Nå jeg er stadigvæk i byen Arenal ved vulkanen af samme navn, og kommer nok til igen at måtte fortælle en halv halsbrækkende historie. Jeg ved ikke om i stadig kan klare det – smil.

Men først lige lidt om hvad der er sket de sidste dage. Jeg var jo i den lille by Nicoya ude på Nicoya halvøen. Jeg forsøgte efter bedste evne at komme derfra, men det lykkedes først efter flere forsøg. En af dagene prøvede jeg på at finde en bus til en by nede sydpå halvøen der hedder Playa Naranja, herefter skal man tage en færge over til fastlandet igen. Det endte med at blive lidt af et projekt. Jeg checkede ud fra mit hotel kl. 12 og min bus skulle gå k. 13, så det passede fint – troede jeg! Der kom ingen bus, men den kunne jo i realiteten være forsinket, så jeg blev siddende på stationen. Kl. 15 sad jeg der stadig. Jeg havde set tre backpackere ankomme til stationen ca. en halv time for mig, og tænkte at de måske skulle med samme bus. Så jeg gik hen og snakkede med dem. De skulle dog til Nosara, men deres bus var også forsinket. Det unge par var fra Homer, Alaska, så jeg følte mig helt hjemme. Jeg fik pigen til at hjælpe mig med at spørge billetfyren om min bus, som hårdnakket påstod at bussen til Playa Naranja havde været på stationen kl. 13. Der var simpelthen løgn, eller det kunne godt være at bussen havde været der, men der havde helt sikkert ikke stået Playa Naranja på. Jeg havde set på et strategisk sted med godt udsyn til samtlige busser, og der havde ingen været med et skilt til det sted.

Nå men det endte med at være lidt held i uheld, for det unge par fra Alaska fortalte mig at det sted jeg havde været på vej til – byen Punta Arenas var ret berygtet. En havne – og industriby, hvor der var megen kriminalitet mod turister. Så et eller andet sted var det godt nok at jeg ikke kom af sted. Jeg fornemmede ligesom, at det var et hint jeg nødt til at følge. Så jeg var lige pludselig nødt til at lave en hurtig planændring. Parret fra Alaska fortalte også at de havde haft et voldsomt bøvl med det offentlige bussystem i Costa Rica. Aldrig er busserne skiltet, og det er kun de indviedede der kan finde ud af hvorfra og hvornår busserne kører, så det var altså ikke kun mig der var ved at få grå hår i hovedet af busserne her. I stedet beslutter jeg mig nu for at tage bussen til Santa Cruz, hvorfra jeg ved at der er busforbindelse til Tamarindo ude ved Stillehavet, der hvor jeg var ved at tage til helt fra starten.

Klokken er nu efterhånden blevet 16 og Santa Cruz ligger kun 23 km fra Nicoya. Jeg finder en bus hvor der står Santa Cruz på, men chaufføren fortæller mig at den bus ikke går til Santa Cruz – toppen af forvirring! Om fem minutter kommer der en anden bus siger han så. Hmmm kl. 17 er den stadig ikke kommet, og nu er jeg ved at være alvorlig træt af dem. Nu er der så oven i købet et kvikt hoved der pludselig fortæller mig at bussen til Santa Cruz sandelig ikke går fra den her station, men fra en helt anden station et andet sted i byen. Manden er ved at blive slået ned lige på stedet. Nu har jeg ventet i 5 timer……. og lige vidt er jeg kommet og nu fortæller de mig, at det slet ikke er her det sker! Ok det her det kræver tålmodighed! Nå men jeg lusker af med min rygsæk lettere muggen, og finder så langt om længe den anden busstation. De her mennesker minder mig om folk i Nicaragua. Skidekloge og ved ikke en dyt alligevel! Det er næsten mørkt da jeg ankommer til Santa Cruz og jeg kan ikke finde noget hostel. Desuden har jeg ikke noget bykort over Santa Cruz, så gode råd er lidt dyre.

Jeg ender op på et pensionat, med en seng hamret sammen af rå brædder og med en havestolshynde som madras. Ikke specielt behageligt, men dog en seng – på et eller andet plan! Da pigen skal give mig penge tilbage for værelset kommer hun til at skylde mig 200 colones, ikke nogen herregård, men hun lover at give mig dem i morgen. Næste morgen på pensionatet er der en livlig leben kl. 6.15. Der er revner mellem gulvbrædderne på gulvet i mit værelse, så jeg kan se hvad de laver nede i køkkenet. Jeg står op og gå ud for at finde bussen til Tamarindo, og igen skal det vise sig at blive et større projekt. På den store busstation med busser til Liberia og hovedstaden fortæller fyren 3 backpackere og mig at vi skal finde den anden busstation. Tre blokke til højre og derefter tre blokke til venstre. Det er altid deres sædvanlige forklaring, gaderne har ingen navne her, så det bliver sådan en totalt besynderlig forklaring hver eneste gang. Vi vader rundt og spørg folk om vej og finder så endelig en mindre busstation med bussen til Tamarindo.

Bussen går kl. 9 og jeg går hjem og pakker rygsæk. Da jeg er klar til at checke ud beder jeg om mine penge fra i går, jeg virkelig forklarer, tegner og fortæller og alligevel fatter mutter hende selv ikke en huende fis. Og pigen fra i går er selvfølgelig pist forsvundet. Jeg ender med at give pokker i de penge og går ud af døren. Så får jeg ellers en megaskideballe på spansk selvfølgelig af hende heksen. Skruphysterisk kælling. Jeg oplevede næsten en anelse Gringohad her – altså at hun hadede hvide turister. Da jeg ankommer til busstationen holder der en bus med skiltet Tamarindo i forruden, som jeg jo hellere må hoppe på, nu der endelig er en bus. Næh nej, jeg bliver beordret ud igen, bussen går først kl. 9 og det er en anden en – ja gad vide hvad der går, når det kommer til stykket. Der er jo forskellige busselskaber, så det kunne vel være lige meget hvilken en jeg tog. Men nej – et super eksempel på deres dødforvirrende bussystem – fuldkommen uigennemskueligt!

Jeg er sur, føler mig virkeligt uretfærdigt behandlet og er meget chokeret over Costa Rica. Her er nøjagtigt som i Nicaragua, hvilket overrasker mig i den grad. Havde den opfattelse at tingene skulle fungere nogenlunde fornuftigt i Costa Rica. Nå men til Tamarindo kommer jeg da langt om længe ad støvede og øde grusveje. Støv og tørt afsvedet gult græs var nok heller ikke lige det jeg havde forestillet mig om Costa Rica. I bussen morer jeg mig i mit stille sind over en transvestit. Med en temmelig grov og muskuløs krop ser han fuldstændig vanvittig ud i lille prikket miniskørt, hårpynt og hestehale, afskallet neglelak og udstyret med lommespejl og pudder. I Tamarindo følger jeg strømmen af backpackere op til Coral Reef backpackeres hostel. Der er fuldstændigt booket op, men det lykkedes dog manageren at finde en seng til mig da to andre checker ud. Her er virkelig liv og glade dage. En turist – og backpackermagnet uden lige. Stranden er ok, men heller ikke mere og ikke speciel smuk. Stranden i Samara var flottere. Men her er turister og alt hvad turister nu har brug for. Souvenirbutikker, iskiosker, restauranter og tour/rejsebureauer. Det går helt op for mig i Tamarindo hvad backpackere bruger her i Costa Rica – Shuttlebusser. Ingen bruger de lokale busser, med mindre de er totalt på røveren økonomisk. Shuttles er små minibusser der kører hotel til hotel service. Jeg er i Tamarindo et par nætter. Møder en masse søde backpackere, jeg deler værelse med 11 andre i etagesenge. Her er en hel stak israelere, tyskere og canadiere. Der er faktisk meget hyggeligt.

Jeg snakker med Manuel – min chilenske ven i 2 timer, han er god når jeg syntes det hele er noget shit og jeg bare hader Latinamerika. Han smiler lidt af mig og vi bliver altid enige om, at Chile er paradis på jord. Jeg nusser rundt, spiser hjemmelavet italiensk is, chatter med folk og hygger mig egentligt ok. Jeg for booket en shuttlebus til dagen efter, altså søndag. Fra Tamarindo til Arenal. Arenal er både navnet på en sø, en by og på Mellemamerikas mest aktive vulkan. Bussen kommer kl. 8 og vi er fremme i byen La Fortuna der ligger tættest på vulkanen ca. kl. 14. Et utroligt smukt landskab kører vi igennem. Fra at have været tørt og svedet, er det nu skiftet til grønne bløde bakker. Et landskab der minder en smule om Sydtyskland, eller grønne dale og bakker i Schweiz.

Arenalsøen ligger flot midt i det hele med en smuk petroliumsblå farve. Vi kører mere op i højlandet og der er store skove. Ikke rigtig regnskov, men tropisk tørskov. Man kan se vulkanen på flere kilometers afstand. Det er en utrolig smuk vulkan, helt fin og regelmæssig i formen, kegleformet og faktisk så er vejret i dag så klart at man kan se toppen af vulkanen. Det er generelt meget sjældent man kan se toppen på en vulkan, den er faktisk næsten altid indhyllet i skyer. Toppen ser ganske dramatisk ud med “tårne og spir” – sådan lidt Dragualas slot agtigt. Et udsædvanligt flot syn – afgjort en af de flotteste vulkaner jeg længe har set og meget meget stejl. Den er mere eller mindre aktiv hele tiden og om aftenen kan man være heldig at se lava løbe ned af siden – på en klar dag selvfølgelig. Den er 1660 m høj, og temmelig lumsk. Hikere er blevet dræbt af eksplosioner og indimellem er byen La Fortuna blevet dækket af et 50 cm tykt lag aske efter et udbrud. Jeg forstår egentligt ikke at man har turdet at lægge en by så tæt på. Fra La Fortuna er der ca. 16 km til vulkanen, selvom det ser ud som om at man lige kan række ud og røre ved den.

Første hostel er helt booket op, men jeg finder et sjovt lille hostel hos Silvia og hendes mor Elsie. De er det skæggeste par de to. Silvia er vel omkring 25 – 27 år og snakker perfekt engelsk. Mutti Elsie er en lille tæt kone med krøllet grå hestehale. Hun ligner en lille tullemor på 60 – 65 år, men hun er tandlæge, så hele huset er fyldt med gamle halvskumle tandlægestole. De er netop ved at bygge om og der er et syndigt rod, men rigtigt hyggeligt. De er helt vildt søde de to. Godt nok er Mutti Elsie sød, men om så jeg havde en tandbyld på størrelse med en fodbold så tror jeg ikke jeg turde lægge mig i tandlægestolen hos hende. Gad vide hvordan hendes boremaskine ser ud – den er nok med håndsving!

Første dag her – altså i mandags gik med at været ret aktiv faktisk. Jeg fik ordnet en hel masse, fik vasket tøj på et hotel, skrevet og sendt postkort osv. Mit Skype er i uorden igen, der er ikke flere penge på min Skype kontor, så skulle jeg sætte flere ind, men den nægter endnu engang at fungere. Den forlanger netbanking – eller Skype går, af sikkerhedshensyn. Så nu mailer jeg lidt frem og tilbage med min bankmand, om at få netbanking. Det samme som det plejer, han skal maile en formular til mig, som jeg skal underskrive og faxe til DK for at få det oprettet, sikken et bøvl. Desuden kloger jeg en hel del i for tiden at få booket en tur gennem Panama kanalen. Jeg mailer med et rejsebureau i San José her i Costa Rica. De kan tilbyde en heldags tur gennem hele Panama kanalen. Først fik jeg tilbud på en tur, også gennem kanalen, men kun en del af den. Problemet er den, at hele kanalturen kun sejles med turister 1 gang pr. md – i feb. d. 16. Jeg havde booket til d. 2. feb., men det var kun en del af kanalturen. Sidste nye påhit er at prøve om jeg kan få udsat min hjemrejse til DK i en uge, så kan det nemlig lade sig gøre med den rigtige kanaltur d. 16. feb. Så jeg har prøvet at snakke med American Airlines i dag for at høre om muligheden for ændring af billet, men forbindelsen var meget dårlig, så jeg må prøve igen i morgen.

Men jeg har lige fået mail fra Cristine i San Jose i rejsebureauet, at hun stadig har pladser til d. 16. feb., så nu mangler jeg bare en billetændring.

Alting skal lige falde i hak nu, inkl. en flybillet fra Panama City til San Salvador. Og nu må jeg så fortælle om en halsbrækkende tur jeg havde i går. Hvis folk ikke kan tåle at høre det så skal de stoppe med at læse nu!

Jeg havde meldt mig til en riverrafting tur i går. Og jeg skal da lige love for at jeg fik action på højt plan. For det første lå floden og stedet 3 timers kørsel væk fra La Fortuna, helt over i det østlige Costa Rica. Nu er det jo ikke verdens største land, men det var alligevel en lang tur. Men jeg havde valgt denne flod ud af tre, fordi det skulle være noget af det bedste og halvvilde rafting i Costa Rica. Turen tog hele dagen fra kl. 6 om morgenen til kl. 19 om aftenen. Ad stejle veje kom vi til floden, i øvrigt et meget flot landskab hele vejen dertil. Noget af det Costa Rica som jeg havde forestillet mig, hedt, grønt regnskov og vulkaner.

Den raftingtur vi skulle ud på er den længste jeg nogensinde har været på. 29 km og hele 34 rapids i kategorien 3 – 4 og 4+. Seks mand i båden, et midaldrende par fra Miami – konen sygeplejerske. De havde raftet en gang før. Jeg sidder forrest i båden sammen med en ung fyr fra Minnesota – Brandon hedder han. Det er vist første gang jeg har prøvet at sidde forrest i båden tror jeg, men action skulle der jo til wooowwww! Ellers er vi båden fyren fra Minnesotas ven, en fyr fra Costa Rica og guiden Rickie. Helt utrolig flot tur på floden rent naturmæssigt, smalle slugter, rigt fugleliv, tropisk regnskov osv. Floden er ret voldsom kan jeg godt mærke ret hurtigt, den er ret heftig med nogle ret skarpe sving. På et tidspunkt er vi kommet ned at en rapid mere eller mindre baglæns, og hele forreste del af båden sidder fast i rapidden pga. vandtrykket. Brandon og jeg kæmper en brav kamp, ikke fordi vi er ved at falde ud af båden, men for at få båden fri af vandfaldet. Vi bliver presset mere og mere ned, men til sidst kommer vi dog fri. Senere knalder vi hårdt og brutalt i en klippevæg og den ældre mand bag mig er fuldstædigt uforberedt, så han banker med hele sin vægt i mig bagfra. Jeg kan sagtens mærke bombet, som at blive påkørt bagfra af en radiobil. Men jeg er næsten mere bekymret for ham, om han har slået hovedet. Vi har selvfølgelig hjelme på, men alligevel.

Senere rundt i et skarpt sving bliver vi suget hen mod klippevæggen af et vandfald. Det er nok 15 – 20 m højt, omkring 1,5 meter bredt og det er ikke fordi det fosser ned i enorme mængder, men vand der falder ned fra den højde rammer meget hårdt og er meget kraftfuldt, så vi er alle ved at blive slået ned at vandet. Igen er det godt at vi havde hjelme på, ellers var vi blevet slået halvt til pindebrænde. Desuden er der så meget kraft på vandet, at vi ikke kan komme derfra igen. Igen bliver båden presset ned, men vi når at komme fri. Til tider er floden fuldstædig stille og rolig, bl.a. gennem en utrolig flot smal slugt med lodrette klippesider. Store bregner, lianer og regnvådt vegetation hænger ned over floden. På det smalleste sted er der en ældgammel hængebro over floden. Det er rent Tarzanfilm det her sted. Hvert andet bræt i broen er forsvundet eller mørnet væk og der gror alverdens slyngplanter rundt om rebet der skulle forestille at have været et gelænder engang i tidernes morgen. Mere Indiana Jones end nogen sinde før, det sted er en 100 % ‘s filmkulisse. Der manglede kun et par hylende aber, en 30 – 40 rasende krokodiller nede i floden og et rædselsslagent skrigende pigebarn hængende i yderste fingerled ud fra den halvrådne bro beklædt med grønt mos og alger. Det var så sejt!

Vores frokost bliver indtaget i meget eksotiske omgivelser, men bunden af den ene gummibåd som bord til tag selv buffet. Under frokosten kommer to små indianerdrenge flydende på små træflydebrætter. Balsatræ er de eksotiske surfbrætter lavet af, den specielle meget lette træsort som Thor Heyerdahls Kontiki flåde var lavet af. Ungerne hamrer igennem en nærliggende rapid bare på de par træstammer, som de aldrig har lavet andet. Efter frokost bytter jeg plads med den ene amerikanske fyr, så jeg kommer til at sidde midt i foran den ældre mand – det viser sig at blive et meget meget dumt skift. Det er en lang tur, 29 km er langt og med faktisk meget hyppige rapids. 34 rapids på 29 km er ret mange, vi får da i hvert fald noget for pengene – ja meget mere end det må jeg senere sande. Mens jeg sad forrest i båden gik det faktisk ret fint, jeg havde godt overblik forude og helt styr på rapids og kunne hurtigt se om der var klipper i vandet. I midten af båden er det anderledes, ikke så god overblik og ikke rigtig noget at holde fast i udover rebet på kanten rundt om båden. På den absolut allersidste rapid går det galt. Ikke engang midt i strømhvirvlen, men bagefter. Det er ikke engang en speciel vild rapid, måske en kategori 3, forholdsvis flad, men med et ret skarpt sving til højre nogle meter bagefter. Nu bagefter når jeg efterrationaliserer, tror jeg, at det var psykologien i at det var den sidste rapid, vi var ved at være trætte alle sammen, måske noget ukoncentrerede og vidste at vi var i mål om 5 min. Vi var blevet for afslappede og “lige med det”. Nu havde vi klaret 33 rapids, så så skulle vi nok også kunne klare den sidste.

Det der sker, er, at vi banker imod klippevæggen, eller en afrundet klippe/sten der stikker ud fra væggen. Ikke fordi vi kom vildt hårdt på det gik nærmest en anelse i slowmotion, men fordi strømhvirvlen var 3 – 4 meter bag os, havde vi stadig ret stærk fremaddrift bagfra. Jeg sidder til venstre i båden i midten som sagt, den ældre mand bagved. Båden kurer op af klippen, så ca. 1/3 af den kommer op af klippen. Båden krænger/vipper præcist så meget at den vælter mod venstre. Fordi alle dem der sidder til højre ikke når at få den afbalanceret, og fordi manden og jeg med al vores vægt bare kommer alt for langt mod venstre vælter vi af, vi flyver simpelthen bare ud af båden. Jeg har ved rebet, men når altså med min vægt ikke at kaste mig til højre i båden for at afbalancerer. Fordi strømmen stadig er meget stærk lige efter strømhvirvlen bliver jeg suget ind under båden. Det eneste der er oven vande er min hånd og arm der holder ved rebet, mens resten af mig inkl. hovedet selvfølgelig er under båden i et rasende inferno af brusende vand. Jeg vælter rundt og al tid – og retningsfornemmelse forsvinder, og det hele vælter bare rundt. Jeg kan huske ret tydeligt, at jeg kunne se bunden af båden, og at min hjelm bomber mod bunden af båden et par gange eller tre. Det er lyst, jeg har åbne øjne og har efterfølgende været meget i tvivl om, om jeg overhovedet var under båden, pga. at det ikke var mørkt. Men grunden til at det ikke er mørkt under båden, er fordi en raftingbåd har 4 -5 cm store huller i bunden, for at vandet kan komme ud igen, hvis båden skulle blive fyldt op (og det gør den jo tit). Så det VAR bunden af båden jeg så og bankede i med hovedet!

Fordi jeg bliver ved med at holde i rebet bliver jeg jo hvor jeg er – under båden! Jeg er under vandet, under båden, kan intet høre pga. vandets brusen, men en meget høj stemme inde i mit hoved råber “SLIP DET REB NU”!! 

Så meget når jeg da at tænke, opfatte og have åndsnærværelse til. Jeg bliver revet med helt ind under bådens bund og popper så op af vandet omkring 2 – 3 meter fra båden på den anden side. Vildt hostende, prustende og kan ikke særlig godt trække vejret, og indrømmet temmelig meget i panik. Det jeg får at vide bagefter, er at manden bag mig der faldt i vandet, relativt hurtigt popper op af vandet igen, så de kan få ham reddet op i båden. Men jeg er væk, dem oppe i båden kan ikke se mig – så jeg har helt sikkert været en tur tværs under båden. Og jeg husker det også helt tydeligt, at jeg kunne se bådens bund.

Hende konen fra Miami var god. Det var hende der stak sin åre ud til mig, så jeg kunne gribe fat i den. Hun snakkede hele tiden til mig, og fik mig op på kanten af båden, så jeg da i det mindste kunne trække vejret normalt. Hendes psykiske førstehjælp var eminent, og jeg kunne bare helt 100 % mærke at hun var sygeplejerske. Som i Honduras var jeg helt udmattet og rystede over hele kroppen. Guiden gjorde egentligt ikke ret meget, han var sådan lidt stille og resten af turen undgik han emnet. De 3 – 4 sikkerhedskajakker vi havde med var selvfølgelig ikke til at se i miles omkreds da det skete, det er jo planen at de skal sejle hen til en, fange en og få en tilbage i båden. Men det fungerede altså ikke.

Da jeg var kommet op i båden var jeg noget rystende, chokeret og følte jeg havde slugt det halve af floden, hvilket jeg jo nok også havde. Alt i alt var jeg nok under båden i omkring 15 – 20 sekunder er mit gæt, selvom det føltes som årtier. Det gik så hurtigt og vanvittigt, og alligevel så langsomt. En meget underlig og ret uhyggelig fornemmelse og oplevelse. Som i Honduras, fuldstændig som at blive hvirvlet rundt i en vaskemaskine, og man aner ikke hvad der er op eller ned. Og hovedet under vand i længere tid, ude af stand til at trække vejret, det er knapt så fedt. Men der er jo nok en mening med alting, ting sker af en grund!

Turen i floden i Honduras var uhyggelig, men den lærte mig dog lidt om en rasende flods bevægelser, om de enorme kræfter, så et eller andet sted så kendte jeg jo godt lidt til det, da det skete i går. Turen i Honduras gjorde mig i hvert fald i stand til i går at have en eller anden form for ro til at tænke, opfatte og handle logisk. At jeg skulle slippe rebet, fordi jeg så på et eller andet tidspunkt ville komme op til overfladen. Man kommer altid op til overfalden på et eller andet tidspunkt pga. redningsvestens opdrift, med mindre strømmen er så stærk at man suges ned i for lang tid og mister bevidstheden. Det der var lidt af et mirakel i går var, at der ingen klipper eller sten var i floden der hvor det skete. Det var faktisk ret dybt, der var i hvert fald ingen bund. Ellers kunne jeg havde siddet fast eller kommet i klemme mellem sten og båden.

Jeg har efterfølgende tænkt meget over hændelsen og analyseret det meget. Vi slappede alt for meget af, vi var ikke opmærksomme og det MÅ MAN BARE ALDRIG NOGENSINDE! Det er i svage øjeblikke der begås de største fatale fejl, når man er træt og ikke er helt klar i hovedet. Ved rafting skal man være 200 % på konstant. Jeg sætter meget spørgsmålstegn ved guidernes kompetence og den generelle sikkerhed efterhånden. Hvad ville han have gjort hvis hele båden var tippet, og han havde haft 5 desperate mennesker i en frådende flod? Og ingen sikkerhedskajakker nogen steder!

Mht. panikken ved jeg ikke hvad man skal have overlevet/gennemgået i sit liv for at undgå at gå i panik. Ingen ville kunne tage det helt roligt i den situation – det tror jeg simpelthen ikke på! At svømme hjælper intet, alle de normale ting, man normalt ville tage i brug for at redde sig selv virker ikke, det hele er ubrugeligt fordi strømmen er så stærk. Man skal faktisk forsøge at tvinge sig selv til at slappe af, og lade sig flyde ned af floden, men hvem kan det når de ikke kan trække vejret, og nå man er i risiko for at ramme sten og klipper.

Man er altså til at handle med, når man har set undersiden af sin båd i en rasende flod! Man bliver bare skyllet med og er fuldstændigt overladt til naturens luner. Og kunne de mennesker i båden genoplive en? Kunne de kunstig åndedræt og tømme en for vand, hvis det var gået helt galt. Kan man lægge sit liv i andres hænder i noget der er så risikobetonet? Jeg var heldig med hende sygeplejersken, fordi hun havde fattet alvoren, snakkede til mig og tog action. Som sagt var det ret begrænset hvad guiden gjorde – heller ikke bagefter! Det der med psykisk førstehjælp er vist et vestligt fænomen.

Fik en rigtig god snak med sygeplejersken bagefter da vi var kommet i land. Hun var også selv noget chokeret, men meget fattet og med sundhedspersonales sædvanlige ro. Det hun syntes var mest uhyggeligt var, at hun ikke kunne se mig nogen steder, hun anede jo ikke hvor hun skulle se hen efter mig, og da hun så ser mig poppe op i med panik i øjnene kunne hun jo godt selv regne resten ud. Plus at hun lige havde hevet sin mand op også. Den ene amerikanske fyr kom hen til mig bagefter og spurgte om jeg var ok, en meget sød og medfølende fyr som også var blevet lidt hed om ørerne.

På vejen tilbage til La Fortuna kom jeg til at snakke med Wendy fra L. A, som var her i Costa Rica sammen med sin søn. Hun er Yogalærer og har afholdt et kursus for nogle kursister her i Costa Rica. Hun var faktisk rigtig god at snakke med, så jeg fik hende fortalt historien igen – denne gang med mere analyserende øjne. Så jeg fik et stort knus af hende og hun mente, at nu havde jeg da fået brændt noget karma af. Et typisk udsagn fra en yogalærer. Nogle mener at ting her i livet sker pga. ting i tidligere liv, og ja et eller andet sted så forstår jeg godt hvad hun mener. Ting sker af en grund, og nu kan jeg jo helt klart se planen med at vi blev beordret i floden i Honduras. Havde jeg ikke været i den flod og mærket dens vanvittige kræfter, så ved jeg ikke hvordan det var gået i går. Men igen er jeg i hvert fald blevet overbevist om at nogen holder hånden over mig. Det er nok bare spørgsmålet om jeg skal blive ved med at rafte, kan godt mærke at knæene begynder at ryste lidt hver gang jeg ser et skilt her i byen med reklame for rafting.

Ting har nok sin tid. Et godt eksempel er mine halvvilde udskejelser på hesteryg som 20 – 24 årig. Den slags ridebanespringning på fuldblodshest som jeg præsterede dengang, tvivler jeg på at jeg ville turde i dag. I dag ville jeg være mere til stilfuldt dressur med silkehat og hvide handsker hvis det endelig skulle være, og måske skal jeg til at holde mig til roligt kajakroning, i stedet for at hamre ned at en vanvittig flod!  På den anden side er det ærgerligt at man for sådan en skræk i livet for noget som ellers er ret fedt og hyleskægt. Men rafting har bestemt aldrig nogensinde været ufarligt, faktisk så syntes jeg der burde være flere restriktioner på hvem der måtte rafte, og hvordan. Jeg syntes personligt at ældre mennesker skulle tænkte sig lidt om, inden de begiver sig ud i en kategori 4 og 5 flod. De reagerer måske knapt så hurtigt, og er ikke så rappe i bevægelserne som yngre. Jeg tænker meget over rafting efterhånden, både efter min tur i Honduras og ikke mindst efter turen i går. Det kunne have gået galt i Honduras, men endnu mere galt i går. Rafting er ikke bare fis og ballade.