Mens jeg boede i Sydafrika og arbejdede som safariguide havde jeg to gange lejlighed til at opleve området omkring Victoria vandfaldene. Første gang havde jeg en uges ferie fra mit arbejde og tilbragte tiden både på Zimbabweside af faldene og på Zambiasiden. Jeg boede i byen Livingstone i Zambia som er nærmeste nabo til Zambezifloden som danner vandfaldene. Jeg fik set de smukke vandfald fra alle mulige vinkler, selv fra helikopter fik jeg studeret det storslåede område hele to gange og både om sommeren og om efteråret. Det var lige fascinerende hver gang.

Området er enormt og strækker sig over flere kvadratkilometer med både upper og lower Zambezi, dvs. før og efter vandfaldene. Jeg fik også lejlighed til et par gange at sejle en sundowner på Zambezifloden og opleve en fantastisk solnedgang. Afrika er noget helt specielt fik jeg bare fastslået under disse to rejser til Zimbabwe og Zambia. Jeg var helt solgt over landskabet, den specielle afrikanske stemning og ikke mindst dyrelivet.

Mens jeg gik på guideskole i Spanien et par år tidligere var vi en dag på udflugt til Barcelona som led i undervisningen. Vi havde nogle timer i byen inden vi fortsatte til lilleputstaten Andorra for at handle taxfree. Men lidt nord for Barcelona ligger den riverrafting bane som blev brugt under OL i 1992 i den spanske by og her havde skolen arrangeret at vi kunne komme ud at rafte. Jeg var med spænding sprunget med på holdet, jeg havde aldrig prøvet at rafte før, men var hammer nysgerrig. Tit havde jeg jo set det ude i verden på mine rejser, men havde aldrig helt fået mig taget sammen til at prøve og helt tryg ved det var jeg jo nok dybest set heller ikke. Men nu havde jeg altså mulighed for at prøve det under ordnede forhold, så jeg slog til.

For at gøre en lang historie kort så faldt jeg pladask for rafting, det var lige mig at suse ned at floden, navigere båden igennem strømhvirvlerne uden at ramme klipperne og sidst med ikke mindst så fandt jeg samarbejdet med de andre i båden rigtig sjov og spændende. Jeg er normalt ikke så meget til teamsport, men det her ramte altså lige plet. Og så var det sjovt og frisk og man fik vandsprøjt på kinderne. Jeg hyggede mig gevaldigt, og inden vi gik til frokost havde jeg bestemt mig for, at det på ingen måde var sidste gang jeg raftede ned af en brusende flod. Jeg var helt sikker på, at jeg havde fundet min nye favoritsport.

Tilbage i Livingstone i Zambia stødte jeg ind i flere firmaer der arrangerede raftingture på Zambezifloden. Nu havde jeg endelig chancen for at prøve rigtig rafting i naturen på en rigtig flod i stedet for en bane, så jeg meldte mig til en heldagstur ned af floden. Jeg begyndte dog at fortryde, da vi fik en kort briefing inden afgangen. På væggen i firmaets lokaler hang der et kæmpebillede af en ret vild rafting situation med vandet brusende i kaskader og 4 af de 6 teammedlemmer lå og flød ude i floden. Åh Gud tænkte jeg hvad har jeg indladt mig på. Jeg havde afgjort ikke lyst til at falde i floden, da den ikke så helt pålidelig ud. Så jeg begyndte ærlig talt at blive en smule hed om ørerne, men på den anden side så skal ting jo prøves for at blive afdramatiseret, så jeg gik i krig med mit vanvittige forehavende.

Vi blev kørt ud til et sted hvor vi af stejle smalle grusstier skulle gå de 600 meter ned i kløften til floden. Det var hedt, stejlt og min højdeskræk var ikke helt vild med det, men ned kom vi da. Jeg skulle dele raftingbåd sammen med en far og hans 12 årige datter fra New Zealand. De er ret seje til rafting på disse kanter, så jeg tænkte lidt mit. Men pigen så nu ikke ud til at være med på det allerværste, så jeg regnede med at det blev en nogenlunde rolig tur.

Først og fremmest blev det en utrolig smuk oplevelse, flere steder var den brede flod helt rolig og vi lå bare og flød stille og roligt ned gennem det mest storslåede landskab. Lodrette klippevægge strakte sig op af dybet med udsigt til en fuldstændig skyfri lyseblå himmel og stegende sol. Landskabet var afgjort helt unik og storheden var næppe til at tage fejl af. Vi fik også padlet lidt og kom igennem nogle strønhvirvler og fik prøvet lidt eventyr. Det vildeste var dog, da et andet raftinghold passerede os og i en strømhvirvel kortvarigt mere eller mindre væltede om på siden, da gjorde vi alle store øjne. Det var der ingen af os der turde, men vi fik da ihvertfald en forsmag på hvordan rafting osse kan være. Og senere i min raftingkarriere skulle jeg i den grad få styret mine lyster mht. vanvittige strømhvirvler og hasaderet sejlads.

Men denne tur husker jeg altså mest for sin helt utrolige natursceneri og fine oplevelse, hvor jeg bare fik endnu mere mod på at rafte. Det er en utrolig fed sport, hvor samarbejde, hurtighed og overblik er i højsædet. Man skal virkelig være opmærksom og lynhurtig ellers kan det blive fatalt. Og helt ufarligt er det bestemt heller ikke. Men hylende morsomt er dertil gengældt, det er virkelig som at køre i rutsjebane i vand og det hele vælter rundt i en skøn forening. Det sjoveste er altid guiderne, de sejler ned af disse floder masser af gange om ugen og kender floden som deres egen bukselomme. Der ender altid med masser af grin og pjatten, alle plejer at morer sig kosteligt.

Da jeg – i hel tilstand – kom tilbage til firmaet fik vi udleveret et bevis på en velgennemført tur, en t-shirt og billeder, som en eller anden fotograf havde været lynhurtig til at opfange da vi kom væltende ned af en strømhvirvel. Jeg kunne tage hjem til lodgen med endnu en rigtig fed oplevelse og var mere overbevist end nogensinde om, at jeg bare skulle rafte ned af verdens floder i fremtiden. Jo vildere og bedre, men som alt andet får ting sommetider en brat ende og det blev også tilfældet med min rafting på en senere rejse i Mellemamerika. Det kan du læse mere om under beretningen “Vandgang i Costa Rica” her under Vildeste beretninger.