Panamakanalen – verdens ottende vidunder og med god grund

Panamakanalen - verdens ottende vidunder og med god grund

Jeg ankom til Panama City sidste søndag efter ca. 7 timer i bus fra David. Landskabet var meget det samme hele vejen sydpå. Det vildeste der skete på busturen var at vi så film “Djævlen går i Prada” med Meryl Streep i hovedrollen – den var ret fed. For ret præcist 1 år siden var den annonceret på husvæggen i byen The Settlement på Juleøen, så jeg sendte lige en tanke til den anden side at jorden.

Det var lidt sejt at køre ind i Panama City. Man kører over den store bro “Amerika bro” – Puenta De Las Americas der danner udmundingen fra Panama kanalen til Stillehavet. Der lå store containerskibe og sejlbåde ude i det åbne hav og man kunne se den store containerhavn med kæmpe kraner og et Mærsk skib. Bussen stoppede i deres meget store moderne busterminal og så var det med at finde en taxi. Jeg havde udset mig Hotel California, da den så ud til at være billig og ligge centralt. Der viste sig at være alt booket op, så min taxichauffør kørte mig i stedet til Hotel Latina. Prisen lød på 30 USD, så det var en halv pebret pris, men jeg måtte se hvad jeg kunne finde billigere senere. Mit værelse var ok med TV, bad og udsigt og i et mere roligt kvarter. Det var søndag og som sædvanlig lidt søvnigt – selv i Panama city. Byen virkede meget international, skyskrabere og en skyline som på Manhattan i New York ud på en tange i havet. På en senere kort bytur fandt jeg et andet mere billigt hotel og bookede et værelse til næste dag og fik udskrevet min voucher til Panama kanal turen. I mandags var jeg så på en mere dybdegående opdagelse i byen. Jeg endte op i det noget berygtede gamle historiske bydel, men faldt lidt for det og bestemte mig for at slå mig ned der, så jeg droppede det andet hotel. I en halvsnusket sidegade fandt jeg et lille billigt hotel, lidt snusket udefra, men ganske nydeligt indenfor og til 10 USD pr nat. Godt nok som sagt i et nabolag hvor det var absolut på eget ansvar at færdes ude efter mørkets frembrud, men det kunne jeg jo bare lade være med.

Panama City er sådan lidt en besynderlig og halvspændende blanding af nyt, gammelt, supermoderne, hjemløse, affald, misligholdte huse, nordamerikanske skyskrabere, slum, tiggere, spansk kolonistil, prangende biler, etniske grupper, religioner og international verdenshandel. Man kan se jøder med langt gråt skæg gå på gaden, her lugter af indisk røgelse og bilos, og mappedyr går rundt med deres attachetasker. Det er et rigtigt skægt sted! Enormt farverigt og et sted for alle sanser. Et sandt overflødighedshorn af antropologi og historie. Nogle steder en ganske farlig by, og et sted hvor man skal have helt styr på de farlige områder og dem der er ok. Ikke alt for megen vimsen rundt nede af sidegader i det gamle kvarter osv. Men alt i alt er folk meget søde og lader for det meste en i fred. Men til tider kan de også råbe babyyyyyyyyy efter en og pifte, men den slags skal bare ignoreres.

Jeg slog mig altså ned på det lille hotel nede på Calle 13, den 13. gade. Jo lavere numre jo mere skummelt, jeg var lige indenfor grænsen af den gamle bydel, så der er masser af stemning, kolonistilsånd og ganske charmerende. Jeg havde en masse der skulle klares, bl.a. skulle jeg havde forlænget min rejseforsikring med 11 dage, så det fik jeg ordnet. Mit hotel ligger meget centralt til alting, men det tog lige lidt tid helt at finde ud af retning og hvor de forskellige ting lå i forhold til hinanden. Min taxichauffør der kørte mig til mit nye hotel viste mig det sted hvor man er ved at optage den nye James Bond film. Den optages her og i Bolivia. Jeg tror jeg lige er inde i en filmstime, kunne jo lige drømme lidt om en mindre statist rolle i Agent 007′ – men det er nu ikke blevet til ret meget mere end drømmen. Hele området er skarpt politiovervåget og man kan faktisk ikke se andet end en hel skov af hvide lastbiler med filmudstyr. Der har heller ikke været nogen vilde biljagter eller eksplosioner ect rundt i byen. Det foregår nok hjemme i Hollywood. Jeg skulle dog senere få både bål og brand, som i Hollywood på ganske tæt hold. Bare ikke lige i selskab med James Bond, men en gruppe bygningsarbejdere.

Af nye tiltag er jeg begyndt at maile med et par stykker i El Salvador. Jeg har jo søgt efter rejsefæller til El Salvador og nu er der begyndt at ske en smule. Har fået mail fra Robert som bor ca. 50 km nord for San Salvador, fra en fransk pige der arbejder som frivillig i byen og fra en familie der lejer værelser ud. Robert kører et projekt ind under organisationen Global Contact og har bl.a. kontakter til unge danskere der arbejder for Mellemfolkeligt Samvirke. Så jeg er ved at få et mindre netværk i El Salvador, hvilket også er lidt nødvendigt, det vil gøre det hele lidt nemmere i mit sidste nye (og halvskumle) land på turen, Men nu må jeg se hvad der skal ske, regner med at bliver der omkring 1 uge afhængig af hvad de kommer op med, dem jeg har fået kontakt med. Det kan jo være der kommer til at ske et eller andet spændende.

Ellers har jeg i tirsdags haft en voldsom diskussion med personalet på mit nye hotel. Jeg opdagede pludseligt at døren til mit værelse ikke låste ordentligt, bad om et nyt værelse, men blev nægtet et nyt. Så jeg blev rigtig sur og skældte dem hovedet fuld. Undskyldningen var at det kunne de godt nok ikke tage sig af før i morgen, deres administration kunne ikke klare det før i morgen og hende jeg havde checket ind ved var der ikke bla bla bla 500 undskyldninger. Han fik sit livs skideballe af en rødglødende gringa, og så fik jeg et nyt værelse. Sommetider føler jeg ikke at man her som enligt rejsende kvinde for en skid respekt. Og engang imellem er jeg virkeligt nødt til at have rundsave på albuerne og blive rigtig gal. Ikke fordi jeg har overhovedet har lyst til det, men fordi det er nødvendigt. Selv med den mest uduelige mand ved min side ville jeg formentlig få mere respekt.

I tirsdag skete der også noget andet. På det nationale TV blev der vist billeder af optøjer i en eller anden by, først troede jeg det var fra Colombia, men senere viste det sig at være fra Panama City. Det var det jeg skrev om i den gruppemail jeg sendte ud til alle. Det har stået på i ca. 4 dage af den her uge og først torsdag fandt jeg engelske nyheder om situationen på CNN. Det er en gruppe bygningsarbejdere der hedder Suntracks der har demonstreret vildt og det udviklede sig i løbet af ugen til at kulminere lidt torsdag morgen med at en 10 – 15 stykker blev arresteret. En af dagene skulle jeg finde et shoppingcenter og købe et nyt kamera og så kom jeg lige midt i optøjerne, så det var lige ved at komme til at ligne lidt James Bond. Men jeg hoppede bare på en taxi og væk igen. Det er jo noget rent internt, og har jo intet med os turister at gøre. Men det hele ser selvfølgelig lidt vildt ud, når man ser brændende bildæk i gaderne, massivt politiopbud med knipler og folk der kyler rundt med sten. Der blev smidt sten efter politiet og de svarede igen med tåregas. Hver gang jeg lukkede op for fjernsynet var det gang i kludene, enten på den ene eller den anden måde.

I onsdags var jeg ude og se Panama La Vieje – den ældste spanske bebyggelse ved Stillehavskysten i Panama med ruiner af en gammel katedral, resten af den gamle by og det tilhørende museum. På vejen tilbage fik jeg taxichaufføren til at vise mig et meget flot Hindutempel oppe på en bakketop hvor kvinder gik rundt i sarier. Jeg blev gode venner med taxichaufføren og næste dag var det meningen at vi skulle finde et Baha’í tempel. Han kom også til tiden, men sagde at han ikke syntes at vi skulle køre derud, fordi optøjerne i byen den dag var helt oppe at ringe. Så det var sådan set meget reelt og pænt af ham. Jeg tror han opfører sig uhyre pænt, fordi jeg prøvede en ny taktik af. Jeg er begyndt at bilde mændene ind her at jeg har en amigo hjemme i DK. Det er jo altid sådan at de spørg mig om jeg er gift, svarer jeg nej går de straks i gang med deres charmeoffensiv og flimren. Det kan være alle lige fra taxichaufføren til tyggegummisælgeren, så nu har jeg opfundet en amigo hjemme i DK. Jeg kan så godt se på dem, at hjernen kører på højtryk for dem – for hvorfor er han så ikke med? Hvad laver jeg dog her uden min amigo? Mellem os sagt, så går det så forrygende godt uden en amigo – men han er et godt våben mod trælse mænd her. Næste skridt bliver en fed guldvielsesring, bare for at det skal se ud af noget.

En af dagene kom en protestmarch forbi udenfor den internetcafe jeg befandt mig på, her rullede man jernlågerne ned foran vinduerne – vel fordi man var bange for at folk skulle smide sten ind af vinduerne. Det er faktisk det tætteste det har været på her hvor jeg har boet. Jeg holdt mig bare inde på internetcafeen indtil det var over, og så blev vi alle lukket ud. Jeg bor som sagt på 13. gade og de fleste uroligheder har foregået på 50. gade. Så det har været relativt langt væk, men jeg har jo ikke kunnet undgå at rende ind i det, når jeg har skullet ud af byen. I fredags var jeg på mere seriøst opdagelse nede i den gamle bydel hvor jeg bor. Den hedder Casco Antiguo, skummelt meget af det, men andet også meget af det flot renoveret og vedligeholdt. Det er her kanal museet ligger – Museo del Canal Interoceanico. Bestemt et spændende og interessant sted, der meget udførligt viser hele Panama kanalens historie. En god optakt til min kanalgennemsejling i går. Det er helt igennem et imponerende stykke arbejde, og på billederne kunne man se at den kanal næsten helt bogstaveligt er gravet ud med skovl, spade og hakke. Den blev færdig i 1914 og på nogle af billederne kunne man se de vildt svære vilkår der blev arbejdet under. Malaria, gul feber, mudderskred, tropisk hede var bare nogle af de farer arbejderne var oppe imod. Det var ikke ret mange moderne hjælpemidler man havde på den tid. Museet viste også en masse om aftalerne med Panama og USA og Frankrig som finansierede kanalen. Der blev vist modeller af statelige herre og nydelige ladies i krenolinekjoler der nød eftermiddagsteen, mens der blev knoklet i tropeheden ude i kanalområdet. En meget fascinerende historie fra en for længst svunden tid.

I Casco Antiguo fandt jeg også en meget interessant kirke Iglesia de San Jose, hvis gamle smukke og meget rustikke guldalter blev malet sort under et piratangreb på Panama i 1500 tallet for at det ikke skulle blive stjålet. Så mange sjove og interessante historier her i byen. Ude på gaden igen blev jeg advaret af en ung velmenende turistbetjent om at gå alene rundt i sidegaderne – så der er ingen tvivl om at Panama city ikke er helt så uskyldig som den på visse steder ser ud. Nå men i går var det så endelig blevet dagen for min store kanalgennemsejling, noget som jeg havde virkelig glædet mig til, og det blev da også en helt fantastisk oplevelse.

Jeg blev hentet kl. 6 af min efterhånden faste privatchauffør, han hedder Juan Antonio og er som sagt en flink fyr uden nykker. Han kørte mig ud til et sted, men var ikke helt sikker på i om det nu også var der. Vi skulle finde Flamingo port pier 18, altså Flamingo havnen og kaj 18. Turen gik ud af en lang dæmning og til sidst fandt vi stedet. Jeg nåede lige at få aftalt med ham at han skal hente mig mandag og køre mig til lufthavnen. Hele marinaen var fyldt med fede lystyachter, bla. en fra George Town på Cayman øerne i Caribien og det skib som alle os meget nysgerrige turister skulle sejle med hed Pacific Queen, Stillehavets Dronning. En sådan ganske pæn stor passagerfærge med plads til 300 passagerer (fortrinsvis ældre amerikanere og europære) – ret godt pakket! Og tror i ikke at nogen af de første jeg mødte ombord var det norsk/belgiske par, som jeg havde været på to ture med på Bocas del Toro. Det var rigtigt hyggeligt, så vi fik en ordentligt snak.

Snart stævnede vi så ud fra Flamingo havnen og først ud på Stillehavet, hvor mange store og små skibe ventede på at få tilladelse til at komme igennem kanalen. Det er et meget meget organiseret skema de kører efter. Samtlige skibe der sejler gennem Panama kanalen har en lods ombord, det er det eneste sted i verden gennem en kanal hvor kaptajnen ikke selv må føre sit skib igennem kanalen – lige meget hvad størrelse skibet har. Men man forstår det godt når man ser hvordan det foregår. Det drejer sig om få cm på hver side mellem skib og væg, så der skal sejles meget lige og meget forsigtigt. Skibe der skal sejle igennem booker tid halve og hele år i forvejen, da der altid er kø og skibe kan komme til at vente op til en hel uge på at komme igennem. Alle betaler efter vægt og nogle gange betaler de helt store containerskibe flere hundredetusinde dollars i afgift. Men faktisk så er det meget billigere, for alternativet er at skulle sejle sydom kap Horn i Sydamerika, hvilket mindst tager 19 dage mere og går gennem noget af verdens mest ekstreme vejr og havområder. Engang svømmede en mand gennem kanalen, han havde også lods med (mest for at undgå at blive ædt af krokodillerne i Gatun-søen) og betalte også for sin vægt, som dog kun blev få cent. Rekorden blev sat i 2001 af et norsk containerskib lige knap 209.000 dollars i afgift.

Efter et stykke tid fik vi så vores lods ombord, der blev sejlet ud til os i en lodsbåd og vi kunne begynde at sejle ind mod kanalområdet. Først sejlede vi under America broen og herefter ind i et containerhavneområde. Her lå to Mærsk skibe, den store som lignede den der lå der, da jeg kom kørende over Amerika broen fra David og en anden mindre. Det store skib hed ikke noget jeg havde hørt for, men den lille var Josefine Maersk fra Randers. Vildt nok og lidt rørende. Jeg anede ikke at Mærsk skibene var hjemmehørende i bestemte byer i DK og at de mindre af dem sejlede så langt væk. Den jeg har hørt mest om og også set ude i verden er Emma Mærsk, men den er så stor at den ikke kan gå gennem Panama kanalen. Den mellemstørrelse båd der lå her i haven vidste jeg godt sejlede rundt herover, men de små blev jeg lidt overrasket over at se. De små er på ingen måde små de ville fylde det vilde hjemme i containerhavnen i Århus, men her er det jo bare killinger i sammenligning med de store. Senere i Gatun-søen mellem 2. og 3. sluse mødte vi endnu en lyseblå Mærsk-båd, denne gang Jens Mærsk hjemmehørende i Fredericia. Arhhh så er det lige man står og bliver lidt blød om hjertet, kæmper lidt med klumpen i halsen og hjemveen og bliver lidt stolt over at være dansker og jyde, når et af disse megastore skibe fra et dansk rederi langsomt glider forbi – og så her på den anden side af jorden!

Alt i alt var det en fantastisk oplevelse, og et meget meget omstændigt forehavende at komme igennem kanalen. Det tager mellem 8 og 10 timer, men det er ikke desto mindre godt nok et imponerende sted og helt utroligt at overvære. Først skal man gennem Miraflores slusen, så Pedro Miguel, så gennem den kunstige Gatun sø, der i sin tid var verdens største kunstige sø. Så kommer man ind i Gatun slusen, der består af hele 3 rum og er den længste – inden man så er ude i Atlanterhavet på den anden side. Dele af turen er som at sejle på Amazonefloden med tæt grønt regnskov på begge sider af kanalen, mudderfarvet flodvand osv. Andre steder er der bakker og udgravninger til den nye kanal. Og så møder man jo alle de andre skibe, hvilket også er en fed oplevelse, de var næsten alle sammen repræsenteret – alle de store søfartsnationer og havne rundt omkring i verden. Hong Kong, Singapore, Rusland, Panama selv, et utroligt flot helt hvidt krydstogtsskib “Crystal Harmony” fra Nassau – Bahamas. Containerskibe i læssevis med containere i et antal der var helt vildt. Syv containere i bredden på skibet, tretten i højden og aner ikke hvor mange i længden – det var helt vildt! Og alle kom de lydløst glidende som om det var den nemmeste ting i verden – det var sgu imponerende! Og alle blev de lempet ind i sluserne med millimeters præcision og holdt pinligt stille og lige ved hjælp af stålvire fra 4 store lokomotiver – 2 på hver side. Portene blev lukket, vandet steg og det enorme skib blev forsigtigt ført ud på den anden side. Ved første sluse stiger man ca. 40 m fra havniveau, sejler ind i søen og bliver hejst ned på den anden side i Atlanterhavet ved havniveau. Det hele fungerer som en stor vandelevator. 80 km tværs over og man er i et andet hav, det er hundeme smart, et genistreg af de store. Imponerende hvad den menneskelige hjerne kan regne ud.

En virkelig fed oplevelse, ikke bare hvis man ser det udfra et teknisk synspunkt, men det var jo også som at være lige midt i verdens knudepunkt, lige midt i den internationale verdenshandel og ikke mindst lige midt i søfartshistorien som navnkundige Troels Kløvedal så smukt ville havde udtrykt det. Det mest imponerende er at sluserne stadig er de originale fra 1914, porte, vægge og hele selve kanalen og systemet står fuldstændig originalt, og den er faktisk næsten 100 år gammel. Det var i sandhed dengang man forstod at lave kram! Man kan ikke lade være med under sådan en oplevelse at stå og blive lidt rørt og tænke på alt det der er sket her og alle de mennesker der har haft oplevelser her. Få lidt kuldegysninger og føle sig dybt privilegeret over at man kan få lov til at få denne oplevelse. Det var stort! Wauw det var stort!

Og mit nye kamera bestod prøven, bortset fra at jeg jo nu er blevet udstyret med et alvorligt zoom som æder alle batterier og fylder memory kortet på ingen tid, så efter ca. 350 billeder var der ikke mere plads, så måtte jeg jo til at slette og så var der ikke mere batteri, men jeg fik stort set det hele med og de fedeste billeder, klare og tydelige og zoomet hver en lille detalje ind. Jeg er jo vant til at kunne have 1200 billeder på et memory kort og bare smække 4 nye Duracell batterier på, når mit gamle kamera går død, men nu er jeg jo blevet så fisefornem at det er et genopladeligt batteri, der i øvrigt kør på 110 Volt, så jeg skal hjem og investere i en omformer og adapter, ekstra batteri osv. – det går altså ikke at jeg står ude midt i Amazonas og skidtet kører død for strøm! Og jeg havde sat mig ned og tudet i går hvis den var gået død alt for tidligt, men heldigvis klarede vi skærerne mit kamera og jeg.

Nå jeg vil slutte, tør slet ikke fortælle hvor mange timer jeg har siddet her, men beretningerne skulle jo være færdige inden jeg skal til El Salvador i morgen. Så jeg vil gå ud i tropeheden og finde en stegt krokodillebøf.

Next stop El Salvador!

Share Button