Nå der er begyndt at være lidt mere gang i butikken igen. I dag forvildede jeg mig ud i en lille bitte flække langt pokker i vold ude af en støvet, ujævn grusvej uden for lands lov og ret. Jeg var på jagt efter León Viejo – den gamle León by der blev begravet under et tykt lag aske fra den nærliggende vulkan under et vulkanudbrud og jordskælv i 1600 tallet. Først i 1967 fandt arkæologer frem til byen under adskillige lag aske, og så sent som i 2000 fandt man stadig rester af folk der havde forsøgt at finde frem til byen. Dagen i dag begyndte ellers med en mildest talt hakkende telefonsamtale med min mor i DK. Sjældent har jeg da været med en ringere forbindelse. Vi kunne ellers fint høre hinanden, men linjen brød ned konstant. Jeg tror jeg ringede op 117 gange og så snakkede vi i 2 min og så forsvandt den igen. Til sidst var jeg nødt til at opgive – så jeg skal have fundet ud af andre alternativer til juleaften – hvad det så end bliver! Telekort måske, Skype eller et eller andet!

Nå men León Viejo skulle altså pine død findes i dag, så jeg drog af sted med de obligatoriske chokoladekiks, vand, kamera og penge gemt rundt omkring på mig på de mest kreative steder. Først gik det til busstationen med taxi gennem larm, markeder, hestekærre, og vild panik pga. den forestående jul. Folk er helt overgearede af julehandel – trods deres begrænsede midler. Så det er ikke kun noget der hører den vestlige verden til. På busstationen fandt jeg hurtigt frem til en gul amerikansk ex-skolebus til byen La Paz Centro. Noget jeg altid syntes er helt fantastisk i de her lande, det er alle de folk der kan stuves sammen på ingen plads. Det er så hvad det er, men forestil jer så hvad der yderligere skal presses ind af folk der sælger sodavand fra vaskefade med is i, små brøddimser med ostefyld, karameller, kager og lyserødt sukkerstads til ungerne. Nå ja og så ikke at forglemme en blind der kommer famlende ind i bussen og samler penge ind (som vi alle forbarmer os over og giver en skilling), en mand der absolut skal spille guitar og synge sine skingre julesange osv. – som sagt alt dette skal presses sammen, foruden de obligatoriske ALT FOR MANGE passagerer i forvejen!

I dag kom der imidlertid en ny variant! En totalt for frelst midaldrende mand med pomadehår og medbringende en minibibel entrede ex-skolebussen – og så gik han ellers i gang! I en lind strøm af spansk med høj, meget klar og skinger messende stemme forkyndte han stort set det halve af bibelen inden vi var ude af León’s byport. I et ualmindeligt kvikt tempo gik det. Indimellem blev talestrømmen afbrudt af et mega HALLELUJA eller AMEN! og de helt store armbevægelser. Disse to ord var sådan noget nær det eneste, jeg nåede at opfange. Men jeg kunne jo godt både høre og se hvad det gik ud på! Han mindede allermest om en af de der amerikanske præster er de vel, der messer oppe fra scenen for flere tusinde tilhørere og alle er lige ved at himle, hvis de da ikke når at falde besvimet om inden, og blive grebet af den der tilfældigvis står bagved.

Men det show kørte han altså i den mildest talt proppede bus for så til sidst at samle penge ind og forsvinde lige så ubemærket ud af bussen, som han var kommet ind. Så var det ligesom sagt ikk!

Folk guffede ufortrødent videre på deres karameller, brøddimser med ost og røde sodavander – og ud af vinduet med hele skidtet når de så engang var færdige – forklaringen på hvorfor hele Nicaraguas grøftekanter er fyldt til bristepunktet med skidt. Meeen nu ikke så sart – vel!

Nå men bussen drejede på et tidspunkt ned af en anden vej ind mod søn og vulkanen. Til sidst stoppede vi i en lille by, der så viste sig at være La Paz Centro. Så var det over i en tilsvarende amerikansk Ex-skolebus med kurs mod Puerto Momotombo. Vulkanen hedder Momotombo, så deraf navnet!

Der herskede en livlig diskussion i bussen. Alle kvinder med børn medbringende alt i vaskefade, gryder, levende høns, kurve med grøntsager, rissække på taget af bussen og alt muligt andet som man slet ikke har fantasi til at forestille sig. De var sådan set meget søde, ivrigt pludrende med hinanden, en god gang sladder kunne man snildt fornemme – men de hyggede sig. Ind mod Puerto Momotombo tyndede det mere og mere ud i flokken, og til sidst sad der en meget mørklødet kvinde overfor mig.  Meget meget sigøjneragtigt at se på, mørklødet og med en krum romernæse, brune øjne og sort krøllet opsat hår. Hun smilede, jeg smilede og straks var kontakten skabt. Hun var meget meget indfødt, meget lokal og man kunne tydeligt fornemme at hendes horisont ikke rakte ret meget videre end allerhøjst León. Dinamarca kunne stort set ligeså godt havde været navnet på en galakse i det ydre rum for hende, så jeg opgav ret meget mere end at svare ja til at jeg skulle ned til ruinen. Hun var sød, helt bestemt og så speciel ud. Jeg ville ikke være blevet spor chokeret, hvis hun lige havde hevet krystalkuglen op af indkøbskurven eller havde smækket et Tarotkort oplæg på bordet på en lilla fløjlsdug – så eksotisk var hun!

Jeg fandt indgangen til ruinen nede af en støvet – af vulkansk sand – vej med høje træer på hver side. Ungerne red rundt på heste og byen var meget meget lille og stille. León Viejo er faktisk et Unesco udpeget sted, så jeg havde jo visse forestillinger om det. Men det var ikke så imponerende som jeg havde troet. Jo ikke på nogen måder en Mayaruin, som Tikal eller Copán, faktisk slet ikke nogen Mayaruin, men resterne af den gamle León by inden den blev begravet under et metertykt lag aske. Det flotteste sted var en bakketop hvor man kunne gå op og se en utrolig flot udsigt til Momotombo vulkanen der med sine 1280 m fyldte godt i landskabet lige ned til Lago Managua. Ude midt i soen lå minivulkanen Momotombito. De er begge aktive, dog med ca. 95 års mellemrum. Men i 2000 vågnede en slumrende kæmpe op til dåd igen og spruttede og spyttede, sydede og boblede, med adskillige rystelser rundt lokalt til følge. Så hun er vågen den gamle, selvom det er sjældent. En mand jeg snakkede med i bussen fra Managua og hertil León fortalte mig om engang for mange år siden hvor en af vulkanerne var i udbrud. Det var mørkt midt om dagen på grund af udbruddet og senere faldt asken ned og alt var sort. Dyrene døde, og alle afgrøder på markerne var ubrugelige. Så bestemt ikke nogen spøg når de gamle kæmper lige pludselig begynder at røre på sig igen. Og de ligger i ret stort antal her omkring. Det er vist muligt at bestige Momotombo med et rejsebureau inde i Managua, hvor man kører lidt over halvvejs op af vulkanen i en overdimensioneret jeep og så går resten af vejen til kraterkanten. Lyder hårdt – altså vandreturen – i løst vulkansk sand!

Men overvejer det lidt. Udsigten må være imponerende!

Ellers har jeg jo som sagt tidligere haft nogle forholdsvis stille dage, og har haft tid til at tænke lidt over tilværelsen og på året 07 som på et tidspunkt snart for en ende. Jeg har tænkt lidt over hvad jeg i virkeligheden har fået udrettet og oplevet i 2007 – og egentligt er det jo ikke småting.

For det første fik jeg afsluttet en jordomrejse i feb., med bl.a. Juleøen og en tur tværs over Australien på skinner med Indian Pacific som afslutning. Ankom til DK i sne, frost og kulde og slog mig ned på mit efterhånden meget brugte stamhostel i Århus – City Sleep Inn. Pludselig fandt jeg mig selv som backpacker i mit – ikke bare eget land, men oven i købet i den by hvor jeg har boet fast siden 1999. Udstyret som en rigtig rygsæksrejsende med bykort, stålskab og hængelås, mad i det fælles køleskab og delede værelse sammen med backpackere fra Australien, Taiwan, USA, Europa osv. Larmende kostskoleelever, kursusdeltagere osv. – jeg delte værelse sammen med dem alle.

Skumgummimadrasser i etagesengene og fælles gryder, potter og pander i køkkenet. Min vagabondtilværelse fortsatte i bedste velgående, selvom jeg ellers skulle være landet direkte fra Singapore. Min rygsæk blev aldrig helt pakket ud og trekstøvlerne stod på deres faste plads under min seng. Og straks gik jeg i gang med at drømme om næste projekt! Denne gang bestod den i en ansøgning til Jysk rejsebureau om at blive Serviceguide i Cusco i Peru. Jeg ventede og ventede på et svar efter samtalen, og stor var skuffelsen da jeg fik et afslag. Men heldigvis åbnes en anden dør når en dør lukkes, så i min skuffelse og (vrede) marcherede jeg i vildt protest lige direkte op til Check Point Travel og bestilte en billet til Mexico til okt. – så nemt skal de ikke få en backpacker ned med nakken! Senere fik jeg lov til at passe hus for Kirsten og Arne mens de var i New Zealand, og efter den tid gav en annonce i Århus Onsdag bonus med en lille lejlighed på Trøjborg.

Oveni det hele nåede jeg at have omkring 12 nattevagter på det lille søde og gule sygehus i Tranebjerg på Samsø. Nyt territorium for mig – godt nok har jeg været på den anden side af jorden op til flere gange, men Samsø er det aldrig blevet til – så det var skam en hyggelig oplevelse! Ikke mindst da vi første gang ikke kunne lægge til i haven i Sælvig pga. stærk blæst. Da var det lige ved at nærme sig noget eventyragtigt fra den anden side af jorden.

2007 var også året hvor jeg fik et nyt nordligt punkt på min liste, nemlig Barrow i Alaska på 71,14 grader nordlig bredde. Her skulle jeg også komme til at krydse polarcirklen og opleve den ubeskriveligt smukke natur. Det var aldrig meningen fra starten af året at jeg skulle ende op i Alaska, men sådan gik det altså. Man ved aldrig hvad der sker! Det er spændingen ved den her tilværelse. Det har også været året hvor jeg har passeret mit land nr. 40 og endelig er jeg kommet til Mellemamerika som jeg altid har drømt om og frygtet. Nu er jeg her, og det føles godt at have fået det afdramatiseret, og fået ind under huden, at så slem er det her område altså heller ikke. Her er eventyr, men ikke mere end det er til at håndtere. Men lad mig sige at jeg er glad for at have rejst i Sydamerika så meget som jeg har. Latinamerika bliver ved med at kunne forundre mig den ene gang efter den anden. Jeg bliver ved med at finde nye ting at undre og more mig over her.

Og endelig sidst men ikke mindst bød 2007 også på en indsigt og oplevelse som ikke lige umiddelbart helt er til at sætte ord på, selvom jeg ellers har forsøgt til Gud og hvermand uendeligt mange gange!

Jeg havde den store ære, skræk og enestående oplevelse at f lov til at blive ansat som Social – og sundhedsassistent vikar på Fødeafdelingen på Skejby Sygehus. Sjældent har noget rykket så meget som min tid der. Jeg der render rundt herude i verden, og absolut mener at børn bare vil hindre mig i min eventyrtilværelse, og i øvrigt slet ikke at fattet pointen i hvad folk vil have børn for – når hele verden ligger for deres fødder – jeg måtte pludselig revidere min opfattelse! I de sene nattetimer i en fortættet atmosfære af veer, blod, sved, tårer, betuttede ægtemænd og intens lykke, indså jeg pludselig hvad det er det hele handler om! De 3 fødeafdelinger på Skejby sygehus er blandt de travleste fødeafdelinger i DK med ca. 5 – 6000 fødsler om året – gennemsnitlig 14 i døgnet, og aldrig nogensinde i mit liv har jeg haft mere travlt, været mere træt, svævet mere af lykke og forundring end i de sene nattevagter.

Jeg forstod pludselig hvorfor folk vil have børn! Hvad det er der driver dem. Hvor jeg for stædigt holdt på mit, om at jeg ikke fattede hvad folk ville have børn for – gik jeg nu så langt som til at forstå mekanismerne, der får folk på den beslutning. Jeg nåede vel at være med til at tage imod ca. 30 babyer, heraf to kejsersnit, et tvillingekejsersnit, og lige stort var miraklet hver gang. Måske skal jeg blive ved med at bestige bjerge, krydse brusende floder og forcere skumle grotter – men jeg tror nok jeg efterhånden forstår at nogle mennesker har eventyr i rigelige mængder i at have 2 – 3 unger derhjemme. Og først og fremmest forstår man pludselig til 100 % hvad kærlighed er, når man står med en få minutter gammelt spædbarn i armene i en sen nattetime. Det hele bliver pludselig så lysende klart! Men det handler vel om at vi alle gør det vi mener vi skal, på det tidspunkt vi mener vi skal det. Og så er det for så vidt lige meget om det handler om at bestige bjerge på den anden side af jorden eller sætte børn i verden. Hver ting til sin tid!

Med disse ord vil jeg endnu engang ønske alle en glædelig jul og et godt nytår, og tænke videre over hvad der vil ske i 2008 af eventyrlige ting enten af den ene eller den anden art. For et eller andet skal der jo ske! Eventyret venter derude! Og det har nu aldrig skadet at leve sine drømme ud.