Påskeøen

Påskeøen

Kompendium skrevet på baggrund af notater fra ophold på Påskeøen, 1997. Senere udleveret til Troels Kløvedal før hans togt til øen, 1998

1. Dag: Hanga Roa (hovedstaden på Påskeøen)

Ana Kai Tangata hulen
To huler ved siden af hinanden ved kysten syd for Hanga Roa. Mænd kappes om at skulle svømme derind, for at præparere kongen af Påskeøen. Hulen har været dekoreret med hulemalerier, af både og fugle og andre ting. Men de er efterhånden blevet ødelagt, efter havets bølger slog derind. I dag er der kun én tilbage, men den er til gengæld meget velbevaret. Historien omkring denne hule er, at den for mange år siden blev brugt til afholdelse af kannibalfester. Ana Kai Tangata betyder “hulen hvor mennesket bliver spist”, (“cave where men are eaten”).

Rano Kau
Vulkankrater på øens sydligste spids. 1,5 km i diameter, 250 m høj indvendigt mål, 300 m udvendigt mål ned mod havet. Rano Kau er de største af de tre vulkankratere på øen.

Orongo ruinen
Her holdt fuglemandskulten til, hvor de afholdt deres årlige fuglemandsceremoni. Man ved en hel del om denne kult, da den fortsatte op til 1862, og de overlevende var i stand til at beskrive den for senere forskere. Ud for Orongo på Påskeøens sydligste spids (ca. 1 km ude i havet), ligger 3 små øer. Den største hedder Motu Nui, den mellemste hedder Motu Iti og den mindste hedder Motu Kao Kao. Hvert år skulle der på Påskeøen udvælges en leder, der sammen med kongen skulle styre øen. Denne leder valgtes af fuglemandskulten. Hvert år tog en række vigtige personer op til Orongo, og bosatte sig i de lave stenhuse. Den dag I dag kan man på stenene ved Orongo se tegninger af fuglemænd (en menneskekrop med fuglehoved, ofte holdene et æg i den ene hånd). Basis for fuglemandskulten var, at finde det første forårsæg lagt af Manu Tara – den hellige fugl. Høvdingen fra hver stamme på øen, sendte en betroet tjener til Orongo. Tjeneren eller Hopus skulle kravle ned af de lodrette klipper ved Orongo, svømme over det farlige hav (30 m dybt) til den største ø Moto Nui, og der bruge 1 måned på at finde det første æg. Når ægget var fundet sprang Hopu’en i havet, og svømmede over havet tilbage til hovedlandet med ægget i en lille læderpung, der var bundet til panden. Hvis han nåede tilbage med ægget intakt, blev han udvalgt til årets fuglemand, og fik herefter magt og bestemte privilegier. I dag findes der ca. 150 fuglemandsreliefter ved Orongo, alle med frugtbarhedssymboler og tegninger af fuglemænd.

Vinapu Tahira
Fem væltede moarier (statuer). Røde hatte til statuerne ligger smidt foran. Moarierne kigger ind mod nord (ind mod øen). Ahu’en står tæt ved havet. 1 moari står foran ahu’en (uden hat), denne moari kigger mod øst. Platformen (ahu) er lavet af store sten, meget præcist tilpasset hinanden. Bl.a. er der en lille stenplade passet ind i mellem de store sten. Platformen er en af de bedste eksempler på mure på øen. Denne mur er en af grundende til, at Thor Heyerdahl mente at påskeøfolket stammede fra Sydamerika. De samme mure, og den samme teknik findes brugt i inkaruiner i Tiahuanaco ved bredden af Titicaca-søen i Bolivia og Peru. Problemet var, at man ikke troede, at indianerne fra Bolivia og Peru kunne sejle helt til Påskeøen i primitive både.

Det ville Thor Heyerdahl bevise, at de kunne. Derfor byggede han båden Kontiki (det var også grunden til, at de indfødte på Påskeøen kaldte Thor Heyerdahl for Senor Kontiki). Det var en slags tømmerflåde, bygget af Bambus og en speciel træsort, Balsatræ fra regnskovene i det nordlige Peru. Træet havde den specielle egenskab, at det var meget let, og derfor var velegnet til, at bygge flåder af. Med Kontiki sejlede Thor Heyerdahl, og hans besætning fra byen Callao ved Perus kyst. I løbet af 101 døgn drev flåden over Stillehavet, og strandede på et koralrev nær den lille ubeboede ø Raroia i Tuamotoøgruppen i Fransk Polynesien. Derved beviste han, at Påskeøfolket godt kunne være kommet fra Sydamerika. Da Thor Heyerdahl udforskede denne mur ved Vinapu, fandt han også ud af, at stedet var et solobservatorium. Når man ved sommersolhverv placerede sig på ahu’en ved Vinapu, viste det sig at solen stod i en ret vinkel på den store inkalignende mur. Inkaerne og deres forgængere i Peru var soltilbedere, så det kunne være endnu et bevis på, at folket på Påskeøen var kommet fra Sydamerika.

2. Dag:

Vaihu
Otte væltede moarier. Røde hatte ligger smidt. Selve ahu’en ligger tæt ved havet. Moarierne kigger ind mod nord (ind mod øen). Til højre for ahu’en er der en grav, med en sten over. Der er et hul ned til graven, hvor man kan se 2 lårbensknogler fra et menneske. Vaihu Moarierne har været med til at bevise, teorien om at Moarierne er rejst som monumenter over de døde. Statuerne blev rejst for at give kraft og succes til den afdødes familie. Kraften (også kaldet mana’en) begyndte først at virke når Moarierne var placeret på ahu’en og havde faet øjne. Disse øjne blev lavet af sorte og hvide muslinger fra havet.

Rano Raraku
Vulkan krater med sø i midten. Vulkanen er selve “værkstedet” for produktionen af alle Påskeøens moarier. Der findes ca. 600 på hele øen. Ved Rano Raraku vulkanen kan man se moarier i alle produktionsfaser. Bl.a. ligger der en moari, der var næsten færdig, men som stadig sidder fast i bjergvæggen. Det sidste der blev skåret løs på statuen var ryggen, inden den blev transporteret til sin ahu. Ved denne vulkan ses færdige moarier, halvfærdige, nogle rejst op, og andre er væltet. Moarierne er alle skåret efter ca. År 900. Det tog sandsynligvis 1 år, at gøre en færdig. Stenhuggerarbejdet har foregået med stenøkser, af samme udformning som de stenalderøkser, som vi kender fra udgravninger i Danmark. De var bare lavet af den sorte stenart Obsidian, som findes på øen, fordi det er tilstrækkeligt hårdt til, at hugge i sten med. Obsidianen fik man fra vulkanen Orito, i nærheden af Vinapu, hvor der var store forekomster af stenarten. Det specielle ved Oritovulkanen er, at den ikke har dannet vulkansk sten, som de andre vulkaner på øen. Derimod vrimler det med sort Obsidian (vulkansk glas). Den dag i dag kan man på øen finde små stykker Obsidian-sten, der ligger på jorden. Man kan også købe blankpolerede Obsidian-æg i souvenirbutikkerne. Hvis den sorte Obsidiansten fra Orito, ikke var blevet fundet på denne øde ø, var stenfigurerne aldrig blevet til.

Da hollænderne kom til øen troede de, at statuerne var lavet af ler, hvilket jo løste hele mysteriet. Men da spanierne senere kom, modbeviste de denne påstand, ved at hugge en hakke så hårdt i en af statuerne, at den slog gnister, derved var det bevist, at statuerne var hugget ud af sten. Når Moarien var færdig skulle den transporteres til sin ahu, hvilket kunne betyde flere kilometers transport gennem kuperet terræn. En moari kunne være op til 23 m høj, og veje 270 tons. I dag ved man, at en enkelt statue har krævet en blok på adskillelige tons vulkansk sten, 20 stenhuggere på fuldtid i et år, samt et par hundrede mænd til, at transportere Moarien til sin ahu. Moarien blev rullet på en speciel slæde af palmestammer, en miro manga erva (i starten var der palmer på øen, men efterhånden som der blev alt for mange mennesker på øen, blev alle træer og palmer fældet, i et forsøg på at slippe væk fra øen i kanoer, udhugget af træstammerne), og vha. tovværk flettet af barkfibre fra Hauhautræet. Hastigheden for transport af en moari har været ca.100 m pr. dag i fladt terræn. Med hensyn til flytningen af en moari fra Rano Raraku til dets ahu, blev der senere kastet nyt lys over fremgangsmåden. Efter 30 år tog Thor Heyerdahl tilbage til Påskeøen i 1984, for at deltage i den første internationale videnskabskongres på øen nogensinde. Igen blev hans interesse for Moarierne og øens historie bragt til live. To år senere var han tilbage på øen, for at genoptage de videnskabelige undersøgelser, som han havde sluppet 30 år tidligere.

Med på ekspeditionen denne gang var der en ung tjekkisk ingeniør ved navn Pavel-Pavel. Han havde læst Thor Heyerdahls bog “Aku-Aku”, og var blevet meget optaget af historien om Påskeøens store statuer, og specielt om hvordan de var blevet transporteret fra vulkankrateret rundt til deres ahu’ er. Pavel-Pavel var blevet så besat af tanken om, at finde en forklaring, at han havde konstrueret en 20 tons tung moari af cement ude i sin baghave. Han ville nu udføre et eksperiment. Han havde bygget Moarien i opretstående tilstand, og placeret den på et fladt stykke sten. Når Thor Heyerdahl i 1955, spurgte de indfødte på øen, om hvordan de fik de tonstunge statuer flyttet, blev de meget hemmelighedsfulde. Det lykkedes dog efterhånden, at fa lidt presset ud af de gådefulde øboere. Moarierne gik selv var svaret. Det skulle imidlertid komme til, at være tæt på sandheden, selvom forklaringen lød noget kryptisk og overtroisk.

En af legenderne på øen, handlede om en gammel heks, der boede ved Rano Raraku, medens der stadig blev hugget moarier. Det var hendes magi der fik disse kæmpestatuer til selv at vandre til deres ahu’er. Men en dag havde stenhuggerne spist en stor hummer, og da heksen fandt den tomme skal, uden at de havde givet hende noget af indmaden blev hun meget vred. Hun fik de vandrende statuer til at falde på næsten og de har aldrig rørt sig siden. Pavel-Pavel havde besluttet sig for, at tage forklaringen om de vandrende moarier til nærmere efterretning. Han ville undersøge om det kunne lade sig gøre, at få en tonstung moari til at gå. Ved hjælp af reb og muskelkraft fik Pavel-Pavel og hans arbejdshold rent faktisk cementmoarien til at bevæge sig fremad.

Han beretter om sit forehavende i et brev til Thor Heyerdahl og argumenterer hermed for at Moarierne på Påskeøen faktisk godt kan ”være gået” fra Rano Raraku krateret til deres ahuer. Thor Heyerdahl fandt Pavel-Pavels begrundelse så interessant, at han inviterede den unge tjekke med på ekspeditionen for at afprøve fremgangsmåden på en rigtig moari. Efter ankomsten til øen gik de straks i gang med en grundig undersøgelse af statuerne. Her fandt de ud af noget meget tankevækkende. Jo længere væk fra vulkankrateret en moari stod jo mere afrundede var hjørnerne på dens underdel. Statuerne i umiddelbar nærhed af krateret var glatte og flade nedenunder og havde en skarp kant hele vejen rundt. Altså måtte statuerne være transporteret i opretstående stilling. De havde altså ”gået” og var ikke blevet slæbt som de tidligere teorier ellers gik ud på. Ligeledes var nogle af Moarierne brækket midt over, hvilket også tydede på at statuerne måtte være væltet ned fra anseelig højde. Et arbejdshold med Pavel-Pavel i spidsen gik herefter i gang med at afprøve den nye fremgangsmåde.

Fire reb, to foroven og to forneden på hver side blev fastgjort til en stående moari. Arbejdsholdet skulle lære at samarbejde og koordinere deres anstrengelser med at hive i rebene. Forsøget lykkedes 100 %. Med lidt øvelse kunne de styre rebene, så Moarien begyndte at bevæge sig fremad.  Det var nu bevist at øboerne endnu engang havde haft ret i deres udtalelser. Endnu en brik i Påskeøens forunderlige puslespil var faldet på plads. Thor Heyerdahl spurgte senere øboerne om det lokale ord for ”gå” (på Rapa Nui sproget), det hedder haere. Det synes ikke at føre til nogen brugbar forklaring. Men under demonstrationen af den gående moari havde han bemærket at øboerne havde sunget noget. I denne sang indgik ordet ”Neke-neke”. Forklaringen på dette ord fandt Thor Heyerdahl i en ordbog over sproget. Neke-neke betyder frit oversat ”At bevæge sig fremad tomme for tomme, ved at bevæge kroppen på vanføre ben eller mangel på samme”. En meget besnærende forklaring, og det mest fantastiske er næsten, at beviset, kom fra en omtrent udenforstående person, nemlig Pavel-Pavel, der bare havde læst bogen “Aku- Aku”, og var begyndt, at undre sig.

Nogle af Moarierne ved Rano Raraku har petroglyffer og andre tegninger på maven. Tegningerne kan f.eks. forestille fisk eller skibe. Andre har en slags mavebælte på. Der står både moarier på ydersiden af vulkan krateret, men også på indersiden ned mod kratersøen. Søen er moseagtig, og inde ved kanten dækket af de særlige ferskvandssiv Totora, som Inkaerne brugte til, at bygge deres sivbåde med. Det var også her ved denne sø, at Thor Heyerdahl og de indfødte byggede en sivbåd og sejlede ud på søen. Den dag i dag bruger uroindianerne ved Titicacasøen i Peru disse siv til dels at bygge sivbåde, men også til at bygge selve de øer, hvorpå de bor i Titicacasøen. Disse siv vokser ved bredden af Titicacasøen, og er populære som byggemateriale til både, hvor det er vanskeligt, at fa fat i Balsatræ. Sivbådene var fremragende fartøjer, med en utrolig hurtighed og evne til, at flyde i lang tid uden at trække vand. Gamle krukker fra inkakulturen viser, at de byggede skibe af siv ligesom de gamle egyptere byggede papyrusbåde. Tømmerflåder af Balsatræ og bådformede skibe af siv, var de foretrukne transportmidler på havet for de gamle inkaer.

Tongariki
Femten moarier, 1 med rød hat. 1 moari ligger væltet nogle meter foran ahu’en, og den er knækket midt over. Man kan se, at det har været meningen, at denne moari også skulle stå på ahu’en. Der er nemlig gjort plads til en nr. 16 til venstre for den sidste moari. Tongariki står meget nær havet på den sydøstlige del af Påskeøen. Moarierne kigger ind mod øen. Placeringen nær havet, var også grunden til, at Tongariki i 1960 blev fuldstændig ødelagt af en flodbølge. I 1993 blev Tongariki genskabt med hjælp fra en computerudregning fra The University of Chile. Ca. 100 m foran den væltede moari, ligger der en stor sten nede i jorden. Her er udhugget forskellige tegninger af fuglemænd, der er identiske med billederne på stenene ved Orongo. Det menes, at de betroede hopu’er skulle holde til her inden deres prøvelse i Orongo, for at blive årets fuglemand.

Ahu Te Pito Kura
På øens nordlige strand. 1 moari ligger væltet, rød hat ligger på jorden. Moarien har stået med ansigtet ind mod øen (mod syd) på sin Ahu. Ved denne moari udgravede Thor Heyerdahls ekspedition en begravelsesskakt i muren. Midt imellem menneskeknogler fandt de to af langørernes ørepløkke (en slags ørering, som de brugte til at gøre hullet i øret længere og længere med, deraf selvfølgelig navnet langøre), meget fint forarbejdet af kærnen af store muslingeskaller fra havet.

Anakena-stranden
Stranden er naturlig. Det er det eneste sted på øen, hvor der er strand og hvid sand. Der er 18 km til Hanga Roa, denne vej er øens eneste asfalterede vej, resten er jordveje. Thor Heyerdahl valgte Anakena-stranden som sin base (sin teltplads), da han fra november 1955 til april året efter udforskede Påskeøen. Grunden til, at Thor Heyerdahl valgte dette sted, var bl.a. fordi, at det var Kong Hotu Matuas gamle boplads. Specielt dette sted var en meget god/hensigtsmæssig ankerplads. Da Thor kom, fandtes der ingen palmer på øen. Naturen på Påskeøen er ikke, hvad man normalt forbinder med en sydhavsø. I modsætning til sine tropiske naboer, Fransk Polynesien langt mod vest, er Påskeøen en vindomsust vulkanø med stejle klipper og gul sveden græs. Det tætteste man kommer på et tropeparadis er Anakena-stranden, ter i dag er gjort til attraktivt udflugtsmål, pga. kokospalmer der er indført fra Bora Bora på Tahiti i 1958. Der er heller ikke i modsætning til de fleste andre Stillehavsøer, koralrev i havet omkring Påskeøen, det er vandet og klimaet for koldt til. For at der kan leve koraller i havet, skal vandtemperaturen være konstant 20° C eller derover.

På Anakena-stranden står en ahu med 7 moarier, hvoraf 2 mangler hovedet. 4 af statuerne har røde hatte på. Moarierne er nogle af de mest velbevarede og flottest udhuggede på hele øen. Man kan tydeligt se hullerne til øjnene, og at statuerne har skullet forestille den specielle menneske-race på Påskeøen, kaldet langørerne. Moarierne har nemlig meget lange ører. Ahu’en er meget flot tygget, og der er hugget billeder ind i stenene af forskellige dyrelignende skikkelser. Stranden er det eneste sted på øen, hvor man har fundet de meget omdiskuterede øjne til Moarierne. Her har man fundet et halvt øje, under en statue. Grunden til, at øjet var nogenlunde intakt, var fordi Moarien var væltet ned i sand. De andre moarier, er alle væltet ned på klippegrund, og har derved knust øjnene. Jeg har selv en teori om, at øjnene er blevet stjålet af fjenden, under borgerkrigen på Påskeøen. Fjenden vidste, hvor stor betydning øjnene havde for moariernes kraft, de var derfor attraktive at stjæle.

Til højre for de 7 moarier på Anakena, står der på en bakketop én moari. Den ligner ikke de andre denne har en meget kraftig bygning, i modsætning til de andre, der er meget fine og slanke. Da Thor Heyerdahl kom til Påskeøen, var alle moarier på øen væltet, som følge af borgerkrigen mellem kortørerne. Denne ene moari valgte Thor Heyerdahl med hjælp fra de indfødte at rejse op. De indfødte på øen, lå inde med teknikken om at rejse en Påskeø-figur. Fremgangsmåden var overleveret gennem 11 generationer. Man rejser en moari ved, at blive ved med at lægge store sten ind under den, samtidig med, at en klasse stærke mænd hiver i tovværket, der er bundet om moarien. Til sidst kommer Moarien op at nå. Men hvordan øboerne fik stablet de op til 10 tons røde hatte (pukao’er) på hovedet af statuen U formentligt altid være en gåde. Nu står denne ene moari, på sin plads og kigger ind mod Kong Hotu Matua’s gamle boplads.

3. Dag (1. tur):

Puna Pau
Røde hatte ligger spredt. Der er ingen statuer. Puna Pau er et rødt stenbrud (rødt sandsten), dette sted var “værkstedet” for de røde hatte. I nærheden af Puna Pau står der et figentræ. Hver af de røde hatte, som Moarierne havde på vejede mellem 2 og 10 tons.

Ahu Akivi
Syv moarier uden hatte, der står på en meget velbevaret ahu. Disse moarier, er de eneste på øen der tigger ud mod havet, og i øvrigt er Ahu Akivi lidt usædvanlig fordi den står inde midt på øen. Alle andre moarier står ude langs kystlinjen. Jeg får her at vide, at det ingen betydning har, om Moarierne kigger mod havet eller ind mod øen. Alle tilhørte nemlig hver sin landsby, og hver ahu med moarier kiggede mod landsbyen, for at give kraft til den afdødes familie. Statuerne ved Ahu Akivi har ingen øjne, men har tydeligt markerede huller til dem.

Te Pahu hulen
Stor hule nede i jorden i nærheden af Ahu Akivi. Der er ingen floder på Påskeøen, men underjordiske vandstrømme, der siver ud i havet. Det var selvfølgelig nødvendigt for folket med drikkevand, derfor bosatte de sig i starten i huler, hvor der var disse underjordiske strømme af ferskvand. Dette var de første boliger for Påskeø-folket, inden de begyndte at bosætte sig i landsbyer. Det er meget fugtigt i hulen, det drypper ned fra loftet og vandet løber ned af væggene. Et sted er loftet faldet sammen. Ingen hulemalerier.

El Tahai
Platform nær havet, nord for Hanga Roa. Fem moarier står på ahu’en, en er helt intakt, tre mangler dele  af hovedet, den sidste statue er meget lille. Alle mangler hatte. En moari står længere væk til højre for ahuen. Dette er den eneste moari på hele øen med øjne. Det er en moderne rekonstruktion, hvor ene er malet på, for at give et indtryk af, hvordan en rigtig moari har set ud.

3. Dag (2. tur):

Hanga Hoonu
Østpå fra Anakena-stranden ligger Hanga Hoonu. Det er et større område, med vulkanske sten, der ligger på jorden. Der er hugget forskellige petroglyffer ind i stenene. Tegningerne ligner de samme som ved Orongo. På en af stenene, er der en tegning der ligner en fisk, hval, haj eller delfin (Mamama Niuhi). Måske har disse tegninger noget med fuglemandskulten at gøre.

Maunga Vai A Heva på Poikehalvøen
Poikehalvøen er den østligste ende af Påskeøen. Poike er i modsætning til resten af Påskeøen ejet af et selskab under staten i Chile. Ellers er øen erklæret nationalpark. Poikehalvøen er indhegnet pga. gode græsningsmuligheder for kvæg. Som turist skal man have en speciel tilladelse for, at komme ind på Poikehalvøen, med mindre man tager med på en arrangeret tur med guide. På afstand ser Poikehalvøen anderledes ud end resten af Påskeøen, der er stadig gult græs, men ingen lavasten. Poike er også hjemsted for den østligste vulkan på øen, der hedder Katiti, og de tre pukler hvor spanierne satte deres tre kors, for at markere øen for spansk område. Maunga Vai A Heva er navnet på et ansigt, der er hugget ind i en klippe, oppe på toppen af Poike. Ansigtet er indhugget på en sådan måde, at der i munden kan opsamles regnvand, som skulle bruges til drikkevand.

Ana O Keke (De hvide jomfruers hule)
På den absolut yderste kant mod nordøst på Poike, findes de hvide jomfruers hule. Hulen er ind i klippen ned mod havet, og man kommer dertil ved en klatretur på en smal klippeafsats. Hulen er ca. 45 m dyb, 150 cm høj på det højeste sted. De 45 m ind i hulen, er den distance, der er nogenlunde nem at kravle, men er man mere modig, går hulen yderligere ca. 340 m ind. Men her begynder det, at blive mere risikabelt, fordi gangen er meget smal, og fordi der dannes farlige gasser. Thor Heyerdahl udforskede hulen 380 m ind, sammen med en af de indfødte. Det var den daværende præst på øen, der viste ham hulen. Præsten Fader Sebastian var på det tidspunkt en ældre mand, men kravlede med største lethed ned til hulen, i sin hvide kjortel. Det er meget modigt gjort af en gammel mand, stien til hulen er besværlig og turen temmelig nervepirrende. Beskrivelsen af hulens udforskning, kan man læse i Thor Heyerdahls bog “Aku Aku”, i kapitlet “I vulkanske gastunneler”.

Navnet “De hvide jomfruers hule” kommer af, at en række unge jomfruer (de kaldes også Nerujomfruerne) skulle skjules i hulen i 5-6 måneder. Jomfruerne kom fra vigtige familier på Påskeøen, og var specielt udvalgte. En af dem skulle nemlig giftes med årets fuglemand. Formålet med at spærre jomfruerne inde i hulen, var at de skulle have så hvid hud som muligt, de måtte ikke få sollys. Maden blev bragt til dem, af specielle ældre kvinder. Dengang da koppeepidemien hærgede på Påskeøen nåede den ikke til jomfruerne. Men de døde af sult i deres hule, fordi kvinderne der skulle give dem mad var døde af kopper. Da Fader Sebastian Englert ankom til Påskeøen i 1935, var hans ophold planlagt til 6 mdr. Han var blevet munk i 1912, og havde herefter forladt Chile, for at studere sprog. Han læste spansk, engelsk, fransk, latin og tysk. Specielt var han interesseret i sprogets accent, og derfor tog han til Påskeøen for, at studere øens sprog Rapa Nui. Hans interesse stoppede imidlertid ikke ved sproget, i 1937 blev han præst på Påskeøen, og i 1944 udkom hans bog om øen “The world of Hoto Matua”. Fader Sebastian blev på øen i 33 år, indtil han døde 80 år gammel d. 8. januar 1969. Han var en elsket og meget vellidt mand af de indfødte på Påskeøen, bl.a. fordi han talte deres sprog, og besad en stor viden om øen og dens befolkning.

Ko Te Ava O Iko (Iko’s grøft) eller Ko Te Umu O Te Hanau Eepe (langørernes jordovn)
Oprindeligt var der 2 slags folk på Påskeøen, Langørerne (Hanau eepe), og kortørerne (Hanau Momoko). Langørerne var et meget dygtigt og effektivt folkefærd, der arbejdede hårdt for at opdyrke den gode landbrugsjord. Især fandtes der fint landbrugsjord på Poikehalvøen. Kortørerne var mere dovne, og det forekom dem ganske omsonst, at drive landbrug. Men langørerne satte kortørerne til at samle sten på Poikehalvøen, og bære hver eneste sten ud til afgrundens rand og kaste dem i havet, (derfor ligner Poike i dag ikke resten af Påskeøen, her er nemlig ingen sten) så de kunne opdyrke jorden. Kortørerne måtte også hjælpe til ved arbejdet med murerne og statuerne, hvilket de var meget utilfredse med. En dag blev det kortørerne for meget, med al den arbejde, så de besluttede at gøre oprør mod langørerne Langørerne havde lidt på fornemmelsen, hvad der var i gære, så de gik i gang med at forberede sig, mod kortørernes eventuelle krig. Samtlige langører forsvandt over på Poike, hvor de under kommando af deres leder Iko gravede en lang grøft, fra kyst til kyst. De forskansede sig således på Poike, så kortørerne ikke kunne komme derover. Grøften var 3 km lang, 12 m bred og 4 m dyb.

Nede i grøften lagde langørerne store mængder brændsel, så den dag kortørerne ville komme, ville de tænde et kæmpe bål i hele grøften, for at forsvare sig. Men en af langøremændene var gift med en kortørekvinde, der hed Moko Pingei. Hun var en forræder, og sladrede til kortørerne om langørernes planer. Hun aftalte med kortørerne, at når hun en aften sad og flettede på en stor kurv, skulle en hær af kortører snige sig bagom hende, og omringe Poikehalvøen. Langørerne stod intetanende, da den dag kom, da en hær af kortører stod over på den modsatte side af grøften. Langørerne tændte da et kæmpe bål fra kyst til kyst nede i grøften, for at forsvare sig.

Bedst som ilden brændte voldsomt i grøften, dukkede den hemmelig hær af kortører, omme fra “bagsiden” af Poike og angreb langørerne bagfra. Kortørerne jagede efter en blodig kamp, langørerne i deres egen grøft, så de blev brændt ihjel. Det lykkedes tre af langørerne, at springe over grøften, og flygte i retning af Anakena-stranden. Den ene hed Ororoina, den anden hed Vai, og den tredjes navn er blevet glemt. De gemte sig i en hule, men blev snart fundet. De to af dem blev stukket ned med spidse stokke, kun Ororoina blev skånet, og fik lov til at leve som den sidste overlevende langører. Han blev ført til et hus, der var ejet af en kortører, der hed Pipi Horeko. Hun boede ved foden af Toatoabjerget i nærheden af vulkanen Rano Raraku. Her giftede han sig med en kortører af Haoa-familien, og fik flere efterkommere. Hans efterkommere var der stadig, da Thor Heyerdahl kom til øen, bl.a. øens borgmester Pedro Atan.

Efter krigen ved langørernes jordovn, regerede kortørerne på Påskeøen. Dette sagn/legende om langørernes jordovn troede alle de indfødte på, da Thor Heyerdahl ankom i 1955. Selvom alle de lærde, geologer, videnskabsmænd, arkæologer osv. en gang for alle fastslog, at grøften på Poike var en naturlig jorderosion, eller en grøft dannet af en lavastrøm for mange tusind år siden, så blev de indfødte ved med, at tro på deres version. Da arkæologer fra Thor Heyerdahls ekspedition begyndte, at udgrave grøften, viste det sig, at de indfødte havde ret. Da var rester afbrændt trækul, sod. forskellige slyngsten, og økser lavet af Obsidian, der var brugt til at hugge grøften ud med. Der var også spor efter meget høje temperaturer.

Trækuldet fra grøften blev i 1956, sendt til undersøgelse på Nationalmuseets moselaboratorium i København, for at forsøge at datere fundet. Fader Sebastian gættede på – på baggrund af sit store kendskab til folket på Påskeøen, og viden om øens geologi, at branden i langørernes jordovn har foregået omkring år 1680. I København kunne forskere vha. Kulstof-14 metoden, datere trækuldet til, at branden har foregået i 1676. Kun 4 års forskel. Det siger lidt, om Fader Sebastians format. I dag kan man sagtens se, at der har været en slags grøft engang. Men det meste af grøften er styrtet sammen, pga. jorderosion og sandfygning. Der er meget fa træer på Påskeøen, så derfor er der ingenting til at holde på sandet, derfor fyger det meget med sand og alt bliver hurtig støvet. Som sagt er jorden på Poike meget velegnet til afgræsning for køer. Der findes ingen malkekvæg på Påskeøen, der er kun kødkvæg. Udover køer er der heste og far. Alle på øen bruger heste som transportmiddel. Påskeøbørnene lærer nærmest, at ride før de kan gå.

Rongo-rongo (Påskeøens skriftsprog)
Påskeøens sprog er et af verdens sidste ikke-tydede skriftsprog. Sproget er samtidig det eneste historiske skriftsprog i Polynesien. I dag kendes det kun fra 14.000 tegn på 25 trætavler, rundt omkring på verdens museer. Rongo-rongo består af parallelle linjer af fint udskårne tegn på lange trætavler. Hver anden linje vender på hovedet, men sprogforskere er dog enige om, at læseren starter i nederste venstre hjørne, og drejer trætavlen på hovedet, når man er færdig med en linje.

Beboerne på Påskeøen mente, at trætavlerne ligesom Moarierne besad en mana – en åndelig kraft. Rongo-rongo betyder oplæsning eller at messe. Trætavlerne med tegnene blev brugt af de kongelige eller præsterne ved højtidelige lejligheder. Da trætavlerne i 1864 blev opdaget af en fransk missionær, var alle øens præster, og andre vigtige personer uddøde. Rongo-rongo var gået tabt for eftertiden. I 1950 udforskede tyskeren Thomas Barthel 120 basistegn i Rongo-rongo sproget. Med variationer gav disse basistegn næsten 2000 forskellige tegn. 3 af linjerne fandt han ud af var en månekalender, resten af gåden blev aldrig løst.

I 1995 meddelte amerikaneren Steven Fischer, at han mente, at havde tydet princippet i Rongo-rongo. Han siger, at sproget er bygget op i enheder af 3 tegn, hvor det første tegn i hver enhed er forsynet med en fallos. Dette tegn symboliserer, at det første tegn parrer sig med det andet tegn og derved frembringer det tredje tegn. F.eks. kan fugl, fisk og sol læses som “Alle fuglene parrede sig med fiskene og de frembragte solen”. Ikke alle sprogforskere er enige. Russeren Irina Fedorovo mener, at trætavlerne er blevet brugt ved ceremonier i forbindelse med f.eks. såning og høst. Disse tavler var forsynet med ekstra mange tegn for planter og stjerner, mens tavler med krigeriske og familiære tegn fortæller Påskeøens legender.

Der har også været diskussion blandt sprogforskere om, om tavlerne var “huskesedler” for præster og de kongelige ved religiøse fester. Men nye teorier tyder på, at Rongo-rongo er et ægte skriftsprog med tegn for bestemte handlinger, blandet med ord og stavelser, som kan læses direkte. Der forskes også i hvordan sproget opstod. Skriftsprog kendes ikke andre steder i Polynesien, så beboerne på Påskeøen har sandsynligvis ikke haft sproget med sig, da de omkring år 400 ankom til øen. Man regner med, at sproget først er udviklet langt senere. Forskeren Steven Fischer mener, at Rongo- Rongo- først opstod, da det spanske skib med Don Felipe Gonzales ankom i 1770. Besætningen på skibet viste folket på Påskeøen et brev, og ifølge Steven Fischers teori blev de så fascinerede over rækkerne af tegn i brevet, så de straks begyndte, at kopiere deres huletegninger over på trætavler. Men endnu står sproget som lidt af en gåde for alverdens forskere. I dag kan man købe meget fint udskårne træplader med Rongo- Rongo tegnene på, som souvenir på øen, ligesom man også kan købe udskårne moarier og fuglemændsfigurer (Tangata manu). Det er utrolig fint håndarbejde, smukt udskåret af ædeltræ, og derefter blankpoleret. Man skal regne med mindst $100 for en god kvalitetsfigur.

Man kan også købe figurer af spøgelsesmanden Moai-kava-kava. Dette kommer sig af, at folket på Påskeøen er meget begejstret for, at fortælle hinanden spøgelseshistorier. I gammel tid havde der været en konge på øen, der hed Tuu-ko-ihu. Han havde engang opdaget, at der havde siddet to sovende spøgelser ved den røde fjeldvæg i Puna Pau. Begge spøgelserne var langører, de havde skæg, og lange krumme næser, og var så magre, at ribbenene tydeligt kunne ses. Kongen skyndte sig hjem, og snittede dem i træ, inden han glemte hvordan de så ud. Det blev så til oprindelsen til Moai-kava-kava figurerne, spøgelsesmanden, som stadig kan ses i Påskeøens træskærerarbejde. Spøgelseshistorierne handlede om kannibalske spøgelser, som dukkede op ud på natten og forlangte tarme. Eller om et kvindeligt spøgelse, der lå langt ude i havet, og som med en lang arm trak enlige mennesker ud til sig fra klipperne, og om andre der gik og puffede folk ud i havet fra de lodrette klippevægge.

Generelt om Påskeøen
Man kender ikke det rigtige navn på Påskeøen, de indfødte kalder den for Rapa Nui, men forskere mener ikke, at det er øens rigtige navn. I de allerældste overleveringer nævner de indfødte altid øen som Te Pito o te Henua, eller Verdens Navle. Senere er øen også blevet kaldt Øjet som ser himlen eller Grænsen mod himlen. Navnet Påskeøen kom først, da hollænderen Roggeveen ankom påskedag 1722, efter at havde opdaget røgsignaler inde fra øen. På engelsk hedder øen Easter Island, og på spansk Isla del Pasque. Øen er ca. 180 km2, ca. 25 km lang på det længste sted.

Påskeøen blev dannet af de 3 vulkaner Rano Kau, Rano Raraku, og Rano Aroi, der med sine 539 m er øens højeste punkt. På øen er der samtidig en bjergryg, med højder op til 400 m. Afstanden fra Santiago i Chile er 3700 km, nærmeste nabo i Stillehavet er øen Pitcairn Island, hvor mytteriet på HMS Bounty fandt sted. Tahiti i Fransk Polynesien ligger 4050 km fra Påskeøen. Både øen og sproget hedder Rapa Nui. Sproget er beslægtet med polynesisk. Selvom Thor Heyerdahls teori, gik ud på at Påskeøfolket kom fra Sydamerika, er der i dag nogenlunde enighed om, at folket kom sejlende fra Polynesien (sandsynligvis fra Marquesasøerne i det nordøstlige Stillehav) i udriggerkanoer. Nyere forklaringer går på, at folket på Påskeøen er sammensat af både folk fra Polynesien og fra Sydamerika.

Beviset for, at folket kom fra Polynesien er, at man har sammenlignet DNA-prøver fra skeletter fra Påskeøen, med skeletter fra Polynesien. Prøverne har vist, at folket stammede fra det samme sted. Mere overtroiske forklaringer går på, at Påskeøen er resterne af det forsvundne Atlantis, fordi øen altid vil henlægge i et slør af mystik. Andre teorier går på, at beboerne kom fra Mars. Undersøgelser viser også at befolkningen på Pitcairn øen, sandsynligvis stammer fra Påskeøen. Der findes nemlig også stenstatuer på Pitcairn øen, ganske vist ikke helt magen til dem på Påskeøen, men de er hugget efter samme princip.

Der ankommer fly 4 gange om ugen, 2 fly fra Santiago og 2 fly fra Tahiti (ruten går: Santiago – Påskeøen – Tahiti – New Zealand – Australien). Turen fra Santiago til Påskeøen tager 5 timer og 20 minutter. Luftfartsselskabet der flyver ruten til Påskeøen er Chiles nationale selskab LAN Chile. Hvis man skal flyve videre til Australien/New Zealand overtager det australske flyselskab Qantas ruten fra Tahiti og videre. I 1965 blev lufthavnen Mataveri bygget, med 3500 m startbane. I dag fungerer lufthavnen – udover almindelig flytrafik, som nødlandingsbane for NASA’s rumskibe. Det har dog aldrig været nødvendigt at bruge den – endnu. Hvis man har lyst til at sejle til Påskeøen, tager det 8 dage fra byen Val Paraiso i Chile (havneby nord for Santiago).

På Påskeøen er der flest turister fra Europa, folk fra Chile finder det er alt for dyrt. Bare flybilletten koster $900, hertil kommer hotel, ture osv. Det er rimeligt dyrt, at leve på Påskeøen, men det absolut dyreste er deres souvenirs. Det er bedst at medbringe USS. De tager også Chilenske pesos. Af Credit Cards tager de fleste steder kun American Express Card, og ingen Travellers Checques. Man kan være heldig, at finde steder hvor man kan bruge Visa eller Mastercard.

Der er 3000 indbyggere på Påskeøen, men ca. 2/3 er født på fastlandet (hovedsagelig Chile). Der er godt og vel 1000 efterkommere af de oprindelige Rapa Nui’er tilbage, der forsøger, at holde fast i deres kultur, og holde de gamle traditioner i hævd. Samtidig må de indrette sig på den stigende turisme, samt at det kan være svært, at finde arbejde og ægtefæller på øen. Mange af øboerne tager derfor til Chile. Klimaet på Påskeøen er behagelig subtropisk og solrig, da øen ligger nær ved den nordlige grænse for den sydlige tempererede zone. Men en kraftig vind fra havet, laver hele tiden nye skyformationer, så en ellers solrig dag kan pludselig forandres til mørkt overskyet vejr og regn.

I dag er Påskeøen tæt på, at være en verdensstjerne. Den har stadigvæk en hel verdens bevågenhed, pga. sin mystiske og særprægede historie. Arkæologer, geologer og forskere fra hele verden strømmer hvert år til øen, for at give netop deres forklaring på gåden om stedet og især dets sprog. Arkæologer mener også stadig, at der i jorden findes uopklarede mysterier, f.eks. har det vist sig, at statuerne ikke kun har ansigt, men også krop, hvis man graver længere ned. Der findes også de folk der påstår, at løsningen på gåden ikke skal findes på selve øen, men i havet omkring. Det begrunder de med, at øen kunne være en del af det sunkne kontinent Atlantis, og at der derfor står endnu flere Moarier på havets bund.

I 1994 lavede Kevin Costner en film om verdens ensomste ø. Den hedder Rapa Nui – verdens navle. Det er først og fremmest en gribende kærlighedshistorie om et forbudt forhold mellem en langørermand og en kortørerpige, men viser også øens tragiske historie. Det være sig borgerkrig, kannibalisme, koppeepidemier, økologisk katastrofe og til sidst totalt sammenbrud.

Påskeøens historie
Omkring år 400 e. Kr. mener man, at de første mennesker kom til Påskeøen. Det var på det tidspunkt et frodigt sted for de nyankomne. Her var store skove, frugtbart jord, et godt klima og en af de største havfuglekolonier i Stillehavet. Samtidig var der rige muligheder for fiskeri. Befolkningen splittede sig op i to grupper, bønderne i den sydlige del af øen og fiskerne mod nord. Bønderne dyrkede yams, bananer og de søde kartofler, som de havde medbragt fra Polynesien. Fiskerne begyndte, at sejle ud på havet, for at fange delfiner med harpuner. Begge grupper spiste æg og fugle fra de store fuglekolonier, der holdt til på øen. Thor Heyerdahls teori går endvidere ud på, at folket der kom fra Polynesien, blev til kortøreracen på øen. Han mener så, at der senere er kommet et folk sejlende i sivbåde fra Sydamerika (Peru og Bolivia), som så er blevet til langøreracen. I mange år levede disse to folkeslag fredeligt med hinanden på den lille ø.

Efterhånden begyndte øboerne, at hugge stenfigurer ud, for at de kunne begrave deres døde, så de efterladte kunne få medgang og succes. De forskellige klaner kastede sig ud i en kappestrid om hvem der havde de største moarier. De blev større og større, for at vise rigdom og magt. Det sidste påhit var, at give dem de røde cylinderformede hatte på.

Det har formentlig været langørernes ide, at hugge statuer, men kortørerne skulle som bekendt gå til hånde ved arbejdet. På et tidspunkt er det som før omtalt, blevet for meget for kortørerne, nærmere betegnet i ca. 1676, da de var i krig med langørerne ved Iko’s grøft. Kun langøreren Ororoina overlevede, og en af hans efterkommere var borgmester på øen, da Thor Heyerdahl kom første gang. Borgmesteren Pedro Atan var en af dem der kendte hele historien omkring Moarierne, fordi han havde faet oplysningerne overleveret fra de tidligere generationer. Efter striden på Poike mellem kortører og langører, blev det sådan, at kortørerne ejede alt. De få langører var præster og fremtrædende personer.

Påskeøen blev opdaget af Hollænderen admiral Jacob Roggeveen påskedag d. 2. april 1722. Skibets besætning blev opmærksom, da de så en skildpadde i vandet, hvilket som regel tyder på land i nærheden. Senere så de røgsignaler fra øen. Roggeveen gik i land, og gav øen navnet Paasch Eyland (Easter island) Påskeøen.

De mennesker Roggeveen mødte på den nyopdagede ø, lignede de lyshudede polynesiere, som vi kender dem I dag fra Hawaii, Tahiti og de andre østlige Stillehavsøer. Det så dog ikke ud til, at befolkningen var helt raceren, da man også så folk med mørkere hudfarve, andre var helt lyse som europæere. Der sås også personer med rødlig hud, som om de havde faet for megen sol. De fleste mænd havde skæg. Roggeveen bemærkede straks de store stenstatuer, der stod overalt på øen. Der blev tændt bål for foden af de store stenfigurer, og folket satte sig på hug foran dem og bad bønner. Dette er den første og eneste beskrivelse af soldyrkelse på Påskeøen.

En af de første, der kom om bord på det hollandske skib, var en hel hvid mand. Han optrådte meget højtideligt, og var antageligt en fremtrædende person, sandsynligvis en præst. Han havde fjerkrone på, og havde runde hvide pløkker i ørerne, så øreflipperne var strakt helt ned til skuldrene.

Mange af øboerne gik nøgne omkring, med meget dekorative tatoveringer rundt omkring på kroppen. Det er karakteristisk for folkeslag i Stillehavsområdet, folk på øer som Vest Samoa, Tonga, og Maorifolket på New Zealand, har disse tatoveringer. På Vest Samoa er alle mænd specifikt tatoveret omkring underlivet, for at vise deres kvinder respekt for de smerter de er igennem, når de skal føde. Nogle af øboerne bar hatte af fjer eller siv. Det mest mærkelige på øen var, at det var flest mænd, fa kvinder og slet ingen børn. Folket på øen levede på stenaldermaner, uden jern eller våben af nogen art. De boede i lave bådformede sivhytter, kogte maden mellem glødende sten, og dyrkede forskellige afgrøder. De eneste husdyr der sås var høns (moa).

Roggeveen konkluderede, at folket ikke måtte være de store søfarere, da det eneste han fandt, var små utætte kanoer. Alt i alt var øboerne et fattigt og primitivt folkefærd, så hvordan de havde faet rejst disse enorme stenstatuer, var en gåde for hollænderne. Der sås hverken nævneværdigt træ eller tovværk på øen, så den eneste forklaring Roggeveen kunne komme frem til, var at statuerne var lavet af ler. Med den afslutning sejlede hollænderne tilbage til deres skib, for at forlade den gådefulde ø. Ved en misforståelse blev en af øboerne skudt ned af skibets besætning, og mens de lettede anker, stod nogle chokerede folk tilbage på stranden med deres døde og sårede. Roggeveen noterede sig i logbogen, at øens befolkning var venligtsindet og intelligente, men at de var eksperter i at stjæle. Alt forsvandt tilsyneladende sporløst fra hollænderne.

Ca. 50 år senere i 1770 fik Påskeøen igen besøg af de fremmede. Denne gang var det spanieren Don Felipe Gonzales der gik i land. Han, 2 præster og et kompagni soldater marcherede højtideligt i retning af Poikehalvøen. Her findes 3 pukler, hvorpå spanierne placerede et kors på hver. Under nysgerrigt bevågenhed fra de indfødte, erklærede Don Felipe Gonzales nu øen for spansk besiddelse. Der blev affyret salutter, og for at det hele skulle gå forsvarligt til, skulle øboerne skrive under på et dokument. Deres underskrift bestod af sære tegn, fugle og besynderlige figurer. Herefter var der en ejer af øen, nemlig kongen af Spanien, herved kom øen til at hedde San Carlos’ ø.

Spanierne bemærkede også de store stenfigurer. De beviste imidlertid at figurerne var af sten, da det slog gnister, når de en hakke blev hugget ind i en af statuerne. Men hvordan folket på øen havde fået rejst disse kæmper, stod også for spanierne som et mysterium. De tvivlede endda på, om statuerne overhovedet var blevet lavet på selve øen.

Også denne gang forsvandt alt for spanierne, som det også var sket for Roggeveen. Spanierne begyndte, at mistænke øboerne for, at havde underjordiske gange eller huler. Kaptajnen og hans besætning observerede den samme udseende hos folket, som hollænderne. At folket lignede europæere, rødligt, sort, brunligt hår og i øvrigt mennesker af en anseelig højde, op til 195 cm.

Nu begyndte befolkningen på Påskeøen, at fa nok af alle disse fremmede. Den næste besøgende, var James Cook. Da han gik i land var der meget fa mennesker, at se på øen, og de der var, var i en ynkelig stand. Cook og hans besætning blev enige om, at en eller anden ulykke måtte havde ramt øen, og at dens befolkning var ved i færd med at uddø. Cook havde også mistanke om, at folk var gået underjorden, da der var meget få mennesker at se.

Han bemærkede også, at statuerne var væltet, og lå med hovedet væltet ned fra deres ahu’er. Der var intet jord der var opdyrket, alt hvad der havde mindet om skov var udryddet. Det store spørgsmål var, hvad var der sket i mellemtiden?

Forklaringen kunne langøreren Pedro Atan give, borgmesteren på øen. I lang tid efter krigen ved Iko’s grøft, levede kortørerne og efterkommerne af langørerne i fred på øen. De havde deres moarier, mad var der nok af og livet på øen var lykkeligt. Som følge af de gode livsbetingelser, blev der efterhånden flere og flere mennesker. Befolkningen menes, at have været så stor som 12.000 mennesker. Det blev snart svært, at skaffe den fornødne føde, palmerne blev fældet og alle ressourcer blev opbrugt. Alt levende blev anvendt til føde, dyrene blev slagtet (udover høns fandtes der en indfødt spiselig rotte, en Kioe) og snart lå hele øen øde Befolkningen begyndte nu, at blive desperate. Ingen føde, og ingen træ til fremstilling af kanoer, så de kunne slippe væk fra elendigheden. Derudover begyndte jorden at erodere, fordi træerne var fældet – katastrofen var total!

Kortørerne vendte sig nu i krig mod hinanden. Pedro Atan betegner denne krig som Huri moari krigen (væltestatuekrigen). Kortørerne ejede alt på øen, alle Moarierne og hver klan/familie havde statuer på sit område. De der havde moarier på sit land, var stolt af det, og når de gik i krig mod hinanden rev de dem ned på de andre klaners jord, for at ærgre dem. Her kommer min teori også ind om, at “fjenderne” har specielt sørget for, at stjæle de værdifulde øjne fra Moarierne, netop fordi de vidste hvor meget øjnene betød for Moariens kraft. Den bedste måde, at “lamme” modstanderne på, var selvfølgelig ved at stjæle og tilintetgøre det, der var mest sårbart, og af den største betydning for familiens efterfølgende succes. Det tror jeg er forklaringen på, at der ikke er fundet mere end et halvt øje på Påskeøen. Musling fra havet vil ikke kunne forgå i jorden, derfor tror jeg at øjnene måske er kastet tilbage i havet.

Det rigtige bevis på, at borgmesteren Pedro Atan var en ægte langører, gav han også selv. Pedro Atan’s far hed José Abraham Atan, han var søn af Tuputahi, som var langører, fordi han var søn af Hare Kai- Hiva, som var søn af Aongatu, søn af Uhi, søn af Pea, søn af Inaki, som endelig var søn af Ororoina (eneste overlevende langører fra krigen ved Iko’s grøft). 9 slægtled. Senere fik øboerne igen besøg. Denne gang i 1786 af franskmanden La Pérouse. Nu var der igen kommet mennesker på øen. Nu var næsten halvdelen kvinder og en masse børn. James Cook havde befolkningen mistænkt for, at have hemmelige huler. Det kunne La Pérouse nu bekræfte. Det vrimlede nemlig frem med folk fra de underjordiske huler og gange. Han forstod nu, at de var her i disse hemmelige huler, kvinder, børn og de fremtrædende personer, f.eks. præster og tjenere havde opholdt sig.

Befolkningen var nu blevet så tillidsfuld, at de turde komme frem. Grunden til det, var at James Cook havde opført sig så fredeligt under sit besøg. Både La Pérouse og Cook var meget imponeret over de mange stenskulpturer. De var enige om, at det viste en del om dette folks energi og intelligens. Cook var dog overbevidst om, at det ikke var den nuværende befolkning, der var ophavsmand til disse mesterligt udførte mure og statuer. Han kunne se, at murværket på mange af ahu’erne var ved begyndt at forfalde. Den nuværende befolkning viste ingen tegn på, at ville forsøge at vedligeholde murerne. James Cook foretog en nærmere undersøgelse af murerne, og blev hurtigt betaget over hvor præcist stenblokkene var tilhugget, finpudset og tilpasset hinanden.

Med på Cooks skib var der en polynesier fra Tahiti. Han kunne forstå lidt af øboernes sprog. De få oplysninger, man kunne fa ud af befolkningen, var at statuerne ikke skulle betragtes som gudebilleder. Derimod var det monumenter/mindesmærker over afdøde personer af hellig eller kongelig byrd. Øboerne troede på et liv efter døden. Med tegn og fagter forklarede de, at mens skelettet lå i graven – var personens jeg forsvundet op i himlen. La Pérouse forsøgte, at påvirke øen lidt i positiv retning. Han slap nemlig grise, geder og far i land på øen, og såede nogle frø. Men alt blev slagtet og spist, indenfor få timer. Først i begyndelsen af 1800-tallet vovede nogen sig igen til Påskeøen. Det var dog med lidt skumle bagtanker. Man ville starte en sælfangerstation på Robinson Crusoes ø, Juan Fernandéz øerne ud for Chiles kyst. En amerikansk skonnert lagde sejlede derfor til Påskeøen, for at hente kolonister til den nye sælfangerstation. Under en voldsom kamp blev 12 mænd og 10 kvinder kidnappet. Langt ude på havet, slap kaptajnen dem fri, hvorefter samtlige sprang over bord, og derefter begyndte de at svømme tilbage mod Påskeøen.

Kaptajnen tog dog denne lille episode med sindsro, han sejlede bare tilbage til øen, og kidnappede nogle flere. Der gik lang tid, før øboerne igen fik tillid til fremmede. Hver gang et nyankommet skibs besætning forsøgte, at gå i land, blev de mødt af en mur af stenkastere. Med mange års mellemrum besøgte forskellige skibe øen, på korte visitter, og efterhånden lykkedes det på ny, at opbygge et tillidsforhold til øboerne. Men bedst som øboerne var stoppet med at forsvare sig med stenkast med de fremmede, skete der noget i 1862. Ud for kysten dukkede der en dag 7 sejlskibe op.

De indfødte svømmede ud til skibene, på små sivpora’er. En sivpora er et slags flydebrædt (minder lidt om de surfbrætter, man bruger I dag), lavet af siv, og bundet på en speciel måde, så den har facon som en stor stødtand. Det har vist sig, at sivpora’erne var en nøjagtig kopi, af de enmandsfartøjer der i århundrede blev anvendt af kystkulturerne i Peru. De var til og med lavet af Totorasiv. Da øboerne kom om bord på skibene, skulle de underskrive nogle dokumenter. De vidste jo ikke hvad de skrev under på, deres underskrift bestod som tidligere af tegn og kruseduller. Det viste sig imidlertid at være en fælde. Dokumentet de netop havde underskrevet var en kontrakt om, at de ville tage med som arbejdere til Guanoørerne ud for Perus kyst. Herefter gik 80 slavefangere i land, og lokkede befolkningen ned på stranden vha. farvestrålende gaver. Alle blev bundet og slæbt ombord på skibene. De der gjorde modstand blev skudt, og andre flygtede ned i deres underjordiske huler og væltede store sten for indgangen. Mennesketom lå Påskeøen tilbage efter denne massakre i julen 1862.

Hjælpen var imidlertid på vej fra Tahitis biskop. Han protesterede voldsomt mod behandlingen af Påskeøfolket. Det blev herefter besluttet, at folket måtte fa lov til at komme tilbage til deres ø. Desværre gik det ikke helt efter planen. Pga. de uvante forhold på Guanoøerne, døde 900 af folkene fra Påskeøen. Da de endelig fik lov til, at blive sejlet tilbage til deres ø var der kun 100 tilbage. Uheldet ville nu, at der var en koppeepidemi i udbrud. Nu døde 85 af sygdom, så det var en lille ynkelig skare på 15 der kom tilbage til øen. I 1871 var befolkningen på 175, alle iberegnet, børn og voksne. Nød og elendighed hærgede på den lille ø, da fremmede begyndte at bosætte sig der.

En enlig missionær gjorde sit bedste, for at afhjælpe øens ulykkelige situation. Det blev dog til en kort fornøjelse for ham, da de indfødte stjal alt hvad han stod og gik i. Han tog med det første skib tilbage til fastlandet. Senere vendte han dog tilbage, og oprettede en lille missionsstation. De indfødte jagede ham ud endnu engang, men fortsatte selv med at synge de salmer, han havde nået at lære dem. I øvrigt var det også denne missionær, der forsøgte at tyde Rongo-rongo sproget. Men da alle de fremtrædende personer, der lå inde med nøglen til sproget var døde, så var sproget for altid gået tabt. I slutningen af 1800-tallet fandt europæerne ud af, at der måtte være gode græsningsmuligheder for far på øen. Dette gjorde også, at Påskeøen blev annekteret af Chile.

I 1914 kom der en britisk arkæologisk ekspedition til øen, ledet af Kathrine Routledge. Hun var sejlet dertil med sit eget sejlskib, og hele ekspeditionen var privat. Hun tog mål af samtlige statuer og kortlagde alt på øen. Der blev tegnet kort over ahu’er, statuer, gamle veje osv. Ekspeditionen havde dog så travlt med dette arbejde, at der ikke blev tid til egentlige udgravninger. Det arkæologiske arbejde måtte hun overlade til dem der kom efter. Uheldigvis gik alle hendes optegnelser tabt ved en ulykke, men hun fortæller i en senere bog, at Påskeøen simpelthen dirrer af mystik og uløste gåder.

Tyve år senere ankom en fransk/belgisk ekspedition til øen. Franskmanden Métraux samlede mundtlige oplysninger fra de indfødte, til et større studium af stedets etnografi. Belgieren Lavachery udforskede øens store antal helleristninger og andre stenarbejder. Men nogen egentlig udgravning blev det heller ikke til denne gang.

Den næste der kom til Påskeøen var Thor Heyerdahl i 1955.

Share Button