Jeg har haft rigtig mange problemer med at skrive Travellog på denne rejse, både med at få programmet til at gemme det jeg skriver og med at uploade billeder. Derfor er jeg – også af tidsmæssige årsager begyndt bare at skrive dagbog på papir, og så må jeg skrive det ind på Travellog når jeg igen kommer hjem. Jeg har brugt oceaner af tid på Travellog, og ikke rigtig kommet nogen vegne, så nu har jeg altså taget konsekvensen og holdt op med det. Lige nu sidder jeg tilsyneladende ved en computer der er nogenlunde villig til at samarbejde, så hvis jeg får tid kan det være jeg skriver lidt i de følgende dage – så har jeg jo det mindre at skrive når jeg kommer hjem (og har ligeså travlt). Så altså hvis min levering af beretninger er lidt ustabil eller slet ikke er der – så er der altså derfor. Min teori er at Travellog er ved at være “overbelastet” med enorme mængder af beretninger og billeder, så derfor strejker programmet til tider, eller også er det simpelthen den meget meget varierende kvalitet af computere her i Mexico der gør at programmet ofte er helt utroligt trægt at arbejde med. Generelt tager det meget lang tid at skrive mine lange beretninger ind på programmet, sommetider sidder jeg ved computeren op til 4 timer for at få en beretning gjort færdig, og hvis så programmet driller, så går der endnu længere tid og en masse ærgrelser. Så jeg håber i har tålmodighed med mig.

Dertil kommer at jeg har haft enormt travlt på denne rejse og stadig har det. Når jeg tager herfra d. 5. marts har jeg – hvis mine planer holder – set ca. 16 forskellige ruiner, og alt tager tid, de ligger tit temmelig afsides ude i junglen og er ikke altid lige nemme at komme til, så det er tit en meget tidskrævende affære. Men indtil nu har det været en vild god rejse og jeg har fået set og lært en masse og har bare haft det fedt. Så jeg glæder mig til at fortælle jer om det.

Ok søndag d. 21. feb. og jeg forsøger mig igen med at skrive Travellog! Denne gang prøver jeg om jeg kan få skrevet om dette afsnits overskrifts titel Palenque. Det er efterhånden ved at være noget tid siden jeg var der, er i mellemtiden ankommet til Oaxaca, nu er det blevet rigtig tør hede, i dag har der varet 31 grader, så jeg har smidt noget af tøjet, som det jo ikke var godt at gøre i San Cristobál hvor jeg lige kommer fra – byen ligger nemlig i 2100 meters højde, og der kan godt være ret koldt. Men nu til Palenque som jeg havde glædet mig rigtig meget til at se. Den går nemlig for at være den mest romantiske af alle mayaruiner, og det er faktisk ikke helt ved siden af. Den dag jeg kom til Palenque by styrtede det ned, så jeg valgte at vente til næste dag, hvilket var et godt valg, da vejret var fint dagen efter. Palenque by er en meget hyggelig og fin lille by, de har virkelig strammet sig an i byen, da det året rundt vælter ind med turister som skal se ruinen. Så en meget velholdt og velforsynet by. Jeg fik da også det fineste lille værelse på en næsten nybygget hotel til næsten ingen penge, 12 USD kostede det. Eneste minus var at hver morgen kl. 6 begyndte to helt vildt skrigende /snakkende papegøjer at larme vildt, første morgen troede jeg det var to piger/kvinder med meget skræppende stemmer, men senere fandt jeg ud af at de gentog sig selv i et væk – deres ordforråd var trods alt begrænset. Men de ord og sætninger de to kunne, blev til gengæld brugt flittigt – på de mest besynderlige tidspunkter.

Anden dag tog jeg så ud i ruinen og kunne snart ikke vente, Palenque er et af de mest velbevarede mayaruiner og jeg forstod da også helt hvorfor den er blevet valgt til den mest romantiske da jeg så endelig stod der. For det første dækker området et kæmpe areal, der er over 500 bygninger spredt ud over 15 kvadratkilometer, så man får rørt benene den dag. Hele ruinen er omgivet af tykt, hedt og ugennemtrængeligt regnskov, som virkelig giver hele stedet et helhedsindtryk fra en Steven Spielberg film. Lianer hænger ned over stierne og det hele er ligesom meget fortættet. Det flotteste tempel i Palenque er Inskriptionernes tempel, hvor Kong Pakals grav blev fundet. Hans gravmægle er 9 etager højt og fantastisk flot. Det hele er bygget som terrasser og alt er også bygget uden brug af trækdyr, uden brug af hjul eller metalværktøj, så det er helt igennem et fantastisk stykke arbejde. Igennem hele området løber en lille flod, som længere nede løber ud i adskillige vandfald, så man kan hele tiden høre denne smukke rislen, som giver stedet det der meget romantiske og “i pagt med naturen” atmosfære.

Så skal man så ydermere forestille sig at hele tempelkomplekset har været malet strålende rødt, det har mange af mayaruinerne været rundt om i Mellemamerika. I Copán, mayaruinen i Honduras som jeg besøgte i 2007, har man endda fundet et rødmalet tempel inde i et andet tempel. Det var et af mayaernes særkende, at man byggede udenpå de andre bygninger. Midt i Palenque ligger El Palacio, altså Paladset som har et meget fint firkantet tårn. Det er ikke så tit jeg har set den slags tårne på mayaruiner, så det var også specielt. Den menes at havde været brugt til observation af himlen og solen faldt på Inskriptionernes tempel ved solhverv. Her kunne de kongelige og præsterne sidde i vinduerne og holde øje med himmelhvælvet. Hele Palenque er opdelt i flere områder og tager altså et godt stykke tid at komme igennem, jeg tror jeg brugte 4 – 5 timer i ruinen, og så havde jeg endda kun set stederne løseligt. Ruinen ligger i en park, som sirligt bliver velholdt, mænd går rundt og river grusstierne og det hele er næsten så velordnet at det bliver helt kunstigt, men utroligt smukt er det.

Jeg fik taget en hel masse billeder og fik også lavet enkelte filmklip. Ved siden af Inskriptionernes tempel ligger der et gravkammer som man kunne komme ind og se. Palenque bliver endeligt udgravet i 1952 af Alberto Ruz Lhuillier og det er ham der fandt Kong Pakals grav. Ved siden af denne grav ligger den grav som jeg var inde og se. Det var så fugtigt og vådt derinde at det dryppede fra loftet og vandet løb ned af væggene. Graven hedder på spansk Tumba de la Reina Roja – det betyder Tomb of the red Queen, altså den røde Dronnings grav. Der var både snævert og dunkelt, så ret skummelt, men spændende. I et aflåst rum i graven stod så sarkofagen som har tilhørt den røde Dronning, man ved ikke hvem hun var og hvorfor hun blev kaldt den røde Dronning. Men da hun ligger begravet ved siden af Kong Pakal regner man med at hun var hans hustru. Kong Pakals grav kan man ikke få lov at se, selvom den ellers er den mest imponerende. Han blev fundet med en dødsmaske af Jade, men jeg har set den på Det antropologiske museum i Mexico City. Inskriptionernes tempel er 25 meter høj og meget imponerende. Grunden til at templet har det navn er fordi man har fundet 3 paneler med lange mayainskriptioner indeni. Pakals dødsmaske (den originale) blev stjålet fra Det antropologiske museum i 1985 og er aldrig fundet.

Det første tempel i Palenque hedder Templo de la Calavera (temple of the skull = kranietemplet). Da jeg får den besteget – selvom jeg ikke er helt stolt af det, den er stejl og trinnene er meget glatte af våd regnskovs mos og vegetation – finder jeg et udhugget kranie øverst oppe – deraf navnet. Kraniet menes at stamme fra en kanin eller en hjort. Rigtig mange mennesker har haft med Palenque at gøre, det er bl.a. også stedet hvor danske Frans Blom har udgravet nogle af ruinerne. En spansk præst tog i 1773 på en ekspedition til Palenque, ledsaget af indfødte og skrev en bog hvor han argumenterede for at Palenque var hovedstaden i en Atlantis-agtig civilisation. Senere kom Count De Waldeck til ruinen, en europæer der fik den vilde ide at bosatte sig på toppen af en af pyramiderne i 2 år, fra 1831 til 33.

I hans bog omtaler han Palenque som et forsvundet Atlantis og sammenligner også stedet med store Middelhavscivilisationer eller som en forlængelse af det gamle Egypten. Så der har ikke manglet højtravende forslag til hvad ruinkomplekset har været. Men når man går rundt der er man slet ikke utilbøjelig til at give dem ret, disse herrer med deres vilde visioner. Der er et eller andet over Palenque som er svært helt at sætte ord på. En anden af ruinafsnittene hedder Grupo de las Cruzes (Korsenes tempelgruppe), og flere pyramider som ligger rundt om en lille plads og bare helt igennem minder om noget fra en Indiana Jones film. Der er relieffer der forestiller Ceibatræet, som i mayaernes mytologi rakte helt op i universet. Træet betød meget for dem og er ofte afbilledet i deres kunst. Desuden rakte træet sine rødder ned i underverdenen. Derfor er grotter hellige for mayaerne. Alt i alt var Palenque et af de absolut smukkeste mayaruiner jeg nogensinde har set, jeg var fuldstændig solgt og havde meget svært ved at komme derfra igen. Turen endte på ruinernes museum hvor flere af fundene fra stedet er vist frem, men rigtig mange af dem er også i Mexico City.

Jeg havde bestemt at jeg også ville ud og se ruinerne Bonampak og Yaxchilán. En ikke helt nem opgave, for begge ruiner ligger noget afsides og Yaxchilán ligger meget meget tæt på Guatemala, så der var også et stykke vej dertil. Jeg valgte at tage på en to dages tur fra Palenque by til de to ruiner. Ikke fordi jeg er meget for de der arrangerede ture, men jeg var også en smule i tidsnød, så hvis jeg tog på den to dages tur ville jeg spare tid og besvær – jeg fortrød det dog ret hurtigt. Vi startede kl. 6 om morgenen fra Palenque i en proppet minibus og startede med at køre i 3 timer igennem et ret øde landskab af store regnskove og filtret vegetation. Vi bliver kørt til et flodleje og skal så sejle 22 km på Usamacintafloden i motorbåd. Fed oplevelse og vi får at vide at man kun kan komme til Yaxchilán via flodvejen eller med et lille propelfly – meget eventyragtigt!

Jeg filmer bådturen for sjov, selvom det ikke er helt nemt at holde mit kamera stille. Yaxchilán er noget mere vild og autentisk end Palenque, her går ingen rundt og river grusstierne, og det hele virker på mange måder noget mere naturligt. Det er ude midt i junglen, med brølende aber i trætoppene, trærødder vildtvoksende mellem de gamle mure og op og ned af de meget ujævne trappetrin. Reliefferne i ruinen fortæller om Jaguardynastiet. Der er både store stensteler, og hieroglyffer. En af bygningerne har været et svedehus, selvom man har svært ved at forestille sig at folk har haft brug for at have det mere varmt end der er nu i forvejen. Jeg simpelthen sveder tran i stænger, der er hedt og fugtigt og anstrengelserne med at bestige ruinerne gør det ikke bedre. Der er virkelig junglehede!

Yaxchilán har flere boldbaner til det rituelle boldspil og desuden har ruinen en meget flot og yderst dramatisk placeret herskerbygning – Edificio 33, der faktisk ligger hele 80 meter i niveau over resten af ruinen. Denne bygning har en arkitektur jeg aldrig har set før, da jeg endelig pustende, svedende og stønnende når op af den 80 meter høje trappe. Det er en ret skummel trappe, vildt stejl, overgroet med trærødder, lianer og andet grønt tingel tangel. Vi har fået tildelt 2 timer til at se ruinen, og det er efter min bedste overbevisning alt for lidt, det hele resulterer i at man skal halse rundt og ræse op og ned af trapper, og sveder som en hest. Det er jeg slet ikke til! Jeg hader simpelthen at blive sådan jaget rundt med, men det bliver værre endnu!

Næste sted er frokost og herefter skal vi se ruinen Bonampak. Også et sted jeg har sat mig rimeligt godt ind i, da ruinen som noget helt specielt faktisk har vægmalerier, det er ikke så hyppigt set i Mayaruiner. Jeg har set kopier af vægmalerierne på Det antropologiske museum i Mexico City og glæder mig til at se dem i virkeligheden. Vi bliver allernådigst tildelt 1 time i ruinen. Jeg er sur! For alvor! Godt nok er ruinen ikke kæmpestor, men det tager alligevel tid at studere det hele, men det er der ikke tid til. Så jeg farer rundt og tager billeder, op og ned af trapper og igen er jeg gennemblødt da vi en time senere mødes ved bussen. Det er simpelthen at drive gæk med folk at jage folk rundt på den måde. Det er typisk disse turistture, hvor man hverken for lov til det ene eller det andet. Man jager af sted og skal være tilbage til bestemt tid. Jeg vil bestemme selv! Og det må man ikke på disse ture – uh hvor jeg hader det! Jeg som plejer at nusse rundt i 4 – 5 timer i ruinerne vil ikke spises af med en skide time, nu må de tage sig sammen! Jeg skal tage billeder, filme, spise kiks, drikke vand og holde pauser, indsnuse atmosfæren osv., og hvem kan lige gøre det på en time – jeg er chokeret!

En af de helt store grunde til at jeg i sin tid blev backpacker og ikke traditionel grupperejseturist. Nåh ja og en grund mere! Jeg blev så sur over at skulle betale eneværelsestillæg på grupperejser helt tilbage i 1994, så jeg aldrig har været på grupperejser siden. Det er simpelthen single diskriminerende! Så jeg vil selv, kan selv og gør det selv. Men sommetider ender jeg desværre op på disse dødgenerende gruppeture også selv som backpacker (og jeg fortryder det altid lige så hurtigt igen, og husker i meget klart hvorfor jeg er backpacker). Men sommetider er det svært at komme til disse steder på egen hånd, og så må jeg jo æde den. Det ville være alt for besværligt og tidskrævende at finde derud selv. Jeg overnatter i en hytte på en øko-resort sammen med et ungt mexicansk par. Jeg får min egen økologiske plamebladshytte med kakkelakker og andet godt, natten er fuld af dyrelyde og kl. 4 starter hele omegnens kor af galende haner ud. Det var så den nats søvn!

Næste dag er vi på 5 timers regnskovstrekking. Først går vi ud til et flot vandfald og herefter en meget smuk blå sø med mineralsk vand, det er faktisk tre floder der mødes i dette “hul” der har så klart blåt vand at det er helt turkis og man kan med lethed se bunden selv om der nok er 3 – 4 meter dybt. På vejen ud til et andet større vandfald er vi nede i en mayagrotte, der rækker 15 meter ind i en klippe. Mørkt og skummelt og igen fedtet og fugtigt. Daniel og jeg går derind, hans pige bliver ude sammen med to italienske piger. Vi tager en hel masse billeder derinde med blitz så billederne bliver ret gode. Da jeg vil rejse mig op knalder jeg hovedet i loftet og ser totalt stjerner. Sidste sted er et meget flot stort vandfald, hvor jeg prøver at filme lidt. Et meget smukt og imponerende sted hvor flere floder løber sammen og danner dette store vandfald. Vi bliver hentet kl. 16 og kører tilbage til Palenque by. Jeg køber en busbillet til en 6 timers lang tur til næste by, som er San Cristobál De Las Casas.

Natten før har jeg af en eller anden grund kommet til at ligge i min seng uden sovepose, temperaturen svinger meget, og jeg har åbenbart haft det for varmt og så alligevel kommet til at ligge og fryse. Jeg er i hvert fald helt vildt snottet og har ondt i halsen. Men regner jo med at det går over igen, men næste dag da jeg skal med bussen er jeg lige til rotterne. Men jeg tager med bussen og forsøger at udholde de 6 timer turen tager. Jeg har forresten købt en kortlæser i en computerforretning i Palenque. Det hele startede med at jeg på internetcafeen lånte sådan en fyr. Man putter bare sit memorykort fra kameraet direkte i, og kan så se sine billeder med det samme uden at skulle lægge dem over på DVD først. Det gør jo livet en hel del nemmere, så jeg går ud i byen i Palenque og forsøger at forklare dem at jeg skal have en kortlæser. Jeg har fået navnet på spansk af pigen i internetcafeen, og går ned til en fotohandler. Nej det har de ikke, de sender mig op til en anden fotoforretning, nej heller ikke. Måske har de det slet ikke i denne lille by, men jo til sidst efter lange og trange eftersøgninger får jeg øje på en computerforretning.

Jeg lister lidt forsigtigt derind, jeg aner jo knapt hvordan jeg skal forklare mig, men jo manden snakker engelsk og jo da selvfølgelig har han da en kortlæser. Jeg regner med at skulle slippe flere hundrede kroner og så koster apparatet 20 dollar, altså ca. 120 kr. Ok så er man jo så blevet ejer af sådan en og hvad skal man så? Der skal installeres et program, og computeren skal genstartes, offentlige computere her må ikke genstartes, så det har jeg noget bøvl med at få lov til og ikke mindst forklare dem. Til sidst går jeg hen på min staminternetcafe og heldigvis er der faktisk lige en fyr der efterser deres computere og han hjælper mig. Derefter kører min kortlæser bare derud af. Jeg kan se alle mine billeder og det er bare så fedt. Jeg sparer også penge, da jeg nu ikke hele tiden skal have lagt mine billeder over på Dvd’er. Nu kan både billeder og filmklip uploades direkte – hvilken lettelse og meget nemmere!

Nå men næste dag ankommer jeg til San Cristobál de las Casas med så meget snot i hjernen at jeg knapt kan tænke klart. Jeg har rigtig ondt i halsen og vælger det første det bedste hotel jeg møder i byen. Det er et godt hotel og en smule dyr, men fint når jeg skal komme til hægterne igen. Jeg bliver helt forskrækket da jeg opdager at jeg har 38,5 i feber og i det hele taget er lige til afaldscontaineren. Jeg kravler i min seng og sveder og fryser skiftevis. Inden da har jeg været på apoteket og købt C – vitaminer som brusetabletter, det plejer at hjælpe. Efter et skoldhedt bad går jeg i seng og vågner næste morgen feberfri og nogenlunde ok. C- vitaminer er bare et vidundermiddel.

Men mere om San Cristobál de Las Casas i næste afsnit – jeg endte nemlig med at blive der i 9 dage, og var ikke til at hive ud af byen igen.