Når de helt store dybder kalder på én…

Solnedgang i Phuket

Vi ligger lige i dette øjeblik for anker i en smuk stille bugt mellem grønne tropeøer, hvide sandstrande og turkisblåt hav. Området består af en hel klynge af små ubeboede øer ud for den lidt større malaysiske ø, Langkawi. Besætningen har taget sejlene ned, og vi ligger bare og duver blidt for havbrisen.

Det er strålende solskin, himlen er lyseblå, og jeg har lige været ude at snorkle. Der var stimer af stribede fisk, lillafarvede, brune og hvide koraller og på stranden løb vilde aber rundt og tiggede frugt. Vejret er fabelagtigt smukt, farverne er helt klare og her er stille, bortset fra nogle thailandske longtailboats, der tøffer rundt, men stille var det bestemt ikke i går, da vi forlod Phuket med sejlskibet Starclipper. Det er nok en af de mest intense take off’s, jeg nogensinde har oplevet.

Jeg gik op lidt før solnedgang kl. 18.32 for at tage billeder. For inden da, vi blevet budt velkommen af crew’et på Starclipper med tropiske drinks, frugtopsatser og hyggepianist. Jeg havde fundet mig tilrette i min fine lille kahyt og havde tømt hukommelseskort for billeder. Man bliver sådan lidt lullet til ro på et skib, den ligger bare der og bevæger sig blidt i vandet og flytter sig en smule i hver retning, så meget som ankerkæden nu kan tillade det. Der var ikke en vind, der rørte sig, det var fuldstændig stille, kun den der svagt vippende bevægelse. Det knirkede i skroget, i nitterne og i tovværket, og vandet pjaskede dovent ind mod mit koøje.

Stævnen på Starclipper

Sikken en smuk morgen! Hed, salt blæst i håret og tropeøer i det fjerne – så bliver det ikke meget bedre.

Den magiske tavshed
De, der har prøvet at tage billeder af solnedgange ved, hvor hurtigt himlen forandrer sig. Jeg fulgte sceneriet den næste halve time med en dramatisk kulisse i nuancer af alle de røde, pink, orange, gule, blå og lilla kulører i farvepaletten. Den kombination af farvespillet, den hede tropeluft og skibets regelmæssige rolige vuggen gjorde oplevelsen helt meditativ. Lilla og indigoblåt i et storslået samspil på himlen skiftedes ud med et blødt mørke.

Vi skulle sejle klokken 22, og efter at jeg havde siddet og redigeret billeder efter en overdådig middag, gik jeg op på dækket ca. 20 minutter før afgang. Jeg havde slet ikke opdaget, at det havde regnet. Dækket var vådt og regndråberne drev ned ad det blanklakerede mahognitræværk. Det var ikke fordi, det regnede meget. Det regnede helt stille. Store bløde varme dråber splattede ned i panden på mig.

Det var en fløjlsblød og hed tropeaften, luften var så mættet, at man kunne skære igennem den. Ude i horisonten kunne man se både ligger for anker med grønligt lys i lanternerne og hele kystlinjen med Phuket by lå oplyst med alle sine hoteller, huse og butikker. Bjergene lå som en svag silhuet i mørket bagved. Igen den der magiske stilhed. Også lidt som en stilhed før stormen. Og det skulle faktisk ende med at blive mere ”storm,” end jeg i min vildeste fantasi havde forestillet mig.

Koh Butang

Vi nærmer os en af øerne i Ko Butang, hvor vi skal ankre op. Her er besætningen ved at tage de kæmpestore sejl ned.

Stilhed før stormen
Som jeg stod der på dækket helt alene, tog regnen til. Langsomt. Det føles, som om dråberne blev større og mere intense – mere insisterende. Igennem lyskeglen fra en lanterne oppe i masten kunne jeg skimte regndråberne, der hvislede ned. Samtidig begyndte det at lyne mere intenst, stadig ikke som vilde zigzag-lyn, men mere som det bare stod og buldrede langt ude i horisonten, men ind imellem 360 grader rundt. Ude over havet, men også inde over land bag bjergene.

Nogle gange blev det hele helt oplyst af blåligt blitzlys samtidig med, at der lød en doven, men dyb buldren langt borte. Det var ikke korte skarpe smæld, mere sådan en slags rumlen. Ingen hidsige skarpe lyn flængede det sorte himmeltæppe – det var mere over i sådan en slags ur-buldren og bragen langt ude fra verdensdybderne. En oceanernes kalden. Længslernes længsel efter fjerne horisonter, men også lige en mild påmindelse om, at det her var alvor. At havet og vejrliget mente det alvorligt. Så var linjen lagt! Du adlyder, eller du er dødsens. Moder Jord har talt!

Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle forvente. Ville de tude vildt i skibshornet, når vi skulle stå til søs og begynde at sejle ud af bugten? Ville de trække ankeret med en bragende raslen af tykke jernkæder, eller hvad ville der ske? I starten havde jeg undret mig over, hvorfor vi skulle sejle så sent, for så ville man jo ingenting kunne se. Men jeg skulle komme til at forstå. Effekten blev nemlig dobbelt så stærk, fordi take off foregik i mørke.

Regnen tog yderligere til. I stedet for at gå i læ, blev jeg stående. Helt hypnotiseret. Jeg kunne slet ikke lade være. Mærkede de varme dråber løbe ned ad panden og nakken på mig og gennembløde min bluse. Jeg skulle have det hele med. Nu regnede det virkelig kraftigt. Samtidig var en blæst så småt begyndt at vågne op til dåd. De havde ikke sat sejl endnu. Jeg stod og spekulerede på, hvad de ville gøre. Ville de store motorer fra skibets bug gå i gang med et brøl? Hvad ville der ske?

Tropeø

Man tror kun, at det ser sådan ud i rejsekataloger, men den er go’ nok – vandet ér så blåt og ikke mindst så klart. Her var jeg ude at snorkle og drev rundt mellem stimer af stribede fisk.

Elementernes vanvittige rasen
Der gik flere besætningsmedlemmer rundt. Jeg stod helt oppe ved siden af styrhuset. Jeg vidste overhovedet ikke, om jeg måtte stå der. ”Skal jeg flytte mig?” spurgte jeg en europæisk udseende fyr i hvidt sømandstøj. Nej nej, ikke endnu. Der er fem minutter til take off. FEM MINUTTER!

Jamen, skulle de så ikke snart til at gøre noget? Der var stadig helt stille på skibet, men regnen var nu virkelig aggressiv. Det hamrede ned. Det blæste også, men ikke sådan, at det vippede. Det er trods alt et stort skib. Det var ikke på nogen måder nogen ”brandstorm i Biscayen” så skibet vippede, men regnen var ekstrem. Lynene var også blevet mere hyppige og ofte var hele bugten oplyst i ultrakorte, men intense sekunder.

”Nu skal du gå ned” kommanderede fyren. Helt fint. Jeg gik i stedet ned og stod ved rælingen på etagen under broen. Det silede ned. Himmel og jord stod i ét. Vandet blev fuldstændig gennemhullet af regnen. Det så ud som om havoverfladen blev stukket i med millioner af syle, sådan regnede det. Nu lød en skærende skrigende lyd, og det forreste mindre sejl gled langsomt op i masten i ryk.

Mørket, den intense regn og de blå blitz i horisonten gav virkeligt sceneriet et intenst lys. Inde i land kunne man stadig skimte masser af blinkende lys. Et sted bragede højt musik, en gennemtrængende bas og kulørt lys fra et diskotek, men det kunne ikke nå os. Det var som om, man her lagde alting bag sig. Vi var en lille ø, som ingen kunne nå. Jeg var knaldhamrende drivende gennemblødt, men jeg ænsede det ikke. Det var svært at se, om vi bevægede os, altså om vi overhovedet sejlede. Måske lyder det underligt, at man kan være i tvivl om det, men på grund af den stærke regn, var det vanskeligt at se. Det var svært at skelne, om vi bevægede os fremad eller bare lå og vuggede.

Så skete der en hel masse på én gang!

Perfekt synkroniseret gik Vangelis storslåede musikstykke “Conquest of Paradise” i gang med at blæse ud af højttalerne, samtidig med, at vi begyndte at bevæge os fremad. Nu var der ingen tvivl mere; skibet flyttede sig. Dette Vangelis-stykke er virkelig noget, der kan få de helt store følelser frem i én. I skal høre den for virkelig at forstå dens kraftfuldhed. Det var en enormt stærkt øjeblik. Denne storladne sang, det kæmpeskib der satte sig i bevægelse og så dette fuldstændige vanvittige vejr.

Jeg stod altså der ved rælingen, mens Vangelis bragede sin russiske tallship-hyldest ud i den buldermørke aften. Regnen hamrede nådesløst ned, piskede havet op til et frådende uhyre og hele horisonten var oplyst i et orgie af blåt blitzlys. Hold nu kæft altså! Det hele eksploderede i et stort vanvittigt inferno. Elementernes afsindige rasen. Havets og naturens kræfter koncentreret på ét sted med tonstunge Starclipper, nu pløjede sig igennem vandet med en helt selvfølgelig ynde.

Starclipper

Det stolte skib “Starclipper” ligger for anker ved øgruppen Koh Butang ud for Langkawi i Malaysia.

Blæsten i halvmånebugten
I flere minutter blev jeg stående der ved rælingen – totalt åndeløs. Det ruskede i alt, hvad der overhovedet kunne ruskes i, og vi var ikke engang ude af bugten endnu. Vi var ikke engang fri af halvmånestrandens læ. Og de havde ikke engang sat fulde sejl! Hvordan ville det så ikke blive, når vi kom ud i åbent hav? Vi passerede de sidste oplyste huse inde i land. På vej rundt om pynten og snart ville vi være helt fri af land. Jeg var forberedt på en kraftig blæst.

Selvom om vinden grundlæggende var lun og tropeklam, så blev den mere og mere kold og gennemtrængende, jo længere vi kom ud. Til sidst blev det for koldt at stå der, jeg var jo dyngvåd. Jeg vaklede ned i min kahyt, klamrende til messinggelænderet, som var jeg fuld. Dryppende, men fuldkommen tryllebundet. Sjældent havde jeg oplevet noget mere vildt og voldsomt. Det var stort! Nok frøs jeg, men det var lige så meget en kuldegysende rislen ned ad ryggen.

Jeg var så gennemgribende dyngvåd, at jeg blev nødt til at tage alt tøjet af, hænge det til tørre og krybe under dynen, for at få varmen. Det var svært helt at komme ned efter denne oplevelse. Jeg svævede stadig. Var fuldstændig høj og kørte på et adrenalinrush, men var alligevel fuldkomment udmattet. Ville jeg overhovedet kunne sove? Det skulle vise sig ikke at bliver noget problem overhovedet. Det var en nærmest dødlignende søvn, jeg faldt i. Vugget i søvn af bølgerne. Sjældent har jeg sovet så tungt. Jeg vågnede helt tummelumsk to minutter, før jeg havde sat mit vækkeur til at ringe kl. 7. Ud af mit koøje kunne jeg se blåt vand slå op mod ruden.

Sikken en morgen! Jeg var oppe på dækket så hurtigt, det var mig muligt. Frisk, salt og lun blæst i næseboerne. Vi var langt ude på havet. Blåt hav så langt øjet rakte. Helt ude i horisonten fik jeg øje på små bitte øer. Jeg gik helt op i stævnen og stillede mig lige midt for bovspyddet, lukkede øjnene og sendte en smuk tanke fra SPV Starclipper til RMS Titanic. Lod øjeblikket lejrede sig i hjertet. Det var unægtelig blevet et mere blidt, roligt og medgørligt vejr, men den der afgang fra Phuket i aftes – den glemmer jeg simpelthen aldrig. Den kommer til at stå mejslet i mit sind for evigt.

Dramatisk solnedgang

Solnedgangen i går – det var stilheden før stormen, og jeg skal da lige love for, at vi forlod Phuket med manér. Med bulder og brag vil jeg sige. Vores polske kaptajn forklarede i dag, at der normalt først er regntid i Asien i juni og juli, men at det vi prøvede i går lige var en lille tidlig snert af Østmonsunen – hun er en heftig dame, skal jeg hilse at sige!

Tekst og fotos: Anette Lillevang Kristiansen

Krydstogtet er sponsoreret af Starclippers.

Share Button