Jeg er havnet i den mest dødssyge situation. Jeg er strandet ude på Ometepe øen sammen med sådan ca. 4 – 500 andre rygsæksrejsende pga. stærk storm. Al færgetrafik er indstillet – i hvert fald indtil i morgen! Men heldigvis kan jeg da nu slå tiden ihjel på internetcafeen med at skrive travellog, så i kan få endnu en beretning fra det her halvbesværlige land. Men lad mig først opdatere, selvom det kun er et par dage siden jeg skrev sidst.

For et par dage siden fandt jeg selv den sædvanlige gule skolebus og tog med den til en by der hedder Altagracia. Byen er den anden største på øen, og ikke særlig stor. De største attraktioner i byen er museet og deres kirke hvor der udenfor står nogle eksemplarer af øens specielle petroglyffer. De mindede mig lidt om Fuglemandsfigurerne på Påskeøen, selvom der nok ikke er nogen forbindelse. De var hugget ud af tufagtigt vulkansk sten og faktisk meget flotte og i god stand. Tilbage i Moyogalpa prøvede jeg på at finde en ø-rundtur til dagen efter, og straks er der en dreng der hyler op på engelsk om jeg mangler information. Det gør jeg jo, og regner jo så med at drengen kan engelsk, når han nu så højlydt reklamere med det. Men hans ordforråd på engelsk strækker sig stort set til ordet information, så det er ikke meget bevendt. Jeg kan mærke at jeg bliver mere og mere irriteret på de her mennesker. Jeg syntes jeg har givet både landet og folk her utroligt meget tålmodighed, mange chancer og forsøgt at forstå dem, men jeg synes mere og mere at komme til at jeg simpelthen ikke bryder mig om det her land.  Jeg kunne mærke et eller andet allerede da jeg kom hertil første dag, altså til Nicaragua, men uden helt at kunne sætte en finger på præcist hvad det var. Jeg har egentligt bare – nå jeg tænker tilbage på de sidste 3 uger her været i halvsur humør pga. folk og trælse situationer, så jeg tror min konklusion er at jeg ikke kan lide at være her.

Jeg møder en midaldrende canadier i Moyogalpa her på Ometepe, som er ude at gå med sine hunde. Han oversætter hvad knægten med ø-rundturen siger på spansk, og bagefter spørg han om jeg har lyst til en milkshake hjemme på hans bar/restaurant. Jeg møgkeder mig så hvorfor ikke. Han virker ok, så vi for os en bananmilkshake ved plastikhavebordet. Han har lavet de mest skøre ting den mand – og de mest skøre steder. Han har været tennistræner og skiinstruktør lidt udenfor Santiago i Chile, boet på Maui, Hawaii, boet på de danskvestindiske øer og haft en restaurant i Guatemala. Hans kæreste er stukket af til Alaska, og han mere eller mindre i mellem linierne tilbyder mig et job i baren. Han er sådan set flink nok, men lader mig med al tydelighed også vide at han gerne vil have en kæreste. Det skal han jo have lov til, men han skal nok ikke lige regne med mig og da slet ikke ude på den her ø i Nicaragua, jeg har fået nok af det her land. Så han skal på ingen måde satse på mig overhovedet!

Senere kommer et ungt engelsk par og vi får alle en rigtig fed rejsesnak. Sådan set en ganske hyggelig og tilforladelig dag, og en ok fyr ham canadieren. Et eller andet sted så tror jeg det handlede om at han godt kunne se på mig at jeg er led og ked af at være her efterhånden. Det er vist ret tydeligt for enhver – jeg gider simpelthen ikke det her land mere. Jeg ved af erfaring at jeg på enhver rejse på et eller andet tidspunkt løber ind i noget krise af en art. Jeg opnået mæthedspunkt på et tidspunkt, hvilket jo er meget naturligt. Efter at have gået voldsomt til makronerne i starten af rejsen bliver jeg altid træt og mæt efter noget tid, det tror jeg de fleste kender til. Men krisen på den her rejse har været lidt svær helt at gennemskue. Det startede en uges tid for jul, men når jeg tænker tilbage var det samtidig med at jeg kom ind i Nicaragua. Så det er lidt svært helt at identificere denne krise og hvorfor. Er det min sædvanlige mæthedsfølelse eller er det Nicaragua? Jeg er træt – meget træt, men i Honduras var jeg helt ok, vild og entusiastisk og klar til at erobre verden – nu er jeg bare helt flad, træt af det hele og faktisk i ret dårligt humør. Men Nicaragua har også tæret hårdt på både kræfter, fysik og tålmodighed. Jeg kan efterhånden sove 12 timer og stå op og være lige træt, og har det bedst hvis jeg oven i købet sover middagssøvn, noget jeg næsten aldrig gør normalt. Men det er ret logisk det hele. Nicaragua er bare ikke mig – her er et værre bøvl med folk konstant, jeg skal hele tiden være efter dem for ikke at blive snydt, og det er helt utroligt trættende. Så det er afgjort på høje tide at komme herfra. Både fra øen her og ud af landet.

Jeg bliver fuldkommen bestyrket i den plan om aftenen da jeg skal finde et sted at spise. Jeg har brugt en del tid på at skrive forrige beretning på travellog, så klokken er blevet 21 og aftensmaden bliver lidt sen. Jeg prøver den restaurant som hører med til det hotel jeg boede på første nat her.

Ris, bønner, salat og kylling, min meget brugte menu. Denne gang er kyllingen dog så tør at jeg begynder at overveje om det er en gammel mumificeret høne de har gravet op ude i baghaven – men ned kommer den da. Salaten består at helt finskåret hvidkål, og efter at have spist det hele kommer jeg til salaten. Stor er mit chok da jeg opdager at hvidkålen er fuld af myrer. Jeg tror jeg ser syner, men graver lidt rundt i det. Det viser sig at myrerne sidder under salaten og jeg finder 4 – 5 stykker, der er ved at komme til sig selv efter vel at skulle forestille at være blevet skyllet.

Nu tager jeg jo nok ingen skade af at æde et par myrer eller fem – Herre gud visse steder rundt i verden er ristede myrer og termitter delikatesser – men hvad har det andet som jeg allerede har spist så indeholdt af sjove indslag?

Jeg ikke engang væmmes, jeg bliver sur, skuffet og det her er bare dråben! Nu har jeg f… ikke bestilt andet end at sloges verbalt med de her folk, diskuteret og fået forkerte oplysninger 117 gange i de sidste dage, og nu forestiller de sig gud hjælpe mig at jeg også vil æde deres hundeæde fyldt med myrer. Jeg begynder nærmest at småhade de her mennesker, og ALT mister jeg definitivt for dem, da tjeneren senere afkræver fuld betaling for myrer maden. Han kan dog ikke helt skjule sin flovhed da jeg viser ham hvidkålen fyldt med myrer, men ikke desto mindre skal jeg betale fuld pris. Hotelmutter der sidder på pengekassen holder med ham. Jeg får fat i en ung backpacker der snakker spansk og får ham til at oversætte. Jeg spørg hotelmutter om hun selv har lyst til at spise mad med myrer i, men det eneste svar jeg for er at jeg jo har spist alt det andet, så så skal jeg betale for det hele. Nu havde jeg jo nok ikke gået i gang med glubende appetit, hvis jeg havde opdaget myrerne noget før. Jeg begynder endda at overveje om de overhovedet var der da jeg startede med at spise eller om de først kom til senere fra bordet. Men eneste forklaring jeg kan finde er at de var under salaten. Jeg ender med at få 1 dollar i afslag for hendes hundeæde, smider pengene, takker den unge fyr for oversættelsen og skrider i protest ud af restauranten!

NU ER DET SLUT! Jeg er simpelthen så gal og sur på de her mennesker at det skal have en ende med at være her nu. Jeg er ved at kaste op over deres opførsel, det er helt ufatteligt hvad de syntes de kan tillade sig i det her land. Jeg har meldt mig til ø-rundturen i morgen, og så bliver jeg her heller ikke et sekund længere. Det kan ikke gå hurtigt nok med at komme herfra og til Costa Rica.

Faktisk så bliver jeg ikke syg af maden, man bliver jo heller ikke syg af at spise myrer, men jeg var ved at have lidt bange anelser om kyllingen. Det var heller ikke så meget de myrer, det kan jo ske – men mere princippet i sagen. Det var bare nøjagtigt lige så luset, som kun den slags mennesker her kan opføre sig. Dårlig service så det skreg til himlen. Jeg tror helt ærligt ikke jeg har mødt så egoistiske mennesker siden Indien i 2000. Eller egoistisk er ikke rigtig ordet, lusket vil jeg kalde det – “alle kneb gælder mentalitet for enhver pris” så skide være med folks oplevelse af situationen, bare der kommer penge i kassen. Den der med at der bare skal presses så mange penge som muligt ud af folk, så hurtigt som muligt. Lige meget om man så skal følge turisterne helt hjem på værelset for at presse en tur ud af dem. For slet ikke at tale om at restauranterne i Indien har aftaler med det lokale apotek eller læge. Man laver så dårligt mad med vilje, så turisterne bliver syge og bringes til lægen med en førsteklasses maveinfektion og restauranten for kommission af lægen for at bringe ham klienter. Helt ærligt!

Men det er jo selvfølgelig fattigdom der driver dem ud i sådanne ekstremer, og dybest set er den eneste løsning vel at blive væk fra det pågældende land hvis man ikke kan tåle lugten i bageriet. Men sommetider kan man godt som rejsende føle sig som et eller andet andenrangsmenneske, der bare kan blive behandlet som for godt befindende. Og himmel og hav hvis vi rejsende ikke retter os efter deres regler, så falder taget da mindst ned. De tænker tilsyneladende ikke på ry eller omdømme hverken som land eller som privatpersoner. Hvis jeg nu f.eks. fortalte i hele byen at den bestemte restaurant servere dårlig mad, så ville de jo miste kunder i hvert fald et stykke tid, men det genere dem tilsyneladende ikke det mindste. Stadigvæk var det ikke de myrer, men mere at de vitterlig syntes at de kunne tillade sig at tage fuld betaling for det.

Nej jeg er ked af det, men jeg kan ikke lide Nicaragua. Jeg har gjort meget for at tilgive dem deres fattigdom, vise tålmodighed og prøve at forstå deres bevæggrunde for at opføre sig som de gør, men det er slut – jeg opgir! Min tålmodighed er opbrugt! Her er møgbeskidt, folk er trælse, hestene bliver gennempryglet dagligt og en af de første dage her på Ometepe så jeg en lille pige på omkring 6 – 7 år simpelthen gennemtæske sin hund med en badesandal. Var hun mit barn havde hun fået en endefuld. Unger på helt ned til 2 år her smider affald på gaden, de lærer det fra barns ben af voksne rollemodeller der smider om sig med skid og møg. Det her land ligner noget katten har slæbt ind!

Måske er det en meget pessimistisk udmelding, men om så det afholder 500 miljøtopmøder på Bali, så bliver Nicaragua ikke renere med den holdning blandt folk her. Nej jeg kan ikke lide dem, de er nogle svin – undskyld men det er de!

Ø-rundturen redder folk her en anelse, vi har en meget sød guide her fra Ometepe som virker nogenlunde fornuftig. Det er heller ikke pænt at generalisere, men jeg syntes ikke de behandler det her land ordentligt. På turen er også to med som jeg ikke lige helt kan finde ud af hvor er fra. Men de viser sig at fra Irak og Tunesien, men bor henholdsvis i Sverige og i Belgien. Meget meget søde begge to, vant til at rejse og ikke mindst vant til Europas velorganiserede og velfungerende samfund. Vi har også vores problemer, så ganske afgjort, men lige pludselig er jeg begyndt at længes voldsomt efter at tingene fungere. Selvom de er fra andre lande oprindeligt kan jeg hurtigt mærke at vi er meget på bølgelængde. Vi ser Chaco Verde, en fin sø med udsigt til vulkanen, stranden og et lille museum. Det blæser en halv pelikan, så der er både sandfygning og sanddriver på vejene. Det har blæst uafbrudt i 3 dage nu, nærmer sig næsten storm og færgen har haft besvær med at sejle tilbage til fastlandet. Vi se Petroglyffer, museet i Altagracia som jeg også så i går på egen hånd osv. Det bedste ved turen er nok vores udveksling af frustrationer. De to mænd taler et rimeligt spansk begge to, men bliver nøjagtigt lige så meget snydt og taget røven på her som jeg gør. De finder også maden elendig, og er trætte af at skulle betale mere end nødvendigt for alting her. Det er da i det mindste en trøst at det ikke kun er mig der har haft de oplevelser.

Fyren fra Tunesien og jeg er meget enige om at det her land mangler know how i stort set alle henseender. Det er meget langt tilbage med mange ting, og er helt anderledes end andet vi har prøvet her i Mellemamerika. De har rejst den samme rute fra Mexico som jeg har, og vi er også fuldstændig enige om at Mexico var paradis. Der er ingen pjat i Mexico med folk, priserne er faste, folk er reelle og uden nykker. Honduras er for så vidt også et ok fornuftigt land, Belize kan også godt være med – i hvert fald de fleste steder, men Nicaragua er et hul. Det begynder langsomt at gå op for mig at jeg ikke er træt, sur og gnaven uden grund – andre end jeg har noteret sig forskellen ved at komme over grænsen til Nicaragua. Vores søde guide bliver lidt testet af fyren fra Irak, han spørg ham om de vil introducere lamaer til Nicaragua. Ja det vil de da lyder svaret, hvilket beviser hvor sølle hans engelsk er og hvor lidt viden han har. En hvert fjols ved at sydamerikanske lamaer vil dø af hedeslag her i tropiske Mellemamerika. Det er både til at grine og græde over! Måske en knapt så pæn måde at teste folk på, men jeg tror simpelthen ikke Irak fyren kunne dy sig. Han var en meget meget sød og sympatisk mand, og hvordan det lige kom på snak med de lamaer ved jeg ikke. Men det viste bare hvad vi alle tre godt vidste, der er ikke meget global viden og forståelse at rutte med her. Nå men mine to nye venner er også på vej mod Costa Rica, og har godt hørt om problematikken omkring en billet ud af Costa Rica for at få lov til at komme ind i landet. De mener begge at det er den sædvanlige simple (og typiske) business der er med i sagen. Man har meget strategisk placeret et Tica bus kontor ved grænseovergangen, så alle skal pine død købe en busbillet ud af Costa Rica. Igen det typiske show med at få penge ud af folk så tidligt som muligt. Det skulle ikke komme det mindst bag på mig, at det forholder sig sådan! Men hvem kan sige lige præcis på dato og sted, hvordan og hvornår man vil ud af Costa Rica. Det er det sædvanlige pladderfis med dem.

Vi bestemmer alle tre at vi skal følges ad til færgen i morgen. Jeg har bestemt mig for at tage fra øen allerede i morgen – jeg orker ikke mere! Har fået mere end rigeligt af Nicaragua, så jeg er mør til at tage med til fastlandet. Men ak mine planer ryger i vasken med et gevaldigt brag.

I dag d. 4. jan checker jeg ud allerede omkring kl.8. Det har stormet vildt hele natten og gør det fortsat. Stormen raser med uformindsket kraft. Da jeg kommer ned på havnen er vi nok omkring 4 – 500 mennesker samlet i stiv kuling. De fleste rygsæksrejsende der ankommer med trucks rundt fra øen med rygsækken surret fast på taget. Det første jeg tænker er at vi da umuligt kan være alle de mennesker på færgen, men tænker så lige bagefter at selvfølgelig kan vi da det.

Når skolebusserne kan proppes til de er ved at eksplodere, så kan færgen vel også.

Men det blæser voldsomt, søen ligner Højer sluse i en efterårsstorm i DK, og rygtet lyder at myndighederne stadig diskutere om båden kan og må sejle. Vi venter og vi venter – havnen ligner togstationen i Bombay. Folk der ligger og sover med deres rygsæk som hovedpude, issælgere, knallerter, motorcykler, bjerge af rygsække, vrælende unger og tiggende hunde. Efter ca. 1,5 times venten får vi beskeden at færgen ikke sejler i dag, måske i morgen afhængigt af vejret. Jeg har mødt mine to venner fra Irak og Tunesien og der har ellers sikret sig en plads forrest i køen, men jeg passer på en hel dynge rygsække for et par piger fra Tyskland og Norge, som jeg ikke kan gå fra. Vi er alle ved at synke sammen af skuffelse da vi får beskeden, men på den anden side kan alle jo godt både se og forstå at det er helt umuligt at sejle i det her vejr. Det ville stort set være som at runde kap Horn i en halvrådden flodpram under en brandstorm – splitte mine bramsejl! Så det går ikke. Sikkert et mindeværdigt og ægte eventyr, men også temmelig risikobetonet, også fordi jeg tvivler på at færgen har en redningsbåd. Så kunne vi ligge ude i Nicaragua søen og pjaske rundt. Alle forlader slukørede havnen, og lige med et bliver Moyagalpas indbyggertal udvidet flere gange. Alle skal ringe og maile om forsinkelsen til folk der skulle hente dem. De to piger fra Norge og Tyskland fortæller at de har arbejdet herude på Ometepe i 1 år, ET ÅR MAND! Jeg er lige ved at falde ned af rygsækken af chok over at man kan holde ud at være her i et helt år. Jeg har akut ø-kuller efter 5 dage her. Den norske pige har en busbillet til Panama i morgen som hun nu er nødt til at aflyse. Internetcafeen har kø helt ud på gaden af folk der skal maile, og næste projekt bliver at finde logi for natten. Folk bliver jo her i byen hvis nu færgen skulle sejle i morgen. Men jeg finder dog et lille guesthouse til 10 dollar med eget bad og seng med fri adgang til bundbrædderne.

Jeg er så træt af det hele at jeg knapt kan finde ord. Vi må nok alle sammen se i øjnene at vi er strandet her på mere eller mindre ubestemt tid, det hele afhænger jo af vejret, og ingen ved hvornår vinden vil løje af. Stormen har mere eller mindre raset siden 1. jan, uden at være gået ned i styrke på noget tidspunkt. Der komme nogle rigtigt voldsomme vindstød, og det gør det selvfølgelig ekstra vanskeligt, hvis ikke umuligt at sejle i et relativt lille fartøj. Desuden tror jeg som sagt ikke at sikkerheden om bord er af det bedste der er set.

Jeg er næsten parat til at proppe min rygsæk i en kajak og så padle hele vejen til fastlandet – se det ville være et eventyr! Internettet er påvirket af vejret – det er i hvert fald den forklaring vi får, om den så er rigtig. Det er ekstremt langsomt, men trods det er samtlige computere i hele Moyogalpa optaget. Langt om længe for jeg mig tiltusket en computer, der opfører sig som om den var fra tiden for håndsvinget blev opfundet. Jeg kan snildt nå at læse en halv bog før min Hotmail dukker op på skærmen. Det her er virkelig skæbnens ironi! Jeg kan ikke særlig godt lide det her sted, og alligevel er det her jeg strander – og så på en ø af alle steder! Det er virkelig noget der udfordre både ens tålmodighed og ø-kullertendenser lige til stregen. Jeg indrømmer at jeg aldrig har været supergod til øer i længere tid, bliver aldrig nogensinde øbo. Psykologien i at jeg ikke kan komme herfra når jeg vil, giver mig virkelig kuller. Og det er ret lige meget om det er Ometepe, Samsø eller Juleøen. Jeg skal vide at jeg kan komme væk igen! Og det er lige præcis det eneste jeg ved med sikkerhed lige nu at jeg IKKE kan. Jeg prøver at ringe til DK bare for at lave et eller andet, og snakke med et menneske jeg kender – men selvfølgelig kan telefonen ikke ringe internationalt. Jeg er bare fanget! Har lyst til at rende skrigende op på en af vulkanerne og rase mine frustrationer ud af hele mine lungers kraft, men lige lidt vil det jo hjælpe. Ingen kan jo styre vejret og der er jo nok en mening med alting. Så foreløbig sidder jeg her sammen med alle de andre halvfrustrerede sjæle som heller ikke kan komme ud af flækken. Men nu er klokken da gået hen og blevet 17.30, så dagen er gået forholdsvis smertefri, nu vil jeg gå ud og se om jeg kan få bare et lidt ordentligt måltid mad her – uden myrer og andet ekstra udstyr. Og så bede til samtlige vejrguder om at få lov til at forlade øen i morgen.