I 1997 var jeg for allerførste gang på min første rigtige rygsæksrejse alene. Jeg havde mødt et ungt argentinsk par i Australien og havde lovet, at besøge dem hvis jeg nogensinde skulle komme i nærheden af Buenos Aires. Pigen Cecilie var engelsklærer og hendes mand Hernan var lige blevet færdig som ingeniør. Jeg havde bestemt mig for, at besøge dem i juli og august 1997, når jeg var blevet færdig med min uddannelse som Social – og sundhedsassistent. I mange år havde jeg læst bøger af Thor Heyerdahl og jeg havde især været meget optaget af bogen Aku Aku om hans arkæologiske arbejde på Påskeøen. Øen hører til Chile og da min rejse efter Argentina skulle gå til Chile, var der ikke langt fra tanke til handling. Jeg var helt syg for at opleve denne lille ø langt ude i Stillehavet med sine mystiske stenstatuer og bemærkelsesværdige historie.

Da jeg ville være helt sikker på, at komme til øen bookede jeg en færdig arrangeret tur på 5 dage til øen hos Albatros Travel i København. Det blev en ustyrlig dyr rejse, men det hele værd. Dengang var der ikke ret mange der tog til Påskeøen og det var temmelig kostbart, at opleve stedet. Jeg tror min billet til Sydamerika inkl. den 5 dages tur til Påskeøen løb op i 23.000 kr, men jeg var fuld af fortrøstning. Jeg glædede mig vildt til, at opleve øen som jeg havde læst så meget om. Og det skulle da også blive en af mine allerbedste rejseoplevelser og nok også en af de mere tankevækkende.

Jeg rejste med det chilenske flyselskab Lan Chile og fløj i 5 timer de over 3000 km ud i det uendelige Stillehav. Det var en vild oplevelse bare at opleve hav og hav ligeså langt øjet rakte og så pludselig få øje på den lille forrevne klippeø midt i de uendelige blå bølger. Der skulle dog lige ske lidt dramatik inden jeg kunne nyde den fjerne ø’s herligheder. Flyet afgik dengang fra Santiago i Chile to gange om ugen og fløj videre til Papetee på Tahiti (et rigtig eksotisk indslag som jeg ville havde givet en million for at opleve) og målløs stod jeg i den lille lufthavn i Hanga Roa på Påskeøen da flyet ruller ud på startbanen for at fortsætte til Tahiti – med min rygsæk!!!

Jeg stod lidt betuttet der midt i ankomsthallen og min rygsæk var på vej til Tahiti. Lufthavnspersonalet i Santiago havde puttet den i den forkerte fragtcontainer i lastrummet på flyet. Jeg gik næsten helt i panik, da alle mine billeder fra hele turen nu befandt sig et eller andet sted mellem den ene ø og den anden. Jeg endte op ude i lufthavnsterminalens opbevaringsrum blandt påskeøboere i blå kedeldragter og satelitovervågningsudstyr hvor jeg skulle beskrive min rygsæk. Jeg var i min frygt for at miste min rygsæk noget hidsig og skældte dem hovedet fuld på mit dengang ret mangelfulde engelsk. De må havde tænkt deres, men det kunne vel ikke være så svært at putte bagage i to forskellige containere tænkte jeg. Jeg blev lovet, at min rygsæk ville være der næste dag, når flyet returnerede fra Tahiti.

På mit lille eksotiske hotel måtte jeg klare mig med hvad jeg havde i min håndbagage og så iøvrigt med den smukkeste udsigt over Stillehavet og en have fuld af de mest eksotiske blomster og buske. Næste dag dukkede min rygsæk på i god behold og jeg kunne tage fat på at udforske den lille ø.

Jeg var ude og se samtlige steder på øen med stenstatuer, de såkaldte Moarier. De var i alle størrelser og udformninger, med og uden øje og i mere eller mindre velbevaret stand. Det var fantastisk lige pludselig at stå og se på dem, nu hvor jeg havde læst så meget om Thor Heyerdahls udforskning af dem. Jeg fik set de tre vulkaner på øen, hvoraf Rano Raraku er den vigtigste. Der er nemlig der alle Moarierne er udhugget.

Jeg var på de ture der var med i den arrangerede pakke fra Albatros Travel og derudover havde jeg et særligt ønske. Jeg havde nemlig læst om De hvide jomfruers hule der ligger i den yderste ende af øen mod øst. Jeg gik i gang med at finde ud af hvordan jeg kom dertil, og kom i god snak med en tysk dame der også gerne ville med op og se denne specielle hule. Hulen ligger på Poikehalvøen som er meget vigtig i Påskeøens historie. Det var her spanierne satte de tre spanske flag for at erklære øen for spansk besiddelse og det var også her hvor slaget mellem langørerne og kortørerne foregik i Iko’s grøft (læs iøvrig mere om Påskeøens historie under Artikel  – og tekstliste på min hjemmeside).

Historien om de hvide jomfruer er den, at man i Påskeøens storhedstid hvert år udvalgte årets fuglemand. Øens unge stærke mænd kappedes om at blive årets fuglemand, for så måtte han blive gift med en kvinde fra De hvide jomfruers hule. Det var smukke unge kvinder – døtre af øens mest fremtrædende personer, der blev specielt udvalgt til at blive giftet bort til Fuglemanden. For at de skulle være ekstra smukke blev de spærret inde i denne klippehule, jo mere hvide deres hud var jo bedre, da lys hud ansås for at være et skønhedsideal.

I Thor Heyerdahls bog Aku Aku beskriver han denne hule næsten hårrejsende detaljeret. Åbningen er halvrund og ikke særlig stor. Man kan uden besvær komme de første meter ind i hulen, men herefter bliver hans beskrivelser på linje med en bedre gyserfilm. Jeg husker endnu tydeligt hvordan de små hår rejste sig i nakken da jeg læste dette kapitel. Så jeg var altså helt syg for at få denne hule at se.

Den tyske dame og jeg fik arrangeret en tur op til hulen og med os havde vi vores guide Christian. Han var indfødt Rapa Nui, altså Påskeøbo. Han var født og opvokset på den lille ø og kunne fortælle os en masse interessante ting. Påskeøen hører ind under Chile, men de føler sig næsten mere som Polynesiere end som chilenere. Alle deres myter og historier ligner også meget mere Polynesien kultur end egentlig Sydamerikansk kultur.

Men at disse Påskeø folk var mere end almindeligt overtroiske skulle for alvor blive åbenbaret for den tyske dame og jeg. Vi kørte mod Poikehalvøen og kom også gennem det marked der adskiller dette område fra resten af øen. Poike halvøen er nemlig Nationalpark og man skal have tilladelse for, at komme dertil eller være sammen med en autoriseret guide. Christian fortalte os om øens historie og om Moarierne, og da vi til sidst stoppede firhjulstrækkeren ude på den absolut yderste spids af øen så vi lige lukt ned i havet. Klipperne var næsten lodrette og havet hamrede ind mod dem flere hundrede meter nede. På det tidspunkt var jeg knapt så højdeskræk som jeg er idag, men jeg må da indrømme at jeg lige sank en ekstra gang over synet. Bedre blev det ikke da Christian peger ned af en meget smal klippesti til venstre for bilen. “Det er dernede” siger han og peger mod noget som vi ikke helt kan se hvad er. Jeg ser lidt overrasket på ham, for jeg troede i min naivitet, at han ville gå forrest, men nej det har han vist ingen planer om. Han stiller sig til rette op af bilen og lader os vide at vi selv skal gå ned til hulen.

Der blæser den vildeste vind, og støvet hvirvler op da vi usikker på benene begynder at gå ned af stien. Jeg går først – lidt eventyrer er man jo, selvom jeg afgjort ikke er stolt af mit forehavende. Nogle meter nede af stien får jeg ganske rigtigt øje på et hul i klippen. Den er ca. 1 meter bred, omkring 30 – 40 cm høj og taget er ovalt. Jeg sætter mig ned på den smalle klippesti og kigger ind i et sælsomt mørke. Jeg kan intet se, der er bare mørkt. Et billede med blitz afslører ikke ret meget mere end et sort uendeligt hul. Den tyske dame og jeg er på underlig telepatisk vis fuldstændige enige om, at der skal vi ihvertfald ikke kravle ind. Egentligt så var der ikke meget at se udover et hul i klippen, men jeg kendte jo den gyserhistorie der hører med til hulen. Den går nemlig over 350 meter ind i klippemassivet og til sidst er passagen så snæver, at Thor Heyerdahl er ved at sidde fast. Luften bliver mere og mere tung og til sidst er han overbevist om at hulen er fyldt med gasarter. Han tror også på et tidspunkt, at han er faret vildt og er smøget sig ind af den forkerte passage. Har man bare en flig af tendenser til klaustrofobi, ja så er man som mig ved “at skide i bukserne” når man læser dette kapitel i bogen.

Den tyske dame og jeg kravler op igen, sådan lidt underligt til mode, men hvad der undrer os virkelig meget er at Christian helt seriøst afslog at gå med os. Det smiler vi en lille smule over, men da vi senere får forklaringen af ham, forstår vi bedre hans bevæggrunde. Selvom man måske ikke helt vil være ved det på Påskeøen i 1997, så har alle en viden langt inde i sjælen om at der findes ånder. Og netop omkring hulen findes der mange ånder. Der skete nemlig det at de ældre kvinder der dagligt kom og gav De hvide jomfruer mad i hulen døde under borgerkrigen mellem Kortørerne og Langørerne. Det vil jo så sige, at De hvide jomfruer døde af sult i deres mørke fangenskab i hulen og det er altså dem man tror på stadig huserer i og omkring hullet i klippen. Lige pludselig stod det meget klart for den tyske dame og jeg, at der måske er mere mellem himmel og jord, og at man ihvertfald selv i dag tager den slags dybt alvorligt i de små ø-samfund ude midt i Stillehavet. Man skal ikke drive gæk med gamle historier og slet ikke ånder! Og den slags vidste vores guide altså som indfødt Rapa Nui!