Da jeg var i Sydøstasien for første gang i 1998 skete der en del underlige ting. Stik imod al forventning endte jeg op på Bali og mødte en balinesisk fyr som jeg blev meget forelsket i. Historien bare om ham kunne med lethed fylde en hel bog i sig selv, men denne beretning om hvordan jeg blev syg mens jeg var på Bali er også ret tankevækkende. Ikke så meget det at jeg blev syg, men mere hvad der var gået forud.
Jeg havde planlagt at være en uge på Bali og det var faktisk overhovedet ikke med i mine planer fra start. Jeg skulle bare rejse gennem Thailand og Malaysia og slutte rejsen i Singapore, men sådan gik det ikke helt. I en by i det sydlige Thailand fandt jeg på, at jeg ville til Bali og det faktisk ualmindeligt nemt med at få det hele arrangeret med billet osv. Sommetider er det lige som om skæbnen griber ind og det kom den til at gøre mange gange i denne historie om min balinesiske kæreste – for han endte faktisk med at blive min kæreste.
Jeg ankom til Denpassar på Bali og indlogerede mig på et lille hotel i badebyen Kuta. Der gik ikke lang tid før jeg blev gode venner med fyren på hotellets reception. Han tilbød en tur rundt på øen efter et par dage og for at gøre en meget lang historie kort så blev jeg inviteret med hjem og hilse på hans familie som boede på nordkysten af Bali. Her møder jeg for første gang hans bror, som er den eneste i familien der kan tale engelsk. Stille og roligt bliver vi forelskede i hinanden og pludselig virker det helt uoverskueligt, at jeg kun skal være på øen i en uge. Det sidste jeg havde planlagt var en forelskelse, jeg blev faktisk meget chokeret og var totalt i vildrede. Men følelser er jo svære at gøre noget ved.
Efter 6 helt utrolig romatiske og smukke dage sammen, er det tid for mig næste dag at flyve tilbage til Kuala Lumpur i Malaysia og jeg må sige, at det skærer i hjerterne på os begge. Disse balinesere er nok nogle af de absolut mest religiøse mennesker jeg nogensinde har mødt og deres tro er helt utrolig nærværende for dem. Man beder og bringer offergaver til guderne som den største selvfølge og min kæreste er da på ingen måder nogen undtagelse.
Han udtrykker meget sorgfyldt, at han er ked af at jeg skal rejse og trygler mig stille om at blive. Men fornuften sejrer til sidst – tror jeg da! Jeg har bestemt heller ikke lyst til at rejse, men hvad så med min billet og tusinde andre praktiske ting som et eller andet sted kunne være helt ligemeget, når man som os var blevet hamrende forelskede. Jeg er i tvivl og totalt i oprør indvendigt, men kommer dog til den konklussion, at jeg må rejse og lige sunde mig – grædende hjerte eller ej! Min kæreste fortæller senere, at han er gået i templet for, at bede om, at jeg må blive hos ham og man kan jo tror på det eller lade være, men ihvertfald sker der noget som er helt uforudsigeligt.
Den sidste aften før jeg skal rejse næste dag går vi på Mc Donalds i Kuta, noget min kæreste faktisk aldrig har prøvet før. For mig er det jo ret naturligt, men når man ikke plejer at komme sådanne steder virker det sikkert meget fremmedartet. Jeg husker tydeligt, at jeg bestilte en Chicken Crisp og nogle fritter og han en burger som vi så spiste med stor appetit. Men ret nøjagtigt en halv time senere bliver jeg hammer dårlig, jeg har kvalme, sveder vildt og min mave rumler og smerter faretruende. Vi kører hjem på mit hotel og jeg går direkte i seng og har det rigtig dårligt.
Det meste af natten tilbringer jeg ude på toilettet i tåger, mit hoved er ved at sprænges og min mave skriger af mavekramper. Jeg sveder så det driver og vælter mere eller mindre frem og tilbage mellem toilet og seng. Min kæreste har lagt sig ved siden af mig i sengen og ser bekymret på mig. Næste dag vågner jeg i en mere eller mindre sløret tilstand og finder ud af at min temperatur er 40,8 grader C. På denne rejse har jeg været udsat for lidt af hvert mht. sygdom og mener jeg er ret hærdet, men det her er lige på nippet til at slå mig ud. Jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde som voksen har haft så høj en temperatur og i mine tåger føles det som om jeg er tæt på at tage afsted. Jeg er underlig bevidst og totalt ligeglad på en og samme tid, “lad mig bare dø” er næsten det eneste jeg kan tænke.
Men vi menneskers opholdelsesdrift er stærkere end vi tror. Inden i mig sidder en særdeles stædig og vedholdende lille dame som skriger “nu må du fandeme tage dig sammen” – det er for billigt at give op. Jeg kan godt mærke, at denne side af mig er så stærk og sej, at hun simpelthen nægter at lade mig svæve til de evige jagtmarker. Så jeg beder min kæreste om at hente en læge. Jeg ligger bare helt stille i en vandpyt af sved, er fuldkomment svag og er jo som sagt ret ligeglad, men jeg er ihvertfald klar over så meget, at jeg skal have en læge og det skal gå hurtigt.
En halv times tid senere kommer en kvindelig læge, en lille køn balineser der taler engelsk. Jeg registrerer kun ting halvt ud af øjenkrogen i min tågede tilstand. Hun måler min temperatur i armhulen og hvad jeg derimod godt kan huske meget tydeligt er udtrykket i hendes øjne da hun aflæser termometret. Min feber er stadig skyhøjt og hun ser helt vild ud i øjnene. Selvom hun er læge og skulle være i stand til at beherske sig, så kan jeg sagtens aflæse i hendes blik, at det her er helt galt. Og det er også helt sikkert galt, jeg føler at jeg er få stationer fra at se engle for fodenden af sengen, men er faktisk helt rolig. Jeg svæver nærmest, men bliver hurtigt banket ned på jorden når min mave giver smertejag og mit hoved dunker af den høje feber. Det hjælper rigtig meget, at jeg ikke er alene – havde jeg været det ville jeg helt sikkert havde været meget mere bange.
Jeg husker, at hun ser alvorligt på mig og spørg om jeg er enig med hende i, at hun vil give mig en febernedsættende indsprøjtning. Jeg er stort set villig til hvad som helst på daværende tidspunkt, er virkelig mør og billigt til salg. Hun giver mig indsprøjtningen og hende og min kæreste kør igen. Han skal på apoteket og hente medicin til mig og hvis jeg ikke har fået det bedre i løbet af dagen skal han ringe efter lægen igen. Jeg døser hen endnu engang og vågner først da han er tilbage med medicinen. Lægen har ordineret smertestillende, antibiotika og elektrolytpulverblanding til opblanding i vand. Jeg har rigtig svært ved at sluge pillerne pga. kvalme, men ned kommer de da og den søde kvalmende pulverblanding gør heller ikke det hele lettere.
I løbet af dagen får jeg det langsomt bedre og om aftenen kommer jeg så langt at jeg kan tage et koldt bad for at afkøle lidt. Jeg spiser også lidt rent ris og drikker en smule Cola, som altid virker godt på min syge mave. Langsomt kommer jeg til kræfter og mit hoved bliver lidt mere klar.
Om morgenen bad jeg også min kæreste om, at ringe til flyselskabet og aflyse min rejse til Kuala Lumpur. Jeg kunne jo af gode grunde ikke komme nogensteder og måtte bare blive liggende i min seng indtil jeg var fit for fight. Nu kom jeg pludselig til at tænke på hans bøn i templet om, at jeg måtte blive hos ham. Han var nok bekymret for mig i min elendige tilstand, men også ualmindeligt taknemmelig for, at han havde fået lov til at beholde mig lidt længere. Måske er der mere mellem himmel og jord end vi helt forstår. Og på Bali kunne det til tider se ud som, at sløret mellem den virkelig verden og den åndelige var meget tynd. Der skete mange underlige ting for mig på øen, som jeg efterfølgende havde meget svært ved at finde en fornuftig forklaring på.
I løbet af et par dage var jeg rask igen og kunne nu rejse til Malaysia. Vi havde fået to dage mere sammen, godt nok to trælse dage, men han havde dog fået opfyldt sit ønske om, at beholde mig længere tid. Det var alt i alt en meget underlig oplevelse, som jeg ofte har tænkt på siden. Måske var det fuldstændig tilfældigt, måske var der en mening med det. Jeg er måske tilbøjelig til at hælde mest til det sidste. Det får jeg aldrig nogensinde en forklaring på, men underligt var det. Sjældent har jeg været så syg så tit som på denne rejse, så jeg var temmelig godt hærdet da jeg kom hjem og mente, at nu havde jeg vist fået min andel af sygdom – og af mystiske oplevelser for den sags skyld. Men denne oplevelse var kun starten på en lang række mærkelige oplevelser med min balinesiske kæreste – et stormfuldt forhold der kom til at vare 4 år.
