I 1998 var jeg på 2 mdr’s. rejse i Sydøstasien, hvor jeg rejste ned gennem Thailand, Malaysia, Singapore og et smut til Bali. Eftersom jeg havde spruget min trommehinde i venstre ører 2 år forinden kunne jeg ikke dykke, hvilket jeg var rigtig ærgerlig over. Men snorkling kunne godt stadig lade sig gøre, der ligger man jo bare og plasker rundt i vandoverfalden og for ikke tryk i øret på samme måde som ved rigtig dykning. Mit problem med min nye indopererede trommehinde var netop, at jeg ikke kunne trykudligne. Den nye trommehinde var simpelthen ikke smidig nok, og iøvrigt var jeg jo også bange for at sprænge den, nu hvor jeg havde haft så meget bøvl med at få den gamle trommehinde til at gro sammen.

I Thailand tilbragte jeg nogle dage på de smukke tropiske øer Phi Phi. Stedet består af to øer, Phi Phi Lee og Phi Phi Don og er et sandt paradis for dykkere. Vandet er helt utroligt klart og det vrimler med tropefiske i alle regnbuens farver, så jeg var mere end klar til at hoppe i baljen. De første par dage boede jeg i en hyggelig lille sivhytte på stranden under palmerne og trives storartet. Det var et rigtigt dejligt sted, ren afstressning og afslapning i havbrisen. Der er ikke umiddelbart så meget at se på den ene ø, som jeg boede på, bortset dog fra en utrolig smuk natur. Den kunne man til gengæld også bruge flere timer på at studere.

Men en dag havde jeg meldt mig til en sejltur rundt om øerne med stop et par steder for at snorkle, for fisk og koraller det skulle jeg altså se. Den anden af øerne består af stejle sandstensklipper og med små hemmelige bugter og laguner gemt godt af vejen inde bag klippepassagerne. Bådsmanden udpegede også små fuglereder oppe af de stejle klippevægge, hvor mursejlerne lagde deres æg. Men de er truet pga. af en aldeles bizar ting. Flere steder i Sydøstasien indsamler man nemlig disse små fuglereder og koger suppe på dem til den såkaldte Birdnestsoup – altså fugleredesuppe. Jeg har læst mig til, at de koger reden, sier grumset fra og serverer suppen til skyhøjde priser på de dyre restauranter. Hemmeligheden skulle vist være den spyt som mursejlerne blander i reden for at få den til at holde sammen. Suppen skulle være god mod impotens, men jeg bliver nu ved med, at syntes det er en små-besynderlig idé.

Jeg forsøgte flere steder på min rejse i Sydøstasien, at finde suppen på menukort, men det lykkedes aldrig. Jeg var lidt nysgerrig på, at finde ud af hvordan sådan noget kunne smage. Men omvendt så havde jeg også lidt ondt af de stakkels små fugle der hele tiden tiden fik stjålet deres reder, fordi vi mennesker har fundet på at koge suppe på dem.

Inde i en smuk lille bugt blandt klipperne kastede vi anker for at snorkle. Omgivelserne var mere end eksotiske med de nøgne stejle klipper, det turkisblå vand og de små sandstrande mellem klipperne. Øen har vist været med i filmen “Stranden” med Leonardo DeCaprio i hovedrollen. Og det var bestemt ikke svært, at se hvorfor man netop havde valgt dette sted til en filmoptagelse.

Livet under vandet var mindst lige så storslået som over vandet, et sand ta’ selv bord af koraller og stribede fisk. Vandet var helt utroligt klart og selvom jeg ikke kunne dykke ned var oplevelsen lige fantastisk. Hvad der derimod var lige ved, at gøre oplevelsen til et mareridt – eller kunne havde gjort det – var da jeg vender mig om nede i vandet. Jeg svømmer rundt og er helt og aldeles optaget af den undersøiske paradishave, da jeg lige pludselig får øje på en havslange. På det tidspunkt vidste jeg intet om havslanger og havde aldrig set en før. Fyren var sort og med orange striber og vel omkring 1,5 meter lang. Den snoede sig rundt i vandet, og jeg blev vel mest bare lidt overrasket over at se sådan en. Den var omkring et par meter væk fra mig, jeg blev ikke bange, kun overrasket, fordi jeg aldrig havde set sådan en slange før. Jeg anede knapt, at der fandtes slanger i havet og kiggede nysgerrigt på den. Den virkede ikke nærgående eller bange for mennesker, den opførte sig helt naturligt.

Jeg var dog inderst inde godt klar over, at jeg ikke lige skulle røre ved den, men ellers lå vi egentligt bare der i vandet og kiggede lidt på hinanden. Senere svømmede den væk og jeg kravlede tilbage i båden. Jeg tænkte ikke videre over det, før jeg igen var hjemme i Danmark og vi kom til at snakke om det. Min svoger kunne forsikre mig, at disse slanger er hammerfarlige, de findes åbenbart i to forskellige udgaver, begge sorte, men den ene med orange striber – som den jeg så – og den anden med blå striber. Deres nervegift er meget farligt og kan give lammelse af musklerne og tilsidst lammer den åndedrættet. Havslanger har den stærkeste gift af alle slanger og den såkaldte Belchers slange har en gift der er så stærk at blot et gram af giften er nok til at slå 12.000 mennesker ihjel. Hvert eneste år er der fiskere i Sydøstasien der dør af havslangebid, da giften giver massive indre blødninger og nyreskader, også selvom personen når at blive behandlet med modgift.

Havslanger er dog alle forholdsvist fredelige, de er normalt venlige og ikke aggressive, men kan godt være ret nysgerrige. De er beslægtede med giftsnoge og er de mest udbredte blandt verdens giftige krybdyr. Den slange jeg så har jeg vist nok identificeret til at være en båndet havslange, som er let genkendelig på sine stribede aftegninger – uden jeg dog helt ved hvad navnet på den præcist er. Jeg har læst mig til at der findes flere arter af disse havslanger, men at de alle er meget giftige. Så her mange år efter kan jeg jo godt blive lidt hed om ørerne når jeg tænker på, hvad der kunne være sket. Jeg kunne aldrig havde drømt om, at række ud efter slangen, men den kunne jo pga. sin nyegerrighed være kommet så tæt på, at den havde rørt mig. Den så vitterlig ganske rolig og tillidsfuld ud, som om den fuldt ud accepterede tilstedeværelsen af en hel flok hujende snorklere, men uheldet kunne jo godt havde været ude.

Snorkleturen sluttede med en hyggelig oplevelse, hvor bådsmanden kastede anker et andet sted og gav os kogte ris til at fodre fiskene med. De var helt vilde og jeg havde fisk alle steder, de pikkede endda på glasset på min dykkermaske, det var næsten ligesom, at fodre en flok sulte ænder med brød. Så havdyr af næsten enhver art er ret tillidsfulde og nysgerrige i Sydøstasien, specielt når der kommer mennesker på besøg – og især når de ligefrem bliver håndfodret – men lad for Guds skyld være med at fodre slangerne!