Alle os rejsende kender dét der med at skrive dagbog, når vi er på farten. Vi grifler ned, stort og småt, tanker, oplevelser, glæder og problemer og supplerer måske med en faktuel oplysning, et navn, et telefonnummer eller en lille tegning eller krusedulle i margin. For det har været vigtigt, siden vi skiver det. Vi sikrer os vel også for eftertiden, kan man sige. For at huske.
Ja, hvem skulle nu havde troet det? Jeg som var kørt en anelse død i downtown Calgary med alle dens flere etager høje glasbygninger, beton, menneskehorder og trafik-os, blev i går en hel del mere positiv stemt. Johh, jeg blev faktisk ganske betydeligt mere mild i sulet, efter at min kære mand spurgte, om jeg ikke snart skulle ud at se noget i den her by. Der ramte han et svagt punkt. Dét der med at se noget – jo, det kunne han jo for så vidt have ret i.
Vildmarken har talt! Jeg ved det jo godt, når jeg sådan skal være helt ærlig. Nok sidder jeg lige nu blandt ret fede skyskrabere – en lille anelse a la Manhattan i New York, og her er faktisk pænt cool. Alle de seje butikker, alle mulighederne, shoppingmekkaet, det smarte, det hotte, det trendy – alt det totalt for fede man ser i tv-reklamerne, i amerikanske/canadiske film og serier osv. Seje millionbyer – dér hvor det hele sker, men…!
Min seng er i øjeblikket et stort rod af sokker, rygsæk, tøj, opladere til computer og mobiltelefon, vandflasker og chokoladepapir, og jeg sidder lige midt i al rodet og forsøger at skrive. Det er sådan stort set, som mit liv ser ud lige p.t. I forgårs kom jeg til storbyen Calgary i det sydlige Alberta efter ni dage i og omkring nationalparkerne i the Rocky Mountains.
Når jeg hører ordet gletsjer, så forbinder jeg det altid med en enorm lyseblå ismur – flere hundrede meter høj inde i en skinnende blank arktisk bugt med høje bjerge omkring. Man skal som regel sejle dertil i farvande fyldte med isblokke af varierende størrelse, og det er livsensfarligt at komme for tæt på, for man ved aldrig, hvornår gletsjeren kælver og sender en tsunami af iskoldt vand og isstykker på størrelse med et parcelhus efter én.
I kan sikkert alle sammen huske den hyggelige familieserie ”Det Lille Hus på Prærien” – jeg kan i hvert fald erindrer, at jeg slugte den råt som barn, både i fjernsynet og som bøger og fulgte med i familien Ingalls genvordigheder langt ude på prærien. Den foregik ganske vist i USA – i og omkring staten Wisconsin var det vist, så vidt jeg husker. Men nu det der med prærien – hvad mener de helt præcist med det?
Man kører, man kører og så kører man lige lidt længere! Først ad the Freeway, så af en mindre landevej og til sidst 13 kilometer på grusvej gennem det flade landskab i den canadiske provins Manitoba. Der er ingen skilte, så man må ”tage den på rutinen.” Græsmarker præger landskabet, så langt øjet rækker – sådan helt bogstaveligt.
Rygsækken er så småt ved at være fundet frem og pakket, nye trekstøvler skal indkøbes og danske kroner skal omveksles til canadiske dollars. Jo, jeg er begyndt at tælle ned til min tur til Canada sidst i juni. Der kommer til at ske flere ting i forhold til rejsen til Winnipeg, der ligger i staten Manitoba i det centrale Canada. Da jeg er mangeårigt medlem af De Berejstes Klub, skal jeg jo hvert andet år havde to nye lande på min liste, og fordi jeg ikke fik dét sidste år, skal der gøres noget ved det i år. Mit mål har altid været at rejse i 100 lande.
Her finder du min lande- og territorieliste, hvis du har lyst til at se den.
Hold da op! Sikken en dag i går. Det var min femte gang på rejsemessen “Ferie For Alle” i Messecenter Herning, og det var ligeså fantastisk, som det plejer at være – men i år var der alligevel en kæmpe ekstra bonus, da Karen Seneca, der er redaktør for det historieblad Danske Skæbner og Eventyr, som jeg skriver for, sammen med sin kollega og medblogger Lone Holm vandt årets Rejsejournalistpris fra ”Foreningen af Danske Rejsejournalister” for deres blog Rejseblokken. Læs mere
