Problemformulering:
Titel: Påskeøen – et historisk overblik
Gør rede for Påskeøens historie, dens opblomstring som samfund samt forfald
Diskutér og redegør for de faktorer som ligger til grund for øens og dens befolknings forfald

For at begrænse opgaven har jeg valgt at beskæftige mig med følgende 6 hovedpunkter:

1. Polynesien og Sydamerika – to folkeslag mødes på den mest isolerede ø  på jorden
2. En særegen kultur og religion udvikles – uden påvirkning fra resten af verden
3. Den totale økologiske katastrofe rammer det isolerede samfund
4. Den altødelæggende borgerkrig og slutningen på en epoke
5. Europæisk indflydelse – resten af verden får øje på øen
6. Påskeøen i nyere tid (efterskrift)

Indledning

Formålet med denne opgaveer, at komme med et overblik over Påskeøens historie, dens opblomstringsperiode og senere forfald.

Min baggrund for, at vælge netop dette emne til opgaven, er at jeg i forbindelse med en rejse i Sydamerika har besøgt Påskeøen. Under mit ophold på øen indsamlede jeg en stor mængde data og noter. Endelig gjorde jeg meget for at møde ø-boerne og høre deres version af øens historie, myter og sagn. Jeg var naturligvis også rundt på øen, for at se de for historien vigtige steder. Noget jeg undrede mig over både før og efter rejsen var det lave udbud af litteratur der findes om øen på dansk. Det har været overordentligt svært,  at finde brugbart litteratur, derfor har jeg gjort meget brug af mine egne notater i denne opgave.

Mine fremtidsplaner om, at studere faget antropologi, har naturligvis også spillet en vigtig rolle, da jeg valgte netop dette emne. Påskeøen og dens befolkning er særdeles velegnet til såvel historiske som antropologiske studier. Først og fremmest øens meget specielle historie, men også emner som gruppementalitet, samarbejde, ø-mentalitet og befolkningens higen efter en anden verden giver stof til studier. Ligeledes er iagttagelser som befolkningens skikke, kultur, levevilkår og historiske arv af stor vigtighed, når man er på “feltarbejde”.

Det der i særdeleshed gør øen spændende er den stadig lidt hemmelighedsfulde befolkning. Den dag i dag omgås de stadig øens gamle ånder og historiske levn med den største respekt. Der vil altid ligge et slør af mystik henover øen. Historien og ånden har fortsat et stærkt tag i befolkningen. Dette vil jeg belyse i denne opgave.

Polynesien og Sydamerika – to folkeslag mødes på den mest isolerede ø på jorden
Påskeøen er et af de mest isolerede samfund på jorden. Med 3700 km til Chiles kyst, og med over 2500 km til nærmeste ø Pitcairn Island, var grundlaget lagt for, at en meget særegen kultur så dagens lys. To folkeslag fra hver sin ende af verden mødtes på denne lille ø i det enorme Stillehav. Der findes utallige teorier og myter om denne sagnomspundne ø, men den mest udbredte teori for forskere i dag, er at Påskeøen blev befolket af mennesker fra Polynesien og Sydamerika.

En engelsk forsker mener dog, at kunne bevise at befolkningen i tidernes morgen sejlede dertil fra Sydøstasien. Hvad der for ca. 1500 år siden fik folk til at begynde at sejle/vandre – og forlade deres eget land – kan man kun gisne om. Det kan have været mangel på mad, naturkatastrofer, overbefolkning, udstødelse eller simpelthen den eventyrlyst og nysgerrighed som folkeslag til alle tider har været i besiddelse af. Man ved, at polynesierne har været nogle af verdens bedste bådbyggere og navigatører. De byggede udriggerkanoer, og var klart på højde med de gamle egyptere hvad angik navigation efter stjernebilleder. Man sejlede ud på havet med stjernerne som eneste vejviser, og opdagede nye øgrupper i Stillehavet.

I Sydamerika byggede man sødygtige sivbåde af de såkaldte Totorasiv, der voksede omkring bredden af Titicacasøen i Peru og Bolivia. Forgængere til Inkaerne sejlede således også ud på Stillehavet på jagt efter nyt land.

Omkring år 400 e.Kr. mener man, at de første mennesker ankom til Påskeøen. Formentlig var de første, der kom til øen folk fra Polynesien, og man fandt at øen gav gode muligheder for bosættelse. Det var på det tidspunkt et frodigt sted. Her var store skove, frugtbart jord, et godt klima og et af de største havfuglekolonier i Stillehavet.  Her var også rig mulighed for fiskeri. Befolkningen splittede sig på i to grupper, bønderne i den sydlige del af øen og fiskerne i den nordlige. Befolkningen dyrkede yams, bananer og søde kartofler som de havde medbragt fra Polynesien. Fiskerne begyndte, at fange fisk og harpunerede delfiner. Begge grupper spiste æg og fugle fra de store fuglekolonier.

Befolkningen levede i fred og harmoni, som en typisk ø-befolkning gør. Man tager hverdagen med en ophøjet ro, og anstrenger sig ikke. Generelt er øboer sjældent vant til besøg, så man gør sig livet behageligt, da der ikke er nogen til at herse rundt med en. Det er en meget almindelig ø-mentalitet. Det er på dette tidspunkt, at videnskaben begynder at blive uenige om Påskeøens historie. Den vigtigste forskning blev foretaget af nordmanden Thor Heyerdahl. Hans teori går ud på, at der på et senere tidspunkt er kommet et andet folk sejlende og bosat sig på øen. Det var så sydamerikanerne i deres sivbåde. Efter min personlige vurdering lyder det logisk, at en højkultur som inkaerne og deres forgængere kunne bygge både af siv og/eller Balsatræ, og ligeledes navigere efter stjernehimlem på den sydlige halvkugle.

Man ved om inkaerne, at de beherskede astonomi, astrologi og en høj grad af matematik, geometri og teknologi, så de har ganske afgjort også kunnet sejle til Påskeøen. Hvor polynesierne måske mest var drevet fra deres ø-gruppe af nød (mangel på føde og jord), tror jeg at sydamerikanerne helt igennem var drevet af eventyrlyst og videbegærlighed. De har stået og spejdet ud over havet og haft nysgerrige tanker om hvad der var på den anden side af horisonten. Man har så bygget en båd og taget afsted.

På Påskeøen er der nu opstået to folkeslag. Kortørerne (med almindelige ører) og Langørerne (de satte ørepløkker af muslinger i ørerne, således at øreflipperne blev ekstraordinært lange).  Kortørerne var folket fra Polynesien (den slags ørepynt som ses hos Langørerne, er aldrig set hos folkeslag på øerne i Polynesien). Langørerne var folket fra Sydamerika (traditionen med ørepynt ses flere steder den dag i dag hos stammefolk i det indre Amazonas, i Sydøstasien og i Afrika). I mange år levede disse to folkeslag fredeligt side om side på den lille ø.

En særegen kultur og religion udvikles – uden påvirkning fra resten af verden
Når et folk bor på en lille isoleret ø uden forbindelse til omverdenen, begynder der at ske ting som ikke ville foregå i helt samme grad på et helt kontinent. Der opstår religion, trosretninger, skikke, myter og forestillinger. Heri blandes en til tider god portion ø-kuller med nysgerrighed, samtidig med at beboerne går selv med deres problemer og forestillingsbilleder. Kortørerne og Langørerne havde taget hver deres specielle traditioner med fra deres lande, som nu skulle forenes.

Det som Påskeøen i dag er så berømt og berygtet for er dens kæmpemæssige udhuggede stenansigter, de såkaldte moarier, der ses overalt på øen. Der er ca. 600 moarier i alt. Gennem forskning og arkæologiske udgravninger på stedet, ved man at moarierne er udhugget af en bestemt vulkan, alle efter år 900 e.Kr. Der har altså levet mennesker på øen i ca. 500 år inden man begyndte at hugge stenfigurere. Det var langørerne der startede med at hugge moarier. Af moariernes størrelse, der er op til 20 meters højde, og op til 270 tons i vægt, kan man med det samme udlede, at der har været et stort antal folk til dette store arbejde. Man kan sammenligne projektet med pyramidebygningen i Egypten, der har krævet flere tusinde mænd. Disse store byggeprojekter har krævet en umådelig god organisering, ledelse og planlægning. Udover selve arbejdet med bygningen, har det været nødvendigt at tænke på bespisning, boliger, fremstilling og vedligeholdelse af rdskaber, transport af råvarer osv. Det har krævet enorme menneskelige ressourcer.

I Egypten har arbejdskraften stort set været ubegrænset, men på Påskeøen var der kun øens befolkning, og ingen hjælp at hente i miles omkreds. Man har været alene. Det menes, at befolkningen på øen på denne tid har været så stor som 10.000. Naturligvis skal der herfra trækkes kvinder, børn og gamle. Det har kun været mændene der deltog i arbejdet med moarierne. Men hvordan fik man så den – i vore øjne – vanvittige idé, at hugge tonstunge stenfigurer ud. Ja svarerne er mange. Man ved med bestemthed, at det var langørerne der begyndte at hugge moarier og lå inde med hele opskriften på, hvordan de skulle udhugges, transporteres og sidenhen rejses op. Rundt i verden kan man se eksempler på, hvor vidt religion og åndelighed har kunnet drage folk. Man er kommet på de utroligste påhit for, at tilfredsstille guderne og begrave de døde på en højtidelig måde. Og når folket på Påskeøen så ovenikøbet har været alene i deres lille krog af Stillehavet, så kan man nemt forestille sig, hvilke ritualer og kulter der er opstået.

Langørerne startede med at hugge moarier af to grunde. Dels for at tjene guderne – lave himmelstiger – for at nå det overjordiske, men det vigtigste var at de begravede deres døde under moarierne.

Rent praktisk er det gået til på denne måde. Man har først bygget en stor stenplatform, en såkaldt Ahu. Et firkantet stendige med flad tag, og en skrå side på den ene side. Inde i stendiget har man så begravet de døde – lidt på samme måde, som vi kender det fra jættestuer og stendysser i Danmark. Udfra arkæologiske undersøgelser ved man, at Ahu’erne har været begravelsespladser, da der er gjort flere skeletfund. Men hvor vidt at Ahu’erne har været til et eller flere mennesker – som en slags familiegravsted – vides ikke med sikkerhed. Jeg tror kun at Ahu’en har rummet ét menneske, men at det til gengæld har været en fremtrædende person f.eks. en præst. Over hele verden har fremtrædende personer til alle tider fået ekstravagante begravelser i vældige gravmægler. Ovenpå Ahu’en anbragtes herefter en række moarier, det højeste antal på øen er Ahu’en Tongariki, der med sine 15 moarier er den største.

Endelig har man hugget moarier for at vise magt og rigdom. Jo større Ahu’er og jo højere moarier desto mere status, det sidste påhit var at give moarierne røde stenhatte på. Når stenstatuerne var rejst på deres Ahu’er kom det allervigtigste, nemlig øjnene. Når moarierne blev lavet, blev der hugget huller til øjnene. De havde en væsentlig betydning. Moarierne står altid med ansigtet og dermed øjnene ind mod øen – mod den landsby de tilhørte. Når øjnene blev sat i var det først, at moarien fik sjæl, dens mana (kraft) kom nemlig ud af øjnene. De kunne nu stå og se ned mod landsbyen, og give medgang og succes til de efterladte.

Grunden til, at man med stor sikkerhed ved, at det var langørerne der huggede moarier er, at man omkring Titicacasøen i Peru og Bolivia har fundet lignende stenstatuer. Og da langørerne kom fra Sydamerika lyder det som en logisk forklaring, at de har taget deres stenhuggerkunst og deres viden om bygning af murværk med til den nye ø. I mange år huggede langørerne moarier og de mere eller mindre tvang kortørerne til at arbejde for sig. De byggede også ahu’er efter nøjagtigt samme princip som deres bygninger i Sydamerika.

Bl.a. var inkaerne eksperter i avanceret murværk og håndtering af sten. Kunsten at få en tovlkantet sten til at passe ind i et murværk var helt specielt for inkaerne. De byggede fremragende bygningsværker, ja hele byer, alene med tilhuggede og finpudsede sten, uden nogen form for cement eller anden bindemiddel. Et af de mest enestående eksempler er inkabyen Machu Picchu i Peru. Her er stenene helt og holdent tilpasset hinanden. Man kan i den forbindelse begynde, at spørge sig selv om en mulig forbindelse mellem inkaerne, egypterne og alle de andre folkeslag der har udført store komplicerede bygningsværker uden nogen form for moderne hjælpemidler.

Der er ingen tvivl om, at disse højkulturer har haft kendskab til matematik, teknologi, redskaber og organisering, ellers ville det aldrig være fysisk muligt at flytte de tonstunge sten. På Påskeøen var det som sagt langørerne der lå inde med al know how omkring moarierne. De var et dygtigt og effektivt folkefærd, derudover at hugge moarier også arbejdede hårdt for at opdyrke det frugtbare land til landbrugsjord på øen. Især fandtes der godt jord i den østlige ende, det område der kaldes for Poikehalvøen.

Kortørerne var et langt mere dovent folk, og fulgte mere deres henslangte mentalitet fra øerne i Polynesien. Det er der kommet en del konflikter ud af. Kortørerne blev tvunget til at samle sten på Poikehalvøen, og gå den lange vej til afgrundens rand og kaste dem i havet. Derfor er der i dag ingen sten på Poikehalvøen. En dag blev det for meget for kortørerne, man ville ikke længere finde sig i undertrykkelse og ydmygelser fra langørernes side. Konflikten udviklede sig til en regulær borgerkrig, som er kendt under navnet massakren i langørernes jordovn (Ko Te Umu O Te Hanau Eepe). Denne borgerkrig vil jeg senere komme ind på – da den får stor betydning for Påskeøens videre historie.

På den lille isolerede ø så særegne kulte dagens lys. Som tiderne rullede frem og nye generationer tog over, blev man mere og mere desperate efter viden om andre verdener. Et udspring af denne desperation og magtesløshed var Fuglemandskulten. På den yderste kant i den sydlige del af øen ligger Orongo ruinen. Det var her fuglemandskulten holdt til og hvor de afholdt deres årlige fuglemandsceremonier. Forskere ved en del om denne kult, da den fortsatte op til 1862, så overlvende har været i stand til at beskrive den.

Hele ceremonien gik ud på, at der hvert år skulle udvælges en leder, der sammen med kongen skulle styre øen. Denne leder havde naturligvis visse beføjelser, og måtte derfor vise sit mod og tapperhed til denne post. Derfor skulle øens unge mænd dyste i fuglemandskonkurrencen, og den der vandt blev fuglemand og dermed kongens assistent. Ude i havet ud for Orongo ruinen ligger der tre små øer ca. 1 km ude i vandet. Øerne hedder Motu Nui, Moto Iti og Moto Kao og er hjemsted for store fugleflokke. De unge fuglemandskandidater skulle nu fra Orongo ruinen klatre ned af de næsten lodrette klippesider, svømme over til den største af øerne og her finde det første forårsæg lagt af Manu Tara – den hellige fugl. Ægget skulle de havde i en lille læderpung bundet om panden og herefter svømme tilbage igen og klatre op af klipperne. Den der kom først med ægget intakt var vinderen og dermed årets fuglemand.

Nu kan det jo imidlertid lyde som den letteste sag i verden, men det er det afgjort ikke. Når man har stået og set hvor høje og skarpe klipperne er ved Orongo, er man ikke i tvivl om at det både har krævet træning på triatlonudøverniveau, mod og mandshjerte og sidst men ikke mindst så har det også krævet menneskeliv. Herudover skal man tænke på, at svømmeturen foregik i hajfyldt farvand og at fuglemandskandidaterne også kæmpeede indbyrdes. Kort sagt, alle kneb gjaldt og det har været en manddoms – og tapperhedsprøve af de helt store.

Forskere i dag mener, at Fuglemandskulten også symboliserede et ønske om at undslippe indespærringen på øen. Påskeøen hedder på det indfødte sprog Rapa Nui – der betyder Verdens navle. I mange år troede påskeøboerne, at deres ø var verdens navle og at der ikke fandtes andre lande end øen. Så fuglemandskulten blev oprettet i mere eller mindre desperation. Jeg har indimellem set – og også selv prøvet at føle ø-kuller. Denne fornemmelse af at være bundet og ikke kunne komme fra en ø, det gør folk vanvittige. Det er i virkeligheden utrolig få mennesker, der i stand til at leve på en mindre ø. Når folk er tvunget til at være “indespærret” så får de de særeste ideer og underlige ritualer og tanker begynder at få tag i dem.

Fuglemandskulten leder mig videre til, at omtale et andet særpræget ritual, nemlig Ana O Keke (Nerujomfruernes hellige blegningshule). Den mand der havde vundet fuglemandsdysten havde nu ret til, at blive gift med den smukkeste pige på øen og vel at bemærke en pige (jomfru) fra en speciel fin familie. For at pigen skulle være så net som muligt til at blive gift bort, skulle hun sidde et halvt år i jomfruhulen. Ana O Keke er en naturlig hule, formentlig skabt af lava i tidernes morgen i den nordøstlige del af øen. Hulen er mørk og trang og her skulle pigen altså opholde sig. Hun måtte ikke få sollys, for hun selvfølgelig skulle have så hvid hud som muligt, da det var ønskværdigt for fuglemandens brud. Det var selvfølgelig også en slags tapperhedsprøve for pigen. Maden blev bragt til hende af specielt udvalgte ældre kvinder. Det havde dog den ulempe, at under en senere koppeepidimi på øen, døde alle jomfruerne i hulen af sult, fordi de kvinder der kom med mad til dem alle var døde af sygdommen.

Udover kulte og ritualer har Påskeøens historie været præget af myter, overnaturlige væsener og en meget okkult/spirituel opfattelse af verden og dens skabninger af øens befolkning. Man fortalte hinanden de uhyggeligste historier om kannibalske spøgelser der dukkede op ud på natten og forlangte tarme. Andre historier gik på, at et kvindeligt spøgelse lå langt ude i havet og med en lang arm trak hun enlige mennesker ud til sig fra klipperne og atter andre gik og puffede folk ud i havet fra de lodrette klippevægge. En af historierne handlede om Moai-Kava-Kava (spøgelsesmanden) som senere er blevet meget kendt i Påskeøens træskærerarbejde. Spøgelsesmanden forestiller en langører med en lang krum næse og en krop så mager, at ribbenene tydeligt kan ses.

Der kan være flere forklaringer på at ø-boerne fortalte disse drabelige historier. En helt naturlig forklaring kan være, at de var under indflydelse af euroforiserende stoffer. Hermed mener jeg, at ligesom folk i dag syntes det er sjovt at blive fulde til en fest, så havde polynesierne også stoffer, som de brugte i festligt lag. Planten Kava bruges i Polynesien til euroforiserende stoffer. Den store rodknold lægges i en væske og trækker i nogle dage, herefter har den en lettere berusende virkning. I større doser får man hallucinationer, så for mig lyder det som en logisk forklaring med “røverhistorier” og evt. synsbedrag. Den anden forklaring er, at man bare har fortalt historier af ren og skær kedsomhed. Lidt overdrivelse har været tiltrængt for at sætte lidt fut øens håbløse situation. Sidst men ikke mindst har man måske bare været lidt overtroisk.

Også Påskeøens skriftsprog (Rongo-Rongo) var og er stadig et af øens helt store mysterier. Den dag i dag er Rongo- Rongo det sidste sprog i verden, som ikke er tydet. Skriftsproget kendes ikke fra andre steder i Polynesien, så det er ihvertfald ikke kortørerne der er kommet med Rongo-Rongoen til øen. Formentlig er det noget Påskeøboerne selv har fundet på. Man har haft behov for at skrive og holde styr på det store arbejde med moarierne og har derved opfundet nogle tegn. Man ved også, at det kun var fremtrædende personer som kongen og præster der kunne forstå Rongo-Rongo. I dag taler man på Påskeøen spansk, engelsk og rapa nui (det orginale Påskeø-sprog der er beslægtet med polynesisk).

Den totale økologiske katastrofe rammer det isolerede samfund
Efterhånden synes situationen at tilspidses i det lille ø-rige. Det hele var nemlig ved at udvikle sig først til massehysteri, desperation og det værste, den fuldkomne økologiske katastrofe. Når man havde hugget en moari ud af klippen, skulle den transporteres til sin ahu. Ahu’en kunne godt ligge flere kilometer væk, og moarien blev transporteret liggende på en slæde lavet af palmestammer. Samtidig brugte man flettede tørrede palmeblade som reb til at hive moarien fremad.

Massehysteriet med at hugge moarier nåede uanede højder. Større, højere og flere, for at vinde gudernes gunst. Der blev arbejdet i vulkankrateret som aldrig før, men samtidig begyndte det at se skidt ud med leveringen af palmestammer. Palmelundene på øen var hugget om, der var ingenting til at holde på sandet. Jorden begyndte at erodere, og efterhånden var der ingen mad. Man havde ikke træ til kanoer, til fiskeriet, og folket indså at det var umuligt at slippe væk fra elendigheden. Påskeøen var blevet et goldt landskab, med 10.000 desperate mennesker.

Nu gik det folk til hovedet. Langørerne huggede moarier, for at bede guderne om hjælp – og kortørerne blev tvunget til at arbejde hårdt. Det resulterede i én ting – oprør. Kortørerne nedlagde arbejdet – og truede med krig mod Langørerne. Langørerne flygtede op på Poikehalvøen. Her forskansede de sig ved at grave en dyb grøft fra kyst til kyst ved Poike. Nede i grøften lagde langørerne store mængder brændsel, så når kortørerne kom ville de tænde et bål i hele grøften for at forsvare sig.

Det der skete på Påskeøen var i virkeligheden en global økologisk katastrofe i minieformat. Der tales så meget om i disse dage, at mennesket bare bruger løs af jordens naturlige ressourcer. På Påskeøen blev mareridtet til virkelighed. Det driver folk ud i ekstremer, som ender i borgerkrig, massakre og nedslagtning. Det er sket mange gange i verdenshistorien, men dette eksempel er helt tydeligt.

Den altødelæggende borgerkrig og afslutningen på en epoke
Under kommando af deres leder Iko var langørerne nu klar til forsvar fra den anden side af deres gravede grøft. Når Kortørerne kom ville man sætte ild i brændslen i grøften, og på den måde forsvare sig. Hvad nu Langørerne ikke tog sig i agt for, var at en af deres mænd var gift med en kørtørerkvinde der hed Moko Pingei. Hun var en forræder og sladrede til kortørerne om langørernes plan. Hun aftalte med kortørerne, at når hun en aften sad og flettede på en stor kurv skulle en hær af kortører snige sig bagom hende og omringe Poikehalvøen uden at langørerne lagde mærke til det.

Da den dag kom hvor kortørerne dukkede op på modsat side af langørerne tændte langørerne et kæmpemæssigt bål i grøften for at forsvare sig. Ilden i grøften rakte fra kyst til kyst. Bedst som ilden brændte voldsomt, dukkede den hemmelige kortørerhær op omme fra “bagsiden” af Poike. Det kom til blodig kamp, men kortørerne jagede langørerne i ilden i deres egen grøft og alle undtagen tre langører blev brændt ihjel. De tre der undslap blev dog snart fanget, og de to blev stukket ihjel med spise stokke. Kun Ororoina blev skånet, og det var den sidste overlevende langører. Han blev senere gift med en kortørerkvinde, der hed Pipi Horeko. Dette var den tragiske afslutning på epoken om langørerne. Umiddelbart efter massakren i langørernes jordovn – som legenden senere blev kaldt – herskede kortørerne på øen. Borgenkrigen er senere ret nøjagtigt blevet dateret til 1676.

Når et folk bliver udnyttet og undertrykt af et andet folk, skal det føre til oprør og revolution på et eller andet tidspunkt. Noget af det der kan få et folkeslag til at gøre oprør er også religion, politisk overbevisning, racisme, jordbesiddelser og fødevaremangel. Når der pirres ved folks basale behov, holdning, traditioner og/eller race/hudfarve, så begynder de at slå fra sig. På Påskeøen har hovedoverskriften helt klart været én ting – desperation! Desuden tror jeg, at de på øen efterhånden var blevet så indspiste og korrupte, så der måtte ske en form for udløsning/eksplosion. Det måtte gå den vej – der skulle ryddes op i tingene.

Europæisk indflydelse – resten af verden får øje på øen
Man kender ikke det rigtige navn på Påskeøen, de indfødte kalder den for Rapa Nui, men det menes ikke at være øens rigtige navn. I de allerældste overleveringer nævner de indfødte altid øen som Te Pito O te Henua – Verdens navle. Senere er øen også blevet kaldt for øjet som ser himlen eller Grænsen mod himlen.

Navnet Påskeøen kom først til da hollænderen Roggeveen opdagede øen 2. påskedag 1722, efter at have set røgsignaler inde fra øen. Han gik i land og gav øen navnet Paasch Eyland (Easter Island – Påskeøen). De mennesker Roggeveen mødte på den nye ø, lignede lyshudede polynesiere, som i dag findes på Hawaii, Tahiti og de andre Stillehavsøer. Det så dog ikke ud til at befolkningen var helt raceren, nogle havde en mørkere hudfarve, nogle helt lyse som europæere og andre med rødlig hud. Alle mændene havde skæg.

Grunden til, at folkene var af forskellig farve tror jeg var fordi; når to folkeslag mødes vil de selvfølgelig få børn sammen – deraf den blandede farve. Den mørke hudfarve kommer specielt fra Polynesien, men folk fra Sydamerika er også lettere mørke i løden. Sydamerika er oprindeligt befolket fra Europa, forstået på den måde, at der foregik en folkevandring fra Europa, da europæerne indtog inkariget i 1532. En del europæere (fortrinsvis folk fra Spanien og Portugal) blev i det nyerobrede land, deraf den mørke lød. Den lyse hudfarve på Påskeøen kommer måske af andre europæere, måske endda med skandinavisk blod i årerne. Den rødlige hudfarve kunne komme fra indianere fra det nordamerikanske kontinent. Alle har de vandret og/eller sejlet og er på den måde endt på Påskeøen. Teorien om, at påskeøfolket kom fra Sydøstasien kunne også passe i denne sammenhæng.

Roggeveen bemærkede straks de mange store stenstatuer. Han så også, at folket på øen satte sig på hug foran statuerne, tændte bål der og bad bønner. Dette er den første og eneste beskrivelse af soldyrkelse på Påskeøen. Inka betyder direkte oversat Solens børn. Man ved, at inkaerne tilbad solen, så det lyder fornuftigt at de havde taget ritualer i forbindelse med deres religion med til Påskeøen. I Egypten tilbad man solguden Ra, så dette med at dyrke solen har været kendt mange steder i verden.

Mange af ø-boerne gik nøgne omkring med dekorative tatoveringer på kroppen. Disse tatoveringer er karakteristiske for folkeslag i det meste af Stillehavsområdet også i dag. Tatoveringerne bliver også i dag lavet på gammeldags manér med sort farvestof fra planter, banket ind i huden med syle lavet af dyreknogler og hajtænder. Tatoveringer hos mændene er for at vise respekt for kvindens smerter ved fødsler. Roggeveens iagttagelser af folket på øen var lidt specielt. Der var flest mænd, få kvinder og ingen børn. Det faktum, at der var flest mænd passer fint med at der skulle bruges mange mænd til arbejdet med stenstatuerne. Men at der ingen børn var, lyder underligt i mine ører, da primitive folkeslag altid har mange børn, for at sikre sig i alderdommen.

Påskeøfolket levede på stenaldermanér uden jern eller våben (igen et bevis på den manglende indflydelse fra resten af verden – i 1722 i Europa så tingene meget anderledes ud (oplysningstiden). De kogte maden mellem glødende sten, dyrkede forskellige afgrøder og boede i lave bådformede huse. Øboernes levevis vidnede i det hele taget om fattigdom og et primitivt stade. Der sås også kun små utætte kanoer, så folket måtte helle rikke være store søfarere.

Polynesiernes store viden om navigation efter stjernerne og deres ry som værende nogle af de største søfarere verden havde set, var fra generation til generation gået tabt for øboerne. Det lyder næsten som om, at hele stedet var hensunken i kollektiv depression. Og ethvert velfungerende samfund – også selvom det er primitivt vil også have en masse børn. Noget var galt.

Depression og fattigdom eller ej. Hvordan kunne et så fattigt primitivt samfund bygge kæmpe stenstatuer? Den hollandske opdagelsesrejsende konkluderede efter sit besøg på øen, at statuerne var lavet af ler. Han kunne ikke se nævneværdigt træ eller tovværk på øen – altså måtte statuerne være lavet af ler. Jeg syntes det rejser spørgsmålet; hvor skulle man kunne få ler i disse mængder fra på en vulkanø? Øen er geologisk skabt af tre vulkanudbrud og består foruden vulkansk basalt ikke af andet end sand og sten. Teorien holder ikke!

Da Roggeveen forlod øen noterede han i logbogen, at øens befolkning var ventligtsindede og intelligente, men eksperter i at stjæle. Alt forsvandt tilsyneladende sporløst for hollænderne. Det, at de var venligtsindede finder jeg meget logisk. De har ikke andre fremmede, at sammenligne med, og besøget fra et fjernt land er kommet som en kærkommen adspredelse i deres ensomme ø-tilværelse. At alt forsvandt for hollænderne tyder på snedighed og ikke mindst et reelt behov for materielle ting for øboerne. Og dertil skal nævnes, at de fleste der møder fremmede folk, vel er nysgerrige og begærlige efter nye og anderledes ting.

Europæerne var de første der begyndte at sejle på opdagelsesrejser f.eks. Columbus og Magellan. I 1770 var det spanieren Don Felipe Gonzales der tog på ekspedition og fik Påskeøen i kikkerten. Han, to præster og et kompagni soldater gik land og marcherede højtideligt i retning af Poikehalvøen. Her findes tre naturlige pukler, hvor spanierne placerede et kors på hver. Under nysgerrig bevågenhed fra de indfødte erklærede Don Felipe Gonzales nu øen for spansk besiddelse. Der blev affyret salutter og for at det hele skulle gå forsvarligt til skulle øboerne skrive under på et dokument. Deres underskrift bestod af sære tegn, fugle og besynderlige figurer.

Herefter var der en ejer af øen, nemlig kongen af Spanien, herved kom øen til at hedde San Carlos’ ø. Spanierne bemærkede også de store stenstatuer. De beviste imidlertid at figurerne var af sten, da det slog gnister, når en hakke blev hugget ind i en af statuerne. Men hvordan folket på øen havde fået rejst disse kæmper, stod også for spanierne som et mysterium. De tvivlede endda på, at stenfigurerne overhovedet var blevet lavet på selve øen.

Ligeledes denne gang forsvandt alt for spanierne, som det var sket for Roggeveen. Spanierne begyndte at mistænke øboerne for at have underjordiske gange eller huler. Kaptajnen og hans besætning observerede det samme udseende hos folket som hollænderne. At folket lignede eruopæere, rødligt, sort, brunligt hår og iøvrigt mennesker af en anseelig højde, op til 195 cm (det tyder også på en dråbe europæisk blod).

Den næste besøgende var Jamens Cook. Da han gik i land var der meget få mennesker at se på øen og de der var, var i ynkelig stand. Cook og hans besætning blev enige om, at en eller anden ulykke måtte havde ramt øen og at dens befolkning var i færd med at uddø. Cook havde også mistanke om, at folk var gået under jorden, da der var meget få mennesker at se. Han bemærkede også, at stenstatuerne var væltet og lå med hovederne væltet ned fra deres ahu’er. Der var intet jord opdyrket, alt hvad der havde mindet om skov var udryddet.

Det store spørgsmål var; hvad var der sket i mellemtiden?

Forklaringen kunne langøreren Pedro Atan give. Han var borgmester på øen, da Thor Heyerdahl kom dertil. I lang tid efter krigen ved Iko’s grøft levede kortørerne og efterkommerne af langørerne i fred på øen.Kortørerne havde overtaget langørernes moarier, mad var der nok af og livet på øen var lykkeligt. Som følge af de gode livsbetingelser, blev der efterhånden flere og flere mennesker. Befolkningen menes, at have været så stor som 12.000. Det blev snart svært, at skaffe den fornødne føde og alle ressourcer blev opbrugt. Alt levende blev anvendt til føde, dyrene blev slagtet (udover høns fandtes der en indfødt spiselig rotte, en såkaldt Kioe) og snart lå hele øen gold og udpint hen igen.

Befolkningen begyndte nu for anden gang at blive desperate. Hele historien gentager sig. Ingen føde og ingen træ til fremstilling af kanoer, så de kan slippe væk fra elendigheden. Det var nu kortørerne der vendte sig i krig mod hinanden. Pedro Atan betegner denne krig som Huri Moari-krigen (væltestatue-krigen). Kortørerne ejede alt på øen, alle moarierne og hver klan/familie havde statuer på sit område. De der havde moarier på sit land var stolt af det og når de gik i krig med hinanden rev de dem ned på de andre klaners jorde for at ærger dem.

Her har jeg en teori om, at “fjenderne” har specielt sørget for, at stjæle de værdifulde øjne fra moarierne, netop fordi de vidste hvor meget øjnene betød for moariens krft. Den bedste måde at “lamme” modstanderne på, var selvfølgelig ved at stjæle og tilintetgøre det, der var mest sårbart og af den største betydning for familiens efterfølgende succes. Det tror jeg er forklaringen på, at der ikke er fundet nogle moariøjne på Påskeøen. Den første der fandt et eksempel var Thor Heyerdahl. Muslinger fra havet vil ikke kunne forgå i jorden, så derfor tror jeg at øjnene måske er kastet tilbage i havet.

Det rigtige bevis på, at borgmesteren Pedro Atan var en ægte langører gav han også selv. Pedro Atan’s far hed José Abrahan Atan, han var søn af Tuputahi, som var langører fordi han var søn af Hare Kai Hiva, som var søn af Aongatu, søn af Uhu, søn af Inaki, som endelig var søn af Ororoina (eneste overlevende langører fa krigen ved Iko’s grøft). 9 slægtsled.

Senere fik øboerne igen besøg. Denne gang i 1786 af franskmanden La Pérouse. Nu var der igen kommet mennesker på øen. Nu var næsten halvdelen kvinder og en masse børn. James Cook havde befolkningen mistænkt for, at have hemmelige huler. Det kunne La Pérouse nu bekræfte. Det vrimlede nemlig frem med folk fra de underjodriske huler og gange. Han forstod nu, at det var her i disse hemmelige huler, kvinder, børn og de fremtrædende personer, f.eks. præster og tjenere havde opholdt sig. Befolkningen var nu blevet så tillidsfulde, at de turde komme frem. Grunden til det, var at James Cook havde opført sig så fredeligt under sit besøg. Både La Pérouse og Cook var meget imponerede over de mange stenskulpturer. De var enige om, at det viste en del om dette folks energi og intelligens.

Cook var dog overbevidst om, at det ikke var den nuværende befolkning, der var ophavsmand til disse mesterligt udførte mure og statuer. Han kunne se, at murværket på mange af ahu’erne var ved at begynde at forfalde. Den nuværende befolkning viste ingen tegn på, at ville forsøge at vedligeholde murerne.

James Cook foretog en nærmere undersøgelse af murerne, og blev hurtigt betaget over hvor præcist stenblokkene var tilhugget, finpudset og tilpasset hinanden. Med på Cooks skib var der en polyneser fra Tahiti. Han kunne forstå lidt af øboernes sprog. De få oplysninger man kunne få ud af befolkningen, var at statuerne ikke skulle betragtes som gudebilleder. Derimod  var det monumenter/mindesmærker over afdøde personer af hellig eller kongelig byrd. Øboerne troede på et liv efter døden. Med tegn og fakter forklarede de, at mens skelettet lå i graven – var personens jeg forsvundet op i himlen.

La Pérouse forsøgte, at påvirke øen lidt i positiv retning. Han slap nemlig grise, geder og får i land på øen og såede nogle frø. Men alt blev slagtet og spist indenfor få timer. Først i begyndelsen af 1800 tallet vovede nogen sig igen til Påskeøen. Det var dog med lidt skumle bagtanker. Man ville starte en sælfangerstation på Robinson Crusoes ø, Juan Fernandéz øerne ud for Chiles kyst. En amerikansk skonnert lagde sejlene forbi Påskeøen for at hente kolonister til den nye sælfangerstation. Under en voldsom kamp blev 12 mænd og 10 kvinder kidnappet. Langt ude på havet slap kaptajnen dem fri på dækket, hvorefter samtlige sprang over bord og derefter begyndte de at svømme tilbage til Påskeøen. Kaptajnen tog dog denne lille episode med sindsro, han sejlede blot tilbage til øen og kidnappede nogle flere.

Der gik nu lang tid før øboerne igen fik tillid til fremmede. Hver gang et nyankommet skibs besætning forsøgte at gå i land blev de mødt af en mur af stenkastere. Med mange års mellemrum besøgte forskellige skibe øen på korte visitter og efterhånden lykkedes det påny at opbygge et tillidsforhold til øboerne. Men bedst som øboerne var stoppet med at forsvare sig med stenkast med de fremmede, skete der noget i 1862. Ud for kysten dukkede der en dag syv sejlskibe op. De indfødte svømmede ud til skibene og da de kom om bord skulle de underskive nogle dokumenter. De vidste jo ikke hvad de skrev under på, deres underskrift bestod af de tidligere tegn og krusseduller.

Det viste sig imidlertid at være en fælde. Dokumentet de netop havde underskrevet var en kontrakt om, at de ville tage med som arbejdere til Guano-øerne ud for Peru’s kyst. Herefter gik 80 slavefangere i land og lokkede befolkningen ned på stranden vha. farvestrålende gaver. Alle blev bundet og slæbt ombord på skibene. De der gjorde modstand blev skudt og andre flygtede ned i deres underjordiske huler og væltede sten for indgangen. Mennesketom lå Påskeøen hen efter denne massakre i julen 1862.

Hjælpen var imidlertid på vej fra Tahitis biskop. Han protesterede voldsomt mod behandlingen af Påskeø-folket. Det blev herefter besluttet, at folket måtte få lov til at komme tilbage til deres ø. Desværre gik det ikke helt efter planen. Pga. de uvante forhold på Guano-øerne døde 900 af folkene fra Påskeøen. Da de endelig fik lov til at blive sejlet tilbage til deres ø var der kun 100 tilbage. Uheldet ville nu at der var en kobbeepidemi i udbrud. Nu døde 85 af sygdom, så det var en lille ynkelig skare på 15 der kom tilbage til øen. I 1871 var befolkningen på 175, alle iberegnet, børn og voksne.

Nød og elendighed hærgede på den lille ø, da fremmede begyndte at bosætte sig der. En enlig missionær gjorde sit bedste for at afhjælpe øens ulykkelige situation. Det blev dog til en kort fornøjelse for ham, da de indfødte stjal alt hvad han stod og gik i. Han tog med det første skib tilbage til fastlandet. Senere vendte han dog tilbage og oprettede en lille missionsstation. De indfødte jagede ham ud endnu engang, men fortsatte selv med at synge de salmer, han havde nået at lære dem (i dag er øens befolkning katolikker). I øvrigt var det også denne missionær der forsøgte at tyde Rongo-Rongo-sproget.

I slutningen af 1800 tallet fandt europæerne ud af, at der måtte være gode græsningsmuligheder for får på øen. Dette gjorde også, at Påskeøen blev annekteret af Chile. I 1914 kom der en britisk ekspedition til øen ledet af Kathrine Routhledge. Hun var sejlet dertil i sit eget sejlskib og hele ekspeditionen var privat. Hun tog mål af samtlige statuer og kortlagde øen. Der blev tegnet kort over ahu’er, statuer, gamle veje osv. Ekspeditionen havde dog så travlt med dette arbejde, at der ikke blev tid til egentlige udgravninger. Det arkæologiske arbejde måtte hun overlade til dem der kom efter. Uheldigvis gik alle hendes optegnelser tabt ved en ulykke, men hun fortæller i en senere bog, at Påskeøen simpelthen dirrer af mystik og uløste gåder.

Tyve år senere ankom en fransk/belgisk ekspedition til øen. Fransmanden Métraux samlede mundtligt oplysninger fra de indfødte til et større studium af stedets etnografi. Belgieren Lavachery udforskede øens større antal helleristninger og andre stenarbejder. Men noget egentligt udgravning blev det heller ikke til denne gang.

Den næste der kom til Påskeøen var Thor Heyerdahl i 1955.

Efterskrift (Påskeøens nyere historie)
Efter 1930 kom der for alvor gang i forskningen af Påskeøens mysterier. Da 1930 og derefter ligger udenfor rammen af opgaven, har jeg valgt at skrive et efterskrift, for ligesom at give læseren en sammenhæng i øens historiske overblik.

Den der har bidraget mest til opklaringen af øens mysterier er nordmanden Thor Heyerdahl. Det der først og fremmest gjorde, at hele verdens bevågenhed blev rettet mod netop ham, var hans Kontiki-ekspedition. På en tømmerflåde lavet af den specielle lette træsort Balsatræ drev han og hans besætning ombord på fartøjet. Fra Callao  ved Peru’s Stillehavskyst sejlede de med vinden og havstrømmene indtil de 101 døgn senere strandede på den lille ubeboede koralatol Raroia i Tuamuto-øgruppen i Polynesien. Efter Kontiki-ekspeditionen var Thor Heyerdahl fast besluttet på, at Påskeøen var målet for hans næste ekspedition. Han ville finde svaret på oprindelsen af stenstatuerne – en af de store uløste gåder i Stillehavet.

Vel ankommet til øen i en lejet grønlandstrawler, gik et hold arkæologer med Thor Heyerdahl i spidsen i gang med en række undersøgelser. I det år holdet arbejdede på øen fik de ganske langsomt sat nogle af brikkerne på plads i det store puslespil. Dels ved at afprøve egne teorier, og dels ved megen hjælp og vejledning fra øens indfødte befolkning.

Efter et års intensivt arbejde, havde Thor Heyerdahl indsamlet tilstrækkeligt data og informationer til at vende hjem til Norge. Her skrev han bogen “Aku-Aku – Påskeøens hemmelighed”, og herefter startede han på det store antropologiske værk “The Art of Easter Island” (Påskeøens kunst). Herefter skulle der gå mange år inden Thor Heyerdahl igen skulle få lejlighed til igen at vende tilbage til Påskeøen. Næste gang var i 1984, hvor han var indbudt til den første internationale videnskabskongres på øen nogensinde. Sammen med en ung tjekkisk ingeniør afprøvede han en ny teori om transporten af moarierne fra værkstedet ved vulkanen til deres ahuer.

Oversigt over hvad Thor Heyerdahl afdækkede på Påskeøen under første og andet ophold:

1. Beviser på, at langørerne kom fra Sydamerika. Ahu’en ved Vinapu Tahira er bygget efter nøjagtig samme princip som murværket i inkabyen Machu Picchu i Peru.
2. Stenstatuer ved Titicacasøen (ved byen Tiahuanaco) er identiske med dem på Påskeøen.
3. Muren i Vinapu fandt han ud af var et solobservatorie. Når man ved solhvervplacerer sig på ahu’en, står solen i en ret vinkel på muren. Inkaerne var soltilbedere – dermed endnu et bevis på, at Påskeøfolket kom fra Sydamerika.
4. Ved Kontiki-ekspeditionen beviste Thor Heyerdahl, at det godt kunne lade sig gøre at sejle fra Sydamerika til Polynesien i et primitivt fartøj.
5. Ved hjælp af DNA-prøver af Totora-sivene (ferskvandssiv) i vulkankrateret i Rano Raraku på Påskeøen  bevistes det, at sivene var de samme som vokser omkring Titicacasøen i Peru og Bolivia. Disse siv anvendes i dag af Uru-indianerne der bor på store flydende øer af siv i Titicaca-søen.
6. At ahu’erne var begravelsespladser, da de indeholdt skeletrester.
7. At samtlige moarier var udhugget med håndlavede økser af den vulkanske glasart Obsidian (som man iøvrigt stadig kan finde på øen).
8. Hvordan man rejser en tonstung moari op på sin ahu. Man bliver ved med at lægge sten und under den indtil den står op. Opskriften var overleveret gennem 11 generationer fra den sidste overlevende langører.
9. Hvordan en moari hugges ud af vulkanvæggen. Man starter med at hugge omridset og hugger sig derefter ind i klippen, det sidste der hugges fri er ryggen.
10. Hvordan man flytter en moari fra vulkanen til dens ahu.

Thor Heyerdahl fandt ½ øje fra en moari. Den eneste der nogensinde er fundet. Øjet var nogenlunde intakt – da moarien var væltet ned i sand. Andre var væltet ned på klippegrund og havde derfor knust øjnene.

1. Udgravningen af langørernes jordovn. Beviset (brændte trækul) blev undersøgt på Nationalmuseets moseafdeling i København ved hjælp af kulstof 14 metoden. Massakren i langørerens blev ret præcist dateret til 1676.
2. Bevis for at øboerne havde underjordiske huler (de såkaldte familiehuler, hvor de gemte små kostbare magiske stenhoveder). Hulerne var også grunden til at europæernes ting forsvandt sporløst ved under de første besøg.
3. Udforskning af de hvide jomfruers hule.
4. Forskning i petroglyffer på sten over hele øen (kan muligvis forestille fisk, hajer, hvaler, delfiner, fuglemænd og skibe).
5. Forskning i Påskeøens skriftsprog Rongo-Rongo.
6. Forskning i øens træskærerarbejde.
7. Opmåling af samtlige 600 moarier på øen.
8. Kortlægning af hele øen.
9. Et forsøg på at tyde øens sagn og myter.

I dag er Påskeøen tæt på at være en verdenstjerne. I 1993 efter Kevin Costners store filmsucces “Danser med ulve” kom hans nye film “Rapa Nui – verdens navle”, der  omhandler den lille ensomme ø’s tragiske historie. Efter, at filmholdet fra studierne i Hollywood igen forlod øen, gled livet igen ind i sin vante gænge. Ø-boerne må nu om dage leve med, at mange flytter til fastlandet, først og fremmest til Chile eller Argentina for at få en uddannelse eller arbejde. Det bliver sværere og sværere at finde sig en ægtefælle på øen og hverdagen præges af et større antal turister fra fortrinsvis Europa, USA og Australien. I de næste år tror jeg også, at der vil komme flere og flere  danske turister til øen, da Troels Kløvedal i 1998 besøgte øen på sit seneste togt med Nordkaperen.

Jeg vil imidlertid komme med den påstand, at man skal have en speciel interesse for arkæologi, mystik og okkultisme, hvis man skal finde Påskeøen interessant. Er man til luksushoteller og hvide sandstrande er man helt klart gået forkert. Påskeøen er alt andet end en eksotisk tropeø. Øen ligner mest af alt Færøerne med sort vulkansk materiale og gult svedent græs. Lige umiddelbart måske ikke det smukkeste syn, men ånden på øen er til gengæld helt uovertruffen. En egentligt konklussion på denne opgave er, at en stor del af Påskeøens sagnsomspundne historie er opklaret, men dog ikke det hele.

Videnskaben har pga. Thor Heyerdahls store arbejde, fået meget større kendskab til levevis og kultur i Polynesien – gennem en række konkrete beviser. En del af mysteriet er opklaret, men man er endnu ikke færdig med at udgrave det hele. Man kan stadig finde folk, der har vidtløftige teorier om, at Påskeøen kunne være den sidst rest af det forsvundne kontinent Atlantis. Nogen mener som følge af det, at beviserne ikke skal findes på selve øen, men på bunden af havet omkring øen. Noget af det der formentlig aldrig bliver opklaret er øens sprog Rongo-Rongo. Da alle de fremtrædende personer, der havde kendskab til sproget blev dræbt i langørernes jordovn, er det aldrig blevet tydet. Det er verdens sidste ikke-tydede skriftsprog og det vil formentlig give sprogforskere rynker i panden i al fremtid.