Kortprosa

Det er en mørk onsdag eftermiddag omkring kl. 17 i februar 2006 – helt nøjagtigt d. 1. feb. husker Jørgen. Han er på vej hjem til hans og hustruen Hannes hus på en stille villavej i udkanten af Vejle. ”Det er en dag som alle andre” tænker han, da han svinger rundt om gadehjørnet. I skumringen lægger han mærke til en kvinde der står på fortovet med en mobiltelefon. Han kender knapt nok Else deres nabo – som det viser sig at være, da han kommer tættere på. ”Jeg tror der er indbrud i jeres hus” siger Else tydeligt bekymret og meget agtpågivende. Hun har ringet 112, men har fået at vide at hun skal ringe til vagthavende ved politi i stedet. De står lidt og overvejer situationen. ”Hvad gør man nu”? tænker Jørgen, noget i vildrede med sig selv om hvad han skal stille op. Inderst inde tror han nok ikke helt på, at det er noget alvorligt eller farligt. Han går op af havegangen, hvor han bemærker, at en rude er smadret i den midterste sektion af terrassedøren til stuen.

Valget falder på, at gå om og låse hoveddøren op. Der er ingen i stuen, sandsynligvis har vedkommende gemt sig oppe på loftet tænker Jørgen. Der er sparket en blyindfattet rude ind inde i stuen. Der er glasskår over alt på gulvet. Han går op af trappen og får pludselig øje på hende, hun står truende med en kniv i hånden henne for enden af gangen. Han mærker raseriet stige op i ham og råber ”Hvad fanden skal det til for”? Hun er sammenbidt og ligeså arrigt råbende på et fremmed sprog. Det går hurtigt op for Jørgen, at de har et sprogproblem. Han giver hende en skideballe på dansk, så lidt på fransk og engelsk, og til sidst lidt på tysk – men må efterhånden erkende, at hans ordforråd er at rinde ud og at hun intet forstår. Stemningen og kvindens sindstilstand bølger op og ned. Hun står truende med kniven, men stikker ikke efter ham. Først senere finder de ud af at kniven er en papirkniv.

Pludselig mærker Jørgen en fast hånd på skulderen, og en mandlig betjent råber ”Skynd dig væk”! Der samler sig nu hurtigt syv patruljevogne ude på den stille villavej, plus en sengeambulance og en lægeambulance. Det er betjentene Mads og Dorthe der først er kommet Jørgen til undsætning på husets første sal. Han bliver beordret ned i stuen, og kan nu kun høre hvad der foregår oppe på loftet. Hunden ligger i køkkenet med begge poter over hovedet af skræk.

Flere gange kommer en politibetjent ned og spørg om noget ”Har du en stige”? og Jørgen går ud i garagen og henter en. Kvinden har barrikaderet sig på loftsværelset. ”Har du en hammer”? – ”Den skal være stor” siger betjenten. Jørgen tænker sig lidt om ”hvor stor – hvad er stor”? Han henter en hammer i garagen. Betjenten ser lidt betuttet ud, da han ankommer med en stor forhammer. Politibetjentene trænger ind på værelset. Så lyder der et skud – et underligt fladt knald, slet ikke som på film, og noget af en skuffelse syntes Jørgen. Hun er ramt i låret af skuddet og har fået et kødsår. Der er et rend af folk. De ankommer med politiskjolde og skumslukker, og mosler op og ned af trappen. En betjent står på stigen ude i haven. Til sidst får de kvinden overmandet og værelset er indsmurt i en blanding af skum og blod. Ambulance lægen er en stille, rolig og meget praktisk fyr husker Jørgen. Han tager badeværelsesdøren af og lægger den skrigende blodtilsølede kvinde på den, og de bærer hende ud. Hendes skrig varierer mellem at være arrig, vred og gråd, men hun er dog mere afdæmpet. Jørgen tænker at der tit er to til et røveri og overvejer om der kan være flere i nabolaget. Imens Falckmændene gør sig klar til at køre hende på skadestuen spekulere han over, at det er underligt at hun er alene under sådan et indbrud.

Betjenten Mads undskylder, at han var nødt til at flytte Jørgen så hurtigt i al virakken. Det næste Jørgen har i tankerne nu, er at han har en aftale med Hanne om, at hente hende fra gymnastik i midtbyen kl.18, så han er nødt til at køre. Ambulance lægen er en omsorgsfuld fyr, og spørg ”Er du sikker på at du kan køre”? ”Hvis det går helt galt, så kør ind til siden, og træk vejret som om du skal føde” beroliger han. ”Det tager lige gassen af ballonen” siger Jørgen med et skævt smil og føler sig i sikre hænder. Da de kommer tilbage er huset fuld af gerningsstedbevogtningsfolk og alt er afspærret.

Da der er faldet et skud i huset, må Jørgen og Hanne må ikke røre ved noget på første sal eller gå ind i huset i det hele taget. Politiet er bange for at nogen går ind og kamuflere noget på gerningsstedet. Hanne vil lave kaffe til politibetjentene, men det forbydes hun. De var meget forsigtige og omhyggelige med at intet bliver lavet om, der hvor forbrydelsen har fundet sted. Jørgen er temmelig chokeret. Han kan nu pludselig se hvor afsindigt det var, at gå ind i huset til kvinden. I 2005 gik han på pension efter en årrække som lærer for børn og unge op til 9. kl. Han har oplevet en del med eleverne, når han tænker tilbage. Både fra børn og forældre, og de unge fyre på 182 cm og str. 48 i sko der både forlanger og truer. Det var vel dét han havde i baghovedet, da han besluttede sig for at gå ind i huset – uden helt at vide hvad han egentligt gik ind til.

Omkring kl. 19.30 dukker en journalist fra lokalavisen op og vil stille spørgsmål. Både Hanne og Jørgen er enige om, at de ikke vil ønsker et interview. I den tilstand som de er i, vil de ikke risikere at komme til at sige noget dumt, så journalisten tager et billede af huset og kører så igen. Hanne skal tisse og er nødt til at få lov til at komme indenfor på badeværelset. Her opdager hun at hunden ligger fuldkomment chokeret inde i køkkenet. Den er meget dårlig til fyrværkeri, er blevet skræmt af skuddet, og sidder nu rystede og skrækslagen i et hjørne.

Så ankommer en tekniker, der skal måle skudbaner og lave skitser over gerningsstedet. De er også meget hurtige til at tilbyde krisehjælp kan Jørgen huske. Fordi der er blevet skudt i huset skal der tilkaldes en Stadsadvokat. Netop denne aften er det Århus, der har vagten. En kort samtale gør det klart, at vicestadsadvokaten lige er kørt hjem. Nu sidder hun formentlig i Herning og lige har trukket en flaske rødvin op, så de er nødt til at tilkalde assistance andetsteds fra. Langt om længe kommer en anden Stadsadvokat og skriver rapport.

Midt i det hele viser humoren sit ansigt! Et par politibetjente kommer flere gange, og fortæller at de har lukket katten ind! ”Vi har ikke kat, vi har hund” understreger Hanne forbløffet. Der har gået en kat rundt ude i haven, og mjavet og været kælesyg, og betjentene tog det som en selvfølge at det var deres. En af betjentene siger mindst lige så overrasket ”Har i hund”? Hanne smiler, og fandt historien meget sød og komisk, midt i al alvoren og panikken.

I den senere retssag oplever Jørgen det meget underligt igen, at sidde ansigt til ansigt med kvinden.  Han skal være meget omhyggelig og nøgtern med at forklare om episoden. Hun viser sig at stamme fra Brasilien og arbejder illegalt som massagepige i Vejle. Hun har sin tolk og forsvarer med, og er fortsat skiftevis grinede og grædende. Kun på to tidspunkter er hun seriøs. Da dommeren spørger hende ”Kan De huske den dag”?  – ”Ja det kan hun”. ”Hvorfor gik De ind i huset”? – ”for at slå ham ihjel”! svarer hun hårdt og prompte, mens hun kigger ondt på Jørgen. ”Hun siger det ligeså kold som en brøndboreres røv” griner Jørgen nervøst blandet med frygt under overfladen. Han bliver noget rystet over at høre dette svar. Hun bliver idømt otte mdrs. fængsel, og en udvisning af Danmark. Advokaten var ellers sød erindrer Jørgen, da han spørg hende ”Vil De modtage dommen eller ønsker De at appellere dommen”?

Tolken oversætter spørgsmålet til portugisisk, og derefter beder Forsvarsadvokaten om femten minutters udsættelse. Da tiden er gået svarer han forlegent ”Min klient ønsker et andet hotel”. Hun er iskold og psykopatagtig, og nægter også at give nogen forklaring i Grundlovsforhøret. Jørgen følte dårlig samvittighed i tiden bagefter. Han blev ved med, at spørge sig selv om han have gjort noget anderledes. ”Skulle jeg have ladet hende løbe”? ”Men hun var en skide indbrudstyv” konkluderer han. De har brugt et helt liv på at opbygge det hjem som de har i dag, og det ville irriterede Jørgen, at en skulle komme og ødelægge det. Noget anderledes forholdt det sig for Hanne, hun følte sig mere utryg og i længere tid end Jørgen. Hun fandt det uhyggeligt, at have haft en fremmed inde i sit hjem.

Først bagefter fik de at vide, at naboerne havde hængt ud af vinduerne med kikkert og været dødbekymrede. En nabo havde troet at skrigene var Hannes, fordi hun var blevet taget som gidsel. Den bedste krisehjælp bestod nok i Elses efterfølgende organisering af Pizza og rødvin til alle implicerede. Jørgen fik sine – måske meget velfortjente – skideballer for at være gået ind i huset, først af Else, herefter politiet og til sidst af stadsadvokaten. Her tre år efter skænker de ikke episoden en tanke, og som Jørgen smilende afslutter ”historien har afgjort sine fine sider”.