Nå jeg må til at tage mig lidt sammen til at få skrevet noget, men sandheden er at der er en lille smule stilstand i tingene, det er selvfølgelig ikke helt rigtigt, men sådan føles det lige nu. Jeg er kommet over grænsen fra Honduras til Nicaragua, har været et par dage i hovedstaden Managua og lige nu befinder jeg mig ca. 1,5 times kørsel nord for Managua i en noget mindre by der hedder León. Så det er selvfølgelig løgn og latin at der ingenting sker, men der er måske knapt så meget gang i eventyret som det plejer.

Men først lige den obligatoriske opdatering:
Jeg nåede at være omkring 5 dage i Honduras hovedstad Tegucigalpa, en lidt blandet oplevelse. Mit første indtryk af byen var at den var noget nedslidt og hærget. En knap så typisk hovedstad som jeg er vant til fra det sydamerikanske, de er noget mere prangende end her i Mellemamerika. Tegucigalpa er jo faktisk den første rigtige hovedstad jeg har været i her i Mellemamerika. Belize City er ikke hovedstaden i Belize, men derimod Belmopan, hvor jeg bare kørte igennem, så alt i alt har jeg ikke oplevet nogen hovedstæder for Tegucigalpa. Jeg var lidt spændt på hvordan det nu ville være, men bortset fra som sagt at være en smule misligholdt, så var det egentligt et udmærket sted at være. Man skulle måske lige passe en anelse mere på sig selv og sine ting end andre steder her. Bl.a. gik jeg med så absolut lidt som muligt på mig, både hvad angik penge og andre ting. Kamera i en nylonpose bundet fast indeni min lille rygsæk, da byen er ret kendt for sine kreative lommetyve – som så mange andre steder. Et sjovt og meget overraskende fænomen i Tegucigalpa var at de lige pludselig ikke tog rejsechecks i bankerne, det har de ellers gjort alle steder indtil nu, og i samtlige banker i resten af Honduras.

Der skete jo ikke så meget andet ved det, end at jeg måtte bruge mit Visa kort, men jeg har prøvet at undgå det og bruge rejsechecks i stedet, men nej sådan skulle det altså ikke være i Tegucigalpa. Fordelen ved byen var at der var en anelse større koncentration af folk der taler engelsk, bl.a. manden på mit hotel, som jeg fik mange gode snak med og som også fortalte mig hvordan jeg skulle finde busstationen osv. Mit allerførste indtryk af hovedstaden var et stort farverigt rod på vejen fra busstationen til mit hotel. En distance på vel 15 minutters kørsel under normale omstændigheder, men hver eneste dag forvandlede vejen sig til et bogstaveligt talt gedemarked. Alle solgte alt – helst helt ud på gaden, samtidig med at biler, busser, lastbiler og kærre med udslidte heste og æsler skulle passere igennem. Så det tog altid mindst 1 time at komme igennem – et stort rod af trafik, gadehandlere, frugtsælgere, skrigende unger og tiggere. Den dag jeg skulle ud til busstationen og købe min billet tog hele chancen 2 timer – bare for en billet, men sådan er det!

I bussen fra Copán kom jeg ellers til at sidde ved en meget sød dame der hed Bessy, som snakkede fint engelsk, fordi hun arbejdede i et internationalt firma, der solgte alt i etiketter. Deres hovedkontor var i Den Dominikanske republik, og de handlede en del med Europa og Asien, så hun talte lige så tit i telefon med Korea som med Tyskland. Hun var rigtig sød, så det var en god oplevelse at møde hende. Nå men i Tegucigalpa var jeg rundt at kigge, selvom byen nu ikke bød på de helt store attraktioner. De havde et par flotte kirker, misligholdt udenpå, men flotte indeni. Noget der er lidt anderledes her, end i Sydamerika er at deres kirker ikke på nogen måder er særligt prangende indvendigt. I Sydamerika for den på alle tangenter med gøgl og gejl med bladguld, Madonnafigurer og tit er de sydamerikanske katedraler meget meget store. Her i Mellemamerika er de meget mere afdæmpede i dekorationen, meget enkle i stilen og uden alt for meget tingel tangel. De to kirker i Tegucigalpa er næsten de mest overdådige jeg har set i længe, de lignede mere noget fra Sydamerika end de andre jeg har set her.

En af dagene jeg var i Tegucigalpa var jeg med en lille lokalbus ude i en lille bjerglandsby der hedder Valle de Angeles (frit oversat Englenes dal). Et sødt og hyggeligt lille sted, der var erklæret for turistby, og lå da også i meget smukke omgivelser langt ude i bjergene og med omgivne skove (med fyrretræer). Fordi Tegucigalpa ligger oppe i 975 m højde var der faktisk halvkoldt, selvfølgelig ikke at sammenligne med DK, men når man lige kom fra lavlandet, så var der lidt køligt. De samme gjorde sig gældende i Valle de Angeles, luften var friskere og føltes mere ren, selvom det nok var lidt noget man forestillede sig. Det er ikke specielt rent i de her lande og forureningen er enorm, både luftforurening og forurening med affald.

I Valle de Angeles solgte de alt muligt i turistting, faktisk så fandt jeg ting fra Peru der, en butik havde sågar en model af en Lama i fuld størrelse. Jeg faldt nu mest for det smukkeste katolske Ikonmaleri. Normalt er jeg ikke specielt vild med katolsk religiøst kunst, det er meget meget mørkt og dystert – i hvert fald det gamle der hænger i kirkerne i Sydamerika, men det her maleri var selvfølgelig moderne og usædvanlig smuk. Men jeg lod det nu blive hvor det var – jeg kan jo ikke rigtigt slæbe rundt på den slags.

I Tegucigalpa blev det også til et besøg på deres National galleri, for at kigge lidt på kunst. Det er noget jeg holder meget af – at gå på kunstmuseum! Det er altid ret sjovt at se hvad de forskellige landes malere har bedrevet af kreative projekter gennem tiden, og viser jo lidt om landet og kulturen. De havde nu ikke så meget på museet – mest helt gammel religiøst kunst og helt moderne abstrakt kunst.

Alt i alt var jeg ikke helt vildt imponeret over Tegucigalpa, en lidt spøjs hovedstad med et enormt udvalg af Pizzahut, KFC, Mac Donalds og fnidder fnadder. Lidt sjælløs i forhold til hvad jeg er vant til fra Sydamerika. Jeg er jo mere vant til smukke gamle spanske kolonial huse og som sagt store prangende katedraler. Man kan godt se at byerne i Sydamerika engang har haft deres velmagtsdage – det er som om det kniber lidt i Tegucigalpa. Men mht. hovedstæder skulle jeg blive endnu mere overrasket senere. Det sjove er jo at man ved hvad man har – men man ved ikke hvad man får! Managua her i Nicaragua er nemlig endnu mere spøjs – men det kommer jeg lige til.

Turen fra Tegucigalpa ind i Nicaragua gik nu meget fint og uden de store problemer. En tur på 7 – 8 timer med en hel masse andre unge rejsende fra Europa og USA. Jeg kom til at snakke med Christel fra Amsterdam, som rejser rundt i Mellemamerika i 5 mdr, på orlov fra sig medicinstudie hjemme i Holland. Et par andre piger fra USA og Canada fik jeg også snakket lidt med.

Landskabet har ændret sig en del siden Honduras – det nordlige Nicaragua er faktisk meget bjergrigt og her er vulkaner. Har set et par stykker i dag, men de er mest rundt om de to søer der ligger her i Nicaragua. Nordpå er det grønne bjerge for det meste i op til ca. 2000 – 2500 meters højde. Noget af det jeg for alvor lagde mærke til her i forhold til Honduras er deres enorme affaldsbunker. Samtlige grøftekanter er fulde af skidt, plastikflasker, skrald, skidt og møg. Der var også beskidt i de andre lande jeg har været i, men det er som om det har taget helt overhånd her. Det nok reneste sted jeg har været endnu her er nok Mexico. Nicaragua er et meget meget fattigt land, her ser virkelig elendigt ud på visse steder. Men lige pludselig så jeg noget på busturen til Managua, som overraskede mig lidt i det her halvelendige land. Lige pludselig mens bussen passerede igennem en by på vejen var der et hesteoptog af en slags. Normalt er de heste man ser her og i resten af Mellemamerika – mildest talt en ynk at se på. Magre, syge, elendige, fyldt med sår og de kan knapt hænge sammen.

Men pludselig i denne by red mænd rundt på de smukkeste heste. De var store og kraftfulde heste, velfodrede, velplejede og overordentligt velredne. De var en slags Gauchoer som i Sydamerika, hestene mindede mest om peruvianske pasgængere, eller spanske Lusitanere. Jeg var lige ved at falde ud af vinduet da jeg fik øje på noget af det smukkeste jeg længe havde set. Hesten var godt nok ikke nogen skønhed mht. farve, den var sådan en underlig grumset mørkskimlet brunlig farve – men den førte sig frem med en kraftfuldhed, ynde og latinamerikansk machoudstråling så den blev noget af det mest majestætiske trods farven. Den kom nærmest svævende i noget nær perfekt passage (langsomt trav) og når den blev rigtig hidsig eller varm i hovedet stod den stille i piaffe, med en hals som en romersk statue og begge bagben helt inde under sig, i den absolut højeste grad af samling som man kun ser ved højt skolede dressurheste. Det så fuldstændig vildt ud. Den kunne med lethed have stået model til en eller anden broncestatue på Concordepladsen i Paris.

Og det mest vilde var at manden der red på den – han sad fuldstændig upåvirket i sadlen på dette frådende væsen og snakkede i en blå mobiltelefon. Jeg var helt enkelt ved at falde ud af bussen af bar benovelse – mest fordi jeg også ved hvor svært det er at få en hest i så høj samling. Men det var bare dens enorme stolthed der gjorde den smuk, det var som om al latinamerikansk stolthed og hede blod var samlet lige præcis på samme sted i denne hest. Andre heste bl.a. en smuk hvid en kom svansende i noget der allermest mindede om den specielle gangart som peruvianske pasgængere mestre. Meget ivrige og med meget høje forbensløft, det hele giver et indtryk af at de danser og ser ualmindeligt søde og vakre ud.

De peruvianske pasgængere kommer jo som navnet siger fra Peru og de koster en formue selv i hjemlandet, så hvordan de var endt op her fandt jeg aldrig ud af. Men som jeg også senere har erfaret er Nicaragua et meget meget kontrastfyldt land, og Managua er en utrolig kontrastfyldt by. Så folk her kan godt være meget rige og andre lever på et eksistensminimum.

I Managua ser man dette meget tydeligt. Christel og jeg endte op på et backpackerhostel i et parcelhuskvarter, i et af de bedre nabolag. Jeg kendte ikke det hostel, jeg fulgte egentligt bare med. Christel havde hørt om stedet helt oppe i Guatemala og det viste sig da også at være et supergodt sted. Vi boede pludselig 5 minutters gang fra Interkontinental Hotel og 10 minutter fra Hilton. På vejen til vores hostel kørte vi igennem et område som chokerede os begge lidt. En hel camp af folk der boede under tage af plastikposer/sække. En pind med et plastikstykke over var deres hjem. Masser af mennesker boede under disse kummerlige forhold. Ikke at det som sådan kommer bag på mig i verden generelt, men det er første gang jeg ser det så slemt i Mellemamerika.

En ting er en fordel her – her er VARMT – rigtig varmt! Efter 5 dage i forholdsvis kølige Tegucigalpa fik jeg nærmest et hedechok her. Jeg havde næsten glemt hvordan det var. Her er hedt, fugtigt, myg og det regner ind imellem. Her er rigtigt klamt hedt, man sveder tran i litervis om natten og vågner med en 40 fods hovedpine. 3. nat i Managua fik jeg et værelse med Aircondition – så er det slemt! Der skal rigtig rigtigt meget til for jeg beder om et værelse med Aircon, fordi jeg normalt ikke befinder mig særlig godt med det. Forskellen mellem heden og kulden giver mig altid ondt i halsen og snot i næsen, så jeg plejer at undgå kolde værelser med træk fra en Aircon. Det er bedre at vænne sig helt 100 % til heden, men det her var godt nok lige rigeligt. Jeg sov som et lille lam sidste nat med min aircon, men i nat er det et værelse uden, så der er dømt svedeture ad libitum. Og myg er her også i massevis af så jeg er garderet med myggespray og alt er kort i stilling mht. myggespiraler og andet godt guf.

Jeg havde jo fået en mailadresse til Erika som er bosat i Managua. Vi havde mailet lidt sammen og hun havde sendt sine telefonnumre til mig. Så hende fik jeg så ringet til og hun kom og hentede mig i går. Vi havde en rigtig sjov og hyggelig eftermiddag. Erika er oprindeligt fra Helsingfors i Finland, men har boet 15 år i Kbh. Hun har boet i Managua i 4,5 år og er i sin tid udsendt af Mellemfolkeligt Samvirke i DK og arbejder som en form for kommunikationsarbejder på kontoret i Managua. For et år siden gik hun over til den svenske afdeling af UBV, og hun er egentligt bare faldet til her i Nicaragua. Jeg var med hjemme hos hende og spise frokost og sige hej til hendes 3 hundehvalpe. Hun er alene hjemme lige nu fordi hendes kæreste er i Argentina og hente sin datter. De skulle komme hjem snart, og holder jul her. Erika og jeg var ude at handle i Pricemarkt – et stort amerikansk shoppingcenter og bagefter tog hun mig med lidt rundt i byen.

Det er en meget meget speciel hovedstad, slet ikke det man normalt forbinder med en hovedstad. Den ligger ud til Lago Managua – en stor, men vildt forurenet sø, med den meget smukke vulkan Momotombo i horisonten. Hele byen er fuld af træer hvilket jo egentligt er meget positivt, her er et eneste højhus, så ikke noget med new yorker nykker her. Vi korte op på kanten af en vulkankrater, en bakketop, og med en flot (men endnu mere forurenet) kratersø – inde midt i byen. Hele byen har været ramt af jordskælv et utal af gange, så byen er nærmest bare sådan halvt bygget op. Deres gamle katedral ligner et spøgelseskloster med spir, tomt, ituslåede ruder og i det hele taget et ret skummelt sted. Minder om en kulisse fra “Dragulá på krigsstien i Transsylvanien” Ligger da også i byens mest skumle område, hvor man bestemt ikke skal vove sig ned efter mørkets frembrud. Et helt igennem spøjst sted, og minder om alt andet end en hovedstad. Lave bygninger pga. jordskælvsrisiko, beskidt og alt i alt temmelig skummelt. Et af de der byer som det tager noget tid helt at blive gode venner med.

Men Erika siger at her faktisk er ret fedt, og man skal kende stedet for helt at føle sig godt tilpas der. Det samme sagde fyren på det hostel i Managua hvor jeg boede 3 nætter. Han hed Gregory og var fra Johannesburg i Sydafrika. Han havde boet der snart et år og regnede med at blive der et par år endnu. En meget kulturel by siger de begge to, både Erika og Gregory, fede udstillinger og et rigt kulturliv. Interessant! En diamant pakket ind i brugt toiletpapir hvis i forstår. Et yderst interessant sted! Og som sagt mere kontrastfyldt end hvad jeg længe har set. De der mennesker i plastikposeteltene viser sig at være demonstranter fortæller Erika mig. Det er bananarbejdere, der demonstrer efter at være blevet meget syge efter brugen af insektsprøjtegiften Nemagon. Og lidt for de faktisk ud af det, selvom det synes fuldstædigt omsonst. De slår sig ned der under deres plastikly i månedsvis i håb om at politikerne de vil få øjnene op for dem. For mig ligner hele arrangementet nu allermest en flygtningelejr i Burundi eller Dafur med en masse desperate flygtninge på flugt fra krig og hungersnød.

Og som sagt 10 minutters kørsel derfra kan man – hvis man har de lyster – slænge sig i bløde dundyner og hvide frottéhåndklæder på Hilton eller Intercontinental – og få sin aftendrink bragt af en tjener i kjole og hvidt! Dog det mest besynderlige sted!

Men jo et land der som så mange andre lande i Latinamerika har en hård og rædselsfuld fortid med diktatorer og borgerkrige, så man kan vel dårligt bebrejde dem. De er vel trods alt rimeligt på fode igen med starthjælp fra støtteorganisationer og midler fra USA og Europa. Men stadig er der langt igen. Og stadig er der meget at lære. Som sagt græmmes man jo over deres sindssyge forurening, men her som i så mange andre lande gælder det jo om at få noget i munden til næste måltid og ikke så meget om huller i ozonlaget og andre ting som vi i den vestlige verden har tid og overskud til at beskæftige os med og bekymre os om. Jeg har ikke tal på hvor mange beskidte unger der har tigget om mad, penge eller andet bare i de 4 dage jeg har været her. Det er som om fattigdommen er meget synlig her. Selvom jeg har set det en million gange rundt i verden, så er det alligevel altid underligt at være i et land hvor den slags er dagligdags hændelser. Det gør lige stort indtryk hver gang.

I dag er jeg så taget med bussen til byen León lidt nordpå fra Managua. Jeg er blevet inviteret til julefrokost d. 25. dec. sammen med Erika og hendes kæreste hos en amerikaner der bor længere østpå inde i landet fra Managua. Jeg forsøger på at få det arrangeret sådan at jeg tager en bus d. 25. dec. om morgenen og så mødes med Erika og Co. et eller andet sted. Men jeg skal først lige være helt sikker på om busserne kører 1. juledag. Turen her til León var faktisk meget smuk og gav mig et lidt bedre indtryk af Nicaragua. Managua er altså lidt for meget, det er godt at se noget andet end den by, ellers får man et helt forkert og lidt uretfærdigt indtryk af Nicaragua.

For det er egentligt et meget smukt land, søen med sine vulkaner omkring, grønne bjerge på den anden side og små landsbyer. León er også en ganske fin by, her er lidt mere stemning og så har de jo Mellemamerikas største katedral. Jeg har været nede at lure lidt på den. Gammel og halv misligholdt ser den ud, men sikkert flot indvendigt. Det er også min erfaring fra Brasilien, at kirkerne tit ikke ser ud af noget særligt udenpå, men er flotte indvendig. León er fuld af backpackere og jeg løb ind i Christel fra Holland igen. Hun var dog knapt så meddelsom som sidst, da hun havde tømmermænd fra et halv drukgilde i går aftes med to piger hun havde mødt. Jeg er endt op på et backpackerhostel med alt hvad der nu hører sig til, inkl. et brag af en julefrokost d. 25. dec, men der skulle jeg nu gerne være over alle bjerge. León er byen for en af Nicaraguas store digtere, Rubén Darió. Jeg kender ham ikke, men han er født her, hans hus og et museum er her og han er vist en af deres “helte”, så ham må jeg lige ud at kigge lidt på en af dagene. Ellers foretager man sig ikke det helt vilde her i byen ud over at spise og nusse rundt, bestige et par vulkaner og suse på bobslæde ned af dem i det vulkanske sand. Og så skulle jeg gerne finde et arkæologisk sted der hedder León Viejo, noget ruinagtigt, som muligvis ikke bliver helt nemt at finde. Ude i en eller anden lille by og tagen på stop og lidt forskelligt, så jeg skal se hvad jeg kan gøre.

Men alt i alt et noget specielt land indtil nu, men det er nok godt nok at se noget andet og få en anden oplevelse. Nu har jeg jo nullet rundt i mayaruiner noget tid, så nu skal der andre boller på suppen.

Jeg mødte for øvrigt en dansker i morges på mit hostel i Managua. En mand på en ca. 60 – 65 år, vældig hyggelig fyr der var på vej hjem til Kbh. til jul. Han havde været oppe nordpå og hjælpe nogle kaffedyrkere. Men jeg snakkede kun med ham i 5 minutter fordi han var på vej til lufthavnen. Men det er næsten den første dansker jeg har mødt, i hvert fald snakket med.

Jeg raser og bander voldsomt for tiden over min hjemmeside inkapigen.dk. Jeg havde lavet en forside, som fungerede – en midlertidig en. Så ville jeg rette noget i den, og så forsvandt den. I noget tid har One.com’s forside så været der. Computeren på mit hostel i Managua nægtede pure at åbne denne forside. Nu er jeg så gået i gang med en ny udgave af en forside i dag. Har fået lavet den nydeligste lyslilla forside med skråskrift, julehilsner og derud af, har gemt den, kan finde den i filoversigten osv. Men vil den sætte den nye forside på min inkapige.dk? NIX! Jeg har ganske enkelt prøvet alt hvad jeg overhovedet har formået at gøre med min sparsomme IT viden i 2 timer (selvom den er blevet noget bedre), og det mest underlige er at jeg godt kunne putte den første forside ind på adressen, og nu vil den so intet. Computeren vil ikke engang vise inkapigen.dk nu. Det der kom mest som en overraskelse for mig var nu også at det var så nemt første gang jeg lagde min hjemmelavede forside ind. Jeg var dybt chokeret over hvor nemt det var og troede dybest set ikke helt på at den nu også holdt i længden – men det har den altså heller ikke gjort. Den er pist forsvundet og nægter fuldstændigt at samarbejde bare lidt nu. Helt gået død!

Så ja jeg er ked af det, i må tænke jer til en fin lilla forside – jeg aner simpelthen ikke hvad jeg skal gøre. Den er stædigt gået helt i sort! Jeg er vist nødt til at maile til One.com og få noget IT support. Måske er det bedste at de ansætter en speciel rådgiver bare til mig hi hi – det bliver nok ikke første gang den går totalt i sort.

Men når i nu ikke kan se min fine forside med julehilsner, så er jeg jo nødt til at ønske alle glædelig jul og godt nytår her på siden. Fortsættelse følger…

Sidste nyt: Min hjemmeside forside (www.inkapigen.dk) fungere igen, takket være hjælp fra en meget tålmodig Christian på One.com chat fra DK. Jeg er sikker på at han troede at jeg var idiot ud i det der computerstads (men det er jeg næsten også)