Min bus mod Tikal går kl. 7 om morgenen, så jeg er ude af fjerne før den slemme har fået sko på. Det er en meget flot dag rent vejrmæssigt, og køreturen mod Mayaernes gamle ruinby er rigtig smuk denne morgen. Vi køer langs med søen og igennem små landsbyer. Det hele er smukt og romantisk, lige indtil vores bus bryder sammen med en underlig hakkende mislyd i motoren. Vores tålmodige chauffør prøver at få liv i dyret flere gange, men jo flere gange han prøver, jo mere høj bliver hakkelyden, så han må opgive til sidst. Vi er strandet i en lille flække, men egentligt meget hyggelig. Her nusser hønsene rundt og ungerne ser nysgerrigt til. Vi skal vente på en ny bus fra Santa Elena og der kan godt gå noget tid.

Jeg snakker med et ungt par fra Schweiz, pigens mor er fra Guatemala, pigen er født her, og her tit rejst rundt i landet. Hendes kæreste er fra Schweiz. Bagefter kommer jeg til at snakke med en mand og en yngre fyr. De er fra Slovenien og er herover for at lave research, så de kan lave rejser hertil. Den ældre mand er rejseguide på rejser til Mellemamerika, og den unge fyr er med “som føl”. De er begge supergode til spansk og har lige guidet en gruppe på 45 gæster rundt i Mexico. Nu er de så på en meget hurtigt kiggetur ned gennem Mellemamerika helt til Panama på 11 dage. De er rigtig søde og vi snakker helt indtil bussen kommer. Jeg bliver endda inviteret til Slovenien. Vi for også en hestesnak faktisk. De har det berømte Lipizzanerhestestutteri Lipizza i Slovenien. Dem som sommetider levere de smukke hvide heste til Den Spanske Hofrideskole i Wien. Jeg har selv haft en Lipizzanerhest for mange år siden, og har aldrig helt glemt dem. Den unge fyr er vildt imponeret over at jeg vidste at de havde Lipizza. Han er selv meget glad for heste, så snakken går lystigt.

Turen til Tikal med den nye bus går helt fint og uden problemer. Naturen er meget speciel på vejen mod Tikal. Mayabyen ligger langt ude i junglen. Tæt jungle med masser af dyr, aber osv. Vi kører lang tid gennem junglen, så Tikal ligger ret afsides.

Jeg går ind på Tikal Inn, da vi ankommer til ruinerne. Det billigste de har, er til 50 USD, hvilket jo er noget vildt over mit budget. Men jeg bestemmer mig for at hygge mig her og lave en lille miniferie ud af det, her midt i min rejse. Jeg for et nydeligt værelse med eget bad (og varmt vand for første gang i 3 uger), men 100 m fra hovedhotellet. I en Bungalow noget længere nede i junglen ved siden af en fin lille sø. Der er fuldkommen stille omkring mit hus, kun naturens egne lyde. Fugle, aber osv. Et utroligt smukt og fredfyldt sted, hvilket jeg vel på et eller andet plan også godt kan trænge til.

Jeg får hurtigt pakket ud og kl. 10.30 er jeg klar til at gå ind i parken og tage Tikal i nærmere øjesyn, og wauw hvilken oplevelse det bliver.

Kort fortalt så elsker jeg bare det sted lige med det samme. Hele tempelområdet er enormt stort. Hvis man skal se alle templerne skal man gå 10 km, så det siger lidt om hvor langt nogle af templerne ligger fra hinanden. Der er øde, og ikke ret mange mennesker. Det vil sige at man sagtens kan gå i lang tid uden overhovedet at se andre mennesker. Der er fuldkommen stille inde i den tætte jungle, kun aberne springer rundt højt oppe i trætoppene. Det er et fantastisk smukt område og jeg stornyder at gå rundt derinde helt alene. Tænker godt nok lidt over de advarsler jeg har fået, om ikke at gå alene omkring i tempelområder. Men jeg føler mig helt tryg. Faktisk har jeg sjældent følt mig bedre tilpas. Første sted jeg finder er den meget flotte Gran Plaza, det store torv med den rigtig flot og meget tit fotograferede Tempel I – Jaguartemplet. Det er den man altid ser billeder af når man læser om Tikal. Den er på langt de fleste postkort, og er da også helt utrolig flot og velbevaret. Den er fuldt restaureret på alle sider, så man kan se bagsiden af den også – det er nemlig ikke alle man kan det på – viser det sig.

Tikal er Unesco støttet, den blev allerede optaget på Unescos liste over verdens kulturarv i 1979. De fleste af de steder jeg har besøgt indtil nu har været Unesco støttet. Nogle af templerne er sat i stand, men ikke alle. Så det giver det der Indiana Jones præg, som jeg også har beskrevet om andre templer. Store trærødder vikler sig ind om stenene, og nogle gange er man knapt i stand til at se at der er et tempel – men bare en jordhøj. Junglen æder alt, alt gror ind i murværket og til sidst er det umuligt at se noget som helst der minder om et tempel. Jorden erodere, murerne styrter sammen og inden under alt dette har lagt en hel by.

Det samme skete med Machu Picchu i Peru og Angor Wat i Cambodja. Man har måttet grave ruinbyerne frem af flere lag jord, trærødder, vegetation og mos. Det har dækket en hel by fuldstændigt gennem åerne. Her er lianer i alle tykkelser, tæt jungle, halvmørkt, eksotiske fugleskrig og abelyde fra træerne. Som at være statist i en Steven Spielberg film. Men ikke desto mindre er jeg solgt! Det er et af de flotteste Mayatempelkomplekser jeg har set på min rejse indtil nu. Jeg ser alle templerne på min lange vandring rundt på området – undtagen en som ligger 1.2 km væk fra alle de andre templer. 4 timer bruger jeg derinde. Det tempel jeg ikke fik set hedder Inskriptionernes tempel, og er den eneste i Tikal der har steler med billeder og inskriptioner. Kun Copán i Honduras har den slags billeder og tegn også.

Jeg nyder i den grad oplevelsen og det at gå rundt inde i skoven, det er bare så fedt.  Roligt og fredeligt, især er det rart at her ikke er så mange mennesker som i Chichén Itzá. Det originale gik ligesom lidt af det.

Mange af templerne der er restaureret her er støttet økonomisk af Guatemala og den spanske regering. En restaurering vil sige at templet gøres fri af jord og trærødder og så pudses nænsomt med lidt cement. Derefter skal det bygningen ved lige, så det ikke gror til igen. Et spøjst fænomen som jeg undre mig lidt over, er at nogle af templerne er fint restaureret på forsiden og på bagsiden er de stadig tilgroet – bare en grøn græshøj. Jeg for senere at vide at det er med vilje, for de fleste af templerne er så skrøbelige at hvis man rensede det hele vejen rundt ville de styrte sammen. Jorden og trærødderne holder jo fast på de porøse sten. Alene vægten af jord og rødder har fået stenene under til at smuldre, så de ville ikke kunne holde sammen alligevel. Interessant! Templerne har i fordums tid været dækket af en slags hvid gips. Desuden var de malet i strålende farver, med maling lavet af naturmaterialer. Men det er også gået tabt under de mange lag jord.

Tikal består af Det store torv (Plaza), Det Centrale Acropolis, Vest torvet, Syd Acropolis, De 7 templers torv, The lost world (den forsvundne verden), og mange templer med hver sit nr.

Til sidst ser jeg museet. Et meget lille museum, men til gengæld er det hele originalt. Røgelseskar, krukker, keramik, smykker og alt muligt meget flot malet og tegnet. Utrolig flot kunst. Desuden er der en kopi af en Mayagrav. Noget tyder på at templerne i nogle tilfælde var gravmægler for vigtige personer. Under Tempel I fandt man en grav, som man mener, var Kongen af Tikal, Kong Moon Double Comb. En meget høj fyr faktisk, lange lårbensknogler og begravet med smykker af blå/grønne sten og masser af krukker. Som sagt en kopi, men den originale er på et museum i Guatemala City (skulle måske overveje at tage et kig på den, når jeg når så langt).

Efter et super oplevelsesrigt kig på Tikal og mange kilometers vandring når jeg tilbage til hotelområdet hvor jeg sætter en god portion spagetti til livs. Jeg får også købt et par postkort og kigger på bøger. Sender et postkort til De Berejstes Klub – jeg har med Guatemala passeret mit land nr. 40 – hvilket jeg er ganske godt tilpas med.

Jeg falder over en bog som straks fanger min interesse. Den er selvfølgelig på engelsk, og normalt plejer jeg meget sjældent at læse engelske bøger. Jeg syntes jeg skal bruge alt for meget energi på at forstå det, det går for langsomt og jeg skal koncentreres mig noget mere end ved danske bøger. Kort sagt, helt ærligt, så har jeg ikke rigtig tålmodighed til det. Men den her kan jeg ikke få øjnene fra. Den handler om gamle Inka og Maya profetier og det ender med at jeg er nødt til at købe den. Der skal en del for jeg investerer i engelske bøger, for jeg bliver sjældent færdig med dem. Men det er dybest set lidt pjat fra min side, så jeg beslutter mig for at forsøge.

På hotellet tager jeg en dejlig kølig dukkert i poolen, skal jo have noget for pengene. Det er et flot hotel, ligger så smukt og fredeligt, at jeg med lethed kunne have boet her resten af tiden her. Hjemme på mit værelse begynder jeg at læse bogen, og bliver fuldstændig opslugt. Den er faktisk overraskende nem at læse, og det med tålmodigheden det bliver slet ikke aktuelt. Først to timer senere “kommer jeg tilbage” til den rigtige verden, så opslugt er jeg. Det ligner mig slet ikke at forsvinde så fuldstændigt i en engelsk bog. Den hedder i øvrigt “Return of the Children of the light – Incan and Mayan prophecies for a new world” (“Lysets børn vender tilbage – inka og maya profetier for en ny verden) og er skrevet af en canadisk forfatter.

Jeg får den roligste nat i mands minde, kun akkompagneret af aberne rusken i træerne og cikadernes sagte skrigen. Næste morgen læser jeg videre og går senere ned til den lille sø, der ligger ved siden af mit hus. Jeg skal checke ud kl. 11 og når lige inden at tage en morgensvømmetur i poolen. Senere læser jeg i stive 3 timer igen i min bog ved poolen. Min bus tilbage til Santa Elena går kl. 14. Det er helt igennem underligt med den her bog. Jeg havde ikke læst ret langt i den, inden jeg kom til at tænke om at den bare burde oversættes til dansk. Det er den nemlig ikke. Jeg så efter det på nettet, og den er kun på engelsk. Jeg har voldsomt lyst og trang til at oversætte den, et småvildt projekt, men jeg tror faktisk godt jeg kunne. Med en ordbog til de svære ord og masser af tid kunne det godt lade sig gøre. Og nogen skal jo gøre det, så hvorfor ikke ligeså godt mig! Har aldrig prøvet at have det sådan med nogen bog for. Syntes bare det er en fantastisk smuk bog, og med et budskab som flere burde kende til. Den fortjener bare at blive oversat til dansk. Aner overhovedet ikke hvordan man bærer sig ad med den slags, men det kan vel findes ud af. Man kan vel forhøre sig på et forlag og spørge forfatteren om lov går jeg ud fra.

Senere for jeg hel smag på det og køber en bog mere. Denne gang omhandler bogen forskningen af et meget sjældent krystalkranium, der engang blev fundet i et mayatempel. Kranier betød noget ganske specielt i mayaernes rituelle ceremonier, som forskere har forsøgt at finde en forklaring på. Så nu har jeg i hvert fald noget at gå i gang med.

Jo mere man graver ned i ældgammel inka og mayavisdom, jo mere bliver man klar over at de var imponerende kulturer, som var langt forud for deres tid. Meget mere end vi næsten som moderne mennesker kan forestille os. Mange af disse gamle højcivilisationer har dannet grundlag for meget af det vi kan i dag, f.eks. matematik, astrologi, geometri osv. Det tænker vi bare ikke så meget over til daglig.

At se Tikal og at bo derude har været en af de bedste oplevelser på min rejse indtil nu (sammen med snorkleturen i Cenoten i Mexico). Virkelige højdepunkter på min rejse.

På turen tilbage til Santa Elena kommer jeg til at snakke med Mark fra Portland, Oregon. Han har arbejdet i Guatemala for mange år siden og ville nu gerne se landet som turist. Han fortæller mig at han var kommet til at kende en kvindelig arkæolog på Tikal Inn, som havde forestået mange af udgravningerne af Tikal. Fordi de var kommet til at snakke så godt, havde hun taget ham med på en speciel tur rundt på tempelområdet og fortalt ham om alle de forskellige steler, og inskriptioner, forklaret symbolikken osv. Det værste var at Mark var blevet tilbudt en solopgangstur kl. 6 om morgenen, men han skulle samle mindst 3 personer der ville med og det kunne han ikke.

Jeg er lige ved at tude! Havde han da bare lige spurgt mig. Han havde prøvet af alle kræfter at finde 3 personer, men lige meget hjalp det. Solopgangen/solnedgangen, solen i det hele taget, solhverv og jævndøgn betød meget i både inkaernes og mayaernes religion og verdensanskuelse. Begge civilisationer har altid haft et Soltempel et eller andet sted i deres tempelområde. Jeg var helt syg ved tanken om at jeg kunne havde fået lov til at komme med på en tur med en rigtig arkæolog, der oven i købet havde udgravet Tikal.

Mark og jeg snakker i en uendelighed, han har rejst de sjoveste steder, bl.a. i Sierra Leone i Vestafrika.

Tilbage i Santa Elena tjekker jeg mail hos Diego, og så får vi får også en lang snak. Vi snakker om min nye bog. Ifølge både inkaerne og mayaerne har datoen 21. dec 2012 en særlig betydning, for ifølge dem starter der på den dato en ny tid. Det siger deres gamle traditioner, og det får vi en meget lang og dybsindig snak om.

Bagefter flytter jeg til den søde lille ø Flores. En anden bydel, faktisk som sagt en ø ude midt i søen Lago de Petén, men forbundet med en lang dæmning. Det kæreste lille sted, med små skæve smalle gader med brosten. Kær og romantisk og åbenbart også der hvor alle rygsæksrejsende bor. Minder rigtig meget om Cusco i Peru.

Senere bomber jeg ind i Mark igen på mit hostel, og så snakker vi videre. Dejligt med al den snak og alle de søde mennesker, men jeg får ikke skrevet en eneste linje hverken på travellog eller mails. Men rigtig hyggeligt og inspirerende at snakke med folk her.

I dag lørdag, har jeg fået købt en busbillet tilbage til San Ignacio i Belize til på mandag, men jeg er nødt til at tilstå én ting. Belize trækker ligesom ikke rigtigt i mig mere. Jeg er stik imod forventning (og al sund fornuft) faldet pladask for Guatemala. Har jo slet ikke været her ret længe, men længe nok til at være blevet lidt blod med det her sted. Det er rigtig underligt og totalt overraskende for mig. Guatemala var det land jeg var allermest bange for at tage til, jeg frygtede allermest og det skulle dybest set bare overstås. Men skæbnens veje er uransagelige.

Her er bare så latinamerikansk, folk er søde og venlige. Ånden her er som i Sydamerika. Er godt nok blevet en anelse forelsket i det her sted. Det kommer til at gøre ondt at tage herfra på mandag, og så da især når jeg skal til Belize. Jeg føler ikke rigtigt noget for Belize. Syntes bare – hvis jeg skal være helt ærlig – at Belize er lidt et træls sted.

Jeg er lidt chokeret over mig selv!

Nej det er jeg vel i virkeligheden ikke. Der er bare noget der i den grad falder på plads inde i mit hoved, hver gang jeg er i Latinamerika – altså det rigtige Latinamerika. Rigtigt svært at forklare – den ikke desto mindre rigtigt! Jeg får det sådan hver eneste gang jeg er i Sydamerika og nu altså åbenbart også i Mellemamerika. Meget tankevækkende!

Dagens vise ord: Sommetider må man revidere sin opfattelse, og indrømme at det man havde frygtet allermest, viser sig at være det mest fantastiske.