Nå må jeg se om travellog er mere medgørlig i dag, i går fik jeg med nød og næppe skrevet sidste beretning, selvom computeren nægtede at gemme, gik i sort skærm midt i min chat med Bo og i det hele taget var ret træls. Men det lykkedes mig at få beretningen skrevet på den måde at jeg for hver 5 linje gemte teksten. Jeg gemte også før computeren gik i sort, eller dvs., jeg troede den gemte, men det viste sig at den ikke gjorde alligevel. Så det er ikke helt enkelt at få sine historier offentliggjort. Men jeg gør endnu et forsøg i dag.
I dette afsnit vil jeg fortælle om mine to skønne dage på Nabolom, hvor jeg flyttede op sidste onsdag d. 17. feb. Jeg får det fineste lille værelse, med Trudys sort/hvide fotos på væggene af Lacandonindianere, en lervase med hvide blomster i vindueskarmen og farverige puder og sengetæppe, rigtig hyggeligt og meget smagfuldt indrettet. Om aftenen hilser jeg for første gang på Doña Beti – en sød gammel dame på 78 år og frisk og rørig. De er kommet hjem fra deres 5 dages tur ud til de små landsbyer med Lacandonindianere i går, hvor de bl.a. har sejlet i trækanoer, men Doña ser nu ikke ud som om hun er det mindste træt eller udmattet. Hun har fungeret som guide og kok på turen. En af fyrene på Nabolom kommer og kalder på mig og fortæller mig at de viser en engelsksproget film om Nabolom i filmlokalet. Det er sådan en oplysningsfilm som alle besøgende ser og den er faktisk rigtig god og fortæller meget om stedet. Jeg skal jo samle så mange oplysninger som muligt om Nabolom, som skal bruges i min artikel. Efter filmen går jeg rundt og ser mig omkring, studere det flotte bibliotek med mayalitteratur til loftet.
Jeg lægger mærke til at køkkenpersonalet er ved at dække bord i spisesalen, så jeg spørg Jorgi om man kan spise med. Det kan man godt, man skal bare skrive sig på listen i receptionen. Middagen er lidt dyr, 170 pesos pr person, men jeg føler at det er vigtigt at prøve det hele og måske kunne man finde noget at snakke med. Nabolom er fuld af de sjoveste typer og travle mennesker med mange gøremål. Der står f.eks. en mand i patioen med et filmkamera som er ved at filme og det vrimler med folk der tager notater og går rundt og kigger. Lidt før aftensmaden ankommer der en hel flok danskere fra Bravo Tours med deres danske guide Merethe. Jeg kommer til at sidde sammen med en anden dame der hedder Merethe fra København, et par fra Skive og en anden dame også fra København. De er på denne rejse som er arrangeret i samarbejde med Politiken Plus. Vi har det så hyggeligt nede i vores ende, vi sidder ved siden af pejsen og der er dejligt varmt og snakken går.
De har været af sted i 15 dage i Mexico og Guatemala og er en gruppe på en 15 – 18 rejsende. De vil rigtig gerne vide hvor jeg har været henne, hvad jeg har set, hvor længe jeg har været af sted og hvordan det er at rejse alene. Vi får suppe, kylling, ris og salat og kage til dessert. Der er en journalist med fra Politikken, men jeg får ikke rigtig snakket med ham, han vil jo nok heller ikke snakke med en der ikke er rigtig journalist. Merethe fortæller ham ellers at jeg også skriver, men han virker ikke rigtig som om han er interesseret. Middagen går desværre alt for hurtigt og snart skal gruppen af sted igen. De skal rejse hjem til Danmark dagen efter, over Tuxtla, Mexico City og Frankfurt – 24 timers rejse regner der med det kommer til at tage.
Jeg udveksler mail adresse med Merethe og måske skal vi ses når jeg skal til København d. 27. april. Parret fra Skive vil også gerne have min e-mail adresse, og spørg om jeg holder foredrag. Det gør jeg jo sådan set og giver dem min hjemmeside adresse også. Jeg hilser også på gruppens guide Merethe der er en “kedelig revisor” som hun selv siger, men har været guide i 8 år. Til sidst er de med inde og se mit lille fine værelse, det har de jo ellers ikke haft lejlighed til ellers. Det var rigtigt hyggeligt at møde dem og dejligt lige at møde nogle danskere. I dag har jeg fået en aftale i stand med Doña Beti og Jorgi til i morgen kl.17. Og så har jeg fået tilbud om en rundtur på Nabolom med Pepe, der taler engelsk og er guide på stedet, han kan sikkert også fortælle en masse som jeg vil kunne få brug for i min artikel.
Næste morgen er jeg tidligt på færde og i gang med min research. Alt hvad jeg overhovedet kan finde af forklaringer på ting og sager i museet skriver jeg op, alt hvad der står på skiltene omkring gravfundene fra ruinerne og oplysninger om Lacandonindianere bliver skrevet op. Frans Blom lavede en udgravning af en ruin i nærheden af San Cristobál sammen med en amerikansk arkæolog som der er en større udstilling om. Ruinen hedder Moxviquil og har indeholdt grave hvor de fandt en stor mængde ting fra mayaerne. Røgelsesbrændere, øksehoveder, pilespidser, knivhoveder, keramik og mange andre ting har man fundet på stedet. Jeg studere det hele meget indgående, det er fedt for det er ikke så tit jeg har tid til det. I biblioteket gennemgår jeg de mange boghylder ligeså grundigt. Jeg finder 5 danske bøger i vrimlen af litteratur, heriblandt får jeg med et smil på læben øje på “Kejserens nye klæder”, åbenbart en dansk bog som Frans Blom har syntes han skulle have med til sit nye hjemland. Jeg finder også “I de store skove – breve fra Mexiko”, den bog som efter signende skulle blive genoptrykt i Danmark her i år.
Et af personalerne kommer og siger til mig at jeg bare skal sige til, hvis der er nogle bøger jeg gerne vil se nærmere på, så vil han gerne låse dem ud til mig. Alle bøgerne er låst inde i glasskabe. Så jeg får lov til at få 3 danske bøger låst ud – “I de store skove – breve fra Mexico”, “Det urolige blod” (en ny bog om Frans Blom fra 2002) og endelig et pragteksemplar af “Mayalandets erobring”. Det er Frans Bloms egen personlige eksemplar med notater skrevet indeni med fyldepen, hvor mange eksemplarer bogen er trykt i (2500), hvornår den udkom i Danmark, hvornår den ankom til Mexico og hvor hurtigt den var udsolgt i Danmark. Endelig er der på omslaget limet et gammelt gulnet udklip ind om Frans Blom fra Vejle Folkeblad fra d. 1. dec. 1945. Bogen er gammel og laset, men jeg føler virkelig at jeg står med selve historiens vingesus i hænderne. Jeg gør en million notater, tager billeder af bøgerne, notaterne indeni og studerer dem alle tre nøje inden de igen bliver låst inde i glasskabet. Jeg skriver også en hel masse titler ned på mange af de andre bøger i samlingen. Der er bøger på alle mulige sprog, Frans Bloms danske udgivelser, deres fælles bøger på spansk bl.a. La Selva Lacadonia på spansk, flere af deres bøger på engelsk og et par stykker af Trudys bøger på tysk. Det er en sand slikbutik at blive lukket ind i det bibliotek, og jeg er fuldkommet salig. Der er alle mulige mayabøger og også nogle stykker om Inkaer og Sydamerika, konferencebøger, historiebøger og bøger om Arkæologi.
Alt i alt bruger jeg nok 3 – 4 timer i biblioteket og er helt høj bagefter. Det er som at blive lukket ind i Vangsgaards antikvariat og boghandel x mangefoldig. Efter at jeg har set mig bare rimeligt mæt på gamle bøger går jeg ned i byen og tjekker mail, ringer til min mor, og køber mad. Jeg sender en mail til Weekendavisen og spørg om de er interesseret i en artikel (men jeg har i dag ikke hørt fra dem endnu). Mistede lige et øjeblik modet da jeg mødte denne journalist fra Politiken og da jeg læste i bogen “Det urolige blod” fra 2002. Bogen er skrevet af tre PH. D fyre fra Københavns universitet – mindre kan jo ikke gøre det! Og hvem er det så lige der gider læse min artikel? Jeg ved godt at man ikke skal tænke sådan, men alt andet lige så er det sindssygt svært at gøre sig gældende som helt almindelig skribent der bare holder af at skrive, når man skal konkurrerer med folk der har op til flere universitetsgrader i bagagen. I Danmark skal man være meget sej for at klare sig i konkurrencen – almindelige skribenter bliver ikke regnet for så meget. Vi er jo bare nogen der tjatter lidt på et stykke papir engang imellem.
Men jeg syntes det er værd at huske at ikke alle gode forfattere er journalister eller har en universitetsgrad – men det hjælper gevaldigt hvis man har. Ingen tvivl om det. Man skal i hvert fald være indstillet på en kamp uden lige hvis man bare er helt almindelig skribent der forsøger at stikke hovedet bare en lille smule frem. Nå men hjemme igen fra byen laver jeg en masse filmoptagelser, men igen det er ikke helt nemt når man vildt gerne vil en hel masse og ikke har den fornødne kendskab til det eller sit udstyr i orden for den sags skyld. Jeg har ikke noget stativ til mit kamera og mine optagelser bliver lettere rystede, fordi jeg skal holde kameraet i hånden. Jeg skal hjem og have et filmkursus af Bo, han bliver ved med at sige til mig – de tre ø’er, øve, øve og øve! Pust støn! Men jeg syntes stadig at det er svært!
Senere ankommer Pepe og siger at der kun er mig til rundvisningen på engelsk rundt på Nabolom, og om det er ok at vi venter til i morgen, for der kommer der 7 studerende som han skal fortælle om Nabolom på engelsk. Det er selvfølgelig ok. Jeg har ligesom en underlig fornemmelse af at det interview med Doña Beti og Jorgi går i vasken, jeg har ikke set skyggen af dem hele dagen og ganske rigtigt. Vi skulle mødes kl. 17 og ingen af dem viser sig. Jeg er lidt sur og føler ikke helt at jeg bliver taget alvorligt. Kl. 17.30 snakker jeg med pigen i receptionen og hun ringer til Jorgi, hans mobil er slukket. Han kommer kl. 19.30 siger hun. Ok jeg tager jeg den for gode varer. Jeg ved jo godt det her med Latinamerikansk tid plus/minus en 2 – 3 timer kan man godt regne med. Men jeg SKAL bare have det interview med Doña Beti og jeg har hårdt brug for en tolk, da Doña ikke taler engelsk. Hun kan godt forstå lidt, men ikke noget som kan føre til en ordentlig samtale.
Jeg sætter mig ned og skriver notater ude i søjlegangen, ligesom jeg havde drømt om. Det er et fantastisk sted at sidde og skrive og ordene flyder derud af. Senere på mit værelse bliver ordene ved med bare at flyde let, ikke at jeg overhovedet har nogen artikel, men jeg er ved at have en smule mere overblik over Frans Bloms liv og levned. Der er ved at komme noget mere struktur på det, til at starte med var det noget mere rodet. Kl. 19.30 prøver jeg igen at spørge efter Jorgi i receptionen, han svarer stadig ikke på mobilen, men nu får jeg at vide at han er i Tuxtla, et par timers kørsel væk. Fedt nok! Så kommer han i hvert fald ikke foreløbig. Jeg spørg efter Doña Beti og pigen i receptionen sender en ud for at finde hende. Hun bor jo oppe i baghaven og det viser sig at hun faktisk er nede på Nabolom. Jeg finder hende, hilser på hende på mit bedste spansk og jeg forstå så meget at hun heller ikke helt ved hvorfor Jorgi ikke dukker op.
Doña er på vej over for at se en film, og spøg om jeg vil med. Jeg forstår ikke helt hvilken film hun snakker om, men i mellemtiden løber vi ind i tre af de kvinder som var med på turen ud til Lacandonerne. To amerikanske kvinder og en kvinde der hedder Angela, der rigtig er fra Rumænien, men nu bor i USA. Nu er der pludselig hele tre til at oversætte, og jeg kommer især til at snakke rigtig godt sammen med Angela. Doña og jeg får via tolk lagt en plan der hedder i morgen kl. 10 til interviewet. I gruppen har der også været en schweizisk læge med der hedder Heinz, og det er ham der har filmen med. Den er om Trudy og den har han fået lov til at vise i filmrummet. Vi strømmer alle sammen til for at se filmen og jeg har ikke været sammen med disse mennesker i ret lang tid inden jeg fornemmer meget tydeligt hvor fuldstændig solgte de er for disse Lacandon Indianere.
Især er Angela solgt, hun har simpelthen tabt sit hjerte til disse indianere og har slået sig ned i San Cristobál. Hun har lejet et værelse hos en lokal familie i byen og planlægger at blive der i lang tid. Ligenu arbejder hun på at få lov til at flytte op til Doña Beti, lære mere spansk og komme med i et kvindeprojekt de skal til at starte blandt Lacandonerne. Angela taler så varmt og entusiastisk om disse indianerkvinder at jeg godt kan mærke at jeg bliver helt smittet. Jeg bliver helt betaget af hendes enormt store entusiasme og gå på mod med dette projekt. Hun snakker om dem som jeg i sin tid snakkede om mine heste. Hun har boet i Indien og USA og har senest været på Cuba for at prøve at få lov til at starte et kvindeprojekt der, men uden større held. Cubanerne er noget lukkede overfor den slags.
Nu har hun så slået sig ned her i San Cristobál og vil gerne ud og bo hos Lacandonerne, hjælpe dem med at holde deres gamle traditioner i hævd, især bibeholde deres traditionelle dragter, som er ved at “uddø”. Men som sagt bliver jeg inviteret med til at se filmen der er optaget af en schweizisk kvindelig filmproducent der hedder Margrit Keller. Den er optaget da Trudy var 75 år og hun døde jo som 92 årig i 1991, så filmen er noget gammel. Den viser en helt utrolig stærk kvinde, en meget bemærkelsesværdig type er denne Trudy. Den handler ikke om Frans men kun om Trudy. Man for et virkelig imponerende indtryk af hende ved at se denne film.
Den hedder Zunan (The lady) og viser hende fra alle sine utrolige sider. Hun var en meget meget speciel type, hun var sej som et mandfolk på de mange ekspeditioner og helt utrolig feminin hjemme på Nabolom, her gik hun rundt i spraglet tøj, store smykker, make up og plukkede øjenbryn – virkelig en lady. Virkelig en dame med sine meningers mod. Hun havde været gift i 5 år hjemme i Schweiz med en advokat, så blev hun skilt og derefter følte hun meget stærkt at hendes tid i Europa var slut. Hun gjorde et enormt stort arbejde for Lacandonerne. Filmens anden del viser meget sørgeligt at træindustrien begynder at tage overhåd i Chiapas staten allerede tilbage i 70’erne. Trudy opretter et treenusery, altså en slags planteskole til dyrkning af træer. De planter nye træer og gør derved en stor indsats for at træfældningen ikke skal gå helt over gevind. Træindustrien fælder de store gamle mahogni træer der er 500 til 1000 år om at gro sig store.
Hun er bare glødende økologisk bevidst og er fortaler for Global Talk. Hun er stærkt imod træfældning og allerede tilbage for 30 år siden kunne hun forudse hvordan det ville gå i verden med hensyn til miljøet. Ligeledes forudså hun den negative udvikling for Lacandonerne, at deres traditionelle religiøse ritualer ville forsvinde osv. I en sekvens i første del af filmen ser man hende i vild diskussion med en ung pige der arbejder som frivillig – måske en del af filmteamet da de er på tur ude i junglen. Trudy skælder hende ud, fordi de skal nå ned til en bestemt landsby inden mørkets frembrud, og man fornemmer virkelig hendes ret voldsomme temperament og gennemslagskraft. Den unge pige er ikke enig og ederne ryger gennem luften. Trudy var et fantastisk menneske, men også helt utrolig hård, handlekraftig og til tider næsten smågrov. De hårdtslående argumenter fyger gennem luften og man får absolut indtryk af at Trudy var ikke en dame man render om hjørner med. Senere i filmen ser man et interview med Lacandon shamanen som bliver både Trudys og Frans’ mangeårige ven.
Trudy var i Schweiz meget politisk aktiv og pga. det er hun mere eller mindre forfulgt i sit hjemland, derfor kommer hun til Mexico som flygtning. Hun har denne ikke-materialistiske grund holdning og siger at alle eksistenser har rettigheder. Hun var på mange måder en meget fremsynet dame. I filmen senere fælder man træer på livet løs og de laver store brede veje i junglen for at få tømmeret transporteret ud. Så hun omtaler meget den negative og ødelæggende forandring i Chiapas skove allerede dengang. Ikke bare i Mexico, men over hele verden påpeger hun den negative forandring – allerede for 30 år siden.
Grundholdningen på Nabolom er stadig denne og stedet kører videre fuldstændig i hendes ånd, i hvert fald så længe Doña Beti lever. Trudy var en slags mexicansk Moder Theresa der både var økologisk bevidst og meget meget bevidst om jordens begrænsede ressourcer. En dag vil det være slut sagde hun allerede dengang. Trudy var en virkelig personlighed med hjertet på rette sted og begge ben solidt plantet i den mexicanske muldjord. Hun vandt jo Lacandonernes tillid, Nabolom var altid åben for dem og det er stedet også den dag i dag, det vrimler altid med Lacandonindianere. Pga. denne store tillid fik hun i årenes løb også lov til at tage mere end 50.000 fotos af indianerne som fotograf. Filmen giver et rigtig godt indtryk af hende som person, også sådan som hun i filmen er overfor Lacandonindianerne. Hun laver på et tidspunkt mad til dem ude midt i junglen og siger lystigt bagefter “a full belly makes a happy heart” = en fuld mave giver et lykkeligt hjerte. Hun var et stort menneske. Man ser også i filmen hvordan shamanen forbereder ofringer til guderne i sit gudehus.
Jorgi ankommer kl. 22 da filmen næsten er slut og undskylder at han ikke kom til vores aftale. Han var blevet forsinket i Tuxtla og havde ikke mulighed for at komme af sted kl. 16 som han havde planlagt. Jeg er ikke helt så muggen mere, den slags kan jo ske, men han virker sådan lidt ligeglad med det hele. Så jeg begynder at tvivle en smule på om mit interview overhovedet bliver til noget. Det er svært at være sur når jeg nu i stedet har mødt disse pragtfulde mennesker der i den grad lever og ånder for at gøre noget for indianerne. Jeg ville ønske at jeg kunne blive og være med. Især er jeg faldet for Angela, der bare på alle måder minder mig om en rigtig indianerentusiast. Hun bor som sagt nede i byen og har ikke råd til at bo på Nabolom, men kommer der så tit hun kan.
Hope er fra New York og laver stenskulpturere i mayastil. Hope giver mig et navn på en tysk dame der bor i Oaxaca. Denne kvinde laver ture ud til mayamedicinsteder, hvor man stadig bruger urter, mineralbade, udrensningskure/bade i svedehytter osv. De viser mig en bog (som jeg godt har set nede i byen) der er skrevet af to amerikanske forfattere, hvor de har interviewet Lacandonkvinder ude i landsbyerne. Bogen indeholder portræthistorier og masser af billeder af kvinderne. De anbefaler mig bogen, da der er rigtig mange gode historier fra kvindernes liv på godt og ondt. Angela ved en hel masse om Lacandonerne og i morgen kommer hun kl. 10 og skal til et møde på Nabolom om opstart af dette kvindeprojekt ude i junglen. Hun er god at have e-mail-adressen på hvis jeg skulle løbe ind i tvivlsspørgsmål når jeg skal skrive min artikel.
Da jeg tjekker mail har jeg fået en mail fra redaktøren for De Berejstes klubs blad Globen, han spørg om jeg vel ikke skulle ligge inde med nogle billeder fra Burkina Faso til en artikel til næste blad, men det bliver jo lidt svært når alle mine billeder er hjemme.
Det hele med Nabolom er lidt ærgerligt, forstået på den måde at nu hvor det begynder at blive rigtig spændende og jeg har mødt nogle mennesker som vil noget, så skal jeg til at rejse videre. Sådan er det altid, når jeg lige er begyndt at få foden under noget rigtig interessant og sejt så skal jeg altid hjem eller videre. Tænk hvis jeg nu havde kunnet få foden indenfor på dette kvindeprojekt sammen med Angela, så kunne det være blevet rigtig spændende. Men jeg ved det godt altid – jeg skal have meget mere tid, mere tålmodighed osv. Ting går ikke bare i orden på 2 – 3 dage. Men ok foreløbig skal jeg prøve om jeg kan få det interview med Doña Beti i morgen og så se hvad der kommer ud af det.
