Rent tilfældigt får jeg øje på et af Guatemalas Unesco-steder – mayaruinen Quiriguá. Landet har tre områder under beskyttelse af FN’s afdeling for bevarelse af verdens kultur – og naturarv og da jeg opdager Quiriguá har jeg allerede set de første to steder – nemlig Tikal og byen Antigua. Faktisk så befinder jeg mig i Antigua, da en djævel pludselig farer i mig, om at opleve landets tredje Unesco-sted. Og når jeg får en idé, så skal den pine død gennemføres – men den lille mayaruin oppe nordpå, er ikke helt nem, at få på listen over personligt oplevede Unesco-sites. Læs med her, om alle mine genvordigheder ved absolut, at ville have min nysgerrighed stillet.

Året er 2008 og jeg er ved vejs ende på en rejse gennem Mexico og Mellemamerika. I 4,5 måned har jeg arbejdet mig gennem et utal af mayaruiner og kulturelle steder i det latinamerikanske og er nu endt i Antigua i Guatemala. Lidt kendskab har jeg tidligere fået til landet, ved en afstikker fra Belize og ind til Tikal ruinkomplekset, men Antigua og Lago de Atitlán har stået på ønskesedlen helt fra start.

Efter i flere omgange, at have rejst i Sydamerika og fået inkakulturen ind under huden, føler jeg, at jeg med denne rejse i Mellemamerika, slutter cirklen omkring de gamle præcolumbianske kulturer. Der er næsten ikke den mayaruin, jeg ikke har studeret og det er med en afslappet følelse, jeg begynder at læse en netop indkøbt bog af den amerikanske newage-forfatter Barbara Hand Clow. Jeg har med stor iver luret i samtlige boghandlere i hele byen og opdaget, at det bugner af mayalitteratur på engelsk. Min plan er egentlig bare, at hænge ud i Antigua og læse indtil mit fly afgår fra Guatemala City mod Miami og London – men det er ikke altid, tingene går som præsten han prædiker. Skæbnen vil det nemlig helt anderledes skal jeg snart erfare.

Jo mere, jeg bliver opslugt af bogen The Mayan Code, jo mere nysgerrig bliver jeg på en mayaruin som omtales adskillige gange. Quiriguá hedder stedet – jeg smager på ordet og fornemmer et strejf af eventyr, men slår det hen. Siger til mig selv, at det vist er for crazy et projekt at kaste sig ud i, men tanken vil ikke rigtigt slippe mig. Til sidst beslutter mig for at gå på netcafé og undersøge sagen – for hvor befinder denne ruin sig overhovedet? Mit eventyr-gen er tydeligvis aktiveret, men det falder straks til jorden, da jeg opdager, at ruinen ligger i den modsatte ende af landet. Byen Rio Dulce hvor ruinen ligger i nærheden, befinder sig helt oppe ved den nordlige grænse til Honduras. Jeg gumler lidt på disse oplysninger og gennemgår min kalender. I dag er det onsdag og jeg skal flyve mod Europa på mandag. Vil det være realistisk? På det tidspunkt har jeg endnu ikke besøgt Lago de Atitlán.

Jeg overvejer sagen en halv times tid og tager så en rask beslutning. Jeg skal simpelthen op og finde den ruin – koste hvad det vil! Grunden til mine betænkeligheder er, at jeg i løbet af rejsen har erfaret, at tiden her omgås med en vis afslappethed og desuden har jeg mere end én gang, set hvilke transportmidler man oftest benytter sig af. Ikke altid det mest pålidelige der kunne opdrives på ophugningspladsen. Så alt i alt er der god grund til at overveje, om jeg kan nå det hele. Men jeg beslutter mig til at gå frisk til opgaven. Og endnu engang skal det vise sig, at min tålmodighed bliver sat på en næsten overmenneskelig prøve!

Diskokugler og dommedagspræster
Jeg stiller kækt og fuld af selvtillid nede hos rejsebureauet i Antigua og får en snak med en engelsktalende kvinde. Jeg forklarer situationen, om busbilletten til Panajachel ved Lago de Atitlán og at jeg derefter har brug for, at komme til Rio Dulce i en rasende fart. Der er det meste af 12 timers kørsel op til den lille flække, men hun er fuld af fortrøstning – ”Du kan sagtens nå, at se ruinen og være tilbage i Guatemala City til mandag” kvidrer hun. Jeg stiller en hel masse checkspørgsmål, men planen synes vandtæt.

For at gøre en lang historie kort, så sidder jeg fredag morgen i en minibus på vej mod Rio Dulce, hvor jeg mageligt kan læne mig tilbage, velvidende at jeg 12 timer senere vil befinde mig langt nordpå. Dagen efter kan jeg så tage et kig på ruinen og drysse tilbage til hovedstaden. Jeg falder hurtigt i snak med et ungt par fra Sydafrika, der fra Rio Dulce, skal nå flodbåden til Honduras. Vi begynder dog snart, at finde hele situationen temmelig besynderlig.

Chaufføren ræser nemlig den halve hovedstad rundt og på en busstation bliver vi beordret ud med beskeden om, at bussen mod Rio Dulce afgår om 3 timer. Billetdamen havde bedyret, at det var en direkte bus, så nu sidder vi tre backpackere, der føler os noget så grusomt røvrendt. Da vi endelig kommer i Rio Dulce-bussen er det langt over middagstid. Så kan vi sidde der og gnaske aggressivt på vores tyggegummi og rase over vores egen naivitet.

Mørket for længst faldet på, da vi ankommer til downtown Rio Dulce. Jeg indlogerer mig på et billigt hotel lige ud til hovedgaden. Helt færdig efter over 12 timers buskørsel, ville jeg normalt være i stand til, at falde i en dødlignende søvn, men den ene truck efter den anden brøler forbi ude på vejen. Det er øjensynligt hovedfærdselsåren fra Guatemala og ind i Honduras, og støjen er mildest talt uudholdelig.

Jeg forsøger, at få lidt ro i hovedet efter en spaghetti-ret hos den lokale pizzaforhandler, men trafikken af tung materiel vil ingen ende tage. Efter adskillige aggressive lastbiler, er jeg ved at opgive ånden – men det er ingenting i forhold til, hvad der sker næstefter. Hotellet er åbenbart parkeret lige lukt op ad det lokale menighedshus, hvor en højtmessende yderst entusiastisk præst går i gang med, at bræge dagens prædiken ud, til den forsamlede skare. Det gør han i en mikrofon, der med jævne mellemrum klager sig i en høj skrigetone, der i skøn forening blander sig med hans hallelujaaaaaa. Han lyder, som de der overgearede dommedagspræster, der får masserne til, at falde besvimet om i kramper og derefter med selvretfærdig mine erklærer, at personen har været besat af djævlen.

Nu kortslutter den fuldkomment inde i mit hoved! Jeg har mest lyst til, at brage ind midt i gudstjenesten og kvæle præsten, og til sidst pakker jeg min rygsæk og skrider – lettere olm. På et andet lille hotel advarer konen mig om, at de er velsignet med et diskotek på første sal og da det er fredag aften, så skal jeg nok regne med en del larm. Men det er efterhånden ved at være sent og trætheden er ved at tage livet af mig. Da jeg lige har fået mig indrettet i soveposen bryder helvede løs blandt Rio Dulces vilde ungdom på øverste etage.

Der er knald på både diskokugler og det knirkende dansegulv, og en altoverdøvende bas får hele hotellet til at ryste i fugningerne. Imens forsøger jeg, efter bedste evne, at mase to – tre orangefarvede skumørepropper halvvejs ind i hjernen på migselv. Mirakuløst falder jeg dog i søvn langt ud på natten. Næste morgen har jeg ganske enkelt fået nok af diskoteker og obskure religiøse tendenser og kaster mine tolv kilo sure sokker og svedige T-shirts i rygsækken. Jeg klasker en kasket på hovedet over det viltre morgenhår og møder demonstrativt op på busstationen. Heldigvis kommer jeg lige til en busafgang mod Guatemala City, som kører gennem den lille bitte by hvor Quiriguá ruinen ligger. Guderne skal dog vide hvor – men den sag må jeg tage mig af senere!

Bus-vrag og bananlunde
Mit spansk er bestemt ikke til nogen universitetsgrad, men jeg får dog forklaret buschaufføren, at jeg skal af ved Zona Archaologica. Efter en omkring en times kørsel, står jeg i vejsiden, og skal nu igen finde overnatning – forhåbentlig et mere menneskevenligt sted end i Rio Dulce. Problemet er blot, at byen kun synes udstyret med et dyrt hotel, der langt overskrider mit daglige budget. Til gengæld er der sirligt strøgne lagner, pinligt rent og ikke mindst den mest velsignede ro. Jeg vil næsten give min højre arm for lidt søvn, men nu skal jeg ud og finde den ruin!

Jeg lusker hen på den lokale busholdeplads, og vælger det første vrag af en bus, jeg får øje på. Og sandelig om jeg ikke har heldet med mig! De er simpelthen lige på vej ned til ruinen. Der er efterhånden gået helt sport i at finde det sted, så vi bevæger os af sted i en tussegammel harkende bus med direkte udsyn til asfalten gennem gulvet. Støvet pulser op gennem gulvet og giver billetkonduktøren et overdådigt hosteanfald, mens han afkræver penge.

Turen går ned gennem en bananlund og snart standser vi ved et lille simpelt skur der fungerer som info-center. Jeg kan med det samme lide stedet, det virker ganske autentisk og der er en næsten meditativ stilhed. Langt ude på landet og med fredfyldt fuglesang. Åbenbart så forvilder ikke ret mange besøgende sig ud til ruinen. Der er på en eller anden måde en rigtig god ånd over stedet, der står i diametral modsætning til alt andet, som jeg har prøvet i Guatemala.

Jeg har fundet landet i sig selv utrolig smuk og deres ruiner næsten uovertrufne, men befolkningen har jeg til tider fundet temmelig belastende. Ofte har jeg følt, at der næsten ikke ingen ende på deres metoder, til at snyde alt og alle. Ved Quiriguá ruinen kan jeg mærke, at jeg endelig begynder at slappe af.

Mesoamerikas største stele
Efter indgangen, bevæger jeg mig ind på en åben plads, og får øje på nogle enormt høje steler. De flotte stenudskæringer – som jeg også kender fra Copán ruinen i Honduras – står rundt på hele græsarealet. De to ruiner er da også ”i familie med hinanden” – mayaernes mesterværk i Honduras ligger ikke mere end ca. 50 km herfra. Jeg læser mig til, at videnskaben ved hjælp af grundig undersøgelse af arkitekt-stilen og tests af knogler af grundlæggeren af Copán dynastiet, har kunnet fastslå, at begge ruiner blev grundlagt for elitekolonister fra Tikal. Der er også fundet paralleller mellem arkitektur og monumenter i Quiriguá og Uaxactun i Petén i det nordlige Guatemala, som også var under dominans fra Tikal.

I Quiriguá har arkæologer fundet over 60 figurere og keramik der også ligner fund fra Copán. Da området er rigt på jade har man også gjort bemærkelsesværdige fund af denne halvædelsten i det centrale Honduras og højlandet i Guatemala. Så der er ingen tvivl om, at indbyggerne i Quiriguá har bevæget sig over store afstande i denne del af Mellemamerika. Jeg nyder, at slentre rundt i de fredelige omgivelser og fordybe mig i historien.

Quirigua er nænsomt restaureret, men en gennemgang viser mig snart, at ruinen hverken er særlig stor eller arkitektonisk imponerende. Både Copán og Tikal er større og mere æstetiske, men hvad der gør Quiriguá speciel er afgjort stelerne. Ruinen har som så mange andre mayabyer en boldbane og et Akropolis, men det mest interessante sted er den store centrale plads, der huser et sandt overflødighedshorn af steler, altre og monumenter i sandsten med inskriptioner.

Kæmpestore stenansigter stirrer ud i intetheden og selvom jeg før har studeret stelerne på hovedpladsen i Copán og været imponeret over detaljerigdommen, så er størrelsen på stelerne her i Quirigua det bemærkelsesværdige. Den lille ruin har nemlig den største stele der nogensinde er fundet i Mesoamerika og da jeg står foran det næsten 10 meter høje stenansigt, fyldes jeg da også med stor ydmyghed. Den viser noget af det ypperste stenskærerarbejde mayaerne kunne præstere og forestiller Kong K’ak’Tiliw Chan Yopaat – en af Quiriguás mange herskere. Ruinen ligger omkranset af tæt regnskov og mens jeg trasker rundt, begynder en stille regn at falde, hvilket bare gør hele sceneriet endnu mere magisk.

Quiriguá var på sit højeste i den klassiske mayaperiode, hvor stedet var knudepunkt for en række vigtige handelsruter fra bl.a. Copán og til de store byer i Petén. Byen ligger tæt på floden Rio Motugua og har på et tidspunkt har været fuldt oversvømmet. Det er derfor i dag et vigtigt sted, rent arkæologisk, for ruinen er i virkeligheden slet ikke færdigudgravet. Videnskabsfolk mener, at området rummer endnu flere hemmeligheder.

Byen har også været skadet under et jordskælv, så jeg fornemmer tydeligt, at den forholdsvis beskedne ruin indeholder meget mere end det, jeg observerer denne eftermiddag. Quiriguá var oprindeligt et vigtigt ceremonielt center, og at der også har foregået ofringer på stedet, er der ingen tvivl om. En af stelerne i Copán viser den store hersker Kong 18 Rabbit, der faktisk blev taget til fange af stammen i Quirigua og siden hen ofret.

Går verden under d. 21. dec. 2012?
Det gyser i mig, da jeg går rundt blandt stelerne og tænker på, hvad her er sket for mange hundrede år siden. Det føles næsten helt virkeligt, når jeg lukker øjnene og indre billeder af krigere og blodsudgydelser begynde at forme sig. På min rejse i Mellemamerika er det i den grad gået op for mig, at de gamle mesoamerikanske kulturer, på ingen måde var så romantiske som vi måske gerne vil gøre dem til. De udøvede voldsomme grusomheder – menneskeofringer var helt almindelig hverdag og ingen har formentlig kunnet føle sig sikker i disse samfund.

Men jeg forbløffedes også kolossalt over disse ældgamle kulturers åndelige formåen, arkitektoniske sans og ikke mindst viden om kalendere og fornemmelse for tid. Her tre år senere fordyber jeg mig fortsat i litteratur om mayaernes kalender, der jo slutter d. 21. dec 2012. Man kan jo mene, hvad man vil om sagen, men fantastisk interessant læsning er det i hvert fald. Ligeledes er det imponerende at forestille sig, at mayaerne faktisk udarbejdede kalenderen i år 3114 f. Kr. De færreste tør vel komme med et bud på, hvad der vil ske næste år i december, selvom der er mange teorier om det. Men i hvert fald kan man sige, at vi kan føle os ganske privilegerede over, at leve i netop denne tidsperiode, hvor noget så stort skal ske – hvad det så end bliver!

Jeg nyder stilheden ude i ruinen i nogle timer, en stilhed, som jeg næsten har glemt lyden af efter måneders rejse gennem hæsblæsende Mellemamerika. Det er en dejlig fredfyldt oplevelse og jeg forstår fuldt ud hvorfor denne lille ruin i sin tid blev udvalgt af Unesco. Historien er unik og de mange gigantiske steler, gør den afgjort til et væsentligt arkæologisk sted.

Jeg tager busvraget tilbage til hotellet og får den rolige nat, som jeg efterhånden har drømt om i lang tid. De nystrøgne lager smyger sig om mig, alt mens jeg bliver opdateret om verdens genvordigheder på satellit-TVet. Jeg er efterhånden blevet helt afslappet, men næste dag skal der selvfølgelig lige ruskes op i andedammen igen.

Nu forlanger receptionisten en endnu højere pris for overnatningen end aftalt og jeg må igen tage en sindsoprivende diskussion – ligesom jeg har gjort så mange gange før i Guatemala. Det er et gudbenådet smukt land med en rig kultur, men befolkningen er efter min mening, ikke de nemmeste, at danse med. Men jeg kom rent faktisk tilbage til Guatemala City uden problemer og nåede mit fly. Og igen følte jeg mig beriget med en stor oplevelse – dét er jo det fantastiske ved at rejse.

De Berejstes Klubs medlemsblad Globen