Pacha Mamas hvide Jomfru

Pacha Mamas hvide Jomfru

En ung dansk kvinde forsvinder sporløst på en rejse i Peru og myndighederne står på bar bund i sagen. Er hun blevet kidnappet? Hvorfor forlanges der ikke løsepenge og hvorfor holder en ung fyr til på busstationen i Cusco? En dag finder man kvindens rygsæk gravet ned i et buskads og det leder efterforskningsholdet på sporet af en makaber offerkult. Der foregår nemlig mere i Peru i 2010 end man havde forestillet sig – selv i sin vildeste fantasi!

Forsiden til Pacha Mamas hvide Jomfru.

Forsiden til Pacha Mamas hvide Jomfru.

Lene går ud af den tunge dør fra politistationen og trasker hen ad de toppede brostensgader, det småregner og hendes jakke er våd. Hun drejer ned af Avenida del Sol og får øje på den lille café hvor hun og Pernille sad og spiste kylling og salat. De havde snakket om, at forhøre sig om en busbillet videre til næste by og havde planlagt, at tage af sted om et par dage. Efter lang tid i Cusco ville de gerne videre.

Hun havde ellers elsket byen Cusco i det sydlige Peru og de havde fået set alle de steder de havde drømt om. Pernille havde foreslået en vandretur på Inkastien – den hellige pilgrimsrute som inkaerne vandrede ad i tidernes morgen. De havde udforsket ældgamle ruiner, indianerstammer og små landsbyer og indtil nu, havde turen været en virkelig drømmerejse.

De havde gået i gymnasiet sammen og havde lige siden deres studentereksamen drømt om, at rejse rundt i Sydamerika. De havde knoklet i månedsvis for at tjene penge og skulle være af sted i et halvt år.

Veninderne var startet i Quito i Ecuador og havde tilbragt en tid på Galapagos-øerne inden de rejste ind i Peru. Pernille havde altid drømt om Peru. Selvom hun aldrig havde været der, følte hun et underligt tilhørsforhold til landet. Hun havde læst om inkaerne så længe hun kunne huske og følte en dyb sympati for dem. Hun havde altid forsvaret dem inderligt og hadet spanierne for, at havde tilintetgjort deres prægtige rige. Nu glædede hun sig til, at opleve landet, som altid havde fyldt så meget i hendes sind.

De var rejst med bus fra Lima og ankommet til Cusco en torsdag eftermiddag. Turen havde været lang og udmattende gennem bjergene og de var trætte, da de omsider drejede ind på busstationen. De fik slæbt deres rygsække ud af bussens bagagerum og blev straks overfaldet af en flok ivrige sælgere, der tilbød overnatning på byens hostels.

Pernille lagde mærke til en ung fyr, der stod henne ved en skranke. Han reklamerede for trekkingture i omegnen af Cusco og der hang plakater på væggen af sneklædte bjerge og landsbyer med lamaer og indianerkvinder.

Hun iagttog hans indianske træk og det kulsorte hår, der smøg sig ned om de spinkle skuldre. Han var smuk syntes hun, for ikke at sige guddommelig. Hun kunne ikke få øjnene fra ham. Han gengældte med et smil. Hun kiggede forlegent væk, lidt flov over, at havde stirret så intenst på ham.

Lene puffede til hende og hun blev afbrudt i sine drømme. Med et var hun tilbage på den kaotiske busholdeplads, hvor de flygtede ud med en hjord af råbende sælgende i hælene. Lene var afgjort den mest konsekvente af de to og råbte noget på spansk, som øjeblikkeligt fik mændene til at stoppe og luske slukøret ind i ankomsthallen igen. Lene havde tilegnet sig det spanske sprog på rekordtid og talte det nu næsten flydende. Hun havde altid været et sprogtalent i gymnasiet, så det kom ikke som nogen overraskelse for Pernille.

Pernille selv, var meget bedre til at skrive digte og historier, faldt let i staver og tog sig selv i, at kigge ud af vinduet og dagdrømme.

”Lagde du mærke til ham fyren på busstationen?” spurgte Pernille og nippede til sin salat.

”Ja, jeg så godt, at du faldt helt i svime over ham!” fnisede Lene.

”Ejj han var smuk!” Pernille stirrede åndsfraværende ud i luften.

Lene kunne sagtens se, at manden så godt ud, men hun havde slet ikke interesse i den slags. Hun havde sin kæreste i Danmark og når hun kom hjem, ville hun i gang med sit studie. Pernille derimod havde ikke nogle reelle planer om en uddannelse, hun havde kun lyst til at rejse.

Hun var en helt anden fandenivoldsk eventyrtype end Lene – Pernille greb chancerne, når de var der og tænkte ikke så meget over følgerne. Lene derimod var fornuftig og målrettet og vidste nøjagtigt hvad hun ville med sit liv.

”Måske vi skulle finde ud af prisen på en busbillet til Arequipa?” foreslog Pernille, da de gik hjem mod deres hostel.

De traskede gennem Cuscos stejle gader, forbi den smukke Coricancha kirke, der engang havde været inkaernes helligdom, inden den var blevet overtaget af spanierne. Lene var en smule bleg og svarede ikke i første omgang.

”Jeg har det ikke så godt!” hviskede Lene så og støttede sig til muren i den smalle passage ned mod Hostel Inca. De nåede lige, at komme op på værelset, da Lene styrtede ud på badeværelset og kastede op.

”Fuck, jeg tror det er salaten der ikke er skyllet godt nok!” jamrede Lene og kravlede i seng.

Det var ikke første gang Lene var blevet ramt af en maveinfektion. Natten gik med hyppige besøg på toilettet og næste morgen var hun helt udmattet.

”Hør her, jeg går ned og henter medicin til dig på apoteket og så smutter jeg ned på busstationen og spørger om den busbillet!” opmuntrede Pernille, da hun var kommet ud af badet.

”Ja ok” svarede Lene – ”lad nu være med at falde i svime over ham inkafyren igen!” fnisede Lene og trak dynen op over hovedet.

”Du kan være helt rolig – jeg er tilbage om et par timer”, smilede Pernille overbevisende og svang sin rygsæk over skulderen.

Lene havde gået i sine egne tanker, men så nu op og fik øje på skiltet med navnet Hostel Inca nede af gaden. Alting var pludseligt forandret i Lenes liv.

Mumier og menneskeofringer
”Rejser du alene”? spurgte fyren. Pernille nikkede forlegent og vidste ikke helt hvorfor hun løj. Han smilede bagved skranken, da hun var kommet ind af døren til busstationen. Måske havde hun håbet på, at møde ham. Lige siden hun og Lene var ankommet til Sydamerika, havde hun haft nogle underlige drømme om natten, men også mærkelige fornemmelser, når hun var vågen. Det var ligesom om, at hun så billeder for sit indre blik.

Hun havde forsøgt, at forklare Lene det, som havde syntes, at hun var lidt skør og bare havde en livlig fantasi. Siden da havde hun ikke røbet noget. Pernille var bange for, at Lene skulle syntes, at hun var sær.

Hun havde haft mareridt adskillige gange, mens de havde været i Peru. Noget om en gammel inkaruin langt oppe i bjergene og nogle uhyggelige menneskeofringer. Pernille havde læst meget om de gamle inkaers offerritualer og det var ikke ualmindeligt, at de ofrede helt unge kvinder – ja selv børn. De havde nemlig den reneste ånd og var dermed tættest på guderne.

Hun vidste, at der den dag i dag stadig fandtes barnemumier på bjergtinderne i Peru, der var blevet dræbt til ære for guderne for over 1500 år siden. Hun gøs ved tanken, om de grusomme begivenheder og forstod heller ikke, hvorfor hendes natlige mareridt blev ved med at gentage sig. Hvad ville drømmen fortælle hende?

Hun snakkede længe med fyren der viste sig, at hedde Emmanuel. Han passede butikken for den turistorganisation, som han var guide for. De arrangerede vandreture i Andesbjergene og han viste hende billeder fra en flot fire dages tur, hvor man gik rundt om Asungate bjerget og op til en gammel ruin i 4200 meters højde. Turene var ikke specielt dyre og Pernille var fyr og flamme. Måske kunne hun lokke Lene med på sådan en vandretur, når hun blev rask.

”Jeg tror, jeg bliver hjemme!” svarede Lene, da Pernille fortalte hende om turen.

”Men du må gerne – det skal du da gøre Pernille!”, fortsatte hun.

”Det lyder som en fed oplevelse!”

”Jeg klarer mig nok, jeg er snart ok igen!” Lene strakte sig og tog en slurk af den sødsalte elektrolytblanding, som Pernille havde opløst i en flaske vand.

”Ok, så vil jeg gå ned på busstationen igen og booker turen til i morgen”.

”Emmanuel havde lige to pladser tilbage!” sagde Pernille.

”Det lyder da fedt!” svarede Lene og Pernille gik endnu engang ud på fortovet i retning af busstationen. Hun glædede sig. Det ville blive den sejeste oplevelse, var hun sikker på. Hun kunne næsten ikke vente med, at fortælle Emmanuel, at hun havde besluttet sig for, at tage med på turen.

Hvor er Pernille?
Lene sidder på sengen og læser i en bog, hun har fået det bedre og har været på en lille gåtur ned på torvet i dag. Pernille skal komme tilbage fra turen i dag, efter den fire dages trekkingtur og Lene er spændt på, hvordan det har været. Klokken bliver fem om eftermiddagen og Pernille er stadig ikke dukket op.

”Nå, de er nok blevet forsinket” tænker Lene og falder i søvn med sin bog på maven. Da Lene vågner, er det bælgmørkt udenfor. Hun opdager, at klokken er 21.30 og er helt chokeret over, at have sovet så længe.

Pernille er stadig ikke kommet tilbage. Bange anelser begynder, at snige sig ind på Lene, det ligner ikke Pernille ikke, at overholde sine aftaler. Men i Peru kan alting ske, det ved hun allerede af erfaring efter at have rejst der i nogle uger. Der kan være jordskred eller oversvømmelser på bjergvejene og busserne bryder sammen for et godt ord.

Hun forsøger, at tænke positive tanker og overbevise sig selv om, at der intet er sket. Hun spiser en bid brød med pølse, børster tænder og kryber i soveposen igen. Pernille kommer tilbage i morgen, det er helt sikkert, tænker Lene og falder i søvn.

Dagen efter vågner Lene og straks hun slår øjnene op har hun igen denne nagende fornemmelse i maven. Pernille ligger ikke i sin seng, klokken er 8.30 og hun skulle for længst være kommet tilbage. Hun ser ud af vinduet i et håb om, at Pernille kommer gående ned af gaden, men der er kun de sædvanlige gadehandlere og et par magre hunde der strejfer omkring. Hun sætter sig op i sengen, spiser et par tørre Mariekiks og tager en slurk lunkent vand.

Måske skulle hun gå ned på busstationen og spørge Emmanuel om han ved noget. Da Lene træder ind i stationens afgangshal, er der intet spor af fyren og hans farvestrålende bod med plakater af bjerge og lamaer er væk. Underligt tænker hun og ser sig omkring. Der hersker den sædvanlige leben på stationen, folk passer deres dont og ingen tager notits af hende. Hun går hen på en internetcafé og tjekker mail. Der er ingen mail fra Pernille, kun noget ligegyldigt spam.

Hun overvejer, at ringe hjem, men kommer i tanke om, at det er midt om natten i Danmark. Da Lene kommer tilbage til Hostel Inca, står den unge pige i receptionen.

”Hvor er din veninde?” spørg pigen på forsigtigt engelsk. Lene mærker tårerne presse sig på, en lille snert af panik indhenter hende og hun aner ikke hvad hun skal gøre. Pigen spørger, om hun kan hjælpe med noget. Lene kæmper med tårerne og fortæller hvad der er sket.

”Jamen hvad hedder det rejseselskab?” Lene kender ikke navnet, men forklarer, at en ung fyr har stået nede på busstationen og solgt vandreture til bl.a. Asungate bjerget.

Lene bemærker et hurtigt glimt af uro i pigens øjne, men slår det hen. Pigen prøver, at ringe ned på stationen, men ganske rigtigt. Emmanuel er forsvundet. Damen på busstationen forklarer, at fyren rejste for nogle dage siden, fordi han ikke havde tilladelse til at drive rejsebureau. Pigen ser overrasket og en smule panikslagen ud, syntes Lene.

”Hvad foregår der?” spørger Lene desperat og har svært ved at beherske sig.

”Jeg tror, jeg ringer til politiet”. Pigen løfter røret uden at se på Lene og siger en masse ord på spansk, som Lene knapt forstår.

”Du skal ringe til dit lands ambassade” svarer pigen kort og lægger røret på.

Et makabert fund
”Åh Gud nej!” Pernilles mor Hannes stemme er forfærdet.

”Jamen hvad så?” spørger hun og Lene aner ikke hvad hun skal svare. Hun ringer derefter til sin kæreste og græder lidt. Hvad kan der ikke være sket? Lene føler sig ansvarlig. Hvorfor tog hun ikke også med Pernille? Tusinde spørgsmål hvirvler rundt i hovedet på hende. Hun føler sig alene og forladt og er dybt bekymret for Pernille. Og hvorfor så pigen i receptionen så frygtsom ud?

Hen på eftermiddagen bliver Lene kaldt ned i receptionen. En politibetjent fra turistpolitiet er ankommet og skal stille Lene nogle spørgsmål. Han taler udmærket engelsk og præsenterer sig som efterforskningsleder Juan Carlos Sánchez. Lene forklarer grædende hvad der er sket og en eftersøgning sættes i værk omkring Cusco og i bjergområdet ved Asungate.

Ventetiden er ulidelig for Lene og ikke mindst for Pernilles forældre. Efter en uge er der stadig intet spor af Pernille. Hun har hverken ringet eller mailet og Lene er ude af sig selv af bekymring. Hvad er der sket? Juan Carlos og Den Danske Ambassade har nu iværksat en storstilet eftersøgning og Pernille bliver efterlyst gennem Interpol, da myndighederne er bange for, at hun er blevet kidnappet af terroristgruppen Den lysende sti og evt. ført ud af Peru. Lene er dagligt i forbindelse med Pernilles forældre Hanne og Jørn, der nu har taget orlov og er på vej til Peru.

Lene henter dem i lufthavnen og Hanne trøster en dybt ulykkelig Lene. Hun bliver ved med, at bebrejde sig selv, at hun ikke tog med sin veninde og at hun overså advarslerne. Hun havde ikke helt tiltro til den fyr, som Pernille snakkede med på busstationen. Der var et eller andet mystisk ved ham, fastholder Lene.

Uvisheden er uudholdelig. Både Lene og Pernilles forældre er nedtrykte og græder meget; magtesløsheden er den værste. En morgen står Juan Carlos Sánchez nede i receptionen og spørg efter Pernilles pårørende.

”Vi har muligvis fundet et afgørende spor”, begynder Juan.

Lene farer sammen og mærker en skræk i brystet.

”Eftersøgningsholdets sporhunde har fundet en rygsæk med et digitalkamera og et pas tilhørende en dansk statsborger der hedder Pernille Jensen”.

”Jeg vil bede jer om, at følge med på stationen, for at afgøre, om det er Pernilles rygsæk”

Juan Carlos ser alvorligt på dem og de følger med hen til politistationen, der har til huse i en stor gammel kolonibygning.

”Det ér Pernilles ting” snøfter Lene.

”Hvad er der sket?”

Hun bryder hulkende sammen og kan slet ikke klare det.

”Vi har undersøgt kameraet nærmere og set på de sidste billeder der blev taget””der er bl.a. et fotografi af en ung fyr – er det noget du kender til, Lene?” spørger Juan Carlos så blidt som muligt.

Hun kaster et blik på billedet og opdager til sin store rædsel, at det er Emmanuel – fyren fra busstationen, som Pernille har taget et billede af. Han smiler glad på skærmen og lige umiddelbart er der intet mystisk ved ham.

Lene mærker en voldsom uro i kroppen. Hvad har Emmanuel og Pernille foretaget sig sammen? Er der noget som Lene ikke har vidst? Kendte de hinanden i forvejen? Emmanuel er peruvianer og meget indiansk af udseende, køn og med brune øjne, langt sort hår og prototypen på Pernilles drøm om en inkaindianer. Var hun så naiv, at hun gik lige i fælden? Og hvad for en fælde? Hvad er sammenhængen mellem Emmanuel og Pernilles forsvinden? Har han lokket hende i en noget? Hvad og hvorfor?

Lene og Pernilles forældre kan slet ikke få tingene til at hænge sammen. Godt nok, er Pernille en eventyrer, men hun er normalt aldrig dumdristig og hun plejer i hvert fald slet ikke, at svigte sin bedste veninde eller sin familie for den sags skyld. Der er noget, der er rav ruskenes galt. Og hvorfor er Pernilles rygsæk gravet ned bag stationen? Uhyggen breder sig, gyser Lene. Bare Pernille ikke er blevet kidnappet!

De havde ellers fået mange advarsler om Peru. Terroristgrupper, kidnappere og ikke mindst en fattig befolkning, som ofte er tvunget til, at stjæle rejsendes penge og værdigenstande – de har hørt uendeligt mange historier om tyverier og voldelige overfald. Men pigerne er jo bare unge backpackere uden de store økonomiske midler! Hvorfor skulle de være mål for en kidnapning? Og ingen har forlangt løsepenge!

Det går yderligere et par dage uden større skred i det peruvianske politis efterforskning, men en formiddag kommer pigen fra receptionen på Hostel Inca styrtende op af trappen og hamrer på døren til Lenes værelse.

”Du må komme hurtigt!”

Ordene falder over hinanden og pigen ser aldeles skrækslagen ud. Hun kan ikke finde de rigtige ord på sit mangelfulde engelsk, men meningen er helt tydeligt. Der er sket et eller andet frygteligt.

Hanne og Jørn kommer forfærdede ud på gangen og skynder sig med ned i receptionen. Det er Juan Carlos der er i telefonen. Jørn snakker med ham og hans ansigt ligesom stivner.

”De har fundet liget af en ung kvinde!”

Han skiftevis hulker og prøver at beherske sig.

”Vi skal komme ned på stationen”, får han fremstammet.

Gåturen gennem Cuscos gader foregår som i en uvirkelig drøm – et mareridt, hvor man bare ønsker at vågne op og vide, at det kun var en drøm og at verden er helt normal. Er det Pernille de har fundet? Er hun virkelig død? Lene skubber tanken væk, selvfølgelig er det ikke Pernille, hun skal nok klare sig. Hendes veninde er en sej kvinde, det ved Lene alt om. Det er løgn. Det er en anden kvinde de har fundet! Hendes bedste veninde er ikke død. Det hele er blot en ond drøm.

Juan Carlos sidder på sit kontor sammen med en mand, der taler engelsk. Manden giver hånd og præsenterer sig.

”Jeg hedder Steven MacLane og er fra New York”

”Jeg er retsmediciner fra Interpol og er blevet tilkaldt for, at medvirke til opklaringen af sagen”

Lene synker en klump i halsen – hvad laver sådan en mand her? Der er ikke sket noget med Pernille. Det er ikke hende de har fundet. Hanne holder en beroligende arm om Lene. Hun græder også selv.

”Vi har fået en opringning fra et politikontor ude i en landsby” begynder Steven. Man kan se på ham, at han trods sin professionelle attitude, har svært ved at udtrykke sig. Han ligesom leder efter den rigtige formulering.

”Fortæl os sandheden”, skærer Jørn igennem og gør sig hård.

”Lokale Q’ero indianere har gjort et temmelig makabert fund i en gammel inkaruin oppe i bjergene – et stykke væk fra deres landsby!”

Steven synker igen og Juan Carlos tager over.

”De har fundet et nøgent kvindelig på ruinens offeralter med opsprættet brystkasse og hjertet fjernet.”

”Nejjjjj det er ikke rigtigt!” skriger Lene. Hendes ansigt kramper sammen i en smertefuld grimasse, hun rejser sig og forlader hulkende kontoret. Udenfor kaster hun op og mærker jorden forsvinde under sine fødder. Jørn dumper ned på en stol med tårer i øjnene og sidder som forstenet og stirrer på retsmedicineren. Hanne mobiliserer så megen åndsnærværelse, at hun er i stand til at løbe ud og tage sig af Lene.

”Jeg er ked af det, men vi er nødt til, at få jer til at identificere liget, når den tid kommer”

Steven forsøger endnu engang, at agere professionelt, men er trods mange år i branchen meget påvirket af sagen. Han finder sagen uhyggelig makaber og bestialsk. Historien lyder, som noget man kun læser om i gyserromaner. Og hvad er motivet?

Offeraltret
Stien er ujævn og stejl og Steven og eftersøgningsholdet kæmper sig opad i den tynde luft. Ruinen hvor kvindeliget er blevet fundet ligger i 3900 meters højde og det lave iltindhold begynder tydeligt, at kunne mærkes. Han ryster og er mere berørt end normalt af denne sag om pigen, der er fundet mishandlet på denne grufulde måde. I de fleste sager plejer han godt, at kunne abstrahere fra selv de grovere tilfælde som mordofre og voldtægter, men denne sag har et strejf af mystik og minder om en rituel slagtning. Han har aldrig haft at gøre med denne type forbrydelser, hvor mordet har karakter af en ceremoniel dødskult.

Allerede på afstand fornemmer han uhyggen. Hun har fået håret flettet i små tynde fletninger og har en skinnende sølvplade bundet på panden. Det hele ser ud til, at have været velovervejet og planlagt til mindste detalje. Liget ligger nøgent på det kolde stenalter i en forvredet stilling og størknet blod er løbet ned af alterets sider i tykke striber. Hele hendes overkrop ligger i en pøl af blod og brystkassen er flækket. Hendes ribben stikker bizart ud og hele hendes indre er blottet – hjertet er væk!

Steven mærker kvalmen og må gå om bag en busk og kaste op. Synet gør ham svimmel og han kan knapt tro sine egne øjne. Han ser på hendes ansigt, der er voksagtigt bleg og de tomme blodskudte øjne stirrer dødt ud i intetheden. Angst, skrig, rædsel! Hvad har den unge kvinde tænkt i sine sidste sekunder?

Han foretager de nødvendige undersøgelser på gerningsstedet sammen med politiholdet. Stedet er på mange måder meget afslørende – den taler for sig selv! Ved siden af offeret finder holdet en tung Bronze-Tumi, en ceremoniel inka-offerkniv. Omkring alteret ses fodspor fra en større mængde mennesker. Der er spredte blodstænk på offerstenen og de nærliggende omgivelser, hvilket måske tyder på, at offeret har kæmpet desperat for sit liv. Undersøgelsen viser også, at gerningsstedet er blevet forladt i stor hast. Er tilskuerne blevet forstyrret og i så fald af hvem? Hvem har set det uhyggelige drab? Og hvor er ligets hjerte?

På retsmedicinsk afdeling på Universitetshospitalet i Lima foretager man de afgørende undersøgelser af liget, der fører til, at man kan fastslå offerets identitet. Det ER Pernille. Mordsagen om den unge kvinde er stort slået op i Latinamerika, men også på de store internationale Tv-stationer CNN og BBC. Danske Pernille har været offer for en rædselsfuld forbrydelse og verden er i chok.

Lene er gået helt psykisk ned og får hjælp af en krisepsykolog fra hendes rejseforsikring. Hun har mareridt og angstanfald og får ordineret beroligende medicin af en psykiater. Pernilles forældre er også fuldkomment i chok over datterens død. Sagen er på alles læber, da det er en virkelig grov forbrydelse – og ikke mindst fuldkomment bizar.

Man obducerer også liget for, at fastslå den præcise dødsårsag. Hun har mærker på håndleddene og anklerne efter et stramt reb, men intet tyder på voldtægt eller anden seksuel forulempelse. Retsmedicinerne finder også en læsion i højre tinding efter et slag med en tung genstand, hvorved der er opstået blødninger i munden og en knækket tand.

Noget tyder dog på, at hun måske kun har været ved svag bevidsthed, da gerningsmændene stak offerkniven i brystet på hende. Steven MacLane finder nemlig spor af et sovemiddel i hendes blod – formentlig Diazepam, som kan købes i håndkøb på apotekerne i Peru. Pernille er altså blevet bedøvet og bragt op til inkaruinen for at blive ofret. De gamle inkaer drak normalt deres ofre fulde i peruviansk majsøl, kaldet Chicha og gav dem kokablade før ofringen, men i dag bruger drabsmænd åbenbart moderne sovemedicin.

Steven MacLane og Juan Carlos prøver, at lægge brikkerne sammen i det store puslespil som mordet på Pernille er. Det ligner til forveksling de offerritualer, som inkaerne traditionelt udførte til ære for Guderne og Pacha Mama (Moder Jord) tilbage i historien. Men sagen er mere kompliceret end som så. Efterforskningen fører de involverede på research i de gamle historiebøger og inkamyter for, at finde et spor der måske kan lede dem på rette vej. Spørgsmålet er, hvorfor Pernille skulle ofres på samme måde som inkaerne gjorde i fordums tid.

Juan Carlos allierer sig med Dr. Javier Cabrera, der er historiker og forsker i gammel inkakultur ved Universitet i Lima. Hans store viden synes, at kaste en smule lys over mysteriet. Hvert år i juni afholdes Inti Rayma festivalen i Sacsayhuamán ruinen, som ligger lidt udenfor Cusco. Her fejrer man vintersolhverv og der ofres hvide lamaer – men aldrig mennesker? Er man pludselig gået tilbage til disse grusomme traditioner? Officielle menneskeofringer har ikke været praktiseret i Sydamerika siden 1500-tallet. Har man nu været vidne til en ofring af en hvid kvinde og – hvorfor ved det hellige bjerg Asungate?

Ifølge inkatraditionen kræver Pacha Mama offergaver for, at sikre en god høst og velstand og flere inkaefterkommere i dag holder de ældgamle skikke i hævd. Den midaldrende universitetsprofessor ser på sagen med største alvor og forklarer også, at inkaerne var soltilbedere og ifølge et gammelt sagn ventede hele det enorme imperium på en hvid Gud kaldet Viracocha. Han skulle komme over havet fra Øst og havde to døtre, der blev kaldt de hvide jomfruer. Disse hvide kvinder havde magt til, at frelse verden fra undergang inden inkakalenderen ophører d. 21. dec. 2012, hvis de vel at bemærke lod sig rituelt ofre. Inkaerne har ventet på de to jomfruer i århundreder og nu nærmer år 2012 sig med hastige skridt.

Der er flere spørgsmål end svar, men efterhånden begynder der, at tegne sig et billede og Juan Carlos og Steven MacLane begynder, at ane sammenhængen mellem inkakalenderens afslutning og det grusomme kvindemord. De går så langt som til, at konkludere, at der må være tale om en fanatisk dommedagssekt, der har kidnappet Pernille, fordi de af en eller anden grund anser hende for, at være den frelsende hvide gudinde, der skal redde jorden fra den altødelæggende undergang.

”Men vil det så sige, at denne gamle kult stadig eksistere i dag?” spørger Juan Carlos chokeret.

”Og hvad med den anden hvide jomfru?”

”Kan man forestille sig, at kulten slår til igen og udfører endnu et uhyggeligt mord for at forhindre jordkloden i at gå under om to år?”

Han klør sig nervøst i nakken og forestiller sig rædslen ved endnu et kvindemord af denne kaliber.

Politiholdet leder stadig intenst efter Emmanuel, men han er som sunket i jorden. De tekniske undersøgelser på mordstedet førte ikke til nogen anholdelse og man er indtil videre på bar bund i efterforskningen. Man er heller ikke stødt på eventuelle vidner til offermordet.

I mellemtiden finder de resterne af Pernilles hjerte i en kløft i nærheden af gerningsstedet. Det er kastet ud fra ruinen og Juan Carlos får at vide af Dr. Javier Cabrera, at denne fremgangsmåde også var en almindelig ofringsprocedure. Man ofrede hjertet – menneskets inderste sjæl – til ære for Pacha Mama og som en ekstra fin gestus for, at bede om en lykkebringende fremtid. Ved lamaofringer skæres hjertet også ud, mens det stadig banker og herefter læses fremtiden i blodårerne af højtstående præster.

Emmanuel er fortsat efterlyst og alle grænseovergang ud af Peru er under skarp bevogtning, men hvad med hans medsammensvorne? Hvor kom de øvrige deltagere i offerritualet i bjergruinen fra? Man har Emmanuels forældre inde til forhør, men de har ikke set ham i flere måneder og har intet anet om hans færden. De har end ikke hørt om det falske rejsebureau. Familien bor i Cajamaca nordpå og har kun haft sporadisk kontakt med sønnen i det sidste halve år.

Den længe ventede Jomfru
Juan Carlos beslutter sig for i al hemmelighed, at forsøge at komme til bunds i sagen på egen hånd. Intet syntes, at føre til nogen opklaring og han har i noget tid overvejet, at gå til en Altomisayoq – en højt anset ypperstepræst der er seer og kan påkalde sig bjergenes ånder. Han er en af de sidste indviede i den oprindelige viden om Pacha Mama og tilhører en gren af Q’ero-stammen, der bor i en lille bjerglandsby nær grænsen til Bolivia. Juan Carlos’s familie har før gjort brug af denne præsts spirituelle viden og han er sikker på, at det vil føre til et gennembrud i efterforskningen.

Efter to dages ridt på muldyrryg nærmer Juan Carlos og hans far sig den lille landsby. De bliver budt indenfor i ypperstepræstens beskedne hytte og bliver mødt af en gammel mand i ydmyge klæder. Han lægger sine remedier på et lille tæppe og begynder, at messe lavmælt. Den fortættede stemningen er intens og den gamle mand trækker vejret stødvist.

”Hun er den udvalgte jomfru” begynder han.

”Guderne fandt denne unge kvinde værdig til drage til deres rige”

”De har ventet på hende i århundreder”

”Hun har gjort dem stor ære, Pacha Mama takker for den smukke gave!”

”Denne kvinde var særdeles værdig og viis til at give sin sjæl til Pacha Mama”

”Hun har været her før – i et tidligere liv”

”Da var hun ypperstepræstinde og højt anset blandt sit folk”

”Hun havde intet at frygte og døde med stor værdighed til folkets bedste!”

”Denne ædle kvinde havde grund til at være stolt, da hun var i besiddelse af de særlige spirituelle evner der skulle til”

Juan Carlos iagttager chokeret den gamle mand. Først nægter han, at tro på den slags vrøvl – hvorfor skulle en ung uskyldig kvinde dø for folkets bedste? Og så på denne blodige facon. Hendes familie er dybt traumatiserede og ulykkelige. Hvor er retfærdigheden?

Men som inkaefterkommer ved han godt inderst inde, at tingene ikke bare er så enkle. Der er visse ting her i verden der bare skal være, lige meget hvor grusomme og uretfærdige de synes at være. Der er visse ting, som vi mennesker ikke kan hverken forstå eller forklare og det er med den afklaring Juan Carlos og hans far drager tilbage til Cusco. Han beslutter sig for ikke, at sige noget til Pernilles forældre og hendes veninde. De er alligevel for ulykkelige til at forstå, og hvem vil også kunne fatte den slags.

Dagen efter, hvor Juan Carlos er tilbage på politikontoret, er der indkommet rapport om, at en ung kvinde – denne gang fra Tyskland – er forsvundet og man har fundet hendes rygsæk i en affaldscontainer nær den lokale busstation. Har inkasekten slået til igen?

Kriminovelle, Skribentkonkurrence på Fyldepennen.dk

Se teksten som færdig hæfte

Share Button