Fetish før i tiden havde krav om menneskeofringer for en god regntid. Det sluttede dog officielt for lang tid siden, men nogle steder foregår det stadig til stor skræk og advarsel for turisterne. Det er dog aldrig en turist der må lade livet, ej heller en person fra landsbyen, men altid en fremmed. I byerne Yenda, Tendeli og Tintan foretager man stadig disse uhyggelige ofringer, som regel hvert år i april – lige før regntidens komme. Langt de fleste af landsbyerne i Dogon i dag er rent kristne, og har for længst droppet ofring af mennesker. Nu foretages i reglen kun dyreofringer. Det foregår ved at dyret slagtes og man smider blodet på Fetishen. Man slagter oftest kyllinger, hunde, geder eller får. Den bedste effekt får man hvis man kan være heldig at finde et helt sort dyr. Men det er meget svært, da de fleste dyr altid vil have en plet af en anden farve hist og her.

En Fetish minder lidt om et stort fallossymbol. Den kan være fremstillet af sten, tørret mudder, eller være udført i træ. Man giver den små offergaver og en til to gange om året gives der ofringer til medicin Fetishen, for at undgå sygdom.

Hogon’en er Dogonfolkets spirituelle leder og er altid en mand, da mænd har de stærkeste magiske kræfter. Når de vise mænd i landsbyen skal udvælge en ny Hogon, kan tage dem op til 3 år at finde ham. Der er en lang række regler som skal overholdes, når man omgås en spirituel leder i Dogon-religionen. Bl.a. må ikke græde ved en hans død. Kommer man alligevel til det, vil man selv dø indenfor 1 år. Han betragtes ikke som værende død, men som rejst. Man skal dog græde den dag han udvælges som Hogon. Ingen nyvalgt spirituel leder er under 70 år, så mange er ikke i embedet i ret lang tid. Hvis en Hogon laver fejl vil han dø og bliver han syg skal han straks lave ofringer. Boa-slangen er blandt Dogonfolkets forfædre og spiller en vigtig rolle i forhold til Hogon’en. Han bliver nemlig kun vasket én gang hver 3. mdr. Det sker ved at Boaen kommer på besøg om natten og slikker ham, hvorefter han er ren og hellig.

At Dogon-folket er et sofistikeret folkefærd hersker der ingen tvivl om. F.eks. så vidste de længe inden den moderne teknologi – at stjernebilledet Sirius består af 3 stjerner og ikke 2 som videnskaben havde påstået. Først i 1995 opdagede astronomer ved hjælp af en meget kraftig stjernekikkert, at stjernekonstellationen består af to synlige – og en usynlig stjerne. Det giver næsten Dogonfolket status som Afrikas svar på Mellemamerikas mayaindianere.

Masker og bolig med udsigt
Det er fjerde dag på trekket og vi er begyndt at kunne mærke musklerne værke lidt. Vi skal i alt vandre 56 km og kan så småt fornemme trætheden melde sig – især når man ikke er vant til at gå i løst sand med rygsæk i en temperatur der nærmer sig de 35 grader. Nu er de længste dagsmarcher overstået og i dag nøjes vi med en rute på 9 km. Vi skal nå igennem byen Komokan, og tilbringe natten i Tireli.

Om på eftermiddagen har vinden lagt sig. Det er en pragtfuld eftermiddag med smukt varmt lys, og vi vandre langsomt hen af det ensomme hjulspor. Sådan en dag kan jeg næsten tage mig selv i at være lykkelig – ingen stress og jag, kun ro og ren væren.

Fra den flade sandslette har vi under hele trekket haft udsigt til klippevæggen, hvor man har kunnet se et utal af lerklinede huse uden stråtag der balancerer på afsatser op af den stejle væg. Langs det meste af klippevæggen, der strækker sig 225 km fra syd til nord i Mali kan man se disse forunderlige indretninger. Tellemfolket var det oprindelige folk der besatte området, man ved ikke hvor disse mennesker kom fra, og hvorfor de valgte at bosætte sig netop her. Dogon folket troede at dette folk besad specielle magiske kræfter, så de kunne flyve op til deres boliger, da alle ligger placeret på smalle hylder flere 100 m oppe af de lodrette klippevægge.

Mere sandsynligt er det dog, at der på den tid fandtes flere træer, så de har flettet reb af barkstrimler og plantefibre, og firet sig ned af klippevæggen til deres hjem. I dag bruger Dogonfolket disse gamle Tellemhuse og grotter til begravelseskamre. Zacarie fortæller, at flere hundrede mennesker menes at ligge begravet i de gamle huler.

Dogonfolket tror på reinkarnation, og derfor afholdes en speciel ceremoni for den nyligt afdøde, således at han kan komme til det sted, hvor forfædrene befinder sig. Ceremonien kaldes for Yinoun- Yanna, og udføres for alle medlemmer af den traditionelle Dogon-religion. Officielt er de kristne og muslimer, og over hele området findes der kirker og moskeer. Men man har animismen – troen på ånder som et vigtigt aspekt, lige meget hvilken religion man bekender sig til.

Når den døde skal begraves lægges liget på en træbåre, han bæres af landsbyens mænd gennem byen og begraves sædvanligvis dagen efter dødsfaldet. Den døde er pakket ind i et hvidt stykke klæde. En højtstående person vil sædvanligvis blive pakket ind i et særligt fint og kostbart stykke klæde. Liget hejses op ad klippen, anbringes i gravkammeret og døren til hulen forsegles med mudder. Få dage efter afholdes den egentlige begravelsesfest.

Hulerne fungerer også som hemmelige opbevaringsrum for de specielle Dogon-masker der spiller en betydelig rolle i forbindelse med religiøse ceremonier og festivaler. Maskerne er både sjældne og kostbare og tages kun frem ved særlige lejligheder. Hverken kvinder, børn og turister har lov til at opleve ceremonier med ægte Dogon-masker.

Hvert 60. år afholdes den store Sigui festival. Den løb sidste gang af stablen i 1967, og man ser frem til den næste festival i år 2027. Dogonfolket er dog enige om, at meget vil være forandret til den tid – udviklingen har været enorm siden sidste festival.

Modtag en fisk og dø!
Efter et solidt aftensmåltid i Tireli kryber vi til køjs igen på taget af en Adobestenshus, denne gang med fuldkomment frit udsyn til en stjernehimmel, der kan tage pusten fra selv den mest hærdede. Så kan man ligge der i sin lune sovepose og studere stjerner, og mærke at ens ånde næsten bliver til damp i den iskolde klare ørken nat. Næste morgen gnider vi søvnen af øjnene i strålende solskin og opdager til stor morskab, at hele byens unger nysgerrigt står og glor på os med måbende blikke over fra det modsatte hustag. Der er ikke meget privatliv på disse kanter!

På 5. dagen giver Zacarie os helt specielle instrukser. Vi er nødt til at gå en omvej, for at styre udenom byen Yaye. Og grunden: Vi skal undgå at få en fisk! En temmelig kryptisk forklaring.

Det første menneske der kommer ind i byen, hvor man fisker i den lokale sø, vil blive overrakt en fisk. Ceremonien varer ca. 2 uger, og afholdes én gang om året, man ved aldrig helt præcist tidspunktet, men altid omkring december – januar. Den der modtager fisken vil dø. For 2 år siden havde en mand, der kom ind i byen ikke hørt advarslen og modtog intetanende fisken. Hans søster var syg og lå på hospitalet i Sangha, og han var på vej hen for at besøge hende. Han fik fisken og kørte 2 uger senere galt på motorcykel og blev slået ihjel.  Hvis ingen passerer igennem landsbyen i 2 Dogon-uger dvs. 10 dage, så bliver det automatisk den ældste mand i byen der dør. Inden 100 meter kan man nå at vende om, hvis man kommer ind i byen og opdager fiskeriet i tide, men har man først modtaget fisken, så er løbet kørt. I nabobyerne Amani og Ireli har man gennem årerne mistet over 70 mennesker på den konto. De modtog fisken og døde på mystisk vis få uger senere. Man ved ikke med sikkerhed om, det også virker dødeligt på turister at modtage fisken. Men der er jo som bekendt mere mellem himmel og jord…! Fakta er at familien i byen har en meget stærk Fetish og ingen tør gå imod gamle traditioner.

Ifølge vores guide er problemet søen. Regeringen kunne beslutte sig for fylde den op, så ville problemet være løst og ingen skulle mere frygte at nærme sig landsbyen. Men af frygt for hvordan forfædrenes ånder vil reagere tøver man. Mali er et sted der i den grad pirre fantasien, og stiller flere spørgsmål end svar!

Vi er heldige at slippe for at få overrakt en fisk, og ankommer i god behold til Ireli. Denne by er et utrolig smukt eksempel på speciel Dogon byggekunst. På en vandretur op af klippesiden finder vi adskillige såkaldte ”retshuse” hvor byens vise mænd diskuterer og løser problemer. Husene er meget lave, og det er umuligt at stå oprejst inde i dem. Det forhindre en i at rejse sig i vrede inde i huset – er man uenig i gruppens afgørelse må man gå udenfor og afreagere.

Natten tilbringes i byen Banani, og næste morgen er vi alle tre lidt fjantede, fordi det er den sidste dag på trekket. Det er med en blanding af lettelse og vemod vi begynder at bevæge os op af en stejl klippetrappe til slutmålet – byen Sangha på klippeplateauet. På en lille restaurant nyder vi en iskold cola som afslutning på vandreturen, skåler og ønsker hinanden tillykke med et velgennemført trek og en oplevelse for livet. Vi sværger på, at vi aldrig mere skal vandre 56 km i stegende sol – men dét er lige indtil næste gang!

De Berejstes Klubs medlemsblad Globen

Se artiklen i De Berejstes Klub medlemsblad Globen