Skuddrama i baghaven

Nu skal i høre dagens hit.

Jeg er ankommet til byen Dangriga hvor jeg skal sejle fra i morgen til Puerto Cortes i Honduras. Kom hertil i morges kl. 8.30 efter 2,5 times kørsel med Express bussen fra Punta Gorda. En luksusudgave af de amerikanske skolebusser. Og selvfølgelig styrtregnede det i de sædvanlige lårfede stråler. Nå men jeg har nusset lidt rundt i byen, fundet der hvor jeg skal være i morgen kl. 9 og med bussen til færgen og paskontrollen, så det er i orden. Har ringet hjem, og hyggesnakket med min mor og Gert, så det har været en ok dag. Efterfølgende lidt småkedeligt og regn igen. Fået indkøbt jordbærkiks og vand og læst lidt, det er det vildeste der er sket. Men kedsomheden blev der nu sat en effektiv stopper for ca. kl. 14.30. Jeg lå og halvsov og prøvede at få varmen efter for 10. gang at være blevet gennemblødt. Desuden var jeg var oppe kl. 5.15 i morges, så en lur gjorde godt. Jeg var knapt vågen da jeg hører noget tumult ude fra gaden. Mit hotel er et lille familiedrevet sted, hvor det ene hus tilhører familien og det andet hus er hotellet. Familiehuset er på pæle, så der er luft nedenunder, vel ca. på højde med en voksen. Hotellet er almindeligt med trapper op til første sal hvor værelserne er.

Der er noget larm og råben udefra haven, henne ved familiehuset vel en 5 – 10 meter væk, men der er altid nogen der råber her. Alle råber i Latinamerika, så det ophidser jeg mig ikke specielt over. Det er bare den der almene højdecibel larm der altid er her. Jeg noterer mig det knapt nok, da der lyder meget høje skrigen og råben. Men pludselig lyder et skud og en mand skriger som en besat, han lyder helt sikkert som om han er blevet skudt. Han skriger et fuldstændigt dyrisk brølen. Inde i hotellets reception, der er lige udenfor min dør – kan jeg høre ophidsede stemmer. Ok nu må jeg vist hellere gå ud og se hvad der sker. Hotelmutter er helt hvid i hovedet, hendes mand og en ung fyr render chokerede rundt. Deres gamle bedstemor ser også noget chokket ud. Ude fra verandaen kan vi nu se to bredskuldrede betjente – den ene med en knippel, komme slæbende med en sort fyr i håndjern, der er fuldstændig stået af. Han protesterer vildt, skriger og raser som en sindssyg. Han er enten fuld, dopet eller bare vanvittigt, ved ikke helt hvad han er mest.

De to betjente slæber i ham som var han en kartoffelsæk, De er enormt hårde ved ham, og smider ham med vold og magt op på ladet af en politibil. Faktisk så kyler de ham op på ladet, så ham knalder hovedet i førerkabinen på bilen. Han skriger endnu mere – er totalt sindssyg. Det viser sig at politiet rent faktisk har skudt ham, men med en gummikugle. Har godt hørt lidt om den fremgangsmåde her i Mellemamerika. En kugle af hård gummi, skulle ikke være dødelig selvfølgelig, men rigeligt til at gøre meget ondt på offeret og paralysere ham i hvert fald for et stykke tid. Jeg kan jo heller ikke se noget blod fra et evt. skudsår da de kommer slæbende med ham – bogstaveligt talt i hoved og r…

Det har selvfølgelig gjort ondt da de har skudt ham, og det er det han stadig skriger som en vild over. Nu finder vi så ud af at politiet har jagtet ham ind under familiehuset, hvor han har prøvet at søge tilflugt på cykel. Så det er derfor det har lydt så tæt på – fordi det VAR tæt på! Ingen ved hvad han har gjort, men et eller andet er der selvfølgelig på færde. De betjente så ret konsekvente ud. Offeret lignede bare en tåbelig tosse eller måske i virkeligheden en psykisk syg, der var gået bananas, men han fik hundene godt nok at føle hvordan man behandler “ud til bens folk” her i nabolaget. Nøj for fik han bank! Det kunne være sjovt at vide hvad han havde gjort.

Hotelmutter og bedstemor er helt chokerede, de har haft hotellet i 4 år og har aldrig oplevet noget lignende og da slet ikke omme i deres egen baghave. Efter at politiet er kørt med galningen på ladet af politibilen, kommer der en ung knægt ridende på en hest uden hverken sadel eller hovedtøj, bare med et reb om halsen på hesten. Han hamrer ned af asfaltvejen lige ved siden af hotellet, og ligner stort set også en der er på vej på flugt fra politiet. Så der sker noget rimeligt hurtigt! Men ham kommer politiet nu ikke tilbage efter. Måske han ligesom bare lige ville lave lidt fest i gaden ovenpå skuddramaet.

Vi ser alle lidt forskrækkede ud, og skal lige synke oplevelsen. Hold da op mand! Der er gang i butikken i den her halvsøvnige by.

Så åh ja spændende indslag sådan en halvsløv fredag eftermiddag, hvor der alligevel ikke sker en dyt i downtown Dangriga. Alle tiders med et rask lille skuddrama i baghaven, til stor (skræk) og underholdning for tilskuerne fra første parket. Og en påmindelse om at det nok ikke lige er her man skal finde på at lave nykker. Der er ingen nåde overhovedet! Det er tæsk eller tæsk!

Nu har jeg så vovet mig hen på internetcafeen, uden at møde flere suspekte typer, men alle råber konsekvent i den her by. Det er vist godt jeg snart skal til at ud af det her land. Men på den anden side, så ved man hvad man har – ikke hvad man får!

Next stop Honduras!

Share Button