Rejsemagasinet Vagabond

Siden Sydamerika blev indtaget af europæerne med Francisco Pizarro i spidsen, har Panama været et af verdens knudepunkter. Jagten på ædle metaller gik ind i 1500-tallet, hvor de guldhungrende spaniere huggede sig gennem Panamas regnskove til Stillehavet, og senere erobrede Inkariget i Peru. I dag er Panama et multietnisk samfund hvor kulturer mødes, og hovedstaden er en velfungerende kontrastfyldt metropol med mange facetter. Men hvad landet nok er mest kendt for er Panama-kanalen, der sparer verdens skibsfart for den flere tusind km lange og farefulde sejlads om Sydamerikas Kap Horn. Som dansker fra et land med stolte sejlertraditioner rører det en dybt, at stå lige midt i søfartshistorien ved Panama kanalens hundrede år gamle sluser.

At spadsere ad Panama Citys gågade Avenida Central er som at indskrive sig til et studie i antropologi. Gaden har sit eget helt særegne udtryk og vidner i den grad om byens status som knudepunkt. Et sandt tag-selv-bord af folkeslag med vidt forskellig herkomst. Latinamerikansk kultur blander sig med nordamerikansk i skøn forening. Til tider kan det føles som om hele Amerika er samlet her i komprimeret tilstand.

Sømænd i uniformer forsvinder i mængden sammen med gamle tiggerkoner med indfaldne kinder. Et farverigt indslag i menneskemylderet er etniske kvinder i traditionelle dragter med perler og smykker fra San Blas øerne på den caribiske side af Panama. Disse Kuna og Guaymí kvinder ses overalt i hovedstaden, når de kommer ind fra øerne for at sælge deres kunsthåndværk eller eksotiske frugt på markedet. Deres dragt-traditionerne er et enestående eksempel på de håndværksmæssige færdigheder, som disse specielle etniske minoriteter besidder. Deres ægtemænd klæder sig derimod i vestligt tøj.

Længere nede af gaden møder man det sorte Caribien – negrene med dreadlocks i smuk harmoni med jøder med grålige slangekrøller under de sorte fløjlskalotter. Forretningsfolk med attachémapper og dyre biler danner en sælsom symfoni med duften af indisk røgelse, Mac D. og Burgerking. Sproget er lige så tit engelsk som spansk på gaden i Panama. Hele verden mødes i en sand farve, – lyd og duftorgie der pirrer alle sanser. Kulissen er byen der både rummer det moderne Latinamerika anno 2008, og klassisk kolonitid med overdådig arkitektur og farverig befolkning. Panama er ét stort sammensurium af nyt og gammelt, smukt og grimt, og fængslende på sin helt egen facon.

Et religiøst gobelintæppe
Panama byder også den besøgende på ægte overflod af religiøsitet og huser flere af de store verdensreligioner. Hinduismen er smukt repræsenteret med et velholdt tempel uden for byen på en bakketop, ikke langt fra et tempel fra den specielle Bahaí-religion. En flok indiske kvinder ankommer til templet, mens jeg besøger stedet. Smilende og meget feminine kvinder i skønne farverige sarier med guldbroderier, og det kraftige sorte hår samlet i tykke fletninger. Senere kan jeg i gadebilledet få øje på tildækkede muslimske kvinder i burkaer. Panama er ét stort broget religiøst gobelintæppe. Der er plads og rum til alle, religionerne lever side om side i fred og fordragelighed, hvilket giver stedet dets spektakulære etniske og religiøse mangfoldighed.

Panama er et af de dyre lande i Mellemamerika pga. den tætte relation til USA, som i dag har stor indflydelse på landet. Dens geografiske placering danner også forbindelsesleddet mellem Syd – og Nordamerika på godt og ondt. Man kan fornemme at nærmeste nabo er Columbia, hvor al narkotikahandel og andre lyssky aktiviteter mellem landene foregår. Man mærker som turist ikke så meget til det, men man skal være opmærksom når man færdes i Panama City. Visse områder af byen gør man klogt i at undgå – især efter mørkets frembrud. Byen er meget kontrastfyldt og i turistområderne er politiopbuddet massivt af hensyn til folks sikkerhed.

Den første spanske bosættelse
Specielt for Panama i forhold til andre mellemamerikanske lande, er at landet ikke har været under indflydelse af mayaerne. Det enorme imperium nåede aldrig så langt mod syd, bl.a. fordi disse områder ikke havde forekomster af guld og jade, så erobring var ikke attraktiv for mayaerne. Panama har af den årsag ingen mayaruiner som mange af de andre lande i Mellemamerika. Det tætteste landet kommer på et levn af den tidlige historie er ruinkomplekset La Vieja, der ligger i den østlige udkant af Panama City og næsten kan betragtes som byens historiske vugge. Dette er i høj grad stedet hvor fortiden møder det moderne nutidssamfund. Ruinen, der er ganske velbevaret, og i dag støttet under Unesco ligger med direkte udsigt til Stillehavet. En perlerække af moderne betonskyskrabere pryder horisonten bag de ældgamle ruinmure i skarp kontrast. Den nyere del af Panama City ligger ud mod havnepromenaden. En strømlinet og arkitekttegnet skyskraberverden af beton og glas i hightech-look – en fremtids by anno 2070. Man fristes næsten til at give byen kælenavnet Mellemamerikas New York.

La Vieja er den første spanske bosættelse på Stillehavskysten i Panama, og stammer fra omkring år 1500. Ruinen dækker et stort område, som det kan anbefales at udforske. Den gamle katedral ligger i den ene ende sammen med et lille marked. I modsat retning ligger et museum med fund fra udgravningen, og en model af byen som den formodentlig har set ud.

Panama kanalen – midt i verdens søfartshistorie

De fleste forbinder nok Panama med Panama kanalen, en af verdens mest kendte og brugte smutveje for skibstrafikken. Når man kommer ind i Panama City fra nord kan man skimte første sluse. Ind mod byen kører man over den smukke bro Puente de las Américas, der går over havneindsejlingen. Man har en storslået udsigt over havet, containerhavnen og Miraflores slusen der danner starten på kanalen.

De fleste turister vælger en kort tur hvor der sejles gennem en del af kanalen, mens andre bliver transporteret til den første sluse, hvor publikum kan iagttage skibene fra et udsigtspunkt. Kun én gang om måneden kan turister opleve en transit gennem hele kanalen. Turen tager en hel dag, men selve gennemsejlingen tager ca. 8 timer. Man køres til havnen om morgenen, nærmere betegnet til Flamingo Pier 18, en af de mere eksklusive lystbådehavne i Panama City. Det fornemmer man snart ved et nærmere kig på bådene der ligger fortøjet der. Her er yachter i millionklassen, fortrinsvis fra nabolande. Den morgen, jeg skal med på turen ligger der f.eks. en båd fra Caiman øerne i Caribien. Sådanne steder er med til at gøre Panama til et meget kontrastfyldt land. En besynderlig bolsjedåse af eksklusivt luksus og fattigdom. I centrum tigger folk om mad og i havnen ligger både i milliondollarklassen. Turisterne bidrager i høj grad til indbringelsen af valuta, så Panama er ved at få øjnene op for at markedsføre sig selv som attraktivt turistland.

Gennem kanalen sejler man med et større passagerskib, der denne morgen hedder skibet Pacific Queen. På vej ud af marinaen har vi en fabelagtig udsigt til Panamas Citys skyskrabere i solopgangen, og man kærtegnes af den bløde lune vind fra Stillehavet. Byen er ved at vågne, da vi begiver os mod første sluse i en af verdens mest berømte vandveje.

Hver dag laves et program for de skibe der skal fragtes gennem kanalen. Rederierne skal bestille plads flere måneder i forvejen, for at være sikker på at komme gennem kanalen til tiden. Det hele er meget sirligt, og nøje planlagt. Nogle gange er kanalpersonalet forsinket, og da må skibene vente i dagevis på at komme til. Ingen må forlade skibet, da de kan risikere pludselig at blive kaldt til gennemsejling. Man afventer ordre til at sejle mod første sluse. Alle der sejler igennem Panama kanalen har af sikkerhedsmæssige årsager en lods ombord, da ikke engang det mindste skib får lov til selv at sejle igennem. Kaptajnen kender sit skib, men ingen kender kanalen bedre end personalet der arbejder der hver dag. Når man opdager den trange plads på hver side af de tons tunge containerskibe, når de ligger i en af sluserne, så forstår man godt at der skal en rutineret og ansvarlige person til at dirigere skibet igennem kanalen.

Selv sømanden længes hjem
Efter en kort pause får vi tilladelse til at komme nærmere første sluse. I haven er danske Mærsk godt repræsenteret ved 3 containerskibe, der venter på at blive lodset. Jeg har set Mærsk skibe og containere i selv de fjerneste afkroge af verden og nyder det lige meget hver gang. Personligt får jeg en voldsom udlængsel og sug i maven når jeg ser et lyseblåt Mærsk skib hjemme i Århus, så begejstringen er ikke mindre ved synet af hele 3 Mærsk både i Panama. Det er svært ikke at blive lidt rørt, når man midt i Gatún søen senere på dagen, ser stolte Jens Mærsk fra Fredericia glide forbi. Så kommer sømanden op i en. Med blanke øjne og en klump i halsen længes selv de hårdeste mod hjemstavnen. Langt hjemmefra og alligevel så tæt på – i denne globaliserede verden.

Vejen gennem Panama kanalen leder skibene gennem 3 sluser, Miraflores – og Perdo Miguel slusen, og endelig Gatún som er sidste port inden Atlanterhavet og byen Colón. Panama kanalen er udgravet præcist på det smalleste sted i landet, og populært sagt kan man sammenligne kanalen med en stor vandelevator, hvor skibene løftes adskillige meter over havniveau fra begyndelsen på Stillehavssiden til de sænkes igen i Atlanterhavet. Når skibene er inde i sluserummet lukkes flere millioner liter vand ind. Skibet stiger indtil sluseportene lukkes op, og fastgjort via stålvirer til 4 kraftfulde lokomotiver trækkes det ind i næste sluserum. Mellem de 3 sluser er de kunstige søer Gatún og Miraflores, hvor skibene sejler igennem til næste port. Gatún søen var i sin tid verdens største kunstige sø.

Verdens vidunder – hundrede år gammel
Det mest imponerende ved Panama kanalen er at den stadig står helt original, som da den i sin tid blev bygget. Den var færdig i 1914 og intet er skiftet ud siden. Samtlige tonstunge sluselåger er de oprindelige og altså tæt på 100 år gamle. Kanalen blev finansieret af amerikanerne og franskmændene, men krævede adskillige menneskeliv. Konstruktionen af kanalen var vanskelig, da området er meget specielt. For det første er Panama jordskælvsområde, så kanalen skal kunne modstå rystelser og skælv op til 8,0 på Richterskalaen. Derudover vanskeliggjorde det tropiske klima udgravningen. Jorden er løs i den fugtige hede, og forårsagede jord – og mudderskred. Det var barske vilkår for arbejderne der desuden kæmpede mod silende troperegn og malariamyg. Mange omkom under udgravningen, så man byggede et hospital, som viste sig ikke engang at kunne klare det massive pres af patienter.

Udviklingen har overhalet Panama kanalen
På den 8 timer lange og interessante tur gennem hele Panama kanalen møder man et stort udvalg af skibe. Repræsentanter for de store søfartsnationer er alle at finde i og omkring Panama. Gennem Gatún søen passerer vi containerskibe fra Hong Kong, Singapore, Rusland og et enkelt meget smukt krydstogtsskib Crystal Harmony fra Nassau, Bahamas. Det var som at stå lige midt i søfartshistorien, som navnkundige Troels Kløvedal sikkert så yndefuldt ville havde skildret det.

I dag bygges skibe overalt i verden efter Panama kanalens mål. Enkelte af de nye skibe er så store at de ikke kan gå igennem kanalen. Selvom man var fremsynet, da kanalen blev bygget ekstra stor og bred, forudså ingeniørerne at den i fremtiden ville blive for lille til de fremtidens skibe. Verdenstrafikken indenfor søfart har i dag overhalet Panama kanalens mål på 33,5 meter i bredden og 305 meter i længden, så man er p.t. i fuld gang med udgravningen til en større kanal til fremtidens skibe. Prisen for gennemsejlingen af kanalen udregnes efter vægt, så nogle af containerskibene betaler flere tusinde dollars i afgift. Rekorden for mindste afgift blev i øvrigt sat i 1928, da Richard Halliburton svømmede gennem kanalen – han betalte 36 cent. Der er vist næppe nogen der senere har gjort ham kunsten efter, men det skulle man måske overveje.

Klassisk kolonistil
Casco Antiguo er den smukke gamle del af Panama City, der med sine ujævne brostensgader og yderst elegante og velholdte kolonibygninger bærer tydeligt præg af den originale spanske historie. Her er kælet for detaljerne og området er nænsomt og smagfuldt renoveret af bl.a. Unesco, der med FN midler sørger for bevarelse af verdens kulturarv. En af byens arkitektoniske perler ligger også i Casco Antiguo. Det gamle Teatro Nacional ligger smukt ud til vandet, omkranset af svajende palmetræer og en blid brise fra Stillehavet. Bygningen frembringer straks indre billeder af 1920’ernes skuespillere og tunge vinrøde fløjlstæpper med guldkvaster foran scenen. Lukker man øjnene kan man næsten se det hele for sig.

Den gamle bydel er også stedet for små listige caféer, alle nydeligt renoveret og indrettet i de gamle huse. Indenfor kan man nyde sit måltid på nystrøgne duge og med friske blomster i vaserne. Man kan også vælge at sidde udendørs og fornemme atmosfæren der næsten minder om en sidegade i Paris.

Teselskab og pirater
Et andet af attraktionerne er Museo del Canal Interoceanico. Et godt sted at tilegne sig basisviden om Panama kanalen, inden man begiver sig ud på en gennemsejling. Det er et meget informativt museum der viser udviklingen fra kanalens fødsel og til i dag via interessante plancher og film. Det skildres også hvordan livet tog sig ud i begyndelsen af 1900-tallet, ved en udstilling med voksfigurer i krenolinekjoler og med festonsparasoller sofistikeret siddende ved eftermiddagsteen. Og så er bygningen i sig selv for øvrigt en fantastisk oplevelse. Klassiske lysekroner og gamle brede trapper blanke af fernis gør at man ligefrem kan indsnuse historien og forestille sig hvordan livet har udfoldet sig i tropeheden på den tid. Et sikkert både hårdt og ikke misundelsesværdigt et liv.

Den pragtfulde kirke Iglesia de San José er også et besøg værd. Trækplastret er et meget rustikt og overdådigt guldalter, der tilbage i 1500 tallet under et piratangreb blev sikret mod røveri ved at blive malet sort. Hensat til en sørøverfilm, kan man gå rundt derinde og mærker suset fra en for længst svunden tid. Ånden fornemmes endnu fra dengang, der var rigtige pirater til som hærgede rundt på verdenshavene.

Agent 007 på krigsstien
Under mit ophold i Panama City i februar 08 står byen i allerhøjeste grad på den anden ende. Det er optagelserne til den nye James Bond film som optager byens borgere. Af en lokal får jeg at vide at dele af filmen optages i Panama, og resten i Bolivia. Det eneste fysiske tegn på filmoptagelser i byen, er at en del af den gamle bydel Casco Antiguo er afspærret. Bag hegnet skimter man med en smule held en kolossal park af hvide lastbiler spækket med filmudstyr. Hele arrangementet er massivt overvåget af sikkerhedsfolk og politistyrker. Til alles store skuffelse foregår det hele dog i god ro og orden uden skudepisoder eller eksplosioner. Ingen vilde biljagter i Aston Martins med Pierce Brosnan ved rettet eller andre Agent 007 happenings. De fleste stunts foregår formentlig hjemme på Scene 42 i solbeskinnede Hollywood, selvom det halve af byens indbyggere sikkert drømmer om en rask lille skudduel i en af sidegaderne.

Værd at vide
Vil man sejle gennem af Panama kanalen skal man booke turen nogle uger i forvejen, for at være sikker på en plads. Heldagsturen foregår kun én gang pr. måned, så det kan være svært at få en billet hvis man ikke er tidligt ude. Billetten kan bookes på nettet, hvor man betaler med det samme og får sin voucher tilsendt online. Heldagsturen koster omkring 175 USD, mens halvdagsturen koster ca.100 USD (gæsterne på denne tur bliver sat af ved den lille havn i Gamboa). Begge ture inkluderer mad, drikkevarer og underholdning ombord og transport tilbage fra Colón til Panama City. For gæster med mindre tid, arrangeres der ture til udsigtstårnet ved Miraflores slusen. Denne tur inkluderer som regel et besøg Botaniske have i nærheden.

Hvordan kommer jeg til Panama?
Der er flere måder at komme til Panama på. Typisk vil man flyve fra København eller Paris over New York, Atlanta eller Miami med Continental eller Delta Airlines, og så videre mod Panama City f.eks. med Copa Airlines, der er Panamas nationale flyselskab. Billetten vil ligge mellem 7.000 – 12.000 kr. afhængig af flyselskab og tidspunkt.

Lidt at spise
Den gamle bydel satser især på udenlandske turister i form af små hyggelige restauranter med kvalitetsmåltider og god vin. Her vil man finde et meget internationalt menukort med især mexicansk, sydamerikansk og også europæisk cuisine i form af græsk og italiensk. Søger man efter traditionel mad fra Panama er udvalget stort, billigt og varieret. Retter som specielle Empanadas og tortilla de maíz er populære i Panama, men især ”alt godt fra havet” er en delikatesse med Stillehavet som nærmeste nabo. Caribisk madtradition blander sig også i det panamanske køkken med lækre retter tilberedt med frisk kokosmælk eller kokosbrød som tilbehør. Prisniveauet er forholdsvis lavt – et godt måltid mad i Panama vil koste omkring 20 – 30 USD.

Hvor skal jeg sove?
Panama City har hoteller i alle prisniveauer og standarder. Især i den gamle bydel kan man finde små hyggelige guesthouses til billige penge. Det kan godt være lidt utrygt at færdes ude efter mørkets frembrud, så vil man gerne ud om aftenen anbefales det at bosætte sig i et mere sikkert kvarter og eller tage taxi hjem om aftenen. Jo lavere gadenummer, jo billigere. Omkring 13. gade er overnatning nede på ca. 10 USD pr. nat. Et ganske nydeligt hotel i sikre omgivelser kan fås til omkring 30 USD pr. nat.  Panama City har alt lige fra simple overnatningsmuligheder til de helt dyre luksushoteller, men det er en god idé at booke i forvejen.

Se artiklen i Rejsemagasinet Vagabond