I tirsdag havde jeg meldt mig til en River Rafting tur på Cangrejal floden, og jeg skal da lige love for at det blev en river rafting tur udover det sædvanlige. Ikke så meget selve rafting turen, men de indledende forberedelser.

Floden løber igennem Pico Bonito Nationalpark, et usædvanligt flot område med bjerge, tæt regnskov, adskillige vandfald på op til 140 meters højde, og så floden nede i dalen. Et rigtig smukt sted med den brusende flod som midtpunkt i dalen og så bjerget Pico Bonito med tinden dækket af tågeskov. Bjerget er 2436 m, ikke så højt, men trods sin beskedne størrelse vist ret svær at bestige. Bjerge behøver ikke nødvendigvis at være 7000 m for at være svære at bestige. Floden ser umiddelbart ret fredelig ud i starten – men DET ER DEN IKKE! finder jeg snart ud af. Den har Rapids i kategori 3 og 4, ikke umiddelbart så vildt, har prøvet kat. 5 Rapids uden problemer i New Zealand m.v., men sommetider så tror jeg ikke helt at de kører efter det samme Rapid system over hele verden.

Rapids er de strømhvirvler man sejler igennem på floden. Et ældre ægtepar fra Canada skal med ud at rafte. Manden har fået en hjerteoperation sidste år, og nu vil han rafte. Jeg syntes ikke det lyder som en fed ide. De virker i det hele taget begge lidt stive og utrygge i det, men de skal jo selv vide om de kan klare det. De er vel omkring 65 år. Konen opgiver da også under sikkerhedsproceduren, da hun hører hvad der kan ske under raftingen og hvad vi skal gøre hvis vi falder i vandet. Det lyder også altid voldsomt, og er det vel også. Jeg mener rafting er bestemt ikke ufarligt, og folk er nødt til at gennemgå sikkerhedsregler inden afgang. En af de første gange jeg prøvede at rafte var på Zambezifloden i Zambia, og det første jeg så på raftingbureauets kontor var et kæmpebillede af en båd ude midt i floden med 5 ud af 6 folk liggende væltende rundt ude i floden. Så var linjen ligesom lagt fra starten.

Vi for en meget meget grundig sikkerhedsprocedure, faktisk så grundigt at vi skal prøve noget som jeg aldrig har prøvet i forbindelse med rafting – vi skal i floden!

Vi bliver beordret i floden og skal flyde ca. 50 m. Midt i en lang relativt flad rapid, men med klipper på hver side af floden. Det ser fladt ud, er det egentligt også – ca. 10 – 15 meter bred og rimelige chancer for ikke at knalde i klipperne – skulle man mene. To unge fyre er foran mig og klarer det fint, den ældre mand klarer det også. Det er planen at vi skal komme ca. 3 – 4 m ude i floden fri af klipperne så vi kan flyde ude midt i floden og undgå at ramme klipperne i kanten af floden. Da jeg prøver første gang når jeg slet ikke langt nok ud, strømmen er så stærk at jeg bare bliver revet med. Jeg lander dog inde ved klippekanten og kommer med noget besvær op af vandet. Strømmen er vildt ekstrem selvom det er fladt, og jeg slet ingen kræfter har i mine svømmetag. 2. gang jeg prøver kommer jeg stadig ikke langt nok ud og fri af klipperne, men denne gang flyder jeg ned af floden. Jeg kan ikke se hvor dybt det er, eller se eventuelle klipper under vandet. Vandet er grumset og jo i konstant bevægelse så det river sand og sedimenter med.

Det kommer helt af sig selv at jeg flyder med, det er umuligt at stoppe. Det går hurtigt, for hurtigt! Og også selvom den strækning jeg er på er helt flad og uden nogen som helst “vandfald”. Strømmen er ubeskrivelig stærk. Vandet er ikke specielt koldt, men bevægelsen i vandet er hel vanvittig. Jeg har et stykke af vejen nogenlunde styr over situationen og er rolig selvom det går hurtigt. Men så driver jeg mod en stor klippe ved kanten, når at støde fra med benene og komme væk fra klippen. Men rundt om hjørnet sker der noget med strømmen, der gør at jeg for hovedet under vandet to gange lidt uforberedt. Normalt er jeg ok med det, men det her går lidt for vildt for sig. Jeg skulle ikke normalt kunne få hovedet under vandet, jeg har en meget hårdt spændt redningsvest på, men det sker alligevel. Helt rundt om hjørnet går det helt galt. Det er meningen at jeg skal svømme ind til kanten til højre, der er også fuld af klippeskær og sten. Jeg svømmer som en gal og lige lidt hjælper det. Strømmen er så stærk at jeg udmattes totalt efter 4 – 5 svømmetag. Jeg kæmper som et vildt dyr, ind imellem med hovedet under vandet og lige lidt hjælper det. Jeg driver bare videre gennem de efterhånden frådende vandmasser. Godt nok stadig inde ved kanten, men der er stadig så meget strøm at jeg ikke for noget ud af at svømme.

Det er som at svømme med en stærk elastik om maven – jeg kommer ingen vegne. En af guiderne står på en sten og kan godt se at jeg er totalt på skideren. Han rækker mig en meget stærk og kraftfuld hånd. Han er bare en lille spinkel splejs på vel en 18 – 20 år og jeg fatter ikke hvor han fik kræfterne fra, men han holdt fast selvom jeg hamrede rundt i vandet og følte det som om jeg var i en vaskemaskine på centrifugeringsprogrammet. Jeg kunne knapt trække vejret af udmattelse, da jeg endelig kom op på klippen. Normalt er jeg en ganske fornuftig svømmer og tidligere dykker, men her hjalp det bare ikke en hujende fis.

Faktisk en rigtig skræmmende oplevelse! Strømmen er så stærk, at man simpelthen ikke forestiller sig det, inden man har været ude i floden. Så kraftfuld at det er ubeskriveligt. Man har bare ikke en chance derude. Vandet er fuldstændig uforudsigelig og man vælter bare rundt uden at vide hvad der er op eller ned. Panikken var ved at brede sig i mig, fordi lige meget hvad jeg forsøgte så nyttede det intet, det bare tappede mig fuldkomment for kræfter. Jeg elsker River Rafting, men tanken om at falde i vandet i en Rapid er nok til at jeg kan holde fast i rebet i kanten af båden så hårdt at mine knoer er helt kridhvide. Normalt plejer det også at gå fint med mine rafting ture, for jeg holder så godt fast – jeg skal pine død ikke i den flod! Nogle gange er strømhvirvlerne så stærke at de suger en ned – også selvom man har redningsvest på. Men et eller andet sted var den tur i floden måske meget god og lærerig. Jeg har altid haft dybt respekt for floder, men det er da ikke blevet mindre efter denne tur. Det var sgu en uhyggelig oplevelse!

Selve rafting turen gik fint. Vi var igennem en 2 meter høj kategori 4 Rapid ned af en klippe, men vi klarede den i smukkeste stil til stor hylen, skrigen og hujen fra os alle fire i båden. Vi havde det sjovt, men jeg kunne godt mærke at den svømmetur i floden sad lidt i mig. Måske er det både godt og skidt! Har fået en anden respekt for rafting, og det skal man absolut også have. Har altid godt vidst at det ikke var ufarligt, men den tur i floden satte tingene lidt i perspektiv. Det blev endnu engang slået fast med titommersøm at naturen spøger man ikke med. Hverken floder, havet, bjerge eller orkaner. Det gamle ordsprog “Kun en tåbe frygter ikke havet” fik pludselig en helt ny betydning – denne gang med en flod. Jeg tror ikke at fyrene syntes at det var så vildt, men de har jo også nogle flere kræfter end jeg har som pige. Tanken om at jeg i den grad mødte min overmand ude i den flod skræmmer en hel del. Mine kræfter var som lyserød marcipan i forhold til de kræfter vand i bevægelse har. Sidste del af floden efter frokost var stille og rolig og meget smuk gennem stille vand og bjergene med regnskov på hver side. Smukke fugle og sommerfugle flyvende omkring.

Kommer til at snakke lidt med Max fra London, som er med i den båd jeg sidder i. Han og en pige er i Honduras og El Salvador for at optage et dokumentarprogram. Det program der for hed Lonely Planet, som nu hedder Globetrekker. De venter på hovedpersonpigen fra Canada som skal ankomme på lørdag og så skal de rundt og filme forskellige steder i de to lande. Rigtigt sjovt at snakke med ham. Jorge som har rafting firmaet skal til Nicaragua og rejse rundt sammen med et belgisk filmhold i dec., så der er rigtig gang i filmproduktionen. Globetrekker bliver produceret i samarbejde med Discovery Channel og National Geographic. Så det var rigtig spændende at snakke med dem.

Jeg snakker også med Mark fra Canada, der har været på en 14 dages kanotur oppe i Nordvest territoriet i Canada, lidt vest for Yellowknife. Han fortæller om hvordan de blev fløjet ud med et vandfly og sat af ude ved floden med alt deres udstyr og forsyninger, og så ellers så flyet lette igen, og så måtte de ellers klarer sig i to uger. De blev først samlet op flere hundrede km længere nede af floden. Det skal jeg prøve! Men telt og ildsted og det hele. Det skal jeg bare! Det ville jeg ganske enkelt elske!

Dagen for dog en halv vild afslutning. Godt nok foregår det stille og roligt på mit hotelværelse, men jeg kommer tilfældigt til at se et program på Discovery. En far og hans søn er på rafting tur i Alaska. Sønnen er vel omkring 40 år, faderen omkring 65 år. Det er i nærheden af et sted der hedder Bettle, jeg syntes ikke helt jeg ved hvor i staten det er, selvom jeg lige har været der i juni og skrevet en artikel om Alaska. Strømmen i floden de sejler på at også ubeskrivelig stærk, men hvad værre er vandet er iskoldt da det jo er i arktisk område. Det er så koldt at der over floden er lange passager af is som ikke er smeltet. Så sker ulykken!

De banker hårdt i en iskant, ligesom vi også gjorde på raftingturen bare i en klippe. Der sker normalt ikke noget ved det, hvis man er forberedt, men hvis det sker lige pludselig eller uden man ser det – så ryger man i floden, og det er selvfølgelig lige hvad der sker for de to mænd. Det der er det store skrækelement i programmet er at de begge flyder ind under isen. Strømmen vasker dem bare med ind under iskappen og i rivende fart går det. Der er ca. 20 – 30 cm mellem vandoverfalden og iskappen, så de kan have hovedet over vandet hvis de er heldige med strømmen, men de kan ikke se om – og hvornår isen stopper. De kommer ud gennem tunnelen, men bare for at fortsætte ind under næste iskappe. Faderen når at gribe fat i iskanten, men strømmen er så stærk at han bliver revet med.

Må nok indrømme at jeg ser det program med skræk og er komplet chokeret. De er igennem hvad jeg bare prøvede i lillebitte målestok i dag. Men bare lige med to ekstra farer, iskoldt vand og så i Alaska af alle steder, hvor chancen for at blive reddet er lig nul i de store øde vidder. Der er så øde at de vil være fuldstændig prisgivet hvis de skulle være så heldige at overleve. Sønnen redder sig i land, mens faderen får fat i et klippeskær ude midt i floden. De er begge vildt forslået og bløder fra store rifter i hovedet. Sønnen klarer sig nogenlunde, men faderen ryster af kulde, da han er en ældre mand og ikke har så mange kræfter. Sønnen for tændt et bål, som så i første omgang redder dem. Alt i alt er de ude i ødemarken i 4 dage uden andet end en lighter og et landkort, ingen mad eller noget som helst. Sønnen tager til sidst en beslutning om at gå efter hjælp, selvom det kan syntes nytteløst og helt hen i vejret. Han er jo nødt til at efterlade sin far. Sønnen går og prøver at finde tilbage til en bestemt flod, hvilket er som at finde en nål i en høstak. Han har dog et kort som kan hjælpe lidt. Han krydser floder og klapre tænder, men den største fare er Grizzlybjørnene. De er overalt og kan blive både rasende og sultne. Sønnen møder faktisk en Grizzly, men er så heldig at vindretningen er væk fra ham. Bjørne har en lugtesans der er 7000 gange stærkere end menneskets. Faderen er lige ved at kollapse tilbage hvor han er, men han skal holde gang i ilden. På et tidspunkt går det ild i hans Bivuak, og det hele brænder ned.

En fuldstændig for vild historie, selvfølgelig bliver de reddet til sidst, ellers kunne de jo ikke fortælle deres oplevelse. Sønnen græder for åben skærm da han fortæller det, og da må jeg nok erkende at jeg også sidder med tårer i stride strømme ned af kinderne. Det virker komplet skørt at sidde muttens alene på sit hotelværelse og pibe over et program på Discovery channel. Men efter jeg lige har været i floden i dag og oplevet bare en brøkdel af hvad de to var igennem, så kunne jeg simpelthen ikke lige lade være. Det var et mirakel at de overlevede. Nok skal man være en sej singlerejsende der kan klare sig selv, men det skader aldrig at være menneskelig på samme tid. Det program var en frygtelig historie og et Guds mirakel var det at de blev reddet. Det løb mig virkelig koldt ned af ryggen.

Min flod i dag var trods alt både varm og tropisk, så jeg havde ingen temperaturproblemer, men det var ikke desto mindre stadig en frådende, rasende og dødelig flod, som kan få bugt med en hvis man ikke passer på sig. En uhyggelig påmindelse om at lige meget hvad, så vil vi mennesker altid være de små. Måske heldigvis!

Jeg har ikke raftet for sidste gang, men vil måske lige tænke en ekstra gang over det næste gang jeg går i gang med en brusende flod i en gummibåd