I dag, tirsdag, er vi vågnet op til en noget grå og diset morgen med en del bølgegang, og havvand der med jævne mellemrum slår hårdt og med store plask ind mod ruden i koøjet. Denne morgen er vi på vej tilbage til Thailand til øgruppen Ko Adang, hvor vi skal have en afslapningsdag på stranden, hvis altså vejret kommer til at tillade det. Jeg trænger faktisk også til noget afslapning efter i går, hvor jeg var med på en ø-rundtur på Penang og derefter selv gik på opdagelse i Georgetown.

Jeg var på dækket allerede klokken 6.10 i går for at fotografere solopgangen og indsejlingen til Georgetown. Det var en forrygende smuk klar morgen og den friske morgenluft kærtegnede ens røde kinder. I indsejlingen lå containerskibe fra blandt andet Panama, mindre både, fiskerbåde og lodsbåde, der vimsede rundt. Der var allerede travl aktivitet, selvom det var så tidligt.

Mellem mine mange knips på kameraet, fik jeg god tid til at stå og mindes mit første møde med Malaysia tilbage i 1998. Penang var et af de første steder, jeg besøgte her, og jeg kan huske, at jeg kørte over broen fra fastlandet og over til øen, der lå som en skinnende grøn perle ude fra kysten. Øen minder lidt om en skildpadde med et grønt skjold af høje bakker med regnskovsbevoksning inde midt på.

Det første glimt af Georgetown på øen Penang i Malaysia, hvor jeg også var i 1998. Der er unægtelig kommet en del flere skyskrabere til, siden sidst jeg var her.

Penang før og nu
Denne morgen kunne jeg dog allerede på lang afstand se, at Penang har forandret sig en del på de næsten 20 år, der er gået, fra jeg var her sidst. Inde på land kunne jeg se en hel skov af skyskrabere og, det husker jeg slet ikke fra dengang. Der var nogle stykker, men slet ikke det antal der er i dag.

Hvis jeg graver langt nok ned i hukommelsen, så erindrer jeg Georgetown, som en mindre landsby med små lave huse i pastelfarver, gamle engelske kolonistilsbygninger med skodder for vinduerne og støbejernsbalkoner. Og så husker jeg ikke mindst den etniske og religiøse smeltedigel som Penang, og i det hele taget hele Malaysia, er. Her ligger buddhistiske templer side om side med muslimske moskeer, kinesiske taoisttempler, indiske hindutempler og kristne kirker. Nu så det hele ud til at være druknet i høje hvide skyskrabere – en hel hær af dem.

I lang tid, ja faktisk i det meste af næsten to timer blev jeg stående og fotograferede vores langsomme indsejling og inde ved en af molerne fik jeg øje på et kæmpestort krydstogtskib. Det er der i sig selv ikke noget odiøst i, for overalt her er der mange krydstogtsskibe i forskellige udgaver, men der synes, at være noget bekendt over den her. Den lå fortøjet med stævnen ud mod havneindsejlingen og med sit enorme sorte og hvide skrog lignede den rigtig meget en, som jeg kender.

Her er vi ved at lægge til i havnen i Georgetown på Penang. Det blev et smukt gensyn med krydstogtsskivet Queen Mary II, som jeg første gang så i Puerto Montt i Chile i 2006.

Og minsandten om det ikke blev et hyggeligt gensyn med selveste Queen Mary II. Jeg kender dette smukke skib fra Chile, hvor jeg så det i 2006, da det lå for anker i havnen i Puerto Montt i den sydlige del af landet. Her fik jeg virkelig lejlighed til at komme tæt på dette kolossale skib, da der blev arrangeret havnerundfarter, hvor vi sejlede rundt om og fik et indtryk af dens størrelse. Det er ENORMT!! Jeg husker, at ved siden af lå et faktisk pænt stort hvidt krydstogtsskib, men når man kom tæt på Queen Mary, var dette skib en ren baby i sammenligning.

Jeg stod og smilede ved mig selv, da vi gled ind til molen ved siden af Queen Mary. Starclipper er altså et ret stort skib, faktisk et rigtigt stort skib, men det fyldte ikke meget ved molen ved siden af Dronningen. Hun lå som en massiv sort og hvid mur ved den anden mole. Det er et smukt skib og man bliver både fascineret og overvældet af dens fuldstændig uhyrlige størrelse, men jeg var nu glad for, at jeg er ombord på Starclipper og ikke Mary. Jeg tror ikke, at jeg ville trives på så stort et skib. Den kan rumme flere tusinde passagerer. Jeg tror, jeg ville føle, at jeg blev helt væk, men det ér et imponerende skib, og når man står ved siden af det på kajen, så føler man sig som et fnug. Og hvor var det hyggeligt at se den gamle dame igen.

Et af de mange helt fantastiske templer på Penang. Her er det et thaibuddhisttempel, der indeholder et af de største liggende Buddhaer i Sydøstasien.

Når pligten kalder
Inde i land blev vi mødt af vores engelsketalende guide, og jeg kom til at tale med en af de andre passagerer fra Starclipper. En pensioneret kvinde fra Toronto, der er på krydstogt sammen med to veninder. ”Er du professionel fotograf” spurgte hun. ”Jeg er journalist” forklarede jeg hende. ”Nåhhh, for jeg lagde meget mærke til dig her til morgen, hvor du gik så koncentreret rundt og tog billeder oppe på dækket. Så jeg tænkte, at du absolut måtte være en professionel.”

Godt at vide, at folk ligefrem kan se det på én hø hø :-)

Vi var ikke ret mange i den engelsktalende gruppe, og her fik jeg faktisk også hilst på den anden journalist, som jeg vidste skulle med på presseturen. Han er fra Norge, og fiser også rundt og ”ser professionel ud.” Lige en ting – hvis folk tror, at det her er ferie, så kan jeg fortælle noget andet. Det er min fjerde pressetur, og man er på arbejde, og har faktisk vildt travlt. Der er ikke meget luft i skemaet og slet ikke, når man også skal skrive blogindlæg.

Først og fremmest er billederne det vigtigste, skrive kan jeg altid gøre, men billederne vejer mest. Uden dem ingen artikler, så man farer rundt konstant for at være på pletten, når noget sker. Solopgange, når sejlene sættes og tages ned, anduvning af nye steder osv. Så man er på hele tiden. Det er også ok. Når man har fået en pressetur, så skal der bestilles noget. Der er ikke megen tid eller ro til at ligge under en palme. Man har hele tiden noget, man skal have lavet, og man er ret tit bagefter, skal jeg lige hilse at sige.

Det første sted vi skulle se på turen, var et thaibuddhisttempel med et af de største liggende Buddhaer i Sydøstasien. Dem er der en del af, men ham her er én af dem. Det var et virkelig flot tempel, meget lig de store templer Grand Palace og Wat Po i Bangkok, som jeg så i 1998. Man har slet ikke fantasi til at forestille sig den udsmykning, inden man står lige ved siden af dem. Det er ganske fortryllende at være tæt på og indprente sig alle detaljerne.

Et væld af farvede mosaikstykker sat sammen til en hel stor kinesisk slange eller drage, pagoder eller stupaer hedder det vist og som altid adskillige Buddha-figurer. Her var en Buddha for hver af dyrene i det kinesiske stjernetegn og den allersidste var grisen, som jeg er. Jeg synes ikke, det er helt så attraktiv at være gris, men grisens sindelag er meget poetisk skildret i det kinesiske horoskop, og vi er til at stole på :-)

Lidt sommerfuglekigning skal der også til, men de er hamrende svære at tage billeder af. Det her er dog lykkedes i rimelig stil.

Templer, sommerfugle og batik
Overfor dette tempel lå et smukt burmesisk tempel. Dem holder jeg så meget af. De er som regel holdt i rød, hvid og guld. Første gang jeg så et burmesisk tempel var i Nordthailand, og de er så fine og enkle i stilen. Jeg har faktisk lige siden drømt om at komme til Burma (Myanmar) – og det gør jeg nok også alvor af en dag. Burma er lidt et must for en asienfarer.

På turen var vi også inde og se en batikfabrik. Jeg bliver en smule træt af den slags, for jeg har set det så tit, og målet er jo egentlig at få os til at gå amok med kreditkortet efterfølgende i den tilhørende butik. Men jeg benyttede lejligheden til at købe en ordentlig sarong. Både fordi jeg mangler en til tempelbesøg her, men også fordi de saronger, man kan købe i Danmark altid er for små til mig. Så nu købte jeg er propert stykke stof, som jeg kan vinkle mig helt ind i – det er perfekt.

Bagefter var vi inde på en sommerfuglefarm, der faktisk mindede en hel del om Randers Regnskov. Sådan nogle steder har jeg også set mange gange, men det er altid sjovt – og lidt af en udfordring at fotografere sommerfugle. De har det jo med at flytte sig. Noget af det sværeste, jeg nogensinde har prøvet at fotografere er kolibrier.

Hold nu op, der skal man altså have noget tålmodighed og et superhurtigt lukkertid til. Jeg forsøgte mig ud i disciplinen kolibri-fotografering i Costa Rica. Det er hundeme ikke nemt, og jeg tror, at fik ét billede, der bare så nogenlunde præstentabel ud – ud af en milliard forsøg.

Bagefter kørte vi rundt oppe i højlandet midt på Penang og fik et rigtigt godt indtryk, både af øens størrelse og den tætte regnskov oppe i højderne. I 1998 da jeg var her, var jeg ikke så meget rundt på øen. Jeg var ude at se Kek Lok Si–templet, som er Sydøstasiens største buddhist-tempel og den ligger et stykke væk fra Georgetown, eller var jeg mest på opdagelse i selve byen.

Slangetemplet, som jeg også så sidste jeg var her, indeholder levende slanger, som ligger og sover i nogle bambusopsatser. Sidst jeg var her var de mere eller mindre dopede af røgen fra røgelsespinde.

Eventyr på egen hånd
Et mere nostalgisk tilbageblik fik jeg også på denne tur. Nemlig slangetemplet, som jeg også så sidst. Levende slanger ligger på nogle bambusopsatser på ”altret” i templet, og dem husker jeg tydeligt. Det har nok næppe været de samme slanger, der lå der i går, som for 19 år siden, men de var lige så dovne. De ligger i røgen fra røgelsespinde, så det er nok det, der gør dem lidt sløve i optrækket. Det gør dem naturligvis også nemmere at fotografere.

Tilbage i Georgetown efter ø-rundturen ”fik jeg lov til” selv at tage på eventyr. Det følte jeg også en umådelig trang til efterhånden. Jeg havde haft lidt overvejelser om, jeg skulle tage med på denne ø-rundtur, for jeg var nok ikke helt interesseret i de ting, de skulle se – lige bortset fra det første thaibuddhist-tempel. Jeg havde overvejet at tage af sted på egen hånd, og det fik jeg lejlighed til nu. Jeg ville nemlig vildt gerne se et bestemt tempel, som jeg så i 1998. Det hedder Khoo Kongsi og er et kinesisk klanhus, bygget i 1800-tallet af en rig kinesisk familie. Det er et vildt imponerende tempel, og af vores guide fik jeg forklaret, hvordan jeg skulle finde det.

De satte mig af i en rundkørsel og så er det den vej, forklarede guiden mig og pegede. I farten kom jeg afsted uden bykort, så jeg måtte ”tage den lidt på rutinen” og spørge en indfødt, hvis det blev nødvendigt. Jeg traskede ned ad gaden i heden og kom så faktisk til et skilt, hvor der stod Khoo Kongsi 400 meter. Ok, så var det ikke helt ved siden af. Så kom jeg til et tempel, som i stil mindede en del om Khoo Kongsi, men alligevel ikke helt. Jeg huskede den som større og at ligge lidt mere afsides. En indfødt kunne forklare mig, at jeg skulle længere ned ad gaden, og så ville jeg se en indgangsport på venstre side. Da jeg endelig kommer derned, vil de have 10 malaysiske ringgit for en indgangsbillet.

Hmmm, jeg havde ingen malaysia-penge, så mig tilbage ad hovedgaden, for at finde en bankautomat. Jeg var en lille smule under tidspres, eller jeg skulle i hvert fald holde øje med tiden. Malaysia er nemlig seks timer foran Danmark, i modsætning til Thailand, der kun er fem timer foran. Vi skulle holde os til skibets (thailand) tid, og jeg måtte ikke komme for sent til skibet, så det sejlede uden mig (selvom jeg ellers gerne ville elske at blive i Malaysia.)

Men når jeg nu endelig var nået så langt, som at finde Khoo Kongsi igen, så skulle pokker altså også stå i det, hvis jeg ikke fik den at se. Så der blev kæmpet i varmen. Jeg fik hævet penge og gik ned til indgangsluen igen. Damen, der solgte billetter, grinede lidt af mig, da jeg svedig og totalt udkokset kom igen. Men jeg VILLE se det tempel!

Det smukke Khoo Kongsi tempel var også et kært gensyn for mig. Det har ikke forandret sig det mindste, siden sidst jeg var her – heldigvis for det. Det er nemlig et helt unikt sted.

Nyt og gammelt mødes
Og der stod det så – et af mine absolutte yndlingstempler i Sydøstasien. Det havde ikke ændret sig det mindste. Det var nøjagtigt lige så smukt og overældende, som jeg også synes dengang. Så det var al asen og masen værd. Jeg fik indviet min nye sarong og gik på opdagelse blandt bladguld, enorme rispapirslamper og et væld af kulørte krummelurer, udskårne vægrelieffer og smukke antikke kinesiske vægmalerier.

Jeg kan huske, at jeg var ved templet to gange i 1998, både om morgenen og om eftermiddagen, for at fange det gyldne bløde lys sidst på dagen. Dengang tog jeg billeder med et helt almindeligt kamera ti papirbilleder, men denne gang, med mit digitalkamera, var det jo en fornøjelse at se, hvor skarpt alle detaljerne står på billerne.

Ja, meget har forandret sig siden dengang, men ikke templet – heldigvis. Hele den gamle bydel (Khoo Kongsi ligger i området omkring Little India) i Georgetown er i dag på Unescos Verdensarvsliste over bevaringsværdige områder, og det er helt klart velfortjent. Der er utrolig meget gammelt kolonihistorie, men altså også disse fantastiske gamle klantempler, der står som et vidnesbyrd over svundne tider.

Penang er lidt ligesom et Asien komprimeret ned på et meget lille sted. Det vidner ikke mindst de mange religiøse og kulturelle retninger om. I dag ser jeg lidt Penang som en miniudgave af Singapore, hvor hele Asien også er proppet ned på et lille bitte område. Skyskrabere knejser ved siden af ældgamle templer, malay-huse på pæle fra gammel tid stikker sine tage op ved siden af topmoderne familievillaer, moskeer ved siden af indiske templer osv.

Det er et forunderligt sted, hvor gammelt og nyt mødes, for øst og vest støder sammen, hvor meget er nyt og moderne, men hvor lige så meget er levn fra gamle dage. Således opmuntret over at have set mit yndlingstempel endnu engang begyndte jeg at gå tilbage til havnen, lige afbrudt af en ananas/appelsinsmoothie på en fancy juicebar, hvor de to unge indehavere spillede henholdsvis computerspil og tjekkede mobiltelefon. Ja, det skete ikke i 1998.

Jeg fik også købt en flaske muskatnøddeolie til ømme muskler efter et godt råd fra vores guide og to poser tørret muskatnød i flager som snacks, inden jeg gik igennem gaten ud til molen, hvor Starclipper smukt lå og ventede. Queen Mary havde lettet anker og igen sat kursen mod de syv verdenshave og lå nu som et lille bitte legetøjsskib langt ude i indsejlingen. Gad vide, hvornår jeg får hende at se igen? Nogle gange, så tror man aldrig man får steder at se på ny eller oplever ting igen. Jeg havde for eksempel aldrig troet, at jeg igen skulle se Khoo Kongsi eller Queen Mary – men man ved aldrig her i livet.

Tekst og fotos: Anette Lillevang Kristiansen

Krydstogtet er sponsoreret af Starclippers.