Rejsebrev: Efter 14 dage i Thailand skriver Anette L. Kristiansen fra den tropiske paradis Koh Tao i Siam-bugten om sine oplevelser.

Af: Annette Holm (Journalist på Ringkøbing Amts Dagblad) & Anette Lillevang Kristiansen
Foto: Brian Dixen & Anette Lillevang Kristiansen

Ringkøbing Amts Dagblad

I den lille utilgængelige bjergby Mae Hong Son nær grænsen til Burma bor der et meget særpræget stammefolk. Kvindernes største stolthed og pryd er en 6 kg tung messingspiral rundt om halsen. Jeg har besøgt girafkvinderne i det nordvestlige hjørne af Thailand.

Ideen om at møde girafkvinderne opstod egentlig allerede i flyet fra Billund til Amsterdam. I Mærskbladet læste jeg en meget interessant artikel om skønhedsidealer hos forskellige stammefolk verden over. Jeg faldt her over disse kvinder i Burma og Thailand som forlænger deres hals med tunge messingringe.

Det skulle imidlertid blive lidt af en vanskelig proces at finde frem til dette folk. I Chiang Mai henvendte jeg mig hos flere forskellige rejsebureauer, men uden held. Jeg mødte sågar nogen, der sagde, at det kunne jeg ligeså godt opgive, for området var så afsides, at det kun var visse perioder af året, hvor stedet var tilgængeligt.

Langt om længe og efter megen ballade fandt jeg dog frem til at der gik fly til Mae Hong Son, hvor girafkvinderne befandt sig. Lige pludselig lykkedes det hele, og jeg sad i flyet hen over enorme skovlandskaber.

Mae Hong Son
Mae Hong Son var indtil 1965 totalt afskåret fra omverdenen. Stedet var kun muligt at nå på elefantryg gennem junglen. I dag er der både anlagt veje gennem bjergene og etableret en lille lufthavn med flyafgange til Chiang Mai og Bangkok. Byen er et hyggeligt lille sted, roligt og med ren bjergluft. Det har fået kælenavnet Tågernes dal, da området som oftest er indhyllet i tåger fra bjergene.

Jeg var fast besluttet på at møde girafkvinderne og jeg var da også heldig at få fat på en særdeles kompetent guide. Niti Siriwat havde sit eget rejsebureau, der havde specialiseret sig i at tage folk med ud til de afsides bjerglandsbyer. Han havde en magistergrad i humaniora – læren om mennesket – fra universitet i Chiang Mai og havde således tuderet sociologi, antropologi, historie, thai-kultur, religion, psykologi og sprog. Han måtte da absolut havde de bedste forudsætninger for at kende og forstå stammefolk.

Da jeg fortalte om, at jeg ville skrive en artikel om girafkvinderne blev han straks ivrig og fortalte mig en masse. Bl.a. at der fem – seks gange om året kommer mindre grupper af antropologistuderende fra Sverige til Mae Hong Son. De studerer f.eks.  hvordan det lykkedes flygtninge fra Burma at integrerer sig i det thailandske samfund.

Girafkvinder
Ad humpede veje gik det i Niti’s jeep ud til langhalsenes landsby. Da vi var ca. 10 km fra grænsen til Burma standsede vi midt i en klynge bambushytter bygget på pæle. Det var meget specielt at se disse girafkvinder, de havde virkelig tykke messingringe om halsen. Nogle utrolig smukke kvinder med fine ansigtstræk og meget flot og farvestrålende påklædning – kulørt slør, sløjfer om benene og tinpinde stukket igennem knolden i nakken.

Når pigerne er ca. fem år gamle får de deres første ring om halsen, ca. halvandet kilo, og efterhånden – ca. engang om året – øges antallet af ringe. Kvinderne bærer ringene resten af livet. For at afbalancere kroppen har kvinderne yderligere et halv kilo messing på hvert ben lige under knæet og et halvt kilo tin-armringe på hver arm – 8 – 10 kilo massivt messing og tin. I Burma er kvinderne helt oppe på at bære 40 kilo messing.

Man skal her tænke på, at temperaturen i Nordthailand nemt kan komme op på 30 – 40 grader, plus at det er kvinderne der arbejder hårdest. Messing vil tage helt utroligt imod varmen, så man skulle tro, at de måtte have det uudholdeligt, men alle så umådelig glade og tilfredse ud i den lille landsby og så ikke ud til at være specielt generet af den ekstra vægt. Tværtimod blev man mødt at et stolt folkefærd, der satte en ære i at bære den særprægede pynt.

Stammefolk
Ca. 1 % af Thailands befolkning er bjergstammer, hvoraf den største Karen-folket oprindeligt stammer fra Burma. Karen-folket kan opdeles i rød Karen, hvid Karen og så girafkvinderne der også hører til denne stamme. De udgør kun en ganske lille del af de samlede antal Karener. Der er kun ca. 150 girafkvinder tilbage i Thailand, resten bor i Burma. Girafkvinderne lever fredeligt i denne lille landsby sammen med deres mænd og børn. De har status som flytgninge, og derfor har myndighederne i Thailand pligt til at give dem ris, så de kan overleve. Kvinderne dyrker svampe og grøntsager, henter vand og brænde og passer dyrerne – vandbøfler. Mændene går på jagt eller arbejder i marken.

Girafkvinderne ved godt, at de er specielle, og at mange gerne vil se dem. Derfor laver de forskelligt kunsthåndværk som vævede bælter, tørklæder og punge samt håndlavede dukker som modeller af dem selv. Det hele sælger de til turister og tjener lidt ekstra.

Landsbyen fungerer som et lille samfund helt for sig selv. Der er skole til børnene og en mindre kirke. I modsætning til andre bjergstammer er girafkvinderne katolikker. Det er meget specielt, da langt de fleste stammefolk i Thailand er animister, det vil sige , at de tror på ånder og besjælning af naturen.  I Samme landsby bor langørerne – lidt pudsigt også at møde langører her, når jeg kun troede, de kun fantes på Påskeøen – som gør hullet i øret stort ved hjælp af en tung bred tinring. Disse to stammer lever side om side i den lille landsby i fred og fordragelighed. De ser endda ud til at nyde hinandens selskab.

Forskning
Niti fortalte mig flere interessante ting om fænomenet med messingringene. For nogle år siden havde en belgisk forsker levet hos girafkvinderne i seks måneder for at undersøge, hvordan messingringene påvirkede kvindernes dagligdag og ikke mindst kroppens anatomi.

Når man ser på kvindernes hals er den overdrevet lang. Det ser ud til, at kvinden knap nok har hagen oppe over den øverste ring. Deraf må man nødvendigvis udlede, at halsen er strakt længere. Der går derfor skrøner om, at hvis kvinderne tog ringene af, ville de dø. Men det er ikke rigtigt. Det hele er nemlig en illusion.

Det er ikke  halsen, der bliver længere, men ribbenene, der bliver trykket ned på grund af vægtbelastningen. Derved ser halsen længere ud. Hvis kvinderne tog ringene af, ville musklerne omkring halsen langsomt begynde at gendannes, og det hele ville bliver normalt igen.

Disse resultater er den belgiske forsker Johan Van Roekenghem kommet frem til via røntgenundersøgelser af girafkvindernes hals, skulder og ribben. Han har også udledt af sin forskning blandt kvinderne, at de ikke er besværet af deres halspryd. De er jo vant til vægten helt fra små, og de finder nemt ud af forskellige tricks for at få hverdagen til at fungerer.

F.eks. kan de nemt vaske halsen med vand og sæbe ved at dreje ringene rundt, og med til morgensoigneringen hører også polering af ringene i lemonsaft og rishalm, til de stråler. Så alt i alt ser denne lille gruppe kvinder ud til at have tilpasset sig denne specielle pynt ganske fint.

Rekreerer sig på en tropisk paradisø

Thailand: Anette L. kristiansen fra Ringkøbing har oplevet mangt og meget.
17. juni skrev Anette L. Kristiansen fra den lille tropiske paradisø Koh Tao i Siambugten hjem om sit møde med girafkvinderne i Nordthailand.

Hun havde lejet sig en bambushytte ved stranden efter et uheld med malaripiller, så hun var blevet meget syg og trængte til at rekreere sig efter 14 dage med et ret koncentreret program nordpå for at nå det hele.

Efter de første dage i Bangkoks larm og bilos tog hun toget til Chiang Mai i Nordthailand, og det, der overraskede mest var prisen på billetten for den lange togrejse inklusiv mad og drikkevarer; ca. 100 kr.

Langt de fleste kommer til Chiang Mai for at trekke i den smukke bjergnatur, så det skulle den rejselystne Ringkøbing-pige naturligvis også.  Det blev til tre dage med ridning på elefantryg gennem junglen, overnatning i sivhytte hos et stammefolk og riverrafting på Mae Kokfloden i bambusflåde, hvilket resulterede i en ordentlig vandgang. Herefter gik turen til Den gyldne trekant, grænselandet mellem Burma, Laos og Thailand, der er berygtet for dyrkning af opiumsvalmuen til fremstilling af heroin.

Anette L. Kristiansen oplevede så girafkvinderne, og tog herefter tilbage til Bangkok, besøgte den berømte bro over Kwaifloden, den lille badeby Hua Hin og Chumphon, inden hun tog til paradisøen for at rekreere sig, finde ro og inspiration til at skrive.

Den videre rejserute går over Koh Pha Ngan og Koh Samui til Phuket, inden hun tager ind i Malaysia, hvor hun på grund af besværlighederne med at tåle malariapillerne må opgive drømmen om østsiden af landet og det ægte Malaysia. Turen til Singapore kommer i stedet til at gå gennem den vestlige del af halvøen Malaysia med ophold i Langkawi, Penang, Kulala Lumpur og Melaka.

Se artiklen i Ringkøbing Amts Dagblad