Påskeøen:

For Anette Kristiansen i Rindum har et besøg på Påskeøen været den hidtil bedste rejseoplevelse.

Af: Annette Holm, Foto: Brian Dixen

Fredag d. 16. januar 1998

Engang var Anette Kristiansen så bange for at rejse, at hun ikke turde tage toget til København. Nu er rejseskrækken forvandlet til vild rejselyst for den 26 årige social – og sundhedsassistent i Rindum, der sidste år måtte se Påskeøen, da hun alligevel skulle til Argentina for at besøge et par, hun havde mødt på rejse i Australien.

Igennem lang tid har hun været meget optaget af Thor Heyerdahls bog “Aku-Aku” – Påskeøens hemmelighed”, som hun fandt ved en tilfældighed og købte for en tier. Siden har hun læste andet om den spændende ø i Stillehavet med de berømte stenfigurer, så det var en drøm, der gik i opfyldelse, da hun kom til øen.

-Påskeøen var toppen af toppen. Jeg har læst, set og hørt om den, så det var fedt at stå der. Når jeg rejser, skriver jeg altid dagbog. Det er noget, jeg bare kradser ned på et stykke papir, men Påskeøen har jeg bagefter skrevet et hæfte på 25 sider om, fortæller Anette Kristiansen.

Påskeøen er ikke ret stor, og der kommer ikke mange dertil. Faktisk har Anette Kristiansen kun mødt en, der har været på øen med stenfigurerne. Det var en mand i Buenos Aires. Ellers er det mest europæere, der tager til Påskeøen, der på ingen måde er et turistmål for sydamerikanere.

Den ligger også 5 timer og 20 minutters flyvning fra den chilenske hovedstad Santiago, hvorfra der går fly 2 gange om ugen. Påskeøen er kun et stop videre til Tahiti og ligger 5000 km ude i Stillehavet, men da Anette Kristiansen var på de kanter, måtte hun simpelthen derud og havde booket sin tur hjemmefra.

– Der stod jeg – 21 timers flyvning hjemmefra på den anden side af jorden. Der var øde, isoleret og langt væk, men flyet var på vej mod Tahiti med min rygsæk, så jeg var meget oprevet og skældte ud. Folk var nærmest ligeglade med min bagage, for de sagde, at den nok kom igen næste dag, når flyet havde været på Tahiti, fortæller Anette Kristiansen om sit første ubehagelige møde med Påskeøen.

I mellemtiden fandt hun sammen med en tysk kvinde, der også skulle ud at opleve øen, der er 25 km på den længste led. 18 km vej er asfalteret, resten er hjulspor, men der er dog anlagt en lufthavn, en lille en fra 1960 i hovedstaden Hanga Roa.

Stenfigurer
Det, der trak Anette Kristiansen og de andre turister til øen, er de mange mystiske stenfigurer, der står alle vegne på øen. Disse moarier, som de kaldes, står ofte på en lille stenhøj kaldet ahu, og fund af lårbensknogler under en af disse ahu’er vidner om, at der er tale om begravelsespladser for øens beboere.

Anette Kristiansen var øen rundt for at se dens mange seværdigheder. Ana Kai Tangata er klippehuler med et meget velbevaret vægmaleri. Her har der været afholdt kannibalfester. Øen har tre vulkaner, og Rano Kau har et krater på 1,5 km i diameter med en dybde på 250 m.

I Orongo blev der hvert år holdt fuglemandsceremonier, der gik ud på, at øens unge mænd skulle klatre ned ad de lodrette klippevægge, svømme 1 km ud til den største af de tre øer og på Motunui finde det første æg, som den hellige fugl havde lagt, lægge det forsigtigt i læderpungen, som de havde om panden og svømme tilbage til Orongo med det. Den, der først kom tilbage med et intakt æg, var blevet årets fuglemand og skulle giftes med en af de hvide jomfruer, der i 1½ år havde siddet i en hule på den nordøstlige del af øen.

Denne hule – Ana o Keke – besøgte Anette Kristiansen også sammen med den tyske rejsefælle, men den lokale guide ville ikke gå med dem ned af den stejle klippesti. Han viste dem stien, og lod dem om at gå de 45 m ned til hulen, som de dog ikke havde mod på at gå ind i. Den er 340 m lang, og Anette Kristiansen var på forhånd advaret af Thor Heyerdahls beretning.

Thor Heyerdahl
Ved Vinapu er moarierne væltet, men der er bygget en mur; der minder meget om inkaernes, så det var med til at overbevise Thor Heyerdahl om, at det må være folk fra Sydamerika, der er kommet til Påskeøen. Andre mener, at øens befolkning kom fra Polynesien, men det er stadig uafklaret, ligesom det er en gåde, hvorfor de forsynede ahuerne med de store moarier.

I Vaihu er også moarier og her står otte styk, stadig med røde hatte, som man ved, blev hugget ud af Puna Pau’s røde klipper, og Rano Raraku var værksted for selve figurerne. Det kan man se den dag i dag, for flere af dem er ikke blevet gjort færdige. De ligger stadig i klippen og venter på at blive skåret fri i ryggen.

Det er ifølge Anette Kristiansen også stadig et spørgsmål, hvordan de tonstunge moarier, der var op til 23 m og vejede 270 tons, blev transporteret til deres ståsteder ved de landsbyer, som de så ud over. Men jo længere væk, de er fundet fra værkstedet desto mere afrundede er de i bunden. Teorierne går på, om de er blevet rullet på sten eller anbragt på en slæde. Under alle omstændigheder ved man bestemt, hvordan de er hugget ud af klippen, nemlig med obsidian – vulkansk glas, der er forarbejdet til økser.

– Man ved med sikkerhed, at alle moarierne er skåret efter år 900, og at det tog ca. et år at skære en moari ud. De har alle haft øjne – sorte og hvide – lavet af muslinger. I Tongariki står 15 moarier, som blev ødelagt af en bølge, der skyllede ind over dem i 1960. De er siden rejst op, men nr. 16 ligger ved siden af med knækket hals. Den er aldrig blevet rejst fortæller Anette Kristiansen.

Hele Påskeøens kyst er høje klipper eller vulkansk materiale, der ligger ud til havet. Kun Anakena har hvid sandstrand, og her lagde Thor Heyerdahl i sin tid til med sin båd, da han kom til Påskeøen. Her står syv moarier, der er meget velbevarede, fordi de væltede ned i sand og ikke blev knust som de øvrige. De har huller til øjne og lange ører.

Langørerne
Påskeøen var nemlig indtil 1676 beboet af to folk – kortørerne, der havde almindelige ører, og langørerne der satte noget i deres ører, så øreflipperne blev meget lange. Langørerne var herskerne, og de satte kortørerne til at arbejde – samle sten på den nordøstlige del af øen, der hedder Poike. Efterhånden blev kortørerne trætte af det, men langørerne havde gravet en grøft tværs over Poike, 3 km lang og 12 m bred. Den havde de fyldt op med brændsel så kortørerne ikke havde mulighed for at flygte. Imidlertid var en langørermand blevet gift med en kortørerkvinde, og hun sladrede til kortørerne om denne grøft, så nogle kortører blev smuglet over grøften. Da langørerne satte ild til den, mødte de kortørerkrigerne, og det kom til blodig kamp, hvorunder alle langører på nær en blev dræbt.

Ko Te Ava O Iko betyder Langørernes jordovn, og sådan har stedet heddet siden massakren, der fandt sted i 1676. Dateringen er såmænd foretaget på nationalmuseet i København, hvortil der blev bragt trækul fra den nedbrændte grøft.

Anette Kristiansen fortæller, at Påskeøen ikke er frodig, men præget af sandflugt, fordi der ikke er så mange træer på øen. Poike er Nationalpark, og adgang forbudt, så det var kun fordi hun var med en lokal guide, at hun fik set denne spændende del af øen.

Vai a hava er en klippehule til opsamling af regnvand, og på Poike kan man stadig se tre pukler, hvor spanierne i sin tid satte tre kors for at markere øen for spansk territorium. I dag hører Påskeøen til Chile, og derfra måtte Anette Kristiansen til hovedstaden Santiago for at flyve videre til Påskeøen. Hun var på besøg hos et par fra Buenos Aires i Argentina, som hun havde mødt på en tur i Australien. De havde indbudt hende, og hun venter spændt på, om de gør alvor af et besøg i Danmark til februar, når de har sommerferie.

Rejser
– Oprindelig var jeg hunderæd for at rejse og turde ikke tage toget til København. Så rejste jeg alene på ferie i Tunesien i en uge for at komme over min rejseskræk – og 2 måneder senere var jeg dernede igen. Så tog jeg til Colorado for at besøge min bror, og vi rejste tværs over USA, fortæller Anette Kristiansen.

For 2 år siden var hun med sin kæreste 4 måneder i Australien og hun har også været i Egypten. Ind imellem har hun så arbejdet for at tjene penge til rejserne, og sidste sommer, da hun var færdig med sin uddannelse, gik turen til Sydamerika.

– Jeg troede ikke, det ville være et problem, at jeg ikke taler spansk, men det fandt jeg ud af. Min vært er engelsklærinde, så det var en fordel, når jeg var sammen med hende, for når jeg rejste alene, stod jeg med mit skraldespansk, ler Anette Kristiansen. Hun opholdt sig nemlig ikke hele tiden sammen med sine venner, nej hun tog først af sted til verdens største vandfald i trekanten mellem Brasilien, Argentina og Paraguay, derefter til Salta i den nordlige del af Argentina, hvor hun kom så langt som 200 km fra grænsen til Bolivia. Efter nogle dage i Buenos Aires gik det så sydpå til Patagonien og verdens sydligste by Ushauia, hvor hun prøvede at køre hundeslæde.

– Da jeg skulle fra Buenos Aires til Chile, var det snevejr, så jeg kunne ikke køre med bus. Jeg var nødt til at flyve. Sådan noget må man regne med, når man rejser, men jeg havde en adresse på et hostel i Santiago, og heldigvis var det en rigtig texas-cowboy der havde det, så han hjalp mig med at komme videre, fortæller Anette Kristiansen.

Rejselyst
Hun er ikke mere bange for at rejse. Tværtimod, er hun vild med rejseriet, og hun har heller ikke spor imod at rejse alene. Der er fordele og ulemper både ved at rejse sammen med en anden og rejse alene.

– Jeg er vokset med opgaven, når jeg har rejst alene. Rejser man alene, kommer man hurtigere i kontakt med folk, for man signalerer, at her er jeg, alene og langt hjemmefra, så jeg vil gerne tale med folk. Når man er to, er man mere lukket. Man har hinanden, og så har man også nogen at dele oplevelserne med, lyder det fra Anette Kristiansen.

Hun erkender, at hun ikke har rejst så meget i Europa, for hun syntes mere om de lidt specielle steder. Derfor kunne hun godt tænke sig at besøge de små øer i Stillehavet. Tonga, Fiji og Cook-øerne står på ønskesedlen sammen med Indien, Østen, Borneo og New Guinea, ligesom hun bestemt håber på at komme til Sydamerika igen. Indianerne i Bolivia, inkakulturen, Andesbjergene er hun vild med, ligesom hun kunne tænke sig at se Peru og Galapagos-øerne.

– Jeg drømmer om at blive antropolog, men efter 5 år på universitetet er det alligevel ikke sikkert, man kan få arbejde. Så er det nok mere fornuftigt at bygge videre på min uddannelse og blive sygeplejerske, for på den måde har jeg også mulighed for at komme ud og arbejde, lære folk og kulturen at kende ved at bo og arbejde et andet sted i verden, siger Anette Kristiansen, der også meget gerne vil fortælle om sine rejser, hvis nogen på skoler og i foreninger vil at høre mere om hendes spændende oplevelser.

Se artiklen i Ringkøbing Amts Dagblad