Det ser ud til at det går rimeligt med at lykkedes med at skrive travellog for tiden, og jeg prøver at tage mig tid til det. I dag har jeg været på farten og set to ruiner og kom hjem kl. 17, så en times pause og nu skriver jeg så travellog. Så det bliver lange arbejdsdage, og ikke rigtigt ferie overhovedet, men jo mere jeg for skrevet nu jo mindre skal jeg jo skrive når jeg kommer hjem. At skrive dagbog fra turen hjemme er heller ikke helt det samme, det er altid bedst at skrive mens man er i det, og lige er i stødet. Nå men det var San Cristobál de Las Casas jeg kom fra i sidste afsnit. Som jeg fortalte i forrige afsnit var jeg syg da jeg ankom til San Cristobál, men næste dag efter en god nats søvn og et skud C- vitaminer var jeg rimelig ok igen og var sluppet af med min feber. Den slags løber jeg ind i på enhver rejse, lidt sygdom hist og pist af en den ene eller den anden art er svært helt at undgå. Jeg har endda været rimeligt forskånet denne gang, og især hvad angår maveinfektioner, det plejer jeg at løbe ind i for et godt ord på alle mine rejser.

Første dag i San Cristobál fandt jeg en boghandel som var omtalt i min bog, og ejet af en amerikansk dame. Det viste sig at være den amerikanske dames efterfølger og i mellemtiden var de flyttet et par gader længere hen end angivet i min guidebog. Men alene det at finde en der kunne engelsk var jo rart, når jeg lige skulle have nogle oplysninger (og en bog til samlingen for den sags skyld). Jeg spurgte damen om hun havde boet i byen i længere tid og om hun evt. kendte Frans Blom. Hun har boet der i flere år og er rigtig godt informeret om danske Frans Blom. Jeg er jo på jagt efter en eller anden som har kendt Frans Blom i San Cristobál, så jeg måske kan få mig charmet til et interview og få stof til en artikel. Hun giver mig to navne på dem som stadig er i live. De fleste der kendte Frans og hans kone Trudy er nemlig ved at være døde. Frans døde i 1963 og Trudy i 1993.

Grunden til at jeg jagter stof til en artikel er at jeg inden jeg rejse læste et avisudklip om at man i Danmark vil genoptrykke Frans Bloms bog “I de store skove – breve fra Mexiko” og så kunne det jo bare være så oplagt at tilbyde en artikel til en eller anden avis eller magasin i Danmark. F.eks. kunne Weekendavisen måske være et oplagt medie, de har jo alt med kultur at gøre, så det er lidt min plan. Frans Blom er afgjort en historie værd og der er da også skrevet en masse om ham og hans bemærkelsesværdige historie på dansk. Han er født i 1893 af en velhavende grossérfamilie i København og kunne aldrig helt finde sig til rette i det pænt polerede hjem og den danske hovedstad. Hans far sendte ham til Mexico på en enkeltbillet omkring 1920. Her flakker han rundt i skovene og får arbejde hos et oliefirma og skal holde øje med borestederne ude i de store skove i staten Chiapas. Det er her han opdager de mange mere eller mindre skjulte mayaruiner og fatter interesse for de gamle arkæologiske steder. Det var lidt dengang man bare tog en skovl og en spade og begyndte at grave og ingen brokkede sig.

Han gik i gang med at udgrave ruinerne og viede sit liv til de arkæologiske udgravninger over hele Chiapas staten. Han udgravede et enormt antal ruiner, men de bedst kendte er Palenque, Toniná og Chinkultik. Hans kone Gertrude Duby Blom (1901 til 1993) viede sit liv til at fotografere Lacandonindianerne. Hun var også antropolog og gjorde et kæmpe arbejde for indianerne. Den måde jeg kom til at kende til historien om de to ihærdige mennesker startede i 2007 da jeg var kommet hjem fra jordomrejse og boede på City Sleep Inn i Aarhus. Jeg var på bogudsalg og faldt over en bog om Mexico, og på det tidspunkt havde jeg bestemt at min næste rejse skulle go til Mexico og Mellemamerika. Jeg snuppede bogen med fordi der stod Mexico på og fandt først senere ud af at den faktisk handlede om Frans Blom. Deres historie er utrolig fantastisk og jo mere jeg kom til at kende til dem inden jeg kom til Mexico jo mere optaget blev jeg af dem. På min første rejse i Mexico i vinteren 2007/08 nåede jeg ikke til San Cristobál, men det skulle jeg helt sikkert på denne rejse, det var faktisk en af denne rejses hovedformål.

Næste dag mens jeg er her i San Cristobál går jeg på udforskning for at finde Nabolom som Frans og Trudys hus hedder. Det betyder Jaguarens Hus og er også titlen på den bog jeg i sin tid købte om stedet. Der er et stykke vej at gå derop fra mit hostel, men det er ret nemt, op og en gade og drej til højre. Jeg bliver dybt forelsket allerede ude på vejen! Det smukkeste gamle røde og gule hus i flot spansk kolonistil med hvælvinger, buer og søjlegange. Jeg prøver at komme til at snakke med en, men alle farer forvirret rundt og ser meget fortravlede ud. Jeg bliver selvfølgelig også holdt op som alle andre dumme turister af en halvgnaven sikkerhedsvagt ved døren, der bræger på at jeg skal købe en billet. Jeg prøver på at forklare ham at jeg bare skal høre om prisen på at bo på Nabolom – den forklaring accepterer han til nød og lukker mig ind.

Det koster en formue at bo der! 850 pesos og jeg betaler 130 pesos på det lille guesthouse hvor jeg bor nu. Det vil jeg lige overveje om jeg vil betale, en hamper pris syntes jeg, men det kunne bare være så fantastisk at få lov til at prøve at bo der og rigtig indsnuse den specielle stemning, som jeg allerede sagtens kan mærke er der. Jeg er jo også nødt til at være der for at prøve om jeg kan finde nogen der vil give et interview. Den amerikanske dame i boghandlen gav mig navnet på parrets adoptivdatter Doña Beti, som skulle bo i baghaven, men jeg kan jo ikke bare komme brasende og sige at jeg skal snakke med hende. Jeg er nødt til at udtænke en plan!

Næste dag går jeg derop igen, køber en billet som alle andre turister og får endelig adgang til det forjættede land. Jeg kommer til at snakke med stedets manager Jorgi og da jeg ligesom fornemmer at han er ved at være mør, tager jeg mod til mig og fortæller ham at jeg er dansk freelance journalist og gerne vil skrive en artikel om Frans Blom da hans bog bliver genoptrykt i Danmark. Ok journalist og journalist er jo så meget sagt, men skrive det vil jeg i hvert fald – titel eller ej, og det bliver Jorgi vældig vild med. Det er simpelthen de magiske ord og han tilbyder mig en snak med Doña Beti, men problemet er at hun lige er taget på en 5 dages tur som guide for nogle rejsende ud til Lacandon landsbyerne, og er først hjemme på tirsdag, i dag er det fredag.

Desuden tilbyder han mig et afslag i prisen på et værelse, når jeg har det formål at jeg skal skrive en artikel. Så jeg får et værelse til 640 pesos i stedet for 850 pesos, se det er jo en rabat der er til at forstå. Det siger jeg selvfølgelig ja til og booker et værelse fra onsdag i næste uge. Doña Beti er sikkert lidt træt når hun kommer hjem tirsdag eftermiddag, så det passer bedre at jeg flytter ind om onsdagen. Jeg booker to nætter. Jorgi er blevet helt medgørlig og jeg svæver næsten derfra og ud og ser museet. Yes endelig fik jeg gang i noget! Jeg går rundt og ser det helt utroligt smukke hus og glæder mig helt vildt til at bo der to nætter. Alene tanken om at få lov til at sidde og skrive mellem de gule søjler gør mig helt blod i knæene. Det må da være det smukkeste sted at være skribent. I de forskellige rum i huset finder man de sjoveste og mest besynderlige ting. Der er en hel masse af de forskellige fund som Frans Blom gjorde i de mange ruiner, lermasker, kranier, obsidian okser, små pilespidser og keramikkrukker fra de mange grave.

I Frans Bloms arbejdsværelse finder jeg billeder af ham, både som helt ung eventyrer og som ældre og mere alvorlig. Hans diplom som medlem af Explorers Club i New York hænger på væggen, underskrevet af præsidenten og sekretæren for den eksklusive klub. Jeg sukker og drømmer mig tilbage til dengang hvor der var rigtige eventyrere til og hvor de virkelig havde ret til at have den ærefulde titel. I dag vil jeg vove den påstand at eventyrbegrebet er en saga blot, i dag er hele klodens mest utilgængelige pletter udforsket og man sætter sig bare på et fly og hamre gennem 10 tidszoner. Dengang var det noget andet, der var der virkelig hold i at blive kaldt eventyrer. Frans Bloms gamle stol står også i hans arbejdsværelse, udskåret i rødligt træ, med det danske flag, det schweiziske og det mexicanske. Hans hat hænger der, hans ruskindsjakke med frynser, gamle ekspeditionskort over deres ruter med fly eller muldyr og hans sadler. Jeg er helt solgt – her kan virkelig tale om en eventyrer! Uh man skulle have levet dengang!! Til sidst ender jeg op i Naboloms store smukke bibliotek, der huser en af verdens største samlinger af mayabøger på over 11.000 bind på alle mulige sprog. Rigtigt et herreværelse med pejs, gamle maya masker i ler, religiøse ting fra katolicismen og bare flotte gamle bøger låst inde i glasskabe. Jeg tager simpelthen en million billeder til min artikel og er helt solgt, det er bare det fedeste sted!

Da jeg kommer tilbage på mit værelse begynder jeg at planlægge lidt hvad jeg så skal lave indtil på onsdag hvor jeg skal flytte på Nabolom. Jeg har bestemt mig for virkelig at nyde de to dage der og tage mig god tid til at lave interviewet med Doña Beti. Jeg vil nyde stemningen som en lille ferie i mit ellers temmelig stramme program, men på den anden side er jeg også fuldt besluttet på at få materiale til en artikel – så der skal også arbejdes koncentreret. Jeg booker en arrangeret tur (selvom jeg ikke er vild med det) til en kløft som ligger i nærheden af San Cristobál, den hedder Sumidero kløften og er en niveau/højdeforskel i landjorden på 1000 meter med en flod i bunden. Jeg skal udnytte tiden bedst muligt indtil jeg skal flytte på Nabolom og igen sparer jeg tid ved en arrangeret tur.

Jorgi på Nabolom fortalte mig at de laver disse 5 dages ture ud til Lacandonindianerne med jævne mellemrum og at det ville være en god ide til min artikel at få disse steder at se, men han sagde også at de skal være mellem 5 og 7 personer til turen for at kunne gennemføre den og at det godt kunne tage 2 – 3 uger at finde nok personer til en gruppe. Desuden var turen ret dyr – 1800 kr. Jeg sagde dog ja tak til at komme med på en tur hvis han kan samle nok personer, men inderst inde tvivler jeg en hel del, den slags samlen mennesker tage altid længere tid end man regner med er min erfaring. Andet problem er at min tid her er ved at løbe ud, jeg har ikke so meget tid tilbage på min tur så jeg kan tillade mig at blive og vente på at en gruppe bliver samlet. Han sagde at han måske kunne have en gruppe samlet midt i marts, og der er jeg jo ligesom hjemme for længst, i hvert fald tilbage i Europa.

Alt i alt kan jeg godt regne ud nu at jeg kommer til at være mindst 9 dage i San Cristobál, hvilket nu ikke helt var planen fra begyndelsen, men Jorgis tilbud om afslag i værelsesprisen og interviewet med Doña Beti var så attraktiv at jeg ikke kunne lade være med at sige ja tak med det samme. Man skal jo være fleksibel og tålmodig som rejseskribent, man ved jo aldrig helt hvad der sker og hvorfor. Så jeg tager på tur ud til Sumidero kløften næste dag og lover endnu engang mig selv aldrig mere at tilmelde mig nogen arrangerede ture. De der jagen rundt ture får jeg fnidder af. Først kører vi godt en time gennem toget vejr, og mit ene ører gør helt amok pga. at vi kører ned i højden fra 2100 m. På et tidspunkt føles det som om min trommehinde er sprunget pga. min forkølelse og halsbetaendelse, men det går i orden igen da vi er nede i højden.

Vi kører ud til floden og så bliver vi ellers stuvet 18 – 20 mennesker sammen i orange redningsveste i en motorbåd, hvor det er svært at se noget som helst. Det er noget lidt kedeligt overskyet vejr, men kløften er da bestemt imponerende og storslået. Vi sejler vel omkring 25 km igennem kløften, hvor de lodrette klippevægge rejser sig op til 1000 meter op over floden. Kolossale klippevægge hvor ørne og sorte gribbelignende fugle flyver rundt og gør det hele til et fantastisk storslået natursceneri. Floden er op til 260 meter dyb og grøngrumset. Vi stopper flere gange på turen bl.a. ved en grotte med en Madonnafigur. Et rigtig smukt sted hvis ikke det var fordi at grottens vand fra floden er så forurenet af grene, plastikflasker og affald at det hober sig op. Rimeligt chokerende, de kunne altså godt lige fjerne den affaldsbunke. En greb og en stak affaldssække ville gøre meget ved det, men nej! Sommetider har de her mennesker de mest besynderlige prioriteringer! Hver eneste dag så bliver fortovene spulet og skrubbet med kost og sæbe i gaderne i San Cristobál, men at deres floder ligner en losseplads det gør ingenting!

Nå men vi sejler ud til det sted hvor floden går ud i en dæmning, hvor pelikaner sidder på de olietønder der markerer hvor tæt man må komme på dæmningen. Alt i alt et fantastisk smukt sted og fed tur bortset fra at det var rigtig svært at se noget, når alle skal stå op og tage billeder. Man sloges om pladsen med de andre orangearvede redningsveste, og det begyndte at irriterer mig en hel del til sidst. Vi sejlede også forbi “juletræet” som er en mos – og planteovergroet udtørret vandfald ned fra et af klipperne. Kun i regntiden fosser det ned med vand i kaskader, men ellers ligner “vandfaldet” et mosbegroet juletræ – det ser ret spøjst ud! Bagefter for vi allernådigst tildelt 1 time i byen ved floden. Det er så turistet at det skriger til himlen. Et turistgilde uden lige med skrigen og hylen, hvor jeg over en hjemmelavet chokolade is lover mig selv at i fremtiden skal jeg kun tage på arrangerede ture hvis der absolut ikke er andre udveje. Nu skal det være slut med alle de latterlige turistture. Det er som at se en flok totalt hjerneløse lemminger der følger en guide. Jeg har jo også selv været guide, så jeg ved godt hvordan det er. Jeg vil have min frihed, og den får man i hvert fald ikke på disse ture. Nå det var lige en lille opsang, men jeg er og bliver altså til ture på egen hånd!