Så er jeg ankommet til byen Santa Elena i Guatemala i går eftermiddags. Men først lige den sædvanlige opdatering:

Jeg endte med at bliver rimelig gode venner med Belize City, selvom det lige tog noget tid. Det var en af de byer, hvor man lige skal prøve at se lidt ned under overfladen. Hovedgaden Albert Street var et rent studie i menneskeskæbner og ikke mindst gamle amerikanerbiler. Den ene aldrende V8 flyder efter den anden holdt parkeret til skue. En bilpark uden sammenligning. Lincoln, Chevrolet, Mercury, alle i meget godt brugt stand med et par årtier eller fem på bagen. Med kofangere så brede som ladeporte, forkromede, men dog også et par årtier siden de havde været højglanspolerede. Føren var tit en midaldrende mand med den største Havana cigar – der kunne opdrives i Belize City – i kæften.

Da jeg skulle købe min busbillet til Guatemala kom jeg til at snakke godt med kioskdamen. Hun var fra Corozal oppe nordpå ved grænsen til Mexico og så yderst europæisk ud. Hun kunne såmænd snildt have gået rundt hjemme i Århus. Vi kom til at snakke om Amish folket, som jeg forsøger at finde ud af mere om – med henblik på at skrive en artikel. Hun finder et kort til mig og viser hvor de befinder sig. Det eneste jeg ved om dem er at de holder til i nærheden af byen San Ignacio i Vestbelize. Hun fortæller mig nu at de bor i en bestemt by, der hedder Spanish Lookout og en anden by oppe ved Orange Walk der hedder Shipyard i det nordlige Belize. Se det var jo værdifulde oplysninger. De er indvandret fra Chihuahua i Mexico. Hun fortæller mig også at de er noget sky. Især kvinderne taler ikke med fremmede. Jeg fortæller hende at jeg gerne vil skrive en artikel, hvilket hun syntes lyder rigtig spændende. Hun siger at mange af de unge har meldt sig ud af fællesskabet pga. de strenge regler og den meget gammeldags måde at leve på. De kører jo rundt i hestevogn og går i tøj som i 1800 tallet. Det bliver ret spændende om det overhovedet kan lykkedes at få et interview med dem.

Jeg finder ud af en hel masse om de to byer på nettet, der er en masse info om stederne og folket generelt. Inden det bliver mørkt køber jeg ind hos en lille forsagt hindukøbmand, der har alt lige fra konserves til plastikdimser. Her finder jeg endelig kiks og vand, men senere finder jeg det rigtige supermarked, hvor varerne bugner på hylderne. Ok så de får altså mad de her mennesker! Jeg fejrer min succes med to plader chokolade – rigtig godt chokolade.

I dag er det også lykkedes for mig at finde en fornuftig restaurant, hvor jeg har fået et ordentligt varmt måltid beståede af spagetti Alfredo og hvidløgsbrød. Så alt i alt er Belize City knapt så underlig som jeg fik indtryk af i søndags. På restauranten havde de endda et fint pyntet juletræ.

Jeg begyndte sådan lidt, at holde lidt af den her lidt skøre og halvkiksede by med alle dens skøre mennesker og gamle biler. De mest crazy personer og ganske interessante psykologiske profiler går rundt på gaderne. Tag nu f.eks. en ung negerfyr der dinglede rundt hele tiden. Jeg havde tit set ham nede i byen. Han så sølle ud, og har den ene arm bundet ind i beskidt gips og så ærlig talt noget dopet ud. Til sidst mødte jeg ham nede hos kioskdamen. Tror i ikke at manden friede til mig – midt inde på færgeterminalen en højhellig mandag. “Om jeg ikke vil gifte mig med ham”?

“Nej ved du hvad søde, jeg har det ligeså godt altså”! Det kunne han da ikke forstå. Senere gik han dog betydeligt ned i krav og spurgte om jeg ikke vil købe en småkage til ham så. Herregud her kommer det sig ikke så nøje om det er giftermål eller småkager der tales om. Ja der er ellers nok at butikker med brudekjoler, men helt ærligt en fremtid i Belize! Nej tak, og da slet ikke sammen med en “enarmet hjemløs” – der må da være grænser.

I går skulle jeg så med bussen mod Guatemala kl. 9.30. Efter en god snak med kioskdamen sætter jeg mig i bussen. Jeg lægger med det samme mærke til 3 mexicanerkvinder der er med, men noget mere til en yderst særpræget mand.

Jeg når for øvrigt også lige at hilse på den israelske fyr jeg boede på værelse sammen med i Tulum i Mexico.

Nå men denne mand kan man ikke undgå at lægge mærke til. Han er høj og slank, næsten tynd. Han er nok omkring 180 – 190 cm høj, meget europæisk af udseende. Sådan lidt et fint udseende, fine regelmæssige ansigtstræk.

I første omgang tror jeg bare at han er turist, men der er noget anderledes ved ham end en turist. Han taler perfekt spansk, men det mest iøjnefaldende er hans tøj. Han har sorte pæne bukser på, blå skjorte og seler, pæne sorte sko og en hvid cowboyhat. Den mest spøjse type. Jeg skænker slet ikke en tanke at jeg faktisk er tættere på mit mål, end jeg umiddelbart forestiller mig.

Turen fra Belize City til hovedstaden Belmopan går gennem er fladt og sumpet mangroveområde, men allerede omkring Hattiewille begynder landskabet at bliver mere og mere bakket. Hovedstaden er så lille, at jeg faktisk er i tvivl om det nu også er det rigtige sted. Før lå hovedstaden i Belize City, men fordi den blev ødelagt af en orkan i 1961 valgte man at bygge en ny hovedstad inde i landet.

Området omkring San Ignacio hvor jeg skal til på tilbagevejen efter Guatemala er et rigtigt smukt sted. Bløde grønne bakker med store skyggefulde træer, køer og heste, små byer osv. Jeg for øje på et skilt hvor der stor Spanish Lookout 6 miles. Alt er i miles, gallons og acres her i Belize. Mexico og Guatemala kører i km, liter og kilo.

San Ignacio virker som en fin lille by, ja faktisk er den slet ikke så lille endda. Det er den største by jeg har set på turen. Glæder mig til at komme her tilbage igen.

Jeg slipper endnu engang over grænseovergangen uden nogen form for problemer, passere Mopanfloden og er inde i Guatemala.

Vejen på denne side er ret dårlig og vi kører meget langsomt. Der går desuden store kvægflokke rundt ude midt på vejen. Den slags med fedtpukkel på nakken og hængeører. De drives af en Gaucho (eller hvad de nu hedder i Mellemamerika) til hest svingende vildt omkring sig med en lasso. Som en bedre Westernfilm med John Wayne.

Her er simpelthen et gudsvelsignelse af hængebugsvin, høns, ænder, kalkuner og så de obligatoriske magre hunde der render rundt på vejen. Turen skulle tage 4 – 5 timer, men vi er først i Santa Elena efter 6 – 7 timer.

På et tidspunkt har den underlige mand nede foran været oppe at snakke med chaufføren. De har hyggesnakket i noget tid, og på vejen tilbage kommer manden ned og sætter sig på sædet ved siden af mig.

Tænk han viser sig at være fra Amish folket og bor oppe i Shipyard! Jeg er lige ved at falde ned af sædet af bar overraskelse. Det havde jeg bare slet ikke haft inde i hovedet at han var Amish. Selvfølgelig – det hele passer jo. Det var derfor han havde det lidt malplacerede tøj på. For han skilte sig ud – en hel del endda. Så meget anderledes ud end de andre i Belize City.

Han viser sig at være det sødeste menneske, utrolig rar og meget meget behagelig at snakke med. Vi snakker i lang tid, han kan lidt engelsk, men hjemme i Shipyard taler de tysk. Sommetider når han ikke kan forklare sig beder jeg ham om at sige det på tysk. Ikke fordi jeg er noget stortalent i tysk (trods 6 års undervisning i skolen), men lidt kan jeg da forstå. Han taler tysk med den mest charmerende accent jeg længe har hørt. Tysk med spansk accent. Noget meget gnidret tysk i forhold til tysk i Tyskland, men jeg kan fint forstå ham.

Han hedder Wilhelm, har kone og 8 børn hjemme i Shipyard. 6 piger og 2 drenge, hvoraf de to første var tvillinger. Han er på vej til Guatemala City for at lave et par handler. Han er kommet til Belize med sin familie fra Chihuahua i Mexico i 1958. Han har aldrig været i Tyskland eller Holland. Han syntes det er så sjovt at jeg kommer fra DK som ligger nabo til Tyskland.

Jeg spørg lidt forsigtigt om han vel ikke kender nogen i Spanish Lookout, for jeg kommer ikke op til Shipyard. Jo da det gør han da. Hans fætter bor der, ham skal jeg da endelig bare spørge efter. Han hedder Herman og arbejder i en traktor forsynings forretning. Alle kender Herman, så jeg skal bare spørge. Han vil helt sikkert gerne snakke.

Jeg er totalt overvældet! Det hele er bare blevet serveret for mig på et sølvfad. Dem som jeg gik og drømte om at skrive om, de har bare lige vist sig lige foran snuden på mig, og er oven i købet nogle utroligt søde og sympatiske mennesker.

Wilhelm stor af ved den lille lufthavn, men jeg møder han dog igen inde i Santa Elena 1 time før hans fly går til Guatemala city. Han smiler venligt og tilbyder endda at hjælpe mig med at få vekslet penge. Jeg har været i banken og har kun fået 100 sedler. Desværre har han ikke så han kan veksle for mig. Han er godt nok en rar fyr. Er vel omkring 60 år og en rigtig bedstefartype.

Jeg for mit hotelværelse på hovedgaden. Billigt, men med TV og CNN så jeg kan blive lidt opdateret.

Hotelfatter en lidt småmuggen type, men han snakker lidt engelsk. Hans datter og især søn er dog noget mere snakkesalige.

Fyren henne på internetcafeen virker også som en rar type. Han taler heller ikke engelsk, men vi kommer om ved det. Folk her virker indtil nu flinke og rare, men der er meget politi. Udenfor samtlige banker ligesom i Sydamerika og nogle butikker står en betjent med maskinpistol. Måske en anelse mere end jeg har været vant til på rejsen indtil nu. Guatemala har også stadig et lidt blakket ry, men jeg er stadig langt fra Guatemala City som skulle være det absolut værste sted. Jeg kan ikke endnu bedømme hvor “farligt” det er her. De virker flinke, men man skal nok tage det med et halv gran salt. På den anden side skal man heller ikke blive paranoid, men tænke sig om.

Jeg forsager at finde ud af at komme til Mayaruinen Tikal, der må gå en Colectivo. Så jeg må lige se hvad der skal ske. Det underlige er at jeg slet ikke har mødt nogle turister endnu. Var ellers sikker på at Santa Elena ville fuld af turister på vej til Tikal, men sådan er det ikke. Et tegn som jeg lige skal skrive mig bag øret.

Ok jeg er nødt til at stoppe, internetcafeen skal vist holde siesta. Vender tilbage senere.

Nå jeg er lige kommet tilbage efter siesta, og er klar til lidt flere historier fra Santa Elena og opland. Jeg har siden sidst fået købt en busbillet til Tikal i morgen og har mødt en hel Amish familie. Jeg var inde på en billig restaurant og spise, og der sad 4 af dem. Nu fik jeg set kvindernes klædedragt også. Mændene havde den samme slags tøj på som Wilhelm i går, men kvinderne havde blå kjole på, med plisseret nederdel og hvid hat med sorte silkebånd i. Meget søde så de ud. Lignede rigtig kvinder, gode frodige og brede bage (men det tror da pokker hvis de føder 8 børn). Mindede en del om Bolivia kvinder, med deres kjoler bestående af mange lag, så de kommer til at bliver rigtig brede.

Jeg sad og overvejede om jeg skulle snakke til dem. Problemet er bare at de måske ikke helt forstår hvad jeg siger. Det ene par hygger sig gevaldigt, de er vel omkring min alder og ser rigtig søde ud og ligner nogen der er rigtig glade for hinanden. De køber en is og går over på den anden side af vejen. Jeg beslutter mig for at gå over og snakke med dem. Men der opdager jeg hvad det vil sige, det med at de er lidt sky. Jeg præsentere mig meget høfligt og tilbyder endda at vi kan snakke tysk (dog uden jeg helt ved hvordan jeg nu skal klare det). Pigen siger intet overhovedet. Og manden bliver noget chokeret, sådan ser han i hvert fald ud. Han vil helst snakke engelsk, men det går nu heller ikke for godt. Så jeg tror at han er helt igennem dybt chokeret over at jeg har snakket til ham. Han tør dog en anelse op da jeg fortæller ham om Wilhelm i går. Og om hans fætter Herman i Spanish Lookout. Det uge par er fra Shipyard og bare i Santa Elena for at komme til læge. Han kender godt Herman, men ret meget mere bliver det heller ikke til.

Det var en knap så god oplevelse, selvom jeg eller gør mig de hæderligste anstrengelser for ikke at skræmme livet af ham, smile og være verdens mest høflige. Men tror mest det var fordi jeg henvendte mig til dem og ikke omvendt. Wilhelm i går var bare så åben og flink, at jeg var sikker på at det gjaldt dem alle sammen. Det var nok mest fremgangsmåden og ikke så meget mig. Så fik jeg lært det. Han aner i øvrigt heller ikke hvor DK er, ligner en hvor jeg ligeså godt kunne havde fortalt at DK lå på månen. Så ikke nogen succes! Tyskland kan da til nød gå, men DK ligger ganske enkelt på en anden planet. Ok det er i orden, jeg forsøgte, hvis man ikke spørg for man jo ingen svar! Men jeg har nu ikke i sinde at opgive så let. Det er bare lige hvordan jeg nu skal gribe det an! Jeg må lige bruge de næste dage til at udtænke en plan.