Ja, hvem skulle nu havde troet det? Jeg som var kørt en anelse død i downtown Calgary med alle dens flere etager høje glasbygninger, beton, menneskehorder og trafik-os, blev i går en hel del mere positiv stemt. Johh, jeg blev faktisk ganske betydeligt mere mild i sulet, efter at min kære mand spurgte, om jeg ikke snart skulle ud at se noget i den her by. Der ramte han et svagt punkt. Dét der med at se noget – jo, det kunne han jo for så vidt have ret i.

Dagene her er gået med at skrive, købe rejsebøger, drikke kaffe på små fiffige kaffesteder og sådan mentalt forberede sig på, at jeg snart er for hjemadgående. Men hvad nu med at mæske sig med noget ægte kultur, når man nu engang er i en storby og ikke rigtigt kan få sit livsnødvendige daglige fix af bjergtinder og brusende smeltevandsfloder?

”Der ligger altså sådan et victoriansk hus nede på 13. Avenue” begyndte Bo lidt forsigtigt, mens jeg gennem en noget hullet skype-forbindelse kunne høre, at han klaprede på computers tastatur. Han og google havde gang i noget, det kunne jeg tydeligt fornemme.

Bo kender mig godt nok til at vide, at når jeg er blevet lidt småtvær og synes, at tingene på godt jysk er gået hen og blevet en smule trælse, så skal der lidt omsorg og en anelse forkælelse til. Så ved han godt, hvad der blandt andet skal til for at gøre mig blød om hjertet. Historiske steder/bygninger, stokrose-idyl, antikke biblioteker med læderindbundne bøger og generelt det der blide pust fra for længst svundne tider. Så bliver jeg medgørlig som et lam.

”Det hedder Lougheed House – prøv lige og se her. Det ser da vildt hyggeligt ud” – Bo sendte mig et link til hjemmesiden og straks åbenbarede sig en ægte engelsk victoriansk patricevilla med spir, tårne, blyindfattede ruder med kulørt glas og en ballroom med stukloft, messinglampetter, mahognipaneler og ægte tæpper.

Var det lige spot on eller hvad?

Der er altså stil over den i Lougheeds familens fine hus på 13. Avenue i Calgary – ejendommen hørte også sidst i 1800-tallet under kategorien Prarie Mansions – prærie palæer, og det kan man jo sagtens forstå, når man ser det luksuriøse interiør.

Ren engelsk stokrose-idyl
”Okay, dét tror jeg lige, jeg lusker ned og ser lidt nærmere på.” Det kom en hel del bag på mig, at der i denne New Yorker-jungle af skyskrabere kunne ligge sådan et pragteksemplar af en engelsk villa, der lignede et glansbillede fra et velhaverkvarter i Oxford. Calgary virker så nymodens, at det er svært helt at forestille sig, at her nogensinde har været ”gamle dage.” Jeg begyndte altså min færd ned mod 13. Avenue med en gran af skepsis, men også en temmelig stor portion nysgerrighed.

Nej, se nu – der var jo ligefrem et skilt, der viste mig ind ad en stille sidegade. ”Lougheed House” stod der nok så nydeligt på det brune vejskilt. OK, de mente det altså seriøst! De havde ikke bare lavet en fiks hjemmeside med billeder af en engelsk prydhave og et Harry Potter-hus.

Jeg må ærligt indrømme, at jeg står med åben mund, da jeg finder huset. For nok er det en stille vej, den ligger på, men det er da fuldstændig som at indtræde over grænsen til England – lige der blandt alle skyskraberne. Som at lukke øjnene og puf, så er du et fuldkomment andet sted.

Der er ganske rigtigt den smukkeste have omkring huset. Alt står i fuldt flor. Der er blomster i alle regnbuens farver, og straks man træder ind på den velfriserede plæne, er det som at entre en fredfyldt oase.

Får man ikke lyst til five o’clock tea, scones med syltetøj og lemon custard, når man ser det her te-stel? – jeg gør i hvert fald!

Lyserøde stokroser smyger sig kælent op ad de hvide trapper, folk sidder afslappet rundt i den store have og læser, og følelsen af at være i Oxford i England er så slående, at jeg næsten må knibe mig selv i armen, for at overbevise mig om, at jeg er midt i det vestlige Canada. Nok er Canada på mange måder meget britisk, men det her slår alligevel det meste, jeg har set her.

Det første der springer i øjnene indenfor, er husets souvenirbutik – et mekka, hvis man bare har en lille bitte smule anglofile tendenser. De sælger yndigt rosenmønstret porcelæn som i England – dét man bruger til five o’clock tea og scones med syltetøj, flødeskum og lemon custard (citronsmør.)

Jeg er helt solgt, og bedre bliver det ikke, da jeg også opdager, at man kan købe elegante hvide kniplingshandsker. Ikke at jeg aner, hvad jeg skulle bruge sådan et par til – men jeg får straks indre billeder af 1800-tals kvinder i store krinolinekjoler med kyser, blondeparasoller og snørestøvler, der går spadseretur arm i arm med deres udkårne i engelske slotshaver. Så hvis ikke det var fordi, det vil virke lidt noller og malplaceret at rende rundt med hvide kniplingshandsker hjemme i Aarhus – ja, så havde jeg fluks købt et par.

Jeg bliver helt blød, når jeg kommer ind i sådan en souvenirbutik, der er fuld af rosenmønstrede te-stel, kniplingshandsker og hæklede duge. Det er totalt mormor!

Det perfekte sted for bryllupper
Interessen for engelsk havekunst har de i den grad adopteret her, det er at se både udenfor i haven og indenfor i form af en udstilling om haveplanter, og dét at være gartner i disse haver. De har blandt andet udstillet fine gamle frøposer fra 1950’erne. Stueetagen udgør souvenirbutik, reception, mødelokale og et par rum med en særudstilling om haver i anledningen af Canadas 150 års jubilæum som nation.

På første sal er familiens residens, og her begynder det virkelig flotte. Trappen derop knirker stemningsfuldt, og vinduerne i tårnet er indlagt med farvet glas og små billeder af dyr – harer, rådyr, fugle osv. – det er så yndigt, at jeg ikke kan lade være med at stå og betragte hver en lille bitte detalje.

Huset var dengang berømt for sit eksklusive design med brug af de bedste kvalitetsmaterialer, og som jeg plejer at sige om godt gammelt håndværk af enhver art – ”det er fra dengang, man lavede kram!” Huset er 126 år gammelt, og alligevel står det stort set intakt. Gad vide om skyskraberne kan holde skansen så længe.

Lougheeds House har fine gamle musikinstrumenter udstillet, blandt andet dette elegante gamle orgel. Det er da virkelig smukt håndværk.

Jeg holder meget af gedigent håndværk, og jeg nyder altid at se, når noget er lavet af virkelig kvalitet og fra dengang, hvor man skyndte sig langsomt. I huset står der blandt andet et orgel og en piano – utroligt smukke instrumenter – pianoen med et messingskilt fra en pianobygger i Toronto, igen fra dengang man lavede kram. Det er rørende at se, at så gamle ting stadig holder – det kan virkelig gøre mig varm i maven.

Rummene i huset er med stukloft, mahognipaneler, fine små lamper med messingholder og skærm i matpoleret hvidt glas. Store mønstrede tæpper dækker gulvene, og midt i huset er “the ballroom,” hvor man har holdt selskaber.

Uhh, det er rent Titanic – de har en smuk hvid pejs, der minder lidt om den i de fornemme gemakker hos DeWitt Bukater-familien i filmen om den skæbnesvangre jomfrurejse over Atlanten. Det har jo også netop været på den tid – i 1912, hvor det stolte skib sank, var Lougheed familiens succes på vej mod højderne.

Jamen, kommer man da ikke ligefrem til at tænke på Rose og Jack i filmen Titanic, når man ser den her fine gamle pejs? I 1912, da Titanic sank, var Lougheeds familiens succes allerede begyndt, og deres hus bar i den grad præg af velstand, luksus og elegance.

I dag bruges det aldrende præriepalads blandt andet til bryllupper, og dét kan jeg da så sandelig godt forstå. Her er da også lige den helt rette stemning. Selv radiatorerne og tapetet er guldbronzeret, og i salonen kan man sætte sig med sin te og æbletærte eller en frokost og studere en enorm udstoppet elg, en vædder og en ulv, der som afrikanske jagttrofæer skuer ud over de rosenmønstrede tekopper og højstilkede rødvinsglas.

Jo, hold da op, der er stil over den. Det er da det perfekte sted at holde bryllup og så blive fotograferet ude i haven bagefter. Hvor yndefuldt. Hvor helt igennemt romantisk.

Jeg kan slet ikke komme væk fra det hus og sætter mig ude i haven på en bænk bagefter. Det er virkelig en forunderlig oplevelse med alle de højhuse lige rundt omkring, og så er her bare den yndigste lille oase. Det er ikke at kimse ad, at have en mand, der ved, hvor han skal sende mig hen, når jeg ikke selv kan finde ud af at få fingeren ud. Jeg kan i hvert fald varmt anbefale Lougheed House, hvis I en af dagene skulle komme forbi til en kop te og et stykke æbletærte – eller hvis I skal giftes!

Der emmer af gamle dage i Lougheeds Hus, og man kan sætte sig i cafeen og nyde sin te eller kaffe og et stykke æbletærte. Imens kan man studere de betagende trofæer af henholdsvis en kæmpe elg, en vædder og en ulv.

Fakta om Lougheeds House
Lougheeds House var Senator James Alexander Lougheed og hans hustru Lady Isabella Hardisty Lougheed hjem. I 1891 byggede de huset, som skulle danne rammen om deres familieliv med seks børn og en stab af tjenestefolk. På den tid havde Calgary kun 4.000 indbyggere, men Lougheeds blev anset for at være blandt de fornemmeste og mest indflydelsesrige familier i byen. Idag har Calgary omkring en million indbyggere, så der er sket lidt siden Lougheeds tid.

Det gik familien godt, og huset blev anset for at være et af de fineste – ikke bare i Calgary, men i hele det vestlige Canada. Huset bliver kaldt for en Prairie Mansion – altså et prærie-palæ, fordi området, hvor byen og huset lå, var på prærien. Nok er bjergene ikke langt fra Calgary, men lige her er der trods alt temmelig prærie-fladt.

James Alexander Lougheed opnåede høj status med en lang række nøgleposter i provinsen Alberta – og han var kendt som manden, der blandt andet stiftede hospitaler og havde stor succes med handel og ejendomme.

Så sødt som i gamle dage! Der er virkelig kælet for detaljerne i det flotte gamle prærie palæ, selv vinduerne er et helt lille kunststykke i sig selv.

Mange indflydelsesrige mennesker kom hos senatoren og hans familie i huset på 13. Avenue, og ikke mindst kongelige og adelige aflagde besøg. I 1912 boede hertugen og hertuginden af Connaught og deres datter prinsesse Patricia i huset. I 1919 var familien Lougheeds vært for et haveselskab for prinsen af Wales og sandelig om ikke også et medlem af det danske kongehus har været på visit – nemlig Prins Erik, Greve af Rosenborg i 1928. Han var søn af prins Valdemar og barnebarn af kong Christian 9.

Børskrakket i 1929 og den efterfølgende depression rammer imidlertid familien Lougheed hårdt, og de kan ikke mere betale ejendomsskatterne på huset og grunden. I 1934 overtager byen huset, men efter sin mands død får lady Isabella lov til at blive boende, indtil hun selv dør i 1936.

Under anden verdenskrig har Canadian Women’s Army Corps (CWACs) til huse i bygningen, og senere etablerer Det canadiske Røde Kors en bloddonorklinik i huset. Bygningen bliver de følgende år brugt til mange forskellige ting, indtil man i 1988 begynder at overveje en renovering.

I 2005 bliver huset åbnet for besøgende.

Adresse:
Lougheeds House
707 – 13 Avenue SW
Calgary, AB T2R 0K8
Tlf: (403) 244-6333

Billetpriser:
Voksne: $8.50
Børn: $5.00

Du kan læse meget mere om huset og dets historie på hjemmesiden:
www.lougheedhouse.com

Tekst og fotos: Anette Lillevang Kristiansen