Det lille land Belize i Mellemamerika har verdens andet største koralrev efter Great Barriere Reef i Australien. Hele kystlinien ud til Det Caribiske hav er fyldt med undersøiske koralhaver og farvestrålende fisk. Da jeg besøgte landet i efteråret 2007 havde jeg bestemt mig for at jeg skulle ud at snorkle og opleve revet. De første dage i Belize – der er en gammel britisk koloni og før hed Britisk Honduras – gik med at opleve Belize City, som er et temmeligt specielt sted.

Det hele er sådan lidt gennemsyret af reggae, rastafaris og Bob Marley fans der går rundt og siger “Yeah mannnn”, hvilket fik mig til at trække på smilebåndet mere end en gang under mit ophold i Belize. Jeg var kommet ind over grænsen fra Mexico og nød, at få lov til at tale engelsk igen, istedet for at skulle begå mig på mit gebrokne spansk. Mit første møde med Belize City var lidt af et chok. Det er en meget fattig by fyldt med hjemløse, affald, gamle biler og tarvelige hunde og giver måske ikke lige en lyst til at blive. Et lidt besynderligt sted der er totalt nedlukket hen over weekenden og først vågner lidt op til dåd hen på mandagen.

I første omgang valgte jeg at tage turen ind over grænsen til Guatemala og se mayapyramiden Tikal og derefter tilbragte jeg noget tid i det vestlige Belize, som faktisk er et rigtigt smukt sted rent naturmæssigt. Her findes et utal af mayaofringshuler, floder, bakker med grønt vegetation og tågeskove, så det er et interessant område at udforske. Tilbage igen i Belize City skulle jeg tage stilling til hvad der så skulle ske og valget faldt på de små øer i Det Caribiske Hav ud for kysten. Øerne hedder Caye Caulker og en af dem bliver populært kaldet La Isla Bonita og hvis det skulle virke bekendt på Madonna fans, så er det helt rigtigt at hun jo synger en yderst romatisk og sensuel hyldest til en ø af dette navn. Og det er faktisk denne ø der har inspireret hende til at skrive sangen – det fandt jeg først ud af senere. Madonnas La Isla Bonita er virkelig en af hittene fra da jeg gik til bal og på diskotek, så det var ganske rørende at se stedet som har inspireret hende. Jeg har aldrig tænkt over, at stedet faktisk fandtes i virkeligheden.

Det er en ganske charmerende ø, dog selvfølgelig med en masse turister, da stedet jo har alt hvad der hører sig til et rigtigt tropeparadis. Varmt klima, turkisblåt vand, havbrise i palmerne og som sagt verdens andet største barriererev. Og efter et par dage fik jeg da også truffet aftale med det lokale dykkerkompagni om en halvdagstur ud til revet. Det blev en smuk sejltur gennem det krystalklare lyseblå vand ud til det sted hvor vi skulle ankre op. Turen var grundlæggende arrangeret for dykkere, os snorklere var lidt med som det tynde øl, men hver af os blev dog udstyret med vores personlige dykkerinstruktør. Dels pga. sikkerhed, men også fordi de kunne vise os præcist hvor revet var specielt flot og stort og så kunne han forklare en hel masse om de fisk vi så.

Vi hoppede i og svømmede ud til kanten af revet og så straks en masse fisk. Senere kom vi ind i en fuldstændig overvældende stime af hajer. Nu lyder det jo nok mere dramatisk end det er, for de var en flok af de helt harmløse og ufarlige Nursesharks – frit oversat sygeplejerskehajer. Jeg ved ikke helt hvorfor de har fået dette spøjse navn, men man kan gisne om, at det er fordi de har dette rolige blide temperament og stor tålmodighed, som man gerne skulle have som sygeplejerske. Hajerne er omkring 1 til 1,5 meter lange og mørk grålig brune. De har facon nøjagtigt ligesom alle mulige andre hajer og er ligeså super hurtige og strømlinede under vandet som andre hajarter.

Min guide pegede på dem og oppe ved overfladen fortalte han mig lidt om dem, inden vi igen med hovedet nede i vandet iagttog de spøjse skabninger. På et tidspunkt tog han ved en af dem, de så nærmest ud som om de var helt tamme og vant til mennesker. Den vægrede sig lidt og sprællede sig fri igen. Senere fangede han igen en og holdt fast om den, så jeg fik lov til at klappe den på ryggen. Noget overrasket blev jeg da jeg rørte ved den, dens skind var helt rug og ruflet. Jeg havde forestillet mig, at de var glatte som ål, men disse hajer har nærmest skind som ruflet gummi. Det gjorde det jo lidt nemmere at holde ved den. Hajen gjorde dog alt for at vriste sig løs, men i sjov slowmotion som om den tænkte “ahhh de mennessker lad mig nu være – det kildrer!”

Den sprællede ligesom en kåd hundehvalp, men så nu ikke ud til, at have det helt store imod at være fanget kortvarigt. Den så nærmest ud til at være vant til at blive fanget og klappet på ryggen dagligt af de skøre turister. Snorkleturen bød også på masser af rokker, de såkaldte mantarays, der godt kan blive meget store. Man kan godt blive en smule betænkelig når man ud af dykkermasken får øje på skyggen af en kvaratmeterstor rokke der yndefuldt kommer svævende gennem vandet. En af dem var særligt nærgående, jeg havde øjenkontakt med den flere gange og jeg var ikke helt klar over hvad den havde planer om. Jeg prøvede på at holde mig i behørig afstand med en vis australsk Steve Irwin i baghovedet. Han blev jo netop spidet ned af en rokke på en dykkertur i Stillehavet.

Så galt gik det nu ikke for mig heldigvis, rokker er normalt også ret harmløse, dem jeg har set ihvertfald. De er vist mest nysgerrige og kommer hen i nærheden af en for hyggens skyld. Koralrevet var en smule misligholdt syntes jeg, men om det skyldtes klimaforandringer og miljøforhold er svært at sige. Fakta er dog nok, at der er sket en væsentligt forandring med klodens koralrev siden jeg dykkede første gang ved Great Barriere Reef i Australien i 1995. Her var sigtbarheden i vandet op til 60 meter på gode dage og koralrevet var sundt, intakt og meget farverigt. Revet i Belize var kun pletvist sundt. Mange af stederne var revet helt gråt og dødt og lignede mest af alt en kirkegård for afdøde koraller. Indimellem faldt vi over en flot farverig klynge koraller, men der var lidt langt imellem dem og den mangfoldighed i farver og farconer som revene normalt har manglede helt. Så det var lidt synd og trist, at se at disse fantastiske undersøiske paradishaver er ved at uddød på visse steder i verden. Jeg ved jo selvfølgelig ikke hvordan revet i Belize havde set ud før, men jeg syntes det så lidt trist ud nu.

Men fisk i alle størrelser og udforminger var der til gengæld, hajer og rokker i hobetal, søpølser og havplanter. Alt i alt var det en hyggelig eftermiddag derude ved hajerne, som egentligt så ud til at hygge sig gevaldigt med at få besøg. Snorkleturen i Belize blev mit eneste, mens jeg var i Mellemamerika – men som den evige vandhund jeg er, slap jeg ikke vandet – men gik videre med Riverrafting i Costa Rica og Honduras.