Rafting i New Zealand

I 2006/07 var min veninde og jeg på jordomrejse og under denne rejse tilbragte vi 5 uger i New Zealand. Jeg havde helt fra min allerførste raftingtur hørt meget om, at man i New Zealand dyrkede denne sport meget på de mange floder. Vi startede med at komme til Auckland og skulle besøge nogle af vores venner og herefter skulle vi rejse sydpå, hvor vi tilsidst skulle flyve fra Christchurch til Sydney i Australien. Jeg glædede mig rigtig meget til at få lov til at prøve rafting i denne del af verden. Landet har jo nogle gode floder, som nok helt sikkert skulle blive en god udfordring.

Vores tur gennem New Zealand bød på meget outdoorliv, bl.a kajakroning både i havet og på en gammel gletsjersø. Fantastiske oplevelser og masser af frisk luft, mens vi nød den utroligt flotte natur. Vi prøvede også at trekke ovenpå en gletsjer på sydøen, hvor vi tog ismasserne ved Franz Josef gletsjeren i nærmere øjesyn. Dagen efter tog jeg turen over det storslåede område i helikopter med frit udsyn til Abel Tasman bjerget. Men rafting skulle vi som sagt også prøve og jeg tog turen hele to gange to forskellige steder. Min veninde blev lidt kureret efter første omgang ned af floden. Hun syntes det var sjovt nok, men havde fået lidt nok efter første tur. Hun tog ud og sprang i faldskærm i stedet, noget som jeg absolut ikke skulle nyde noget af.

Første gang vi raftede var i River Valley, hvor vi boede langt ude på landet i et klipperigt område ved siden af floden. Næste morgen gik det så løs, det var ikke så vildt, men en helt utrolig smuk tur ind gennem kløften med lodrette klippevægge knejsende op fra floden. Der jeg husker bedst fra denne tur, var at vi var i gummibåd sammen med en ung fyr fra USA – Jason hed han! Vi havde det bare så sjovt, vi skreg af grin hele vejen ned af floden og væltede rundt i båden ved hver strømhvirvel. Vi var helt færdige af grin da vi om eftermiddagen kom tilbage til vores hostel, så det havde været en superfed oplevelse.

I New Zealand holder man som bekendt først jul d. 25. dec og d. 24. dec er en helt almindelig dag uden den helt store ståhej. Så jeg endte med at bruge d. 24. dec. 2006 med en raftingtur på en flod nær Queenstown på sydøen, hvor vi havde planlagt at holde jul. Turen i lastbil ud til floden var mere end almindeligt spændende. Vi slæbte os op af stejle grusveje i bjergrigt terræn og på et tidspunkt var vejen så smal rundt om et hjørne, at alle sad med hjertet oppe i halsen. Klippesiden var aldeles lodret og alle holdt vejret og var blege i ansigterne da vi kørte rundt om hjørnet. Det var rigtig klam, men videre kom vi da og standsede næsten nede ved floden.

I lang tid gik raftingen super, vi arbejdede perfekt sammen i båden og klarede strønhvirvlerne i fineste stil. Igen var det en fantastisk smuk oplevelse, men denne gang temmelig køligt i sammenligning med de mere tropiske steder hvor jeg har raftet, f.eks. i Afrika hvor både vandet og klimaet var varmt og behageligt. Her var vandet virkelig koldt og ingen af os havde lyst til at falde i floden. Langt henne på turen – faktisk næsten da vi snart var i mål skulle vi igennem et ret kritisk sted i flodløbet. Vi var vel 4- 5 gummibåde, som fulgtes nogenlunde ad på hele turen, men her fik vi lidt problemer. Floden snævrede nemlig ind og blev kun omkring 3 meter bred og her skulle vi alle igennem på en gang.

Floden var her rasende og vandmasserne buldrede gennem den smalle passage. Det var virkelig med at holde tungen lige i munden, elementerne rasede og det var bare med at holde ved, koncentrere sig og forsøge at komme helskindet gennem flaskehalsen. Der var skarpe klipper på hver side og vi bragede bare gennem floden. Lige pludselig får jeg øje på, at en af fyrerne i båden foran os er faldet i vandet på dette det absolut mest farlige sted. De andre har opdaget ham, og jeg må sige at han tager det hele med en stoisk ro. Selvom han befinder sig i denne heksekedel af rasende vandmasser så ser han helt rolig ud i øjene. Enten var han helt cool, eller også så skjulte han sin skræk utroligt godt.

Det hele væltede rundt, bådene buldrede derud af, vandet var helt pisket til skum, larmen var øredøvende  og tempoet var vildt. På en eller anden facon fik de manden hevet op i båden igen og fortsatte som om intet var hændt. Sekunder senere bragede vi igennem floden da den løb gennem en korridor i klipperne, dvs. det var halvmørkt og som at hamrer afsted i en ukontrolleret rutsjebane. Skarpe sving, vandsprøjt og hasarderet sejlads blev nu afløst af et mere roligt forløb inden vi var i mål og havde overlevet endnu en skingrende vanvittig tur ned af en flod.

Jeg havde virkelig beundret denne fyr der bare havde formået, at tage den helt med ro, selvom han befandt sig midt i de frådende vandmasser. Jeg tænkte lidt over hvordan jeg selv ville reagere hvis jeg nogensinde skulle falde i floden – næppe så roligt forudså jeg, og året efter skulle jeg selv mærke på egen krop hvordan det er at ende i floden. Denne historie kan du læse om i beretningen “Vandgang i Costa Rica” også her under mine vildeste bedrifter.

Det blev en af mine mere specielle juleaftener denne den 24. dec i New Zealand – det er ikke så tit jeg har oplevet en vild raftingtur på en flod på denne dato. Om aftenen gik min veninde og  jeg på Casino i Queenstown og spillede på en-armede tyveknægte og drak kaffe – så det blev i sandhed en af mine mest særprægede 24. december nogensinde. Det var ihvertfald noget helt andet end flæskesteg, mandelgave, juletræ og nisser. Men sjovt var det – og om ikke andet så ihvertfald anderledes.

Share Button