Da jeg sad og læste bogen “Håbets grønne Ø” af den australske forfatter Morris West, slog det mig hvor mange ligheder bogens tema har at gøre med en serie, der hver mandag ruller over skærmen på TV3. Her skal en gruppe højtuddannede og civiliserede danskere kæmpe med og mod hinanden, naturen og sulten på den lille ubeboede ø Pom Pom i Suluhavet nord for Borneo. En kamp, der i den grad handler om overlevelse, som primitivt stammefolk i pagt med naturen. Vel nok en af de største udfordringer for den vestlige verdens – og det 20. århundredes – supermoderne og tilpassede menneske.

Netop dette emne møder vi igen i Morris Wests roman. Alene titlen afspejler kampen, og det håb der vokser ud af at skulle klare sig på naturens præmisser langt fra civilisationens materielle goder og tryghed.

Bogen er skrevet i 1976, og handlingen foregår sidst i tresserne eller først i halvfjerdserne. Handlingsforløbet strækker sig over et til to år. Romanen foregår i starten på Hawaii i et universitetsmiljø. Personerne hører til højere sociale klasse, da deres profession dels er Dr. Phil, dekan ved fakultetet dels skibsreder og konservesfabrikant med ansatte tjenestefolk.

Herudaf kan man læse, at der er tale om socialt velstillede og veluddannede mennesker. Da ekspeditionen senere i bogen ankommer til øen, må deltagerne imidlertid indstille sig på, at de sociale forskelle bliver mere visket ud for til sidst helt at udlignes. En vigtig person i bogen er Dr. Phil Gunnar Thorkildson. Han er søn af en norsk skibskaptajn og en indfødt kvinde fra Marquesas-øgruppen i det østlige Stillehav. Moderens navn er Kawena Kienga, og hun døde en uge efter Gunnars fødsel. Hun fødte sin søn på et fattighospital i Honolulu.

Umiddelbart efter moderens død bliver Gunnar af sin far afleveret til en nonneorden, der skal sørge for hans opvækst og opdrage ham i den kristne tro. Hans far drager til søs med en af De Forenede Staters flåder. Skibet forliser og går ned med hele besætningen. Gunnar blev senere opdraget af jesuittermunke, og består som 17 årig sin studentereksamen. Som 28 årig får han sin udnævnelse til lektor i Stillehavets etnografi og bliver senere professor. Gunnars morfar Kaloni Kienga bor stadig på en mindre ø i Marquesas-øgruppen.

Gunnar er en ægte perfektionist og meget arbejdsom; han har evnen ti! at bryde af fra omverdenen og koncentrere sig fuldstændigt om sin forskning. Han har et stort behov for at kunne trække sig tilbage og studere, derfor er hans arbejdsværelse også lydisoleret og placeret oppe på loftet, med størst mulighed for fordybelse. Han er 30 – 40 år, og bor alene, men får hjælp til de huslige pligter af en lidt ældre husholderske.

Der har aldrig rigtigt været en kvinde i hans liv, det til trods for, at han nyder stor popularitet blandt de kvindelige studerende på universitetet. Faktisk så går han for at have en yderst erotisk udstråling og tiltrækning, og onde tunger siger, at han er den største tyr på øen. Han har ingen familie eller en kvinde, som han kan kalde sin egen, hvilket piner ham meget. Gunnar er lidt af en drømmer og han forfølger sine drømme og visioner. Han er uforudsigelig og giver sig helt hen til sine havdrømme.

Han er to mennesker, han er drømmeren, der er på vej til sine forfædre – som han selv udtrykker, det bliver en lang og mørk rejse. Det andet menneske i ham, er det der ønsker sig en familie, og en kvinde han kan elske. Det tætteste han kommer på en familie er en god veninde, der hedder Martha, og hendes søn Mark. Gunnars veninde Martha er 30 år. Hun har været gift, men hendes mand begik selvmord med kinesisk heroin i Vietnam. Martha har en søn på 1 år. Hun har store evner indenfor maling og tegning, bl.a. har hun tegnet billeder og kort til Gunnars afhandling om Stillehavet.

Gunnars store drøm er, at finde sin morfars uopdagede ø i sydhavet. Han er ikke selv i stand til at rejse økonomiske midler til at gennemføre ekspeditionen, så han får brug for en sponsor, samt et skib, der kan føre ham på sporet af øen. Redningsmanden til sydhavsprojektet bliver den tidligere konservesfabrikant millionæren Carl Magnusson. Han er en ældre rig, stolt og hård forretningsmand med en stor personlig charme og karisma. Han har valgt, at investere nogle af sine mange penge i et smukt og veludstyret sejlskib, men er desværre ikke rigtig i stand rigtigt at få gavn af det.

Et slagtilfælde med heraf følgende svækkelse af den ene arm og ben har sat en stopper for hans ellers aktive forretningsliv og fritid. Siden sygdommen har han levet isoleret og afsondret i sin smukt beliggende luksusvilla. Han har fået hjælp af sine filippinske tjenestefolk. Trods sin svækkelse har Carl Magnusson beholdt sin herskerånd og vælger trods sin svækkelse at tage med på ekspeditionen, hvor hans lederevner kommer rigtigt til sin ret. Magnusson holder af skønhed og smukke ting, det ses bl.a. i hans hjem, der er indrettet stilfuldt og på den tropiske haver der omgiver huset.

Personliste over ekspeditionsdeltagerne:

• Carl Magnusson : Kaptajn
• Gunnar Thorkildson: Styrmand
• Peter Andrd Lorrillard : Signal – og radiomand
• Sally Anderton: Skibslæge
• Martha Gilman: Skriver for kaptajnen og styrmanden
• Charles Kamakau: Bådsmand

Lorrillard er af overklassefamilie fra sydstaterne, og er blevet udnævnt til søløjtnant. Han er venlig og hensynsfuld og de fleste kvinder finder ham charmerende. Ekspeditionslægen Sally Anderton er en høj, flot kvinde i midten af trediverne og betragter verden og sine medmennesker med en godmodig ironi. På rejsen er der yderligere en række personer, men jeg har valgt kun at personkarakterisere de vigtigste profiler i romanen.

Handlingsgangen
Handlingsforløbet i romanen “Håbets grønne ø” er, at forsker Gunnar Thorkildson ønsker, at bevise eksistensen af en hidtil ukendt ø i Tubai-øgruppen i det sydøstlige Stillehav. Han får finansieret projektet og gruppen drager af sted.

Deltagerne består af en omhyggeligt udvalgt gruppe af Gunnars tidligere studerende, der har udvist særlige evner, flid og evne til at tilpasse sig specielle sociale vilkår. Efter lang tids sørejse lykkedes det forskerne at finde øen.

Ulykkeligvis forliser deres båd på det skarpe og livsfarlige koralrev, dog i umiddelbar nærhed af øen. Det lykkedes kun gruppen med nød og næppe at redde sig i land. Her opstår et akut problem, da en af deltagerne er blevet slemt tilredt ved forliset og har brug for lægetilsyn og medicinsk behandling.

På øen må deltagerne efter en tid se realiteterne i øjnene, at chancerne for at blive reddet er minimal. Det tvinger dem til, at skulle tage beslutning om, hvordan de skal leve på øen og hvilke konsekvenser det kan få. En række spørgsmål bliver bragt på bane, bl.a. hvem skal lede flokken, hvem skal tage de afgørende beslutninger, og skal man danne par, få børn og føre slægten videre.

Flokken bliver lidt efter lidt splittet og reduceret. En del af dem dør pga. de fremmede sygdomme og mangel på tilstrækkelige lægehjælp og medicinering. Andre flygter til den modsatte ende af øen, en enkelt bliver sindssyg pga. isolationen fra omverdenen og manglende udsigt til at kunne slippe væk fra øen.

Romanen ender med, at to af de stærkeste mænd fra flokken sejler ud på havet efter hjælp i en hjemmelavet udriggerkano, men under en storm forliser kanoen, og kun en af mændene driver i land på en lille, men beboet ø.

Romanens form
Bogen er inddelt i 15 kapitler. Først i bogen er der en kort indledning og den afsluttes med et efterskrift, der fortæller om hvad der sker, da den ene af mændene kommer i land på øen. Teksten indeholder megen beskrivelse, specielt personbeskrivelse og beskrivelse af steder.

Desuden er der gjort meget ud af talesproget dvs. der er en masse replikker. Historien er fortalt af en 3. personsfortæller og handlingen er skrevet i kronologisk rækkefølge, der ses kun få tilbageblik.

Tema, holdning og perspektivering
Det er helt tydeligt, at forfatteren Morris West, har haft noget på hjerte, da han skrev denne roman – et vigtigt budskab til læseren. Temaet i bogen omhandler et emne, der optager det moderne menneske meget i dag. Ingen af os kan vel helt sige os fri for, at have leget med tanken om at flygte fra hverdagens tummerum. Langt ud til en fjern stillehavsø, hvor alt ånder fred og ro og hvor tiden synes at stå stille.

Vi er alle børn af et supermoderne og materielt samfund, hvor vi alle skal være effektive og yde vores maksimale. Hvor stress, jag og karriere er vigtige nøgleord. Her er begreber som tætte sociale relationer, ro i sindet og en afslappet holdning til livet en by i Rusland.

Men hvis man sætter sig ned og gør sig det tankeeksperiment at man sad på en øde ø, ville det så kunne fungere? Mit svar er nej. Mennesket af i dag er slet ikke gearet til et liv i en primitiv stamme på en isoleret ø. Der er adskillige aspekter i denne problemstilling.

For blot at nævne nogen; naturens luner (her tænker jeg både på vejr, høst og fangst), menneskets urinstinkter (seksualitet, jalousi og kønsdiskrimination), religion/trosretninger, livsanskuelser, vores materielle verden, og tanken om, at vi bliver underholdt fra vi fødes og til vi dør.

På en øde ø ville man skulle begynde helt forfra, det ville være som at blive født igen. Hele vores livsanskuelse, vore værdinormer og verdensbillede vil blive ændret. Temaet i bogen er tankevækkende, da det netop er en gruppe højt uddannede mennesker, der strander på en øde ø.

Lige umiddelbart skulle man tro, at de ville have de bedste forudsætninger for at overleve pga. deres store faglige viden og kundskaber. Men man tager fejl. Folks sande jeg vil komme op til overfladen ved mødet med denne primitive levemåde.

Min teori er, at det i virkeligheden er meget meget få mennesker, der vil kunne leve på en ø, og det vil være helt andre menneske-typer end højt uddannede forskere. Som jeg skrev tidligere er mennesket i dag vant til, at blive “underholdt”. Vi bliver hele tiden underholdt af medierne, af fritidsinteresser, og skole og/eller arbejde. Et af de største problemer på en øde ø vil hurtigt blive kedsomhed.

Når man har leget Robinson en dags tid og udforsket øen, vil man ret hurtigt blive rastløs og populært sagt til sidst blive skingrende sindssyg. Man vil komme til et punkt af desperation over, at det ikke kan lykkedes at slippe væk fra øen, alene tanken om, at der måske er flere tusind sømil til civilisationen, kan gøre de fleste desperate.

I bogen bliver en af personerne også alvorligt sindssyg, hvilket giver sig udslag i ekstrem aggression, isolation og hallucinationer. Hans sygdom bliver til sidst så alvorlig, at den er livstruende både for manden selv, men også for de andre på øen. Alle bliver bange for hans voldsomme adfærd.

Et andet punkt i denne problematik er menneskets urinstinkter. Seksualiteten vil komme mere frem, da den nu ikke kun er af lyst, men også er en praktisk foranstaltning for, at sikre slægtens fortsatte eksistens.

Det er jo livsnødvendigt for stammefolk, at der er nogen til at passe en når man bliver gammel. Stammefolk får altid mange børn, netop af den grund. I bogen sker der på et tidspunkt det, at der er ulige antal, og at der ikke er det samme antal kvinder som mænd. Problemet er, at så kan de ikke danne par og det giver også utrolig stor desperation og magtesløshed.

Der kunne også nemt opstå vanskeligheder med hensyn til kønsdiskrimination. Hos primitive stammefolk verden over, ja endda bare hos andre religioner i dag, er det kvinden der sørger for madlavning og børnepasning.

I mange lande har kvinder kun lidt at skulle have sagt og har kun få rettigheder. F.eks. vil en kvinde i Indien blive udstødt af samfundet hvis hun bliver skilt eller hvis hun er sin mand utro. Hun vil højst sandsynlig heller ikke få lov til, at vælge sin ægtemand selv. Arrangerede ægteskaber praktiseres stadig i Indien.

En vestlig frigjort kvinde vil aldrig nogensinde acceptere dette, hun er ung, moderne og har fulgt med tiden, hvilket betyder at det lige så godt kan være hendes mand der laver aftensmaden, fordi hun skal til et vigtigt møde.

En vestlig kvinde vil gøre oprør i løbet af kort tid. Ikke desto mindre er det morsomt, at betragte kønsrollerne i “Robinson-ekspeditionen” på TV. Uden at kny tager mændene på fisketur, mens kvinderne bliver siddende hjemme i hytten og snakker.

Vel at bemærke snakker vi om den kvindelige butikschef i Føtex, aerobic-instruktøreren og den superfeminine billedkunstlærer og vi er i Danmark i 1998. Alligevel bliver kønsrollerne skarpt ridset op. Måske er det fordi deltagerne i TV serien ved at de skal hjem igen eller er det?

Religiøst kan der også ske en ændring i folks anskuelse, når man befinder sig på en øde ø. Personerne i bogen begynder så småt, at blive revet med af legenden om en lille ø, hvor de gamle polynesiere tog til, når det var tid for dem at dø. For igen at drage en parallel til TV3s Robinson-ekspedition, så kan man også her tydeligt se på deltagerne, at der rokkes ved deres religiøse overbevisninger.

Rent praktisk giver det sig udslag i, at de rejser en totempæl, hvor de maler tegn og ansigter på og at de ret hurtigt efter ankomsten til øen, laver et slags alter med smukke og sanselige ting, som de tilbeder. Ganske vist er disse ting gjort lidt i spøg og for morskabens skyld, men da de bliver spurgt, udtales der, at de måske alligevel er en gran af alvor i det. De kan i hvert fald godt forstå, at stammefolk og ø-folk har en anden opfattelse af religion, tid og sted.

Sidst men ikke mindst vil det volde det moderne menneske en del problemer, at skulle skaffe sig føde vha. primitive fangstredskaber, at skulle dyrke sine egne frugter og grøntsager, ja nok i det hele taget være selvforsynende. Man vil ikke skulle dyrke egne afgrøder for sin egen fornøjelses skyld, men af ren og skær nødvendighed. De vil også skulle tænke på naturen på en anden måde på en ø, de vil skulle vænne sig til tropiske orkaner og til tider kraftig monsunregn.

Moderne mennesker er de fleste steder vant til at bo i tætte og orkansikrede huse, så overgangen vil være stor til en bambushytte under palmerne. Det måske allervigtigste i et liv i en gruppe på en øde ø, er hvordan folk vil fungere indbyrdes. Selvom ekspeditionens deltagere i bogen er håndplukket til opgaven og synes at passe perfekt sammen, vil der altid opstå gnidninger og uforudsete situationer. Det kan f.eks. være en følge af, at folks psyke kan ændres radikalt ved det at skulle tilpasse sig den nye levemåde.

Det budskab forfatteren vil give med denne bog er, at han i den grad sætter spørgsmålstegn ved, om mennesker i dag ville kunne omstille sig til en tilværelse som primitivt stammemedlem på en isoleret ø. Budskabet handler også om gruppedynamik og en prikken til vores menneskelige sociale relationer i de rige udviklingslande i dag. Har vi ikke glemt meningen med livet og at tænke på vore medmennesker?

Romanen er først og fremmest skrevet som underholdning, men med et klart og tydeligt budskab. Jeg har ikke kendskab til om historien er autentisk, men det kunne godt være en virkelig beretning.

Det er et ønske fra forfatterens side, at sætte nogle tanker i gang hos læseren om værdinormer, forskellige sider af mennesket, og hvad der sker, når det bringes ud af de normale relationer. Han kan spørge, om vi ikke midt i vores stræben efter materielle ting og det fuldendte skal prøve at standse lidt op og lytte til vore egne instinkter og finde frem til det det mere åndelige i os selv. Vi er jo alle på et eller andet plan i besiddelse af denne åndelighed, den er bare ved at drukne i karriere, villa, Volvo og vovse.

“Håbets grønne ø” er skrevet i 1976, nogle år efter hippietiden i 60’erne. Hippietiden startede vel i 1968 med studenteroprøret i USA og bredte sig snart til resten af verden. Tiden var præget af betingelsesløs kærlighed, socialisme, åndelighed og “finden sig selv”. Man gik meget langt for at finde sandheden og komme i kontakt med sig selv.

Det blev det helt store hit” at indtage rusmidlet LSD, som virkede bevidsthedsudvidende. Hovedessensen i Hippiekulturen var, at de unge studenter ønskede at starte verden op igen fra bunden. De ville starte alt forfra og skabe en verden der var styret af kærlighed og ikke af penge. Kort sagt flippede de helt ud og i denne periode ville man nemt kunnet havde forestillet sig folk tage til en øde ø.

Personligt tror jeg, at et andet vigtigt budskab i Morris Wests roman er; hvad var der sket hvis disse mennesker virkelig var taget til en øde ø? Han forestiller sig i historien hvad der formentlig ville være sket med disse hippier, at kærlighed alene ikke er nok hvis man vil overleve som menneske på en ø.

Mange af de hippier, der tog f.eks. til Indien i tresserne gik helt til bunds i samfundet, så den bølge de svævede på kunne ikke holde i længden. Det kan man også tydeligt se i bogen, de går til grunde en efter en, enten på den ene eller den anden måde. De fleste går til grunde rent fysisk pga. af sygdom, mens en enkelt af dem går helt ned psykisk. Budskabet i bogen er egentlig ikke fuldstændigt tidsbestemt, den kan også foregå i dag, som de ses med “Robinson-ekspeditionen”.

Temaet vil være eviggyldigt. Det er på alle måder en tankevækkende bog, som tvinger en til at sætte sit eget liv og vores egen tid i perspektiv.