Globetrotter, BERGSKE WEEKEND, Lørdag 26. juni 1999

Livsstil: For HF-studerende Anette Lillevang Kristiansen er det blevet en livsstil at rejse ud og studere fremmede kulturer

Af: Annette Holm, Foto: Anette Lillevang Kristiansen

Den 28-årige HF-studerende Anette Lillevang Kristiansen fra Skjern pakkede rygsækken, og så snart skolen var færdig, tog hun på sommerferie. Det er der så mange andre, der gør, men hun har planlagt et smut til det billige Sydøstasien og har blandt andet Bali, Brunei og Borneo som sit rejsemål. For hende er det nemlig blevet en livsstil at rejse ud og studere fremmede kulturer.

Men sådan har det ikke altid været. Hun har bevæget sig fra vild rejseskræk til ubændig rej­selyst. Det var en tur til Tunesi­en, der satte gang i rejseriet, og siden har hun kørt med en bror tværs over USA, været med sin kæreste i Australien og i vin­terferien i år med sin mor i Is­rael og Jordan.

Hun har rejst alene i Egypten, gennem Syd­amerika og til Påskeøen. Den sidste store rejse gik til Thai­land, Malaysia og Singapore med giraf-kvinderne i Nordt­hailand og Bali som pludselige indskydelser.

Jeg forbereder mig altid grundigt, sørger for at vide så meget om forholdene som mu­ligt. For eksempel ved jeg, at der i øjeblikket er uroligheder i Indonesien – kristne og mus­limer er på kant med hinanden, så måske springer jeg over Java for ikke at droppe ned i al balla­den, fortæller Anette L. Kristian­sen inden afrejsen.

Hun søger også om nødven­dige visa, og så tegner hun altid den højeste forsikring, inden hun tager af sted. Den er hendes sikkerhedsnet, og så bliver hun vaccineret, hvis det er nødven­digt.

Rejseapotek
Når jeg pakker min rygsæk har jeg en sovepose med for en sikkerheds skyld, seks par un­derbukser og så rejseapoteket. Det er noget af det vigtigste, for hårshampoo kan man købe un­dervejs, eller også lader man bare være med at vaske hår i tre uger, lyder det fra den vest­jyske eventyrer.

Denne gang har hun købt et lille spritapparat, for at hun kan lave sin mad og være mere uafhængig af andre. Hun har også fiskekroge med, men el­lers bliver udstyret mere og me­re komprimeret. Hun ved af er­faring, hvad hun ikke længere behøver at slæbe rundt med.

Jeg vil helst rejse alene, for når man er to er man mere luk­ket over for andre. Man har hinanden, men når man rejser alene, kommer man hurtigere i kontakt med folk, for man sig­nalerer, at her er jeg, alene og langt hjemmefra. I nogle kul­turer tager man sig af en kvin­de, der rejser alene, og vil be­skytte hende, mens man i andre regner med, at en enlig kvinde er ude på alting. Så må man si­ge fra så snart, ens grænser bli­ver overskredet, siger Anette L. Kristiansen.

Ser folk godt an
Hun erkender, at det gælder om at se folk godt an, men der er meget psykologi i, at man på den ene side er nødt til at passe på, og på den anden side er nys­gerrig og kommer med et åbent sind for at se, hvad der sker.

Det er kun få gange, jeg har været ude for ubehageligheder, og så har det været, fordi jeg ik­ke har tænkt mig godt nok om. Det er godt, at jeg har min vest­jyske sindighed, og så ved jeg, at man ikke skal se bange ud, men gå midt på fortovet og lade som om, man er sikker på det hele, siger Anette L. Kristiansen.

Hun regner ikke med, at der bliver råd til dyre rejser nu, da hun er begyndt at læse med henblik på en fremtid som an­tropolog eller etnograf, men Sydøstasien er billigt, så der kan hun tillade sig at holde sommerferie. Hun arbejder i weekenderne med sit fag som social- og sundhedsassistent, li­gesom hun opsøger udstillinger og arrangementer, der kan give hende forøget viden om de fremmede kulturer, som hun in­teresserer sig for.

Tilpasningsevne
Efterhånden lærer man, hvad man skal gøre, når man er ude at rejse, så der ikke går pa­nik i en. Det er en sjov meka­nisme, for når jeg ude, kan jeg længes efter mine varme seng og mad hver dag. Jeg kan sy­nes, det er vildt, hvad jeg laver, men når jeg sidder i flyveren på vej ud, så er jeg i det, så kører det bare, for jeg har en stor til­pasningsevne, fortæller Anette Kristiansen. Hun glæder sig meget til gen­synet med sine venner på Bali, som hun besøgte sidste år, men turen skal gerne gå videre til Borneo via Brunei, hvis hun altså finder nogle malaria-pil­ler, hun kan tåle. Ellers må hun nok droppe Borneo, selv om hun har meget lyst til en trek­kingtur på et bjerg, der hedder Mount Kinabulu.

Selv om der er uroligheder på Java er der et buddhist-tempel i Borobodur, som hun gerne vil se, og Komodo-øen med de store varaner ligger i området, og så har hun en meget afsides lig­gende stamme på New Guinea i tankerne. Den så hun tilfældigt noget om i fjernsynet og fik lyst til et besøg. Sådan var det også med giraf-kvinderne i Thai­land, som hun læste om i flyve­ren på vej ud.

Nogle gange er det meget svært at gennemføre, når jeg får alternative rejseplaner, og andre gange går det let. Jeg tror nok, at besøget hos stam­men på New Guinea skal have et formål. Den kan man ikke besøge som turist, men det skal være i forbindelse med et stu­dium, for det kræver tolk og meget mere planlægning, resig­nerer Anette L. Kristiansen, der er hjemme igen dagen før, hun igen skal begynde skolen i be­gyndelsen af august. Hun funderer over et spørgs­mål om rejseriets bagside, men kan kun finde på en, nemlig at hun ofte keder sig, når hun rej­ser. Der er megen spildtid, når man skal sidde og vente i en sløv lufthavn, men så læser hun, og så skriver hun om sine oplevelser, for det synes hun er vigtigt for at fastholde indtryk­kene af alt det, hun oplever og lærer om fremmede kulturer.

Se artiklen i Bergske Weekend