Jeg har aldrig som sådan interesseret mig for stjerner og astronomi, men på min anden rejste til Sydamerika i 2003 fik jeg for alvor øjnene op for disse ting, og især den mere spirituelle del af det. I Santiago i Chile hvor jeg skulle begynde min rejse nordpå gennem Peru og Bolivia havde jeg slappet af ovenpå flyrejsen og jetlaggen, så jeg var klar til at begynde og opdage hvad Chile havde at byde på.

Jeg havde sidst været der i 1997 og havde der været forhindret i at rejse nordpå op i den tørre Atacama-ørken, da der faktisk det år var voldsom El Nino, det underlige vejrfænomen som optræder på disse kanter med års mellemrum. En strøm af varmt havvand fra de tropiske havområder omkring Indonesien presses tværs over Stillehavet og banker sammen med de kolde havstrømme ned langs Sydamerikas kyst og giver regn, storme og ustabilt vejrlig i Peru og Chile. Man har kendt dette vejrfænomen siden Inkaerne og det rasede altså vildt under min første rejse til kontinentet i 1997. Veje skyllede væk, broer styrtede sammen og ørkenen var fuld af blomster fordi der pludselig var kommet regn.

Jeg startede med at rejse til Val Paraiso et par timers kørsel nordfor Santiago hvor jeg en mandag aften oplevede en temmelig kraftig rystelse fra et mindre jordskælv. Det var selvfølgelig ikke noget at regne imod hvad Chile oplevede i 2010, men for mig som ikke var helt dus med jordrystelser var der en noget vild oplevelse. Det tror jeg det er for alle der kommer fra et lille fladt og forholdsvist roligt land som Danmark. Her er vi trods alt ikke vokset op med at glassene klirrer i skabet som var der en kæmpemæssig lastbil der buldrede forbi udenfor.

Efter nogle dage ankom jeg til den lille by La Serena der ligger yderligere nogle timers kørsel nordpå. En hyggelig lille by og omgivet af Andesbjergene i det fjerne og vinmarker. Smukt og fredfyldt sted hvor man kan slappe af og hygge sig. Jeg havde på min runde i byen set flere opslag om ture til et nærliggende stjerneobservatorie. Det er her i disse ensomme områder i bjergene der ligger flere af verdens største stjernekikkerter og bl.a. har Danmark andel i en som et samarbejde mellem os og den europæiske forskning i stjerner og himmellegemer. Jeg havde et par gange været i Tycho Brahe Planatariet i København og var blevet ganske optaget af at studere stjerner, men jeg havde aldrig prøvet at kigge stjerner gennem en stjernekikkert.

Jeg meldte mig til en tur og vi blev hentet først på aftenen, det var meningen vi skulle nå ud i bjergene inden solnedgang, men desværre nåede vi det ikke helt. Landskabet havde ændret sig en del, de brune bjerge lå badet i gyldent sollys på vej derud og vi kørte forbi store vinmarker og store øde områder. Himlen var blå og krystalklar og det var nemt at se hvorfor man netop havde valgt disse øde steder til at studere stjerner. Her var absolut ingen lysforurening fra byer i miles omkreds og stilheden var helt fantastisk. I tusmørket kørte vi op af en grusvej mellem bjergene og standsede tilsidst ved en stor hvid kuppel, en kæmpemæssig stjernekikkert. Jeg huskede nu tydeligt, at jeg har set udsendelser fra nogle af disse steder og glædede mig helt vildt til at få kuplen at se indvendigt.

Der ligger to stjernekikkerter i området, den ene er åbent for offentligheden, så turister kan få lov at få indsigt i stjernehimlens mysterier, mens den anden kun er for professionelle astronomer og forskere.

Det var efterhånden ved at være godt mørkt og nu åbenbarede der sig en stjernehimmel som kunne tage pusten fra selv den mest hærdede. Først forklarede en fyr os en hel masse om stjernekikkerten og viste os rundt på stedet. Jeg havde håbet, at man kunne få lov til at kigge i den store kikkert, men som turist foregik stjernekikkeriet udenfor på gårspladsen med mindre kikkerter. Men når man aldrig har prøvet at se himmelhvælvet i en kraftig kikkert, så er det hele en fantastisk oplevelse. Først fandt han månen til os og vi kunne ved selvsyn få, at se hvordan overfladen på den så ud. Et forunderligt kraterlandskab og helt goldt, pludselig føltes det som om man kunne røre ved selve månen selvom den hang stor hvid og krystalklar på himlen flere millioner lysår væk. Det hele føltes pludselig meget tæt på.

Vi fik lov til, at studere en masse stjerner og stjernetåger, men da han fandt Plejaderne til os og jeg satte øjnene på kikkerten skete der noget forunderligt med mig. Det er en smule svært, at forklare og sikkert vil de fleste der læser dette ryste på hovedet eller sætte stort spørgsmålstegn ved det jeg nu oplevede.

Plejaderne eller De Syv Søstre har været kendt af alle store civilisationer siden tidernes morgen og der er meget åndelighed forbundet med netop denne stjernekonstallation. New age tilhængere i dag vil til en hver tid hævde, at hvis der findes rumvæsener så kommer de fra disse stjerner. Kun en del af stjernerne er synlige med det blotte øje, men jeg må sige at jeg sank en ekstra gang da jeg tog et kig i kikkerten. Det gav et sug i maven og et underligt click i hjertet. Disse fantastiske smukke hvide stjerner tryllebandt mig totalt i den tavse nat der midt i Atacama-ørkenens kølighed. De lyste som hvide skinnende diamanter og jeg fik en meget besynderlig følelse, som jeg aldrig har oplevet hverken før eller siden. En mystisk følelse af hjem, en genkendelse, et savn, en længsel. En underlig kærlighedsfølelse tror jeg er det mest dækkende. Det føltes så mærkeligt, og alligevel så stort og ægte.

Jeg aner ikke hvorfor jeg fik det sådan, jeg ville bare derop – hvor vanvittigt det end lyder. Ikke siden dengang i 2003 har jeg prøvet noget ligende, men det er en oplevelse jeg simpelthen aldrig glemmer. Jeg kan jo overhovedet ikke give nogen fornuftig forklaring på de underlige følelser jeg fik, men kan stadig huske stemningen helt tydeligt da jeg satte øjnene til kikkerten og sank helt ind i disse smukke hvide stjerner.

Måske er der mere mellem himmel og jord end vi umiddelbart kan forklare og det år i Sydamerika fik jeg et utroligt stort antal af underlige oplevelser som ikke kan forklares ved rationel tænkning. Bl.a mødte jeg en chilensk fyr som siden blev min nære ven. Vi var sammen ude i Månedalen – Valle De La Luna som ligger længere nordpå i Chiles tørre ørken. Det siges om dette sted, at alle spirituelle oplevelser bliver forstærket i denne dal og der skete da også flere underlige ting. F.eks. fik min nye ven et meget stærkt syn, at ham og jeg havde kendt hinanden før og jeg må sige, at det heller ikke var helt ved siden af. Vi fungerede helt utroligt godt sammen – bogstaveligt talt som om vi havde kendt hinanden i 100 år, så måske er der noget om snakken med reinkarnation.

Det var som om,at på denne rejse blev disse spirituelle ting forstærket 100 gange. Det er den mest åndelige rejse jeg nogensinde har været på, en af de mest skelsættende oplevelser jeg har haft i min rejsekarriere og afgjort en af de ture hvor jeg kom til at tænke dybere over livets store spørgsmål – hvor kommer vi fra og hvor er vi på vej hen? Og med hensyn til Plejaderne så har jeg aldrig kommet nogen forklaring nær, men jeg glemmer aldrig den smukke følelse. Den tager jeg frem engang imellem og mærker at det føles godt i hjertet. Måske kan vi ind ind imellem fornemme noget vi har prøvet før eller været tæt på – og måske har vi levet før! Jeg må sige, at jeg blev overbevidst efter denne rejse! Og siden har en stor del af mine rejser haft en flig af spirituel indhold.