I disse dage går jeg rundt med et saligt smil om munden. Det er nemlig ret præcist 20 år siden, jeg var på Påskeøen, også kaldet Rapa Nui. Jeg var der i fem dage fra d. 15. august 1997. Det er helt vildt, at det er så lang tid siden. Det føles nærmest som sidste år – eller sidste måned.

Rejsen til den lille ø i Stillehavet står stadig fuldkomment skarpt i min hukommelse, for det er absolut ét af de steder i verden, der har betydet allermest for mig, og virkelig har været med til at forme mig til det menneske, jeg er i dag. Men lad mig først lige forklare lidt om min baggrund for at tage til Påskeøen dengang.

Ufatteligt mange ting i mit liv er startet med en bog, og det gjorde drømmen om Påskeøen også. Ja, faktisk så startede det ret tilfældigt blandt boghylderne i en genbrugsbutik i min barndomsby Ringkøbing. Allerede dengang havde jeg en svaghed for antikvariske bøger, og jeg fandt hurtigt ud af, at min nye eventyrhelt norske Thor Heyerdahls bøger var at finde blandt aldrende bogklubbøger, Anders And-blade og gamle frønnede romaner i de fleste antikvariater.

I år kan vi for øvrigt også mindes, at det er præcist 70 år siden (d. 7. august 2017), at Thor Heyerdahl og hans besætning på balsaflåden Kontiki ankom til Raroia-revet ved Tuamotu-atollerne i Fransk Polynesien efter næsten 7.000 km sejlads fra Callao i Peru. En helt imponerende præstation, også selvom videnskaben i dag ikke er enige i Heyerdahls teorier. Målet for færden var at nemlig bevise, at øerne i Polynesien kunne have været beboet af folk fra Sydamerika.

Mens jeg var på Påskeøen, skrev jeg en masse notater, som senere blev samlet til hæftet “Påskeøen” (øverst i billedet) som Troels Kløvedal brugte, da han var på sit togt til øen i 1998. Men min interesse og passion for Påskeøen startede med Thor Heyerdahls bog “Aku Aku – Påskeøens Hemmelighed,” som jeg fandt i en genbrugsbutik i min barndomsby Ringkøbing. Den gjorde et usletteligt indtryk på mig, og lige siden har jeg læst og skrevet rigtigt meget om øen i Stillehavet.

Det begyndte mellem Ringkøbing og Herning
I Vestjylland kan man for det meste købe brugte bøger til ti kroner og en dag, da jeg havde snuset rundt mellem reolerne, stod jeg pludselig med et ganske pænt eksemplar af Heyerdahls ”Aku Aku – Påskeøens Hemmelighed” i hænderne. Jeg vidste godt lidt om den der mystiske ø. Det var noget med nogle mystiske stenhoveder, så meget vidste jeg.

Dengang studerede jeg på social- og sundhedsskolen i Herning, og hver dag i bussen frem og tilbage læste jeg bøger. Og bogen om den norske opdagelsesrejsendes eventyr i Stillehavet blandt ø-folket kom med i rygsækken, og den skulle komme til at få større indflydelse på mit liv end meget andet.

Jeg blev nemlig alvorligt optaget af historien om Påskeøen, så optaget at jeg siden har fået samlet alle Thor Heyerdahls bøger – alt hvad der er udgivet af ham, ikke bare om Påskeøen, men alle hans ekspeditioner. Min passion for Påskeøen holder stadig her to årtier senere. Ja, det er en livslang forelskelse på lige fod med min store interesse for og kærlighed til mayakulturen i Mellemamerika og inkaerne i Sydamerika.

Jeg begyndte altså at læse Aku Aku og noget af dét, der især gjorde et voldsomt indtryk på mig, var Thor Heyerdahls besøg i De Hvide Jomfruers Hule, Ana O Keke, i det nordøstlige hjørne af Påskeøen. Så der på busturene mellem Herning og Ringkøbing tog jeg i mit stille sind en meget stor beslutning. Jeg ville til Påskeøen! Koste hvad det ville!

Klistret til bussædet i åndeløs spænding havde jeg fulgt den seje nordmands indtrængen i hulens klamme klaustrofobiske mørke. Tonstunge klippevægge havde suget sig fast om hans krop, truet med at kvæle ham og presse den sidste smule luft ud af hans lunger, og jeg læste skrækslagen videre om hans færd ind i en af Påskeøens mest legendariske grotter.

Hver gang, når jeg landede på busstationen i Ringkøbing, var jeg i en helt anden verden og tumlede forpustet ud af bussen. Jeg var SÅ meget på Påskeøen – med sjæl og krop. Jeg VILLE til den ø, om så jeg skulle tage til verdens ende – og dét skal man rent faktisk, hvis man vil til Påskeøen – for det er en af de mest isolerede øer i verden.

Dette billede er fra lufthavnen i Santiago i Chile, da jeg skulle til at gå ombord på flyet mod Hanga Roa på Påskeøen. Flyruten går fra Påskeøen videre mod Tahiti, og faktisk så har min rygsæk været på Tahiti – men ikke jeg.

Kurs mod den anden side af jorden
I foråret 1997 marcherede jeg kækt ned i min bank, og sagde, at jeg skulle låne nogle penge – og det gik de faktisk med til. De ikke så meget som løftede et øjenbryn og lod mig få penge til at finansiere mit forehavende. Sidst i juni samme år blev jeg uddannet social- og sundhedsassistent, og verden lå for mine fødder.

Få dage senere gik turen mod Sydamerika, i første omgang mod Argentinas hovedstad Buenos Aires, hvor jeg kendte et ungt argentinsk par, som jeg havde mødt i Australien. Men i rygsækken havde jeg noget meget vigtigt og dyrebart – en flybillet til Påskeøen + en voucher til fem dages ophold og ture ud til de vigtigste stenstatuer.

Det er afgjort den dyreste billet/pakketur, jeg nogensinde i mit rejseliv har købt, for dengang var det måske knapt så almindeligt at tage til Påskeøen. Jeg havde aldrig mødt nogen, der havde været der og den eneste måde, jeg kunne finde at komme til øen på, var på en arrangeret tur med Albatros Travel i København, som samarbejdede med et hollandsk rejsebureau om turen til øen.

Jeg har stadig billetten og voucheren i min samling – lige knap 23.000 kroner lød regningen på. Flybillet fra København og London videre til Buenos Aires tur retur, billet til hovedstaden Hanga Roa på Påskeøen + hotel, mad og ture i fem dage. Jeg skulle selv finde ud af at komme fra Buenos Aires til Santiago i Chile, hvor jeg skulle flyve fra til Hanga Roa.

Det var helt underligt og temmelig uvirkeligt at gå rundt hjemme i lille Ringkøbing og vide, at man skulle helt om på den anden side af jorden. Turen til Sydamerika var min første rigtige rygsækstur på egen hånd, så jeg skal ærligt erkende, at det ikke var helt uden kuller i maven, jeg tog afsted.

Den største ahu på Påskeøen hedder Ahu Tongariki og har ikke mindre end 15 moai’er. Tongariki ligger meget tæt på havet og blev i 1960’erne skyllet over ende af en flodbølge, men moai’erne blev rejst op igen og restaureret, så de står som i fordums tid.

I dag er det stadig en temmelig pebret affære at tage til Påskeøen, fordi det ligger så langt væk, men dengang var det kun LAN Chile – Chiles nationale flyselskab, der fløj dertil og havde monopol på ruten. Turen gik dengang fra Santiago i Chile til Hanga Roa og videre til Papeete på Tahiti – så er man altså hjemmefra, skal jeg lige hilse at sige. Det kan stort set ikke lade sig gøre at komme længere væk. Arh ok, Hawaii ligger også temmelig meget for sig selv.

Pitcairn Islands, som ligger mellem Påskeøen og Tahiti ligger længere væk – det var her mytteristerne fra HMS Bounty med styrmand Fletcher Christian i spidsen slog sig ned i 1790 efter, at de havde sat den britiske søofficer og kaptajn William Bligh og hans 18 loyale mænd i en barkasse og lod dem flyde ud på havet til en uvis skæbne.

Det er selv i dag rigtigt svært at komme til Pitcairn-øerne, der kun sjældent får besøg af forsyningsskibe, så denne lille øgruppe må nok betragtes som mere isoleret. Påskeøen kan man stadig komme til. Nu om dage kan man vist endda sejle dertil. I dag er der masser af turister på Påskeøen, og jeg har også mødt flere, der har været der. For os danskere kom øen især på verdenskortet, da Troels Kløvedal var der med Nordkaperen i 1998, men det vender jeg lige tilbage til.

En af de mest forunderlige steder på Påskeøen, nemlig vulkankrateret Rano Raraku. Det var her moai’erne blev hugget ud af klippen, og i dag ligger der omkring 400 stenstatuer i og omkring krateret.

Imponerende gudebilleder eller gravvogtere?
Efter fem timer i flyet over et blåt kæmpemæssigt Stillehav dukker en lille grøn trekantet ø frem af disen. Der er ikke noget andet land i miles omkreds. Chile ligger over 3000 kilometer mod øst og Tahiti er der omkring 2000 kilometer til. Eneste nabo er næromtalte Pitcairn Island. Det, jeg husker allerbedst fra ankomsten til Påskeøen, var, at de ved en fejl sendte min rygsæk til Tahiti – og det havde vi en del polemik omkring. Den ankom dog dagen efter med flyet fra Papeete.

Men hvad er det så, der er så tiltrækkende ved Påskeøen? For det første kildrer det en hel del i maven, at vide at man er omme på den anden side af jordkloden, og så er det øens historie, der på én gang er både fascinerende og skræmmende.

Jeg var rundt på øen og se alle de vigtige steder med stenstatuer, kaldet moai’er, og det er virkelig en besynderlig historie med dem. De er hugget ud af klippen i en af øens tre vulkaner, Rano Raraku – dette var værkstedet for hovederne, og den dag i dag kan man stadig se en moai, der ikke er skåret fri i ryggen fra kratervæggen. Rundt i og omkring Rano Raraku står der hen ved 400 stenstatuer, der er mere eller mindre færdige. Stenhovederne blev udhugget ved håndkraft med obsidian-økser (vulkansk glas.)

Disse stenhoveder kan veje op til 86 tons og være mellem to og ti meter høje. Der er p.t. registreret 887 moai’er i forskellige størrelser på øen. De er hugget ud af én stenblok og nogle af dem fik en såkaldt pukau på, en rød stenhat, som blev hugget ud af et rødt stenbrud på øen. Det store spørgsmål er og var, hvordan fik man flyttet disse tonstunge stenfigurer fra krateret ved Rano Raraku og til deres bestemmelsessted rundt om på øen? Og hvorfor blev de hugget ud?

Der er flere teorier. Nogle mener, at man byggede træslæder af de palmer, der var på øen, og lagde moai’erne på dem og slæbte/skubbede den tunge last til bestemmelsesstedet. Andre mener, at hovederne stod op og havde fire snore bundet om hovedet, hvorefter et hold personer med hvert sit reb skiftevis hev og slækkede på rebet og rokkede statuen fremad – altså at statuen ”gik” oprejst hen til det sted, hvor det skulle stå.

Påskeøen består for en stor dels vedkommende af vulkanske klipper, den eneste strand på øen, der er sandstrand er Anakena Beach. Her står Ahu Nau Nau, hvor de fleste af moai’erne har røde stenhatte på. Samme sted står en enlig moai, som Thor Heyerdahl rejste, da han var på sin ekspedition til øen i 1950’erne.

Teorien går på, at befolkningen på den lille isolerede ø fældede alle palmetræer i desperation for at få lavet slæder til transporten. Påskeøen oplevede altså en miljøkatastrofe i miniformat, da man til sidst havde fældet al skov og var uden tømmer til at bygge kanoer og slippe væk fra øen.

Befolkningen på Påskeøen har på et tidspunkt været så stor som 10.000 indbyggere og det tærede på øens ressourcer. Der var ikke mad og vand nok, og man kunne ikke slippe derfra. Det hele ender faktisk i en borgerkrig mellem de to folkeslag på øen – Langørerne og kortørerne.

Det var langørerne, der forstod sig på at hugge moarier, og langørerne blev alle undtagen nogle få dræbt i denne borgerkrig. Men hvorfor var det så vigtigt med disse stenstatuer? Ja, det er der også et par teorier om. Moai’erne blev anbragt på en såkaldt ahu – en stenplatform og alle vender hovedet ind mod øen. Der er ingen af dem, der kigger ud mod havet.

Ahu’erne var nemlig grave, og moarierne var rejst for at give den afdødes landsby god mana. Mana – god karma kan man næsten sige. Mana kunne først strømme ud til landsbyen og de efterladte, når moai’en fik øjne på. Deres øjne blev sat på til sidst i øjenhulerne og var lavet af kalkkoral fra havet. I dag er der næsten ingen moarier med øjne tilbage på øen. Kortørerne ødelagde dem nemlig under borgerkrigen og væltede mange af statuerne.

En anden teori går på, at moarierne blev rejst for at tilfredsstille guderne – jo større og mere prangende statuer jo bedre. Og endnu bedre var det, når hovederne fik røde hatte på. Det er sådan historien om Påskeø-statuerne ultrakort fortalt.

Kultstedet Orongo, som var centrum for den såkaldte Fuglemandskult, hvor unge mænd hvert forår skulle kravle ned ad de stejle klipper og svømme over til nogle små klippeskær gennem hajfyldt farvand. På de små øer skulle de finde det første fugleæg og herefter svømme tilbage igen. Vinderen af dysten fik ret til at gifte sig med en af jomfruerne fra De Hvide Jomfruers Hule. Jeg besøgte denne hule i 1997 og fik noget af en oplevelse. Vores lokale guide ville nemlig ikke gå med ned til hulen, fordi han var bange for, at hulens ånder ville komme efter ham.

Rent antropologisk så mener man, at der er sket dét på øen, at man i sin tid udviklede sin helt egen religion/trosretning/fortolkning af begrebet Gud. Fordi øen ligger så isoleret, så udviklede troen sig i sin egen retning og en del af det er for eksempel Fuglemandskulten i Orongo i den nordvestlige del af øen, som jeg også besøgte, da jeg var der.

Fuglemandskulten gik ud på, at unge modige mænd hvert forår skulle gennem en manddomsprøve, hvor de skulle kravle ned af de lodrette klippevægge ved Orongo og svømme over til nogle små klippeøer ud for kysten. Her skulle de gå i land og finde det første fugleæg i en rede og bringe det uskadt tilbage og op ad klippen til Orongo.

Den, der klarede den udfordring, blev årets fuglemand og fik bestemte privilegier, såsom at blive gift med en jomfru, der var særlig lys i huden, fordi hun havde siddet indespærret i De Hvide Jomfruers hule i øens nordøstlige hjørne.

Denne hule havde jeg jo med gru læst om i Thor Heyerdahls bog, og det lykkedes mig faktisk at få den at se dengang i 1997. Den er mørk og skummel og balancerer på en smal klippeafsats ud mod havet på det, der kaldes Poike-halvøen.

Vores lokale guide turde ikke at gå med ned til hulen, fordi han var bange for, at ånderne derinde skulle komme efter ham. Man tror, det er løgn, men overtroen, mystikken og de gamle legender levede i bedste velgående for 20 år siden på Påskeøen. Ja, det gør de sikkert endnu, hvis jeg kender Rapa Nui’erne ret.

Dette murværk ved Ahu Tahira på Påskeøen var en af grundene til, at Thor Heyerdahl mente, at Påskeø-boerne kunne være kommet fra Sydamerika. Den samme slags meget sofistikerede murværk ses nemlig i for eksempel Peru og Bolivia, hvor inkaerne holdt til. Murværket er så fint og præcist lavet, og stenene er godt tilpasset hinanden, at man ikke kan klemme et stykke papir ind mellem dem. Heyerdahl mente så, at folket fra Sydamerika kunne havde taget denne viden om sten og murværk med til denne lille ensomme ø i Stillehavet.

Påskeøen forfølger mig stadig
Min rygsæk var fyldt med masser af notater om de forskellige ahu’er og moai’er, da jeg kom hjem, og disse papirer har jeg endnu. Det er ret sjovt at sidde og læse dem i dag. Jeg skrev det hele sammen i et hæfte og fik den bundet ind og gav den til venner og familie, der var interesseret, og det endte faktisk også med at selveste Troels Kløvedal fik et eksemplar.

Jeg var til et foredrag med ham, hvor han fortalte, at han på næste togt skulle sejle til Påskeøen, og så kunne jeg ikke dy mig for at snakke med ham efter foredraget, og fortælle ham, at jeg lige havde været på øen.

Han fik mit hæfte og lang tid senere dumpede et postkort fra Troels på Påskeøen ind ad brevsprækken. Da han var kommet hjem fra togtet, ringede han til mig og inviterede mig og min familie til et af hans foredrag i Ulfborg nord for Ringkøbing. Jeg læste selvfølgelig også hans bog om turen til øen med stenstatuerne.

Lige siden har jeg både læst og skrevet i dynger af materiale om Påskeøen. Jeg har i dette blogindlæg kun lige skrabet i overfladen, det er enormt omfattende, hvad der er af finurligheder omkring øen og dens historie og ikke mindst arkæologi og antropologi.

Da jeg gik på HF skrev jeg en større historieopgave om Påskeøens historie og fik et 11-tal. Det var millimeter tæt på, at jeg havde fået 13, men min historielærer ville ikke tro på, at der i sin tid havde været rødhårede mennesker på øen, derfor fik jeg ”kun” 11. Jeg har siden fundet ud af, at der faktisk har været mennesker med rødt hår der, så han kunne godt havde givet mig mit 13-tal.

Billedet her viser en moai, der stadig ligger i klippen i vulkankrateret Rano Raraku. Den er ikke skåret fri i ryggen endnu, og sådan står og ligger der omkring 400 moai’er, der aldrig blev færdige. Mange af statuerne ligger også væltet ned af deres ahuer. Det er formentlig sket i borgerkrigen mellem langørerne og kortørerne. Kortørerne var nemlig imod, at der blev hugget moai’er ud.

Jeg har også holdt et par foredrag om Påskeøen og kunne i det hele taget skrive hele bøger om øen og dens sælsomme befolkning og folklore og aldeles besynderlige historie. Én af tingene, der er om øen er for eksempel, at dens skriftsprog Rongo Rongo aldrig nogensinde er blevet tydet og formentlig heller aldrig bliver det.

Det var nemlig de højstående, præsterne og de lærde, der kunne dette sprog, og de blev alle sammen dræbt i borgerkrigen mellem langørerne og kortørerne, så sproget kan aldrig nogensinde blive tydet helt, da man ikke har nogle skriftlige forklaringer eller overleveringer på det. Så Rongo Rongo er verdens sidste ikke tydede skriftsprog. Det er da lidt vildt at forestille sig.

Påskeøen vil til alle tider være omgærdet af en vis form for mystik, og jeg vil altid blive ved med at være fascineret af dens historie. Så sent som i 2012, da jeg var i Prag stødte jeg ind i en bog af den tjekkiske videnskabsmand Pavel-Pavel, der i sin tid afprøvede metoden med at flytte en tonstung moari med reb. Så Påskeøen vil altid forfølge mig, og det har jeg bestemt ikke det mindste imod.

Jeg er glad og taknemmelig for, at jeg i sin tid valgte at besøge øen. Den har i den grad været med til at præge mig og har i høj grad bidraget til min store interesse for arkæologi, historie, antropologi og mystik.

En sjov lille krølle på historien her til sidst er også, at jeg tilfældigvis var på Påskeøen i 1997, jeg var på Juleøen (ved Java i Det Indiske Ocean) i 2007 og faktisk så findes der også en ø, der hedder Pinseøen ude i verden. Den hedder rigtigt Pentecost Island og ligger i øgruppen Vanuatu øst for Australien i Stillehavet. Det er dog nok tvivlsomt, at jeg kommer til Pinseøen her i 2017, men man ved jo aldrig. Man kunne jo lige pludselig gå hen og ende på Vanuatu ved et rent tilfælde.

Tekst og fotos: Anette Lillevang Kristiansen