Om de små hyggeritualer, inden man rejser ud i verden

Trankebar Rejsebogcafe

Kender I det der med at have nogle ritualer, man skal eller gerne vil gøre, inden man tager ud at rejse? Ikke sådan noget tvangsagtigt, men noget hyggeligt og sjovt, der ligesom kickstarter ens rejse eller sætter én i den helt rette stemning forud for en rejse. Man er vel vanedyr, ikk? Jeg ved ikke med jer, men jeg har gennem årerne haft flere ritualer eller små ting, som jeg altid gjorde, inden jeg tog afsted og også nogle, som jeg stadig holder meget af at gøre i dag.

Helt i starten da jeg rejste, fløj jeg altid ud af Billund, fordi det var det mest nærliggende, når man bor i Jylland, men efterhånden begyndte jeg at flyve fra København. Især efter at jeg for en del år siden flyttede til Aarhus, begyndte jeg helt fast at tage til hovedstaden, hver gang jeg skulle afsted.

Min veninde Rikke, der i dag bor på Nørrebro i København, men som under mine mest intense rejse-år boede i Emdrup, har adskillige gange stået i vinduet og vinket farvel til mig, når jeg tog med S-toget til hovedbanen og derefter til Kastrup lufthavn. Ja, det blev på det nærmeste et ritual. Ofte tog hun også imod mig, når jeg med jetlag, ondt i bolden, kridhvid i hovedet af søvnmangel og hjertet fuldt af oplevelser kom hjem igen efter flere måneders backpack i Syd- eller Mellemamerika.

Rikke er afgjort den, der har set mig oftest med jetlag. Hun har også gladeligt opbevaret alt fra mine bøger til tungt dansk overtøj, når jeg iført en tynd fleecetrøje og tykke sokker i sandalerne drog ud i verden. For man skulle jo nødigt slæbe på for meget. Hvert gram tæller jo, når man selv skal slæbe sin rygsæk til verdens ende.

Bøger i Tranquebar Rejseboghandel

Det er vildt hyggeligt at gå rundt mellem de mange boghylder i Tranquebar Rejseboghandel i København og finde bøger med inspiration til ens næste rejsemål eller måske købe en bog om et sted eller et land, som man lige har rejst i.

Helt op på (rejse)-beatet
I mange år holdt jeg af at gå en tur i Tycho Brahe-planetariet i København, inden jeg skulle ud at rejse. Det kan måske lyde lidt spøjst, men så så jeg en rigtig fed film fra Egypten, Etiopien eller noget hen i den stil, og fandt mig selv hamrede afsted ad de vildeste floder, flyvende rundt inde i Giza-pyramiden eller gennem en skummel kløft i Afrika. På det enorme lærred i Planetariet er det fuldstændig som at ”være der selv,” og jeg kunne gå derfra og virkelig være ”oppe på (rejse)-beatet” – og klar til eventyr. Jeg var altid sådan virkelig klar, når jeg havde fået sådan en tur.

Det lyder måske lidt underligt og unødvendigt at skulle sætte sig selv op til at blive i rejsehumør, men når man har gået rundt hjemme i sin lille hverdagstrummerum i alt for lang tid, så går der rutine, kedsomhed og ”vi-gør-alting-som-vi-plejer” i den. Så bliver man sådan lidt lullet i søvn – det gør jeg i hvert fald.

Så for mig var det vigtigt, at ”komme i rejsestemning” – der skulle dog sjældent ret meget til. Jeg kan stadig øjeblikkeligt komme i rejsehumør og blive helt vildt tændt af bare at åbne et Atlas, køre fingeren rundt på en globus eller at få øje på spidsen af en flyhale i en lufthavn; men en god adventure-film, der virkelig kan få adrenalinen op at køre, er nu heller ikke at kimse af.

Noget andet jeg elsker at gøre både før og efter en rejse, er noget lidt mere roligt og fredeligt. Det er at gå i Tranquebar Rejseboghandel i København. Det er et helt eminent sted at komme i rejsehumør, men også at genopfriske sine endnu friske rejseminder. De har både nye og gamle rejsebøger, og stedet har mange sjove etniske ting fra hele verden. Så kan man sidde der med sin Latte og bladre i kulørte sider og snyde sig til i smug at småplanlægge sin næste rejse.

Rejseboghandlen Trankebar i København

For mig er dét at læse en meget vigtig del af det at rejse. Jeg læser både før, under og efter en rejse. Både reel turplanlægning, selvom jeg holder mest af spontane rejser, men jeg læser også tit bøger af forfattere fra de pågældende lande. Det giver en rejse et ekstra perspektiv, synes jeg.

Frihed, kreativitet og inspiration
Der er jo ikke noget bedre end at lande den ene dag med rygsækken fyldt med oplevelser og inspiration, og så straks næste dag nappe en guidebog ned fra hylden i bogcafeen Tranquebar og begynde at drømme om den næste tur. Det har jeg gjort en del gange, må jeg ærligt erkende. For nok skal flere måneders rejse bundfælde sig sådan rent mentalt, inden der kan proppes mere ind, men det skader jo aldrig at være på forkant. Jeg har også RET mange gange købt den næste flybillet lige efter, at jeg var kommet hjem fra en rejse. Så havde jeg ro i sindet.

Det er rigtigt godt med ritualer og gamle hyggelige vaner. Dem holder jeg stadig meget af og holder ved lige, selvom jeg rejser knapt så meget i dag, som jeg gjorde i midten af nullerne – der fik den på alle tangenter. Jeg var gennem en årrække mere udenfor landet grænser end hjemme. Sjældent har jeg boet på så mange sofaer som i den periode – jeg var vel nærmest at betegne som en vagabond og totalt hjemløs, men jeg KNUGELSKEDE det. Det gav en sjælden følelse af frihed, som jeg aldrig har oplevet siden.

I dag elsker jeg stadig at hænge ud på Tranquebar Rejsebogcafe og kommer der næsten hver gang, jeg er i København. Det er et hyggeligt og inspirerende sted at idéudvikle, researche og lære nye rejsebøger at kende. Masser af bøger, farver og skønne sager fra hele verden fremmer i hvert fald kreativiteten og fantasien i min hjerne, så jeg går altid derfra og har fået en god idé til en artikel, blogindlæg eller måske endda en ny rejsedestination. Det er fedt, at der findes steder, hvor man kan komme i rejsehumør på den ene eller den anden måde, men også ”lande” igen efter en lang rejse, hvor oplevelserne har stået i kø og på skuldrene af hinanden.

Du kan finde mere om Tranquebar Rejsebogcafé her: www.tranquebar.net

Tekst og fotos: Anette Lillevang Kristiansen

Tranquebar Rejseboghandel

Det er altid sjovt at gå på opdagelse blandt de mange etniske ting i Tranquebar Rejseboghandel. Det er et inspirerende miljø at skrive i, planlægge sin rejse i eller simpelthen mindes sin afsluttede rejse. Jeg har mangt en gang hængt ud blandt boghylderne, både inden jeg har skullet ud at rejse og efter at jeg var kommet hjem. Se for eksempel disse søde dukker fra Uganda; de er da lige til at komme i sprudlende rejsehumør af.

Share Button