I august besøgte min mand, Bo og jeg, Pitt River museet i Oxford i England, og vi var på jagt efter nogle helt bestemte artefakter. Fra montrernes dyb stirrede det ene mere forunderlige og ofte småuhyggelige figur og udskårede ansigt ud på os; drabelige og hårrige dansemasker fra Ny Guinea, buddhafigurer fra Tibet i ældet bronze og grinende papirskeletter fra Mexico.

Et glasmontre sugede os til sig, som var det en magnet. Vi kunne slet ikke få øjnene fra det, vi så, og faktisk var det også lige præcis dét, vi var taget til Oxford for at opleve.

Der hang fem seks stykker af dem i snore ned fra loftet af glasmontret, og man vidste ikke helt om man skulle fascineres eller væmmes – så det endte med en mellemting, for det er både et sælsomt syn og et fantastisk eksempel på kultur og etnografi, men også et eller andet sted temmelig morbidt.

I museets dunkle sal stod vi nemlig og iagttog døde mennesker, der ikke på nogen måder ligner almindelige døde mennesker. De er nemlig ”forarbejdede,” om man så må sige – de er skrumpet ind under en omhyggelig, men temmelig makaber proces.

Pitt River museum i den engelske universitetsby Oxford ligger i forbindelse med det naturhistoriske museum, Oxford University Museum of Natural History, og er et af de museer i verden, der har ægte skrumpehoveder med i deres udstilling.

Amazoneindianere på hovedjagt
Jeg har kendt til skrumpehoveder i mange år efterhånden, men har kun læst og hørt om dem, og mit kendskab til dem begyndte såmænd hjemme i Aarhus. For mange år siden var der et stationært loppemarked, der hed ”det grå marked” i Aarhus. Det havde til huse i nogle industribygninger bag ved Søren Frichs-vej og var nærmest en overdimensioneret genbrugsbutik med gamle møbler, nips, porcelæn og antikvariske bøger.

En lørdag formiddag, efter at have snuset rundt mellem boghylderne i hallen, stod jeg pludselig med den gamle rejsejournalist og forfatter Arne Falk Rønnes bog ”Skrumpehovedets hemmelighed” i hænderne. Jeg stirrede forbløffet på omslaget. På bogens forside var der afbilledet et indskrumpet menneskehoved med brunt læderagtigt hud, langt sort hår og en meget stor næse. Øjne og læber var rimpet sammen med snor. Det syn var simpelthen for skummelt til at lade gå fra sig, så bogen kom med hjem til samlingen af rejselitteratur.

Siden har jeg sat mig mere ind i emnet skrumpehoveder, hvor makabert og bizart det end er – for det er virkelig skummelt, og hele historien omkring disse hoveder er som taget ud af en Indiana Jones-film eller en eller anden kannibalfilm, hvor hvide missionærer, der har forvildet sig ud i junglen, under skrig og skrål koges i store sorte gryder over den sagte ild.

Forskellen er blot, at i Harrison Ford-filmene det jo bare en filmkulisse og nogle dukker, der kastes lidt rundt med – skrumpehovederne derimod er eller var ramme alvor og en praksis, der foregik blandt visse stammer i Amazonas. Men hvad er et skrumpehoved og hvordan blev de lavet?

Der var trængsel foran udstillingsmontret med skrumpehovederne, men det diskuteres stadig blandt videnskabsfolk, om man skal lade skrumpehovederne indgå i museumsudstillinger – det er jo trods alt døde mennesker, man stiller til skue.

Krigstrofæer og kraftfulde sjæle
Skrumpehoveder eller tsantsaer, som de også kaldes, er kort fortalt et rigtigt menneskehoved, hvor kraniet og hjernen er taget ud. Gennem en længere proces tørres hovedet, så det skrumper ind til størrelsen af godt og vel en knyttet hånd. Skrumpehovederne blev fremstillet af to særlige grene af jivaro-indianerstammen, kaldet Shuar og Achuar, i Amazonjunglen i det sydlige Ecuador og nordlige Peru.

Lande som Indien og Filippinerne har også haft stammer, der tog hoveder som trofæer og nordamerikanske indianere tog som bekendt fjendernes skalpe. Jivaro-indianerne er populært blevet kaldt for hovedjægere gennem tiden, og hovederne blev taget som trofæer i forbindelse med krigstogter mod nabostammer. Kvinder og børn mentes, ifølge de to stammer, ikke at være i besiddelse af særligt kraftfulde sjæle, så der blev kun fremstillet skrumpehoveder af krigere af maskulint køn.

Man tog simpelthen sine fjender til fange, dræbte dem og lavede deres hoveder til skrumpehoveder. Ved at eje sin døde fjendes hoved, kunne man få del i hans styrke, og det formodedes, at skrumpehovederne kunne give ejerne overnaturlig magt. Man fik nemlig magt over den hævnende del af hans sjæl, som jivaroerne mente, befandt sig i hovedet.

Når sejrherren havde dræbt sin fjende, lagde han et snit i baghovedet af det afhuggede hoved og skrællede huden af kraniet. Dermed havde man blød maske bestående af hud og hår, som var nem at arbejde med og modellere. Det næste trin i processen var at koge huden i en gryde i par timer, til den var skrumpet ind til cirka en tredjedel.

Shuar-skrumpehoveder har ofte ca. 40 cm lange ”pyntefletninger” i hver side, der er fastgjort i den krone eller det bånd, som de har om hovedet. Fletningerne er fremstillet af røde og grønne rygskjolde fra en særlig art bille i regnskoven.

Indersiden af huden blev herefter skrabet ren med en kniv for overflødig fedt, og det snit som man oprindeligt havde lavet i baghovedet, blev syet sammen igen. Det har formentlig også været på dette tidspunkt, at øjenhuler og mund er blevet rimpet sammen, for at sjælen skulle blive inde i hovedet. Jeg spekulerer lidt over, hvad de har gjort med hullet op i hovedet, altså ved halsen – om den er blevet stoppet til på én eller anden måde. Det har jeg ikke kunnet finde nogen oplysninger om.

Nu begyndte indtørringsprocessen så. Den varede i en uge, og her blev varme sten og sand flere gange om dagen lagt ind i hullet i halsen. De varme sten og sandet sørgede for at rense hovedet indvendigt, og fik det til at krympe yderligere. Udvendigt blev ansigtet smurt ind i kul og også strøget med varme sten. For at bevare hovedet blev det til sidst røget.

Man havde nu et færdigt kamptrofæ på størrelse med en stor knyttet hånd, der enten blev opbevaret i hytten eller båret om halsen i en snor. Ansigtshuden bliver under tørringen mørk, (selvom disse indianere i sig selv havde en mørk lød) tykt og læderagtigt, og det er den tykke stive hud, der holder på det hule hoveds form.

Noget forunderligt ved disse hoveder, er, at de alle har ligesom en stor opstoppernæse – det skyldtes, at brusken i næsen ikke kan skrumpe – den holder derfor den naturlige størrelse. Derfor er en stor næse typisk for en ægte tsantsa. Langt hår og øreringe af tukanfjer er kendetegnende for Shuar-skrumpehoveder, og nogle af dem har også ca. 40 cm lange ”pyntefletninger” i hver side, der er fastgjort i den krone eller det bånd, som skrumpehovedet har om hovedet.

Disse fletninger er fremstillet af adskillige røde og grønne rygskjolde fra en særlig art bille i regnskoven. Billerne glinser i metallic-farver, så det ser meget flot ud, og skrumpehovedet kan også have en slags krone på med blå halefjer fra fugle i regnskoven.

Ægte skrumpehoveder har altid store næser, da brusken i næsen under forarbejdningen ikke skrumper, det er kun huden, der skrumper ind under processen. Man kan derfor altid kende de ægte skrumpehoveder på den meget store næse.

En eftertragtet souvenir
I dag findes der skrumpehoveder rundt på museer mange steder i verden og sikkert også nogle i privateje. På Pitt River-museet i Oxford har der været udstillet skrumpehoveder siden 1944, og tre af dem menes, at være ægte, men det er vigtigt at skelne mellem to slags skrumpehoveder. Begge typer er for så vidt ægte og fra mennesker, men dem, som Shuar- og Achuar-indianerne lavede af fjender blev fremstillet som hellige relikvier, der blev brugt i ceremonier og krævede særlige behandling og bønner.

Sidst i 1800-tallet begyndte der at komme flere europæere til området i Amazonas, hvor de to hovedjægerstammer holdt til. Det var både turister og amerikanske, britiske og europæiske koloniale embedsmænd, og blandt dem blev skrumpehovederne populære souvenirs. Det blev profitabel at sælge skrumpehoveder, og den anden slags hoveder, der i dag også findes på museer verden over, er nok ægte menneskehoveder, men kan være hoveder af fattige og syge, der blev dræbt med det formål at fremstille skrumpehoveder og sælge dem til udenlandske aftagere.

Man ved, at der blev fremstillet skrumpehoveder til rituelle formål af medlemmer af de to stammer i Amazonas helt op til sidst i 1960’erne, selvom det var illegalt i både Ecuador, Peru og Brasilien. Først efter massivt pres fra landenes regeringer og missionærer stoppede de to stammer fremstillingen af skrumpehoveder, men interessen for hovederne holdt længe efter. Der blev i mange år efter fremstillet forfalskninger af blandt andet abe- hunde og gedehoveder. Nogle hvide rejsende lærte skrumpehovedteknikken af jivaro-indianerne og for at kunne skaffe hoveder til videresalg, begyndte man sågar at få dem fra lighusene.

Kronen på et ægte skrumpehoved er normalt foret med kapok, som er en bomuldslignende plantefiber, men kronen på ét af de skrumpehoveder, der findes i samlingen på Pitt River-museet, er foret med avispapir fra en avis fra Ecuadors hovedstad Quito årgang 1936 – blandt andet derved kan man kende forskel på ægte skrumpehoveder, der er lavet af stammefolk og dem, der blev lavet med henblik på salg.

I Arne Falk Rønnes bog ”Skrumpehovedets hemmelighed,” som jeg læste, lige inden, vi tog til England, fortæller han om et skrumpehoved, der har lys hud og rødt hår, og menes at stamme fra en tysk kvinde, der var kommet for tæt på jivaroerne, men om det bare er en historie eller det virkelig er sandt, kan man jo ikke vide. Hvordan hun er endt som skrumpehoved, kan man jo kun gisne om.

Kronen på et ægte skrumpehoved er normalt foret med kapok, men kronen på et af Pitt River-museets skrumpehoveder er foret med avispapir fra en avis fra Ecuadors hovedstad Quito årgang 1936.

Skrumpehovedet Bent
Jeg har aldrig været heldig at se hverken ægte eller falske skrumpehoveder på min rejser i Sydamerika, heller ikke engang nogle dårlige efterligninger i en souvenirbutik, men pludselig i april i år skete der noget forunderligt – og det såmænd bare hjemme på Frederiksberg i København.

Jeg var på en journalistisk opgave i forbindelse med det historieblad, som jeg skriver for og traskede afsted, da jeg pludselig stod ansigt til ansigt med et skrumpehoved i vinduet hos en genbrugsbutik på Frederiksberg.

Det er lige før, jeg knapt troede mine egne øjne, for der på en hylde i butiksvinduet stirrede en forunderlig langhåret fyr på mig eller det vil sige stirrede, var jo så meget sagt, for figuren havde ingen øjne. Køn var han just ikke, men nok det tætteste, jeg nogensinde har været på et skrumpehoved. Jeg fik klaret mit interview, og da jeg kom tilbage til butikken, stod indehaveren ude på trappestenen og trak lidt frisk luft.

Manden og jeg faldt straks i snak, og han ville have den famøse pris af 100 kroner for den indtørrede fætter. Det var ikke mange oplysninger, manden kunne bidrage med omkring hovedet – udover at den jo formentlig var fra Sydamerika og sikkert i sin tid blev fragtet hjem som en eksotisk og lettere besynderlig souvenir, men min nye langhårede ven blev pakket ned med et stykke avispapir svøbt om sig og kom med hjem til Aarhus.

Vores eget skrumpehoved, Bent, faldt jeg over i en genbrugsforretning i København. Jeg havde dengang aldrig før set skrumpehoveder nogen steder i verden, hverken de kunstige lavet af gede- eller abehoveder til souvenirs eller de ægte, men nu har Bent fået plads på antropologihylden.

Vi har døbt ham Bent eller nok snarere det lidt mere spanskklingende Benito, så han kan føle sig hjemme hos os. Han har fået ærespladsen på vores antropologihylde i et lille kobberfarvet glasmontre fra boligbutikken Bahne og ser egentligt ud til at befinde sig helt godt i det jyske. Hans naboer på hylden er et par dekorede lerkrukker fra Brasilien, så jeg tror, at han føler sig ganske godt hjemme.

Naturligvis er han ikke ægte, langt fra. Han er formentlig lavet af gedeskind og noget hestehår, men han er faktisk ganske hæderlig udført med sammensyet mund og øjne ligesom de rigtige, og så har han en kækt en blå fjer i hårmanken, så han ser egentlig helt fornuftig ud. Og som sagt så er han jo det tætteste, jeg hidtil har været på et skrumpehoved – udover forsidebilledet på Arne Falk Rønnes bog.

Hovederne på Pitt River
Siden 2010, hvor vi første gang var i Oxford, har vi snakket om, at vi ville se Pitt River museum, hvor de har skrumpehoveder – og endda nogle ægte af slagsen. Forud for vores besøg der, prøvede jeg at kontakte museet, for at være helt sikker på, om hovederne nu også var med i udstillingen. Jeg ville jo gerne skrive en artikel om dem og drømte også om at kunne tage nogle billeder.

Der gik et par dage, så fik jeg mail fra, den for Amerika-afdelingen og dermed skrumpehovederne, ansvarlige kurator på museet. Jeg kunne nærmest høre hende sukke hele vejen fra Oxford til Aarhus, for hun kunne fortælle, at hun på de travleste dage fik op til 50 henvendelser omkring skrumpehovederne. Så hun spurgte, om jeg ikke i stedet havde lyst til at skrive en artikel om totempæle i British Columbia. Det havde der sikkert ikke været noget i vejen for, men nu var det jo skrumpehovederne, jeg havde set mig forelsket i.

Men hovederne var altså med i udstillingen under temaet ”Treatment of Dead Enemies” – behandling af døde fjender, og det kan nok være, at de blev studeret. Det er generelt en imponerende udstilling Pitt River-museet råder over af artefakter og genstande fra de mest vanvittige steder. Vi har ellers set mange fantastiske museer rundt om i verden, men det her må jeg sige, er et af de mest enestående udstillinger, vi nogensinde har set. Alene mængden af genstande overgår det meste, vi begge har oplevet.

Pitt River ligger i forbindelse med det naturhistoriske museum, Oxford University Museum of Natural History, og det er som at entre en anden verden, når man går ned ad trappen til det noget dunkle, men kæmpestore lokale, der simpelthen rummer en udstilling og samling, der kan få en antropologi- og arkæologifreak til at stoppe med at trække vejret for en stund.

Der er nok at se på, men der var trængsel ved skrumpehovedernes montre. Det var med nød og næppe, at vi kunne få lov til at tage billeder, fordi alle skulle hen og studere hovederne, men billeder fik vi og også et lille hæfte om hovederne, der kunne købes i souvenirbutikken, fik vi os også erhvervet. Endelig fik vi set de ægte skrumpehoveder, og hvor makabert det end er, så er der altså også noget meget fascinerende over dem.

Pitt River-museet har en imponerende antropologisk samling, som kan få enhver rejsefreak til at blive stakåndet. Vi har sjældent set så stort et antal artefakter, og vi er ellers ved at have besøgt en del museer rundt om i verden.

Det evige dilemma
Det har været diskuteret i mange år på museet og blandt videnskabsfolk, om hovederne skal blive ved med at være udstillet. Det er jo døde mennesker, og man kan diskutere om det etiske i at lade dem være stillet til skue for en hel verdens nysgerrige horder af besøgende. Det er jo lidt den samme problematik, man har på Det Egyptiske Museum i Cairo omkring de gamle mumier, der er blevet hevet op af sarkofagerne og nu ligger lit de parade med fuldt spotlight på. Og hvad med vore egen Grauballemand på Moesgaard museum?

Er det respektfuldt at bryde gravfreden og udstille de døde? Og hvad hvis skrumpehovederne er fremstillede af fattige og syges kroppe, bare for at tjene penge ved at sælge dem som souvenirs? Det er en svær problematik og lidt af et dilemma, for man vil jo gerne vise de to stammers kultur, som jo netop også omfatter skrumpehoveder, men på den anden side, så kan man også komme til at udstille hoveder, der kun blev fremstillet med handel og profit for øje. Og hvad siger nutidens medlemmer af Shuar og Achuar-stammerne, hvis man spørg dem om deres forfædres bedrifter?

Anyway, foreløbig er skrumpehovederne i hvert fald udstillet på Pitt River, og de er helt igennem en oplevelse at se, hvad enten man finder det fascinerende, frastødende eller makabert eller det hele på én gang. De er i hvert fald ægte og har siddet på et rigtigt menneske engang – om end i en knapt så modelleret form.

Men underligt føles det da, når man står og kigger ind i det lille indtørrede ansigt, hvis øjne og mund er lukket til med snor. Det har jo været øjne, som engang har set og en mund, som engang har talt – og nu er der tavst omkring dem – bortset fra alle de nysgerrige museums-gængere, der stimler sammen foran glasruden. De mennesker, hvis hoveder der er udstillet, havde nok aldrig i sin tid forestillet sig, at de ville ende i et glasmontre i Oxford, dengang de gik rundt hjemme i junglen i Sydamerika.

Tekst og fotos: Anette Lillevang Kristiansen