Nå så blev det 2008 – selv her over i Mellemamerika – og ude på den her lille ø hvor jeg befinder mig lige nu. Men lad mig lige fortælle lidt om hvad der ellers er sket i de sidste dage.

Jeg var et par dage i byen Masaya efter jul, og havde et par sjove oplevelser, som jeg måske knapt havde forestillet mig skulle høre julen til. Først prøvede en ældre mand at sælge to halvstore pattegrise til mig på busholdepladsen. Han insisterede at jeg simpelthen ikke kunne leve uden to lyserøde grise, selvom jeg takkede høfligt nej tak op til flere gange. Det var ret sjovt, mest fordi jeg kunne se på hans ansigtsudtryk at han morede sig kosteligt over sådan en dum turist. Næste dag skulle jeg bare lige ned i supermarkedet for at handle og så hørte jeg den smukkeste musik og korsang inde fra den lokale kirke – det måtte jeg undersøge hvad var. Og lige pludselig var jeg midt i et meget romantisk bryllup, med det halve af byen som tilskuere. Kirken var smukt pyntet op med hvidt tyl, med elektriske lyskæder indeni, store hvide silkesløjfer og alt var så romantisk at det var lige til at tude over. Jeg bliver altid meget rørt over bryllupper i Latinamerikanske kirker, da den får på alle tangenter med Schuberts Ave Maria, store kjoler og kyssen og krammen. Dette bryllup var der heller ikke nogen undtagelse, det var nøjagtigt ligeså smukt, rørende romantisk og tårepersende som sådan noget skal være. Der blev krammet og kysset på kind og udvekslet forelskede blikke, og udenfor spillede et lille meget sydamerikansk inspireret orkester. Lød som chilensk eller peruviansk folkemusik. Mange nysgerrige tilskuere var mødt frem, og der blev kastet ris ligesom i DK. Folk her elsker bryllupper, fordi de er så smask emotionelle – det er lidt sødt!

Næste dag gik jeg op til motorvejen for at finde en bus til byen Granada, der er kun 15 – 20 km til Granada, så det var ikke noget problem bare sådan at satse på en bus midt i mylderet. I Granada bliver jeg sat af i en sidegade til et meget broget og farverigt markede eller markedsgade, et yderst livligt og aktivt sted, hvor alt trafik, fodgængere osv. som sædvanligt skal presses igennem på ingen plads, her er bogstaveligt talt tale om et flaskehalsproblem. Jeg for øje på et skilt til et hostel midt i mylderet og for et værelse hos et sødt ældre ægtepar. Jeg nusser lidt rundt og forsøger at orientere mig i menneskemængden. Længere henne af vejen ser jeg pludselig et dansk flag ved siden af det nicaraguanske. Det eneste jeg kan finde er et skilt hvor der står Mi Museo (mit museum) ellers intet på dansk. Spekulere lidt over om det kan være noget i stil med et dansk konsulat og jeg bare har overset skiltet, men intet finder jeg. Meget mystisk – vender tilbage til det senere.

Jeg ser katedralen, som nok er den flotteste og mest velholdte jeg har set indtil nu på min tur. Pænt gulmalet og virkelig flot istandsat. Stadig meget enkelt udsmykket indvendigt, men flot og ganske stilfuld. Jeg er også nede og se Nicaragua søen. Der er bølger på og hvis man ikke kunne se bjergene på den anden side i horisonten, så kunne man næsten forveksle den med et hav. Bagefter ender jeg med at hænge ud med en caramelsmootie på en cafe der hedder Mavericks. Den er canadisk ejet og konen der er fra Toronto. Hun fortæller om Mi Museo at det er ejet af danske Peder Kolind, men at han er hjemme på juleferie i DK lige nu, så jeg nok ikke skal regne med at møde ham.

Jeg har meget snak og tanker frem og tilbage lige nu om en udrejsebillet ud af Costa Rica. Min guidebog siger at man skal have en billet ud af Costa Rica for at komme ind i landet, og andre siger at det ikke passer. Jeg er ligesom nødt til at vide det helt nøjagtigt, ellers kan jeg jo ikke komme over grænsen og ind i Costa Rica. De henviser mig til en ældre gråhåret mand der sidder ved et af bordene på Mavericks. Han er ca. 70 år og har boet i Mellemamerika i 25 år. Han siger at jeg da bare kan fortælle dem en historie om at en af mine venner kommer og henter mig ved grænsen til Panama – helt ærlig!

Ydermere siger han noget andet, som jo nok for mig til at tænke lidt over tingene. JEG MÅ FOR GUDS SKYLD IKKE TAGE TIL El SALVADOR! Arrh jeg tøver lidt! Han kigger meget alvorligt på mig og siger at hvis jeg var hans datter ville han forbyde mig at tage dertil. Jeg har fået mange advarsler om det land, men får lige så mange positive udmeldinger, så jeg ved ikke hvad jeg skal tro. En rimelig hård dom fra denne mand, men et eller andet sted har han jo nok ret. Alle fastboende udlændinge har advaret mig om El Salvador, så jeg overvejer lige lidt hvad det er jeg skal gøre ved den sag. Bode Erika og Jeffrey advarede mig også og selvfølgelig hører jeg efter, men det er lidt forvirrende at få så helt forskellige informationer. Jeg bliver vist nødt til at drage mine egne erfaringer. Jeg var ved at få en febervildelse om at tage 1 uge til Columbia, men det er jo nok helt sikkert ikke en dyt bedre end El Salvador – tværtimod!

Men jeg skal rimeligt snart til at træffe en beslutning, da jeg skal købe en flybillet fra Panama city og op mod Guatemala City, hvor jeg skal flyve hjem fra d. 21. feb.

Dagen efter er jeg på en rigtig hyggelig sejltur i Nicaragua sø ud til en hel masse små øer der hedder Isla Isletas. 365 små øer lige ud for kysten ved Granada. Et yderst charmerende sted. Her møder jeg Kathy fra Vancouver i Canada. Hun var på det samme hostel som jeg til vores julefrokost d. 25. dec, jeg fik bare ikke snakket med hende. Så nu får vi rigtigt hyggesnakket. Vi sejler igennem kanaler gennem et mangroveagtigt søområde ud til de små øer. Øerne er alle skabt for over 10.000 år siden af udbrud fra den nærtliggende vulkan Volcan Mombacho. Der er et meget rigt dyreliv omkring øerne, masser af fugle og hejre. Nogle af øerne er ikke større end en almindelig parcelhusgrund. Det er rigmandsområde, virkelig Nicaraguas Beverly Hills. Alle øerne er privatejede og forsynet med huse af mere eller mindre prangende udseende. En ø har et kæmpepalads thailandsk inspireret med sivtage og tårne. Denne ø tilhører den rigeste familie i Nicaragua. Det ser rigtig flot ud med sivtagene og de rødmalede mure. Et par af øerne er til salg, for ca. 600.000 kr. kan man købe sin helt egen private ø. Vi bliver sejlet ud til en restaurants ø, hvor vi kan spise frokost. Der ligger masser af små øer i området, og man kan se vulkanen i horisonten. Kathy og jeg drikker cola, udveksler røverhistorier og tager billeder af grønne papegøjer der sidder i en klase kokosnødder.

Tilbage i Granada vil Kathy gerne se det danske museum, og der er gratis adgang, så vi er inde og kigge. Peder er som sagt dansker og er vist lidt af en eventyrer ifølge den canadiske dame på Cafe Mavericks – en stor mand i Granada omtaler hun ham som. Helt vildt ærgerligt at jeg ikke kan få en snak med ham, det kunne havde været ret fedt. Museet er indrettet i en flot gammel spansk kolonial bygning med en smuk have i midten, buegange og søjler. Her er udstillet keramik i alle størrelser og udformninger. Konen på cafeen fortalte mig at især på østkysten af i Nicaragua findes der enorme mængder af gammelt keramik, som bare ligger og flyder. Problemet er at man i landet ikke rigtigt har nogen steder at putte det hen. Man har ikke noget National museum til at tage sig af den slags. Det meste ligger bare og roder rundt eller er i privateje. Denne Peder har altså påtaget sig opgaven at opkøbe keramiktingene, forsøgt at skabe et museum til tingene og det er bare lykkedes til fulde. Det hele er smukt og smagfuldt indrettet og fint opbevaret i glasmontre, og man kunne virkeligt se at her var en mand der helt igennem brændte for at bevare Nicaraguas kulturarv. Landet er for fattigt til at kunne tage sig af den slags ting, og det er vildt synd, da en masse gamle ting bliver solgt ud af landet – og det er vel at bemærke originale ting. Så det var bare så godt at se at en landsmand tager sig af den slags bevaringsarbejde her. Han har gjort et kæmpe arbejde og det var yderst flot bevaret og udstillet. Der var virkeligt lagt ildhu i arbejdet.

Kathy og jeg er enige om at det her land trænger til hjælp i den henseende, både med knowhow og økonomisk hjælp. Det gamle keramik minder lidt om Aztekerkunst fra Mexico, så det ville være en dødssynd at lade det forgå eller sælge det ud af landet. Det er jo desværre det der sker, så ikke alle ting bliver bevaret for eftertiden. Kathy og jeg er på Mavericks og drikke Smoothies igen, og for en hjemmesidesnak. Hun er lige blevet færdig som grafisk designer og har sin egen hjemmeside, som jeg senere studere lidt og for et par fif. Vi er også på markedet og kigge på nyt keramik, hvor jeg for købt en lille krukke. Kathy giver mig værdifulde oplysninger om Columbia (egentligt noget jeg faktisk godt vidste i forvejen). Hendes ekskæreste er fra Columbia, og hun advarer mig på det kraftigste om at tage dertil. Hun har aldrig været der, men kender en del til andet gennem sin tidligere kæreste. Grunden til jeg har haft Columbia lidt i tankerne, er fordi der ligger en by der hedder Catagena på nordkysten, der skulle være en smuk gammel historisk kolonial område, og vist ifølge mine oplysninger skulle være et af de mest sikre områder i Columbia hvis det endelig skulle være. Der går fly fra Panama City til Catagena – derfor bl.a. har jeg overvejet det! Bare 1 uges tid. Men Kathy siger at det bare er det sidste jeg må gøre! Og slet ikke alene og slet ikke med mit begrænsede spansk. Hendes egen kæreste var bange for at tage hende med til Columbia for at besøge hans familie, af skræk for at hun skulle blive kidnappet. Det hører med til historien at Kathy er helt sorthåret, godt nok lys i huden, men kunne nemt gå for at være latinamerikaner i en snæver vending.

Så ok! Så var den sag ligesom ude af verden! Jeg skal nok ikke lige flimre rundt i Columbia med mine blå øjne og kommunefarvede hår og rygsæk med dansk flag på, så kan det godt være at der ikke går lang tid for der skal betales et par millioner dollars i løsesum for mig.

Mandag nytårsaften havde jeg bestemt mig for at tage båden fra Granada til øen Ometepe ude i Nicaragua søen. Færgen skulle sejle kl. 14 og jeg havde forhørt mig både hos et rejsebureau og hos mine søde værtsfolk.

Jo da jeg skulle bare møde op på kajen kl. 13, og købe min billet, så skulle det være i skønneste orden. Hmmm! Jeg begyndte at tusse derned af omkring kl. 12 og tog en sandwich på vejen og var nede ved kajen omkring kl. 12.45. Der var ikke en sjæl, lukket og slukket. Nåh tænkte jeg de er vel ikke begyndt at sælge billetter endnu. Stadig ingen mennesker kl. 13, så møder jeg en betjent. Med det sædvanlige “jeg-er-faldet-ned-fra-månen-sidste-uge blik i øjnene fortæller han mig at deres skide båd da først sejler i morgen.

Uh det er bare så røvtypisk! Alle render med en halv vind her! Man spørg folk, der endda taler engelsk, og ingen ved noget som helst alligevel! Jeg er snart træt af de her mennesker – det er jo på ingen måder første gang. Jeg raser voldsomt, men må i løbet af meget kort tid tage en beslutning og lave en planændring. Nu er der kun en ting at gøre – tage bussen til byen Rivas nede sydpå og så satse på at der går en færge til Ometepe den vej i stedet. Jeg har ikke den mindste anelse om der overhovedet gå en færge derfra heller – det er en fuldkommen satsning!

Jeg kan overhovedet ikke finde ud af deres sejlplaner og busplaner. 31. dec er ikke en helligdag her og båden sejler ikke. 25. dec var højhelligdag og alligevel kørte bustrafikken normalt. Jeg er helt stået af i svinget, men der er ikke andet at gøre end at tage chancen. Jeg finder en taxi og bliver kørt til bussen, som viser sig at holde (på et tidspunkt altså) på en losseplads af en busstation – og alle er gamle gule skolebusser! Jeg havde ellers lovet mig selv højt og helligt at nu skulle det være slut med gule skolebusser, efter min oplevelse som fladtrykt under 3 muskelfyldte machomænd i bussen fra Poneloya til Leòn, men jeg slipper ikke. Hvis jeg vil til Rivas i dag er der en vej – og det er en gul skolebus. Kathy har desuden lige fortalt mig at de skolebusser også bruges i Canada og at de kasseres der når de ikke mere er sikre for skolebørnene. Men at være kasseret i Canada betyder absolut ikke det samme som at være “KØRT DØD”! Så efter lang tro tjeneste i Canada bliver busserne sendt til Mellemamerika hvor de hoster og pruster sig af sted i en 10 ås tid mere ind til de ikke kan hænge sammen mere. Alt køres absolut DØD i Mellemamerika – det være sig alt fra biler, over heste til skolebusser! Nå men der er ingen vej udenom – det er gul skolebus eller intet!

Med mindre jeg vil vente på en upålidelig færge i morgen. Jeg tager en dyb indånding! Min rygsæk surres fast oppe på taget af bussen og fordi jeg er der så tidligt sikre jeg mig et sæde lige bag chaufføren. Kører han frontalt ind i nogen bliver man kvast, men der er god benplads, og man kan jo ikke få alt vel! Og sandsynligheden for at få mast luften ud af 3 – 4 bredskuldrede mænd er trods alt mindst bag chaufføren. En meget sød pige sætter sig ved siden af mig, hun taler oven i købet engelsk, så det hele ser ikke værst ud. Turen er ca. 1,5 time. Jeg er fuld af fortrøstning! og beder bare til at min rygsæk ikke flyver af i svinget. Billetfyren forsøger godt nok ihærdigt at snyde mig, men fordi jeg ved den rigtige pris fra min sidekammerat, så bliver jeg ved med at spøge om mine byttepenge. Han er dog svær at få skovlen under, først på busstationen i Rivas for jeg de sidste penge, og kun fordi jeg beder ham om det, og insistere hårdt og brutalt. Turister skal bare snydes, sådan er det bare! Syntes altid det er træls, selvom jeg godt ved at de er fattige og har brug for pengene. Det er bare så træls at de selv tager hvad de vil have. Det er et svært dilemma altid!

Nå men til Rivas kommer jeg dog, og også til færgelejet i forstaden San Jorge. Færgen sejler kl. 15.30 – hvilket jeg ikke ved på det tidspunkt, så jeg ankommer til havnen ca. 30 sekunder for de letter anker. Så jeg spæner af sted med kæmpe oppakning og store klodsede trekstovler, men de venter på mig, jeg er den absolut sidste der kommer halsende ombord. Færgen er fuld af backpackere, andre turister, øboer, lokale osv.

Man kan se Ometepe øens to store vulkaner i horisonten, den ene Conceptíon er 1610 m høj og den anden Maderas er 1394 m høj. Begge toppe er indhyllet i skyer. Navnet Ometepe betyder “mellem to bakker” på Nahuatl sprog. Det er to selvstændige vulkaner, men lavaen er løbet sammen, så de to øer er forbundet. Havmåger følger efter os ved siden af skibet, de er så tæt på at kaptajnen fanger en af dem og viser den til børnene der hviner af fryd. Havmågen piver lidt over at være fanget, men forholder sig ellers roligt – ligner en der er vant til at blive fanget.

Hovedbyen og færgelejet på Ometepe hedder Moyogalpa. En sød lille by, med den kæmpe vulkan Conceptíon i “baghaven”. Jeg finder et lille guesthouse, meget billigt med et bræt til seng og halvskumle toiletter. Byen er faktisk trods sin beskedne størrelse forbløffende velforsynet med alting, her er både bank, internetcafeer, restauranter og små hyggelige butikker. Her er ganske rart og fredeligt (i hvert fald til en vis grad og tidspunkt). Jeg spiser pizza, tjekker mail og nusser hjem og er lidt spændt på hvad der skal laves her sådan en nytårsaften. Indtil videre skyder folk nytårsskyts af i stride strømme og spiller vildt højt musik, men ellers ikke noget specielt. Folk i Latinamerika går sommetider i kirke nytårsaften, men jeg aner jo ikke om de også gør det her.

Jeg halvsover indtil kl. 23.45 og går herefter ud for at se om der sker noget. Det eneste jeg finder er at mit hostel er lukket og slukket og døren barrikaderet med en træplanke. Ok det er åbenbart ikke planen at nogen hverken skal komme ud eller ind her! Der er ikke et menneske, så det ender med at jeg går tilbage i seng og gå ind i 2008 i halvsovende tilstand på min brætseng. Omgivelserne rundt omkring mit hostel er til gengæld meget meget livlige og larmende. Vildt højt musik og vilde nytårsbrag – indtil midt på natten! Jeg formår på en eller anden måde at falde i søvn og vågner igen kl. 7.30 ved mindst ligeså meget larm – dog af en lidt anden kaliber! Lige udenfor min dør forsøger en halvkvalt meget hæs hane at gale, og en grøn papegøje er i særdeleshed vågen. Den skiftevis skriger “Hola” (hej på spansk) med sin skingre stemme eller et ord som for mig mest af alt minder om navnet “Åge”. Efter at den har bræget på denne Åge sådan omkring 500 gange står jeg modvilligt op. Byen er fuldkommen død – det er totalt dagen derpå. Der er ikke et menneske og for at gøre det hele fuldendt så står det ned i stænger, det styrtregner! Vulkanens top er indhyllet i tåger, ja hele vulkanen er faktisk usynlig. Jeg overvejer situationen lidt. Her sker ikke en dyt og hvis jeg alligevel er tvunget til at tilbringe tiden på mit værelse pga. regnvejr – så skal jeg finde et andet hostel! Jeg orker ikke min hårde seng og en papegøje der råber på Åge – nu må det være slut!

Jeg går på hotelresearch i nabolaget – i styrtregnvejr. Det ser ud til at prisen ligger på mellem 12 – 15 dollars for et ordentligt værelse. Det er en ok pris efter danske forhold, men selvfølgelig lidt meget når jeg plejer at betale ca. 5-7 dollars. Men det er ok og lidt af et nødstilfælde. Jeg får flyttet til mit nye værelse og få en supergod seng og eget badeværelse. Her er også rimelig ro!

Efter en gang kylling, ris og bananmilkshake er jeg klar – men til hvad? De lokale busser kører ikke finder jeg ud af, det tæskregner stadig og alt er lukket. Ikke engang på internetcafeen kan jeg slå tiden ihjel. Jeg ender med i min depression at falde i søvn og snorksove i 2 timer i min nye seng, læse min bog færdig og tage et langt bad. Først langt hen på eftermiddagen har den ene internetcafe pludselig åbent. Så går der lidt tid med det og bagefter køber jeg ind hos en lille meget blandet landhandel der også lige pludselig syntes de kunne holde åbent – hvilket jeg er dem evigt taknemmelig for. Jeg falder nemlig i slikdåsen, jeg forfalder til chokolade og kommer hjem med et ret stort udvalg af chokoladebarer, kiks, juice, og en vaffelis – sådan går det nå man keder sig!

Helligdag på en lille ø, regnvejr og næsten alt er lukket – det kan vist få selv den mest standhaftige antichokoladespiser til at gå totalt amok – så det gør jeg så! Vildt og voldsomt!

Så altså ind i 2008 kom jeg da – selvom jeg nok havde forestillet mig lidt noget andet – men ok!! Jeg klarer det nok – i morgen er det hverdag igen, og der er vist ikke flere helligdage lige om hjørnet. Jeg har alle dage haft totalt allergi overfor helligdage, og det bliver ikke bedre når den oven i købet blandes med ø-kuller.

Jeg regner med at tage herfra omkring d. 5. januar, i hvert fald så jeg tager ud af Nicaragua ikke senere end d. 7. januar. Så har jeg været i Nicaragua i 3 uger, hvilket var min plan fra starten. Må indrømme at jeg også er ved at være temmelig mør efter at komme herfra. Nicaragua er nok ikke lige et sted jeg er faldet komplet pladask for. Det er lidt svært hele tiden at få forkerte oplysninger, at skulle sloges med folk om penge osv. – det er ret trættende, selvom jeg er vant til det. Aner ikke hvordan Costa Rica vil være i forhold til Nicaragua, nok noget dyrere, men det lyder som et ret velorganiseret land med styr på tingene. Men igen er det meget forskellige oplysninger jeg får fra folk. En af teorierne er også at jo tættere på Columbia man kommer, jo mere skummelt bliver det – andre siger at Panama er overordentligt velfungerende og at der er fint styr på alting. Min konklusion på alt det her snak frem og tilbage om farlig eller ikke farlig, er at jeg er nødt til at gøre mine egne erfaringer. Jeg kan ikke rigtigt bruge andres oplevelser til så meget.

Jeg hører altid efter hvad folk har at sige – men oplevelsen og erfaringen vil altid være op til mig selv at få og så herefter udlede af det hvad det måtte være – positiv eller negativ.

Som dengang alle advarede mig mod at flyve med russiske Aeroflot til Indien. Alle fortalte mig de skumleste historier om det flyselskab, andre anbefalede dem. Jeg prøvede, gjorde mine erfaringer og ALDRIG MERE I MIT LIV SKAL JEG FLYVE MED AEROFLOT!

Så var den sag ligesom ude af verden. Det samme må gælde om El Salvador!

Det er rigtigt svært her i Mellemamerika, for siger jeg at det er farligt er det ikke rigtigt – siger jeg det ikke er farligt passer det heller ikke! Svaret er ikke bare sådan lige til at give, der findes formentligt ikke rigtigt noget helt dækkende svar. Sagen er at her findes det hele, det er en gråzone område værre end jeg kan udtrykke. Verden er en gråzone! Intet er rent sort eller hvidt! Kan kun sige som jeg plejer “der findes engle over alt i verden, men der findes så sandelig også det modsatte”.  Folk har deres grunde til at være engle, men nogle mennesker har også deres grunde til at være onde og grimme. Man kan jo begynde at diskutere om mennesker bliver født til at blive voldelige, eller det er noget de bliver pga. fattigdom, desillusion, krige, og kummerlige forhold eller hvad. Noget jeg tænker meget over lige for tiden er hvorfor nogle lande er fattige og nogle ikke er. Måske et simpelt spørgsmål, men meget svært at besvare. Hvorfor er nogle lande fattige, men fredelige – og andre fattige, men voldelige. Psykologi måske! Geografisk beliggenhed eller hvad? Historie, fortid, ledere osv.! Glemmer aldrig da jeg blev spurgt af en indoneser – hvorfor det netop var blevet Europa der er blevet så rig? Hvorfor ikke Indonesien? Hvad svarer man til det?

Med disse ord til eftertanke vil jeg slutte herfra og ønske alle et godt nytår.