Siwa – når barndommens bibelhistorie bliver virkelighed

Det her billede er taget fra toppen af byens fort Shali. Stort set hele den gamle bydel er opført i adobesten, så det giver stedet et meget rustikt præg. Foto: Anette Lillevang Kristiansen

Jeg bliver altid helt religiøs af at opholde mig i ørkener, der er bare et eller andet ved stedet, som får noget meget dybsindigt og næsten urgammelt op i mig. Det er sikkert stilheden, vidderne, intetheden – den enorme intethed, for der er intet andet end sand. Hver gang jeg sidder ude i en ørken, så bliver jeg stille, filosoferende og føler, at jeg er tættere på noget større.

For mig handler religion og tro ikke nødvendigvis om at sidde i en kirke, et tempel, en moské eller et andet sted, der er specielt opført til en religion. Jeg har føler heller ikke nødvendigvis trang til at være sammen med andre religiøse mennesker, selvom det selvfølgelig giver en helt særlig ånd, når mange troende mennesker er samlet på et sted.

Jeg har altid følt mig meget tættere på ”dette større” i naturen. Nogle af mit livs mest ophøjede og allermest religiøse oplevelser har jeg haft i naturen, og nogle af mine allermest spirituelle oplevelser har jeg der, så jeg er slet ikke i tvivl om, at disse steder gør noget ved os som mennesker. Så da jeg skulle vælge, hvor jeg skulle tage hen i vores fem dages ferie var jeg nok inderst inde slet ikke i tvivl om, hvor jeg ville ende.

For mig viste oasebyen Siwa sig at være det helt rigtige valg for Eid-ferien. Det er et finurligt lille sted med en både ældgammel og pænt mystisk historie. Her er jeg på toppen af byens gamle fort Shali fra 1200-tallet. Foto: Anne Jen.

For mig viste oasebyen Siwa sig at være det helt rigtige valg for Eid-ferien. Det er et finurligt lille sted med en både ældgammel og pænt mystisk historie. Her er jeg på toppen af byens gamle fort Shali fra 1200-tallet. Foto: Anne Jen.

Eid-ferien begyndte i torsdags og for mig stod valget mellem om jeg skulle tage til badebyen og turistmagneten Hurghada eller Siwa oasen i det vestlige Egypten. Inderst inde vidste jeg godt hvor jeg ville hen. Tanken om en flok skrigende turister i Hurghada holdt mig langt væk. Det der skulle tale for Hurghada var at snorkle i det røde hav – se, det kunne jo være ganske attraktivt. Men efterhånden har jeg jo gennemskuet egypternes vaner med hensyn til at rejse. De vil ud til havet, når de har ferie og det kan man jo ikke fortænke dem i, hvis de til daglig skal udholde Cairos larm, bilos og evige kaos.

Så jeg tænkte; hvis jeg nu gør komplet det modsatte og tager langt ind i ørkenen, så må jeg kunne bliver fri for alt for mange turister. Men det hele kom an på en busbillet. Jeg var ret sent ude med en få købt en busbillet, så jeg besluttede mig for at tage ind på busstationen, og så lade skæbnen bestemme, hvor jeg skulle hen. Så tirsdag mødte jeg op på Tugoman busstationen i downtown Cairo, som jeg langt om længe fandt frem til. Den ligner ikke lige umiddelbart en busstation, så jeg måtte lige lidt rundt, inden jeg fandt noget der mindede om en indgang.

Jeg fik uden problemer købt en billet til Siwa oasen til onsdag aften kl. 20.45, altså en natbus. Ti timer tager det at rejse dertil, så jeg ville ankomme torsdag morgen ved 8-tiden, det passede mig perfekt. Så det blev altså ørken frem for snorkling i det røde hav. Og det var jeg dybest set ganske godt tilpas med. Jeg trængte i den grad til ro i mit hoved, til bare at slappe af og så er en isoleret ørkenoase jo lige sagen.

Hele onsdag havde jeg forelæsninger, så det var lidt en stressende dag, men det blev dagen egentlig ved med at være helt til kl. 21.45 om aftenen. Jeg var færdig med sidste forelæsning kl. 16.45 og min bus gik som sagt først kl. 20.45 fra busstationen, så jeg mente da, at jeg havde god tid, men det skulle vise sig, at det ikke altid går som præsten prædiker eller som Gud vil, som de siger her i Mellemøsten.

Først havde folk sat sig i en minibus på stationen på universitetet, der kom en enorm mængde mennesker, der skulle med bussen ind til byen, hvorefter vi blev beordret over i en stor bus.
”Vejen ind til Cairo er lukket” var næste besked! Der var simpelthen så massive trafikkøer, så vejen var fuldstændig blokeret. Shit, min ferie var i overhængende fare. Hvis der var kø helt ind til Tahrirpladsen, var der risiko for, at jeg ikke ville nå min bus. Nok var klokken kun 17.15, men når der er køer i Cairo, så kender jeg godt resten af historien. Automatisk begyndte jeg at udtænke en plan B, hvor skulle jeg lige gøre af mig selv inde i downtown Cairo uden en hotelreservation? Tankerne faldt over hinanden, men jeg besluttede mig for at se tiden an og så overveje hvad jeg skulle gøre, når jeg kunne se om det hele ville gå i vasken. Ingen grund til at tage sorgerne på forskud, men alligevel.

I Siwa bor jeg på det fineste lille oase-logi kaldet Siwa Gardens Hotel. Det er lige stedet hvis man skal skrive, læse og fordybe sig. Så kan man sidde behageligt i haven under dadelpalmerne og bare lade tankerne flyve - det er ren væren. Foto: Anette Lillevang Kristiansen

I Siwa bor jeg på det fineste lille oase-logi kaldet Siwa Gardens Hotel. Det er lige stedet hvis man skal skrive, læse og fordybe sig. Så kan man sidde behageligt i haven under dadelpalmerne og bare lade tankerne flyve – det er ren væren. Foto: Anette Lillevang Kristiansen

Trafikken var et sandt mareridt hele vejen fra universitet og meget langt ind mod byen og der er altså 30 kilometer. Det var et kaos uden lige, et stort skrigeri af tuden, dytten og råben, den ene mere aggressiv end den anden. Og der var tæt pakket med personbiler, lastbiler, busser i alle størrelser og frustrerede mennesker, der bare hverken kunne komme frem eller tilbage.

Vi var nok inde ved Tahrirpladsen ved 7-tiden, faktisk rimeligt godt gået, alt taget i betragtning, for det så fuldstændig håbeløs ud lige en overgang. Jeg fik fat i en taxi, der var villig til at køre mig til busstationen. Det var bælgmørkt og jeg må indrømme, at jeg ikke var helt tryg ved situationen. Jeg kunne nogenlunde kende ruten, som han kørte, men vi har bare fået at vide 500 gange på det universitet, at vi skal passe på med taxichauffører, og da han låste alle døre med centrallåsen, vidste jeg ikke helt, om jeg skulle føle mig tryg eller det modsatte. Jeg ville ikke have en reel chance for at komme ud, hvis han begyndte på noget. Til sidst bad jeg om at komme af. Jeg kunne rimeligt kende området selvom der var meget få gadelys og jeg nærmest måtte tage den lidt på rutinen at finde indgangen til busstationen. Det blev næsten en famlen i blinde, men jeg måtte bare stole på min intuition med hensyn til at finde hovedindgangen.

Det er verdens underligste busstation, det er nærmest sådan lidt en spøgelsesbygning. Grundlæggende skal det forestille en station med tilhørende shoppingcenter lidt a la vores Bruuns galleri i Aarhus. Problemet er bare, at alt ligger øde hen. Butikkerne er tomme, alt er støvet og misligholdt og stedet er dødt. De holder liv i noget af det, fordi det er en busstation, men resten ligger hen i spøgelsesruiner. Der er kun sparsomt lys og det hele giver indtryk af at være ved at falde sammen. Butikkerne har jo ikke kunnet køre, der er ingen liv og det hele er en smule uhyggeligt, selvom det ligger inde midt i byen. Et helt igennem besynderligt område, og ikke det fedeste sted, at skulle tilbringe en kulsort aften.

Den første aften i Siwa blev jeg inviteret til middag i en beduinlejr udenfor byen. Billedet her er ikke ligefrem skarpt, men meget stemningsfuldt synes jeg. Foto: Osama Nasef

Den første aften i Siwa blev jeg inviteret til middag i en beduinlejr udenfor byen. Billedet her er ikke ligefrem skarpt, men meget stemningsfuldt synes jeg. Foto: Osama Nasef

Nå, men der var jo ikke andet at gøre end at finde sin indre Rambo frem, hanke op i rygsækken og komme afsted. Nede i kælderetagen ved perronen var der nøjagtigt lige så mørkt og skummelt. Kun oplyst af elsparepærer lå stedet hen i halvmørke og jeg tænkte mit. Hvad hvis nu bussen ikke gik? Hvad nu hvis jeg strandede der? Gysen gik igennem mig, men jeg måtte sgu’ tage mig sammen. Har jeg måske ikke siddet på den mest hammer-skumle togstation i Indien kl. 3 om natten i tordenvejr og med strømafbrydelse, mens en krøbling prøvede at tage mig rygsæk! Fanden kom op i mig, jeg skulle vise dem!

”Det er gate 13” kunne en af mændene fortælle mig. Hmm jahh, der holder jo kun en gammel udrangeret bus fra for Alexander den Stores tid, vil du helt seriøst bilde mig ind, at den skal køre i ti timer til Siwa? Min sunde fornuft sagde mig noget andet. Jeg prøvede med gate 30 i stedet, manden kunne vel ikke kende forskel mellem 13 og 30 på engelsk og ganske rigtigt. Nede ved gate 30 var det straks mere venligt og fornuftigt. Jo jo, Siwa, det var rigtig nok. Der sad sågar nogle mennesker, der skulle med bussen til oasebyen.

Vi ventede og vi ventede, klokken blev 20.30, stadig ingen bus, i hvert fald ikke den rigtige. Jeg faldt i snak med en mand, der sad ved siden af mig. Han var ingeniør og universitetslærer fra Benghazi i Libyen. Benghazi – byen, som blev halv smadret under konflikten omkring Gadaffi. Det er ikke så langt fra grænsen til Egypten. Underligt at sidde og tale med et menneske, som har været lige midt urolighederne. Han bor midt i Benghazi by, og som han fortalte, så var det mest ude i forstæderne der var ballade nu. Men de slår hinanden ihjel, forklarede han, mens han sukkede og rystede på hovedet. ”Jeg kunne ikke slå en kat ihjel, men jeg bor i et land, hvor folk bliver dræbt hver eneste dag”. ”Problemet er olien, sommetider synes jeg bare, vi skulle brænde al olien af, så vi kunne få fred”. Det mente han selvfølgelig ikke sådan helt bogstaveligt, men olien er skyld en stort set alle konflikterne. Det er olien, der er den dybere grund til al balladen i hvert fald ifølge ham.

Stjernehimlen over ørkener er helt unik, fordi der næsten ingen lysforurening er og med et rigtig indstillet kamera kan man tage de vildeste billeder. Foto: Osama Nasef

Stjernehimlen over ørkener er helt unik, fordi der næsten ingen lysforurening er og med et rigtig indstillet kamera kan man tage de vildeste billeder. Foto: Osama Nasef

Klokken bliver 21.45 inden bussen indfinder sig, det burde jeg vel egentlig have sagt mig selv, der var slet ingen grund til bekymring, da trafikken ind til Cairo viste sig fra sin mere heftige side, selvfølgelig skulle jeg nok nå det, for klart nok så var næste bus en time forsinket. Hvordan kunne jeg overhovedet tænke på, at være bekymret?

Lettet synker jeg ned i sæde nummer 8. Jeg sidder ved siden af en pige, der også er turist. Der er stort set ingen plads, ingen benplads eller noget. Jeg sidder lidt og mentalt forbereder mig på at skulle sidde i nøjagtigt samme stilling de næste 10-12 timer. Det skal nok blive en kold tur, så jeg har simpelthen taget konsekvensen og taget mit vattæppe med hjemme fra universitetet. Jeg pakker mig ind og det hele føles en anelse mere overkommeligt. Engang lavede jeg en regel for mig selv, der sagde, at jeg ikke nogensinde ville tage på busture (om natten) på mere end ti timer. Det er ganske enkelt for hårdt, men engang imellem bliver jeg alligevel nødt til at gøre det. Denne gang er det lang tid siden, jeg sidst har taget en af disse langdistanceture, så jeg er knapt i træning, men det må være sådan. Engang imellem så er tingene bare, som de er.

Jeg puster ud efter en heftig eftermiddag, og arbejder hen mod en rolig harmoni i hovedet. Nu er jeg jo kommet i bussen og kan slappe af – tror jeg da! Jeg har ikke mere end tænkt det, da chaufføren tænder for videoen og højttaleren i panelet over mig, sådan ca. 40 cm fra mit hovedet eksploderer et orgie af maskinpistolsalver, bileksplosioner og blodsplat. Klart nok! Vi skal se en Sylvester Stallone film! Og for at være helt sikker på, at alle kan høre, så er der skruet op så lydniveauet nærmer sig noget, som arbejdstilsynet ville falde døde om af, hvis de så.

Det minder mig om de gode gamle dage, da jeg rejste i Sydamerika. Jeg har ikke tal på alle de voldsfilm, øksemorderfilm, blodsplatterfilm og alt andet godt fra havet jeg har set – eller skulle jeg måske hellere sige hørt. Så snart man har sat sig på sit sæde i busserne i Sydamerika, så skal vi satme have vold! Det kan simpelthen ikke gå hurtigt nok. Om bussen er fuld af mindreårige børn, det er fuldstændigt ligegyldigt, vold skal der til, ellers så er det simpelthen ikke en rigtig busstur i det sydamerikanske.

Jeg husker specielt en film, jeg så/hørte i Peru, hvor en øksemorder hakkede folk i småstykker med og selvfølgelig så var huggene virkelig fremhævet rent lydmæssigt. Det sad vi så og hørte på, mens børn på de forreste sæder fra første parket kunne følge med i filmen. Jo jo, ungerne kan ligeså godt lære det med det samme! De vokser jo alligevel op til en verden, hvor de nyligt myrdede er udstillet i stort format på forsiden af gratisaviserne, så hva’ faen lidt død fra eller til!

Nå, men den der med ro og harmoni i hovedet, den kan jeg godt vinke farvel til de næste mange timer. For efter at Stallone har gennemhullet alle, han er kommet i nærheden af og har hængt i de yderste fingernegle ud over diverse klippeafsatser, så er det tid for en hug hak karatefilm, hvor filmens unge hovedperson majer stort set hele Fjernøstens fjender ned med et kosteskaft og en pænt udvalg af samuraispring.

Mine trommehinder er rimeligt hærdede efter at have boet i Cairo i halvanden måned, så jeg lukker øjnene og får efterhånden fundet min evne til ”at forsvinde” rent mentalt. Det er en slags meditation, hvor jeg øver mig i at lukke alt ude og det virker faktisk, men jeg skal være lidt i træning for at kunne gøre det. I Danmark er den slags flugter sjældent nødvendige, men på rejser er det for mig en måde at overleve på. Min fysiske krop er tilstede, men min sjæl tager på rejse væk fra larmen – jeg ved ikke, om det giver mening for jer, men for mig virker det. Jeg ved med mig selv, at jeg får en anden måde at håndtere larm på, når jeg er ude at rejse. Jeg har selvfølgelig ørepropper med, men kan også mærke, at jeg får en større tolerance for larm og jeg har tit tænkt på, at jeg efter lang tid på rejse vil være i stand til at falde i søvn ude på en motorvej, fordi man bliver så vant til larmen og virakken.

Vi holder adskillige pauser gennem natten og klokken tre slukker han dog trods alt for Stallone og karatefyren. Det er bælgmørkt og iskoldt, jeg er glad for, at jeg har taget mit vattæppe med, ellers så ville det have set skidt ud. Lige så hedt, som det er her om dagen, ligeså iskoldt er det om natten.

Jeg ”vågner” rigtig op kl. 5.30 – vi har passeret adskillige checkpoints, landskabet er fuldstændig fladt og der er bare sand 360 grader rundt. Vi er virkelig ude i det store intet, der er ikke andet end sand, sand og sand. Vejen er udmærket, fin jævn asfalt og bare lige ud mod horisonten. Mod øst er solen ved at stå op. Den starter som et svagt lys, inden den bryder igennem som en lille tynd orange ildkugle, der står i skarp kontrast til det gule sand. Jeg følger den længe og tænker, at man godt kan forstå, at solen mange steder på jorden gennem tiderne er blevet tilbedt som en gud. Både de gamle egyptere, mayaerne, inkaerne og mange af de andre store højcivilisationer har tilbedt solen som en evig livgivende kilde.

Det her billede er taget fra toppen af byens fort Shali. Stort set hele den gamle bydel er opført i adobesten, så det giver stedet et meget rustikt præg. Foto: Anette Lillevang Kristiansen

Det her billede er taget fra toppen af byens fort Shali. Stort set hele den gamle bydel er opført i adobesten, så det giver stedet et meget rustikt præg. Foto: Anette Lillevang Kristiansen

Ørkener; ja, disse naturens ekstremer gør altid noget ved mig. Bjerge, ørkener, havet – der hvor mennesket godt ved, at han er den lille. Vi er prisgivet i ørkenen, hvis vi ikke er forberedt. Den kan gøre det af med os på ingen tid, den kan suge al liv ud af os, inden vi opdager det og efterlade os som indtørrede mumier. Man er nødt til at have respekt for naturen, og derfor gør det mig også frygtelig ondt at se, hvordan man bare smider affald for godt befindende i disse lande. I inkakulturen taler man om Pacha Mama – Moder Jord, vi skal passe godt på hende, for det er ikke bare en selvfølge, at hun har det godt. Vi har alle et ansvar, men det er ligesom om, man ikke helt har fattet alvoren i det her her i Mellemøsten. Det er utroligt så beskidt og affaldsbefængt, der er overalt. Og mest af alt så gør deres ligegyldighed et meget stor indtryk på mig.

Men når jeg ser ud over ørkener, Andesbjergene i Sydamerika eller Stillehavet, så fylder det mig med den der ærbødighed, og det gør mig altid tryg at vide, at naturen er større end os. Jeg kan godt lide tanken om, at hvis vi ikke opfører os ordentligt overfor naturen, så bliver der sendt et jordskælv eller en tsunami. I den henseende tror jeg på, at det vi sender ud får vi igen lige i hovedet. Jamen, hvis vi ikke kan fatte, at vi skal lade være med at svine naturen og verdenshavene til, så må vi jo have besked, så vi kan forstå det og nogle gange er beskederne ret hårde. Moder Jord er konsekvent, når det kommer dertil.

Ingen af os kan jo nok sige os fri for at bidrage til forureningen. Jeg tænker for eksempel på hver gang jeg køber en flaske vand – hvis i vidste hvilke mængder af vandflasker, der findes i den her verden! For nogle måneder siden læste jeg om, at der i Stillehavet flyder hele øer af plastik rundt. Det er trist og gør mig i dårligt humør. Jeg går ind for pant og genbrug, men det er desværre en ting man ikke bruger her i Mellemøsten.

Nå, det var lige et sidespring, men forureningen er bare meget tydelig i lande i Mellemøsten og Afrika, og det slår mig hver gang. En dag går det galt, hvis vi fortsætter, og det ser tilsyneladende ikke ud som om, man har tænkt sig at gøre ret meget ved problemet her.

Siwa er rigtig beduinland og her er en af de lokale sælgere, som jeg var oppe og handle med. Jeg faldt for en speciel kurv fra området, som egentligt mest minder om en forpjusket puddelhund, men jeg kunne ikke stå for den. Foto: Anette Lillevang Kristiansen

Siwa er rigtig beduinland og her er en af de lokale sælgere, som jeg var oppe og handle med. Jeg faldt for en speciel kurv fra området, som egentligt mest minder om en forpjusket puddelhund, men jeg kunne ikke stå for den. Foto: Anette Lillevang Kristiansen

Lige pludselig midt i den store intethed dukker der tusindvis af dadelpalmer frem – der er slet ingen tvivl om, at vi er kommet til en oase. Der er civilisation midt i ørkensandet og billeder fra min barndoms bibelhistorie dukker frem af gemmeren. I 1. klasse i Højmark skole lærte vi om Moses i kurven, Edens have og alle de andre klassiske historier fra bibelen. De vise mænd fra Østerland med deres guld, røgelse og myrra skær – det føles som om, det ligeså godt kunne være her.

Jeg følges med et ungt par fra bussen, for jeg aner ikke det mindste om, hvor mit hotel er. Jeg har booket fire nætter hos Sussi, der har Siwa Garden Hotel. Under min research om Siwa fandt jeg en blog af en engelsk pige, der anbefalede stedet.

Lettere baldret lusker jeg afsted efter den lange bustur. Det var ikke jordens allerbedste bus, og jeg kæmper med at få ryggen rettet ud og benene til at fungere. Man er jo ikke 25 år mere og en lang bustur på 10 timer sætter sine spor på det gamle kadaver.

Gadebilleder ligner noget fra for 50 år siden og kærrer med små støvede muldyr transporterer varer rundt. Folk er i gang med morgenarbejdet. Klokken er ikke mere end otte, da vi går gennem byen. Der er ikke rigtig nogen, der ved hvor Garden Hotel ligger. Vi spørg et par steder og endelig finder vi en mand, der viser os ned af en ensom jordvej, der er dækket af dadelpalmer på hver side af vejen. Hotellet er hegnet ind af en gul mur og haven er fyldt med morgensol. Jeg bliver helt forelsket i stedet med det samme.

Jeg stikker hovedet indenfor og møder Sussi, som jeg har mailet med. Hun er halvt egypter halvt tysker og har tidligere boet i Cairo, men savnede noget ro i sit hovedet – det kan man jo godt forstå. Cairo er heller ikke lige stedet, hvis man skal tænke tanker og finde ind til sit indre tempel. Vi går igennem en ualmindelig smuk have med gule bygninger og en lækker swimmingpool omgivet af dadelpalmer i alle mulige afskygninger. På mit værelse falder jeg om i sengen, og tænker, at jeg da lige vil lægge mig et par timer, men snorksover til kl. 12.

Da jeg kommer over i receptionen med mit pas til Sussi, sidder der en lyshåret kvinde i sofaen. Jeg siger hej til hende og Sussi siger, at hun er journalist fra Norge. Ejjj, siger jeg, jeg er journaliststuderende og så går snakken ellers.

Fra toppen af fortet Shali midt i byen kan man rigtigt få et indtryk af hele oasen. Mod syd er der store sandklitter og den rigtige ørken begynder. Mod vest og øst ligger der to saltsøer og ellers er her dadelpalmer i millionvis over hele området. Foto: Anette Lillevang Kristiansen

Fra toppen af fortet Shali midt i byen kan man rigtigt få et indtryk af hele oasen. Mod syd er der store sandklitter og den rigtige ørken begynder. Mod vest og øst ligger der to saltsøer og ellers er her dadelpalmer i millionvis over hele området. Foto: Anette Lillevang Kristiansen

Eli er er freelancejournalist og fra Bergen og har haft sit eget tv-dokumentarprogram på det norske TV2 , hvor hun har kørt på motorcykel gennem Etiopien, Kenya, Tanzania og til øen Zanzibar. De fire udsendelser blev vist sidste år i Norge, og nu er hun her i Egypten, hvor hun blogger fra sin rejse. Vi snakker i flere timer om at være rejsejournalist, om at få afsat sine artikler og om at det ikke er den nemmeste branche mere. Eli har været i Siwa i noget tid og skal først herfra sidst i oktober. Hun er blevet ved med at udsætte sin afrejse herfra og er endt med at leje et hus her. Jeg begynder at forstå, hvorfor hun ikke kan komme herfra, det er også det mest fantastiske lille sted.

Vi går på café og spiser sammen med en af Elis venner. Cafeen er den lokale hyggecentral og hvis der er noget, man skal vide, så skal man bare gå derned og spørge, de ved ALT siger Eli. Vi får pastaret, kylling cous cous og guavajuice og drøfter verdenssituationen.

Eli skal ud til en camp om aftenen og spørg om jeg vil med, der er også et græsk/egyptisk par, der skal med. Jeg er godt nok rigtig træt, men det lyder til at kunne blive en fed oplevelse.

Vi skal afsted kl. 20 og det er selvfølgelig bælgmørkt, da vi i firhjulstrækker kører ud ad et sandet hjulspor og ender ude ved en camp, der er sparsomt oplyst af olielamper. Den egentlige grund til, at vi er taget derud er for at bade i de varme kilder, som er i området, men det viser sig, at vandet ikke er så varmt, som det plejer at være, så vi dropper det. Til gengæld laver de mad til os over åben ild, stegt kylling, brød, salat, pommes fritter og vi guffer i os. Det er som om, det hele smager meget bedre under ørkenens stjernehimmel.

Anne fra Grækenland og Osama fra Alexandria er med på turen og Osama er hobbyfotograf. Han tager de vildeste billeder af stjernehimlen ved at indstille sit kamera til det, så det skal jeg også prøve. I starten bliver mine billeder bare fuldstændig sorte og man kan ikke se en hujende fis, men efterhånden som vi prøver os frem, begynder mine billeder også at ligne noget fornuftigt.

Vi kan se stjernebilledet Plejaderne, som er en stjernehob i stjernetegnet Tyren. Jeg har et helt særligt forhold til disse stjerner efter jeg første gang så dem i en stjernekikkert i Observatorie Mamallucca i Andesbjergene i Chile i 2003. Jeg havde aldrig i mit liv set noget at smukt som disse syv klare stjerner. Plejaderne består i virkeligheden af over 700 stjerner, men kun op til syv af dem er synlige med det blotte øje.

Til gengæld bliver man jo helt forskrækket, når man ser dem i en rigtig stjernekikkert, som jeg gjorde det i Chile. Det er noget af det mest romantiske og smukkeste jeg nogensinde har set, jeg stod der midt i Chiles røde sand og blev aldeles forelsket og lige siden har de betydet noget helt særligt for mig.

Det her billede endte virkelig med at blive et af mine stjernebilleder synes jeg selv. Jeg ventede på solnedgangen i lang tid og fulgte hele sceneriet fra toppen af fortet og det var det hele værd. Foto: Anette Lillevang Kristiansen

Det her billede endte virkelig med at blive et af mine stjernebilleder synes jeg selv. Jeg ventede på solnedgangen i lang tid og fulgte hele sceneriet fra toppen af fortet og det var det hele værd. Foto: Anette Lillevang Kristiansen

I Sydafrika fandt vi altid sydkorset og der kunne man også helt tydeligt se mælkevejen, men denne aften i mørket kan se både Sirius, Orion, Venus og mange andre af de kendte stjernebilleder. Da jeg senere googler Plejaderne finder jeg ud af at de faktisk også er synlige på himlen over Danmark, jeg har altid troet, at man kun kunne se dem på den sydlige halvkugle. Men det skal være meget klart, for at man kan se dem, for de er ikke helt nemme at få øje på.

Mens vi sidder der på kameluldstæpperne ser vi et kæmpe stjerneskud, den har en meget lang hale og stryger langsomt over himlen. Det ligner en komet og det kan også nemt være at det var. Bagefter sker der noget meget spøjst. Der blæser lige pludselig en iskold vind gennem lejren, så kulden går gennem marv og ben og olielamperne står og blafre. Det er som om der går et genfærd gennem campen, men fem minutter senere er der fuldstændig stille igen – meget underligt.

Alt i alt så er Siwa et forunderligt lille sted. I går gik Anne og Osama op på toppen af det gamle fort midt i byen. Det er fra 1200-tallet og deroppe fra kan man pludselig se hele oasen, saltsøer, de mest firnurlige klippeformationer, byens orakel og de enorme sandklitter mod syd. Det minder mig mere og mere om billeder fra bibelen. Jeg mener, de steder der omtales i bibelen er jo rigtige.

Dengang blev man jo også fascineret af ørkenen, af stjernerne, af naturens storhed og mystik. Man spurgte også sig selv om livet efter døden, om livets store spørgsmål og folk søgte svar hos orakler. Folk har til alle tider ledt efter svar og det er som om, at når man ser steder som disse, så forstår man bedre. De har søgt roen, storheden og tætheden med dette udefinérbare, som nogle vælger at kalde Gud. Det er på ingen måder svært at forstå, hvorfor folk søgte ud til disse afsides beliggende steder, for at få svar og da jeg i går eftermiddag ventede på solnedgangen igen fra toppen af Siwas fort Shali og jeg så solens sidste stråler over en af byens finurlige klippeformationer, da forstod jeg helt og holdent, hvorfor det her sted er så attraktivt. Man bliver simpelthen religiøs af at være her – man føler sig tæt på Gud.

Men stilheden og store vidder kan også bruges til knap så besnærende ting – i går fortalte Osama mig, at der her ude i ørkenen foregår skumle ting om natten, fordi vi er så tæt på grænsen til Libyen. Ørkenen er fuld af smuglere og især våbensmuglere – så man tager ikke nogen steder hen herfra byen uden lokale guider, der kender området og har sagt god for den. Folk i byen er bekymrede, fordi der næsten ingen turister kommer mere, de tør simpelthen ikke at komme.

Lige umiddelbart synes jeg nu, det virker en smule overdrevet. Her er helt fredeligt og folk hænger ud på den lokale café og hygger sig, men man kan godt mærke, at tiden har stået en smule stille herude. Kvinderne, hvis de overhovedet bevæger sig udenfor en dør, er tildækket i en grad, jeg ikke har set andre steder i Egypten. Du kan intet se af dem og indtil videre har jeg set to kvinder og én pige. Man skal selvfølgelig hele tiden have in mente, at der hurtigt kan ske noget og selvom ting virker rolige og fornuftige på overfladen, så er det jo ikke sikkert, at det er sådan det i virkeligheden er.

Siwa er et ganske pudseløjerligt lille sted, det har sin helt egen atmosfære, som er lidt svær at beskrive. Her er 25.000 indbyggere og det virker som om, at alle kender hinanden og alle ved alt om alle. Og skal man have noget at vide, så er det som sagt på byens cafe, det hele sker.

Jeg er vild med det her sted – det er en lektion i bibelhistorie og i høj grad antropologi – Siwa ligner ikke noget af alt det andet jeg har set i Egypten – det minder mig faktisk mere om dogon country i Mali. Det er også et sted fuld af ældgammelt mystik, myter om stjernebilleder og ikke mindst en verden, der nærmest er helt udenfor tid og sted. Så jeg er glad for, at jeg valgte med hjertet og tog til Siwa istedet for at sidde på en larmende Bob Marley natklub i Hurghada omringet af skrigende turister, men ok al ting til sin tid.

Share Button