Jeg har måttet sande allerede på denne korte tid i Mellemamerika at ting ikke altid er som man regner med. Jeg har det super og hygger mig, men er lidt overrasket over et par ting. I dag mødte jeg to unge fyre fra USA, som jeg delte taxi med tilbage til Valladolid. Meget søde unge fyre som jeg kom til at snakke godt med. De boede i Guatemala og havde derfor et godt kendskab til Mellemamerika. De gav mig værdifulde oplysninger. Belize er meget fattigt og jeg skal passe på der, det er sjovt for jeg havde hele tiden regnet med at det nok var det land jeg ville føle mig allersikrest i. Tænkte at jeg da hellere måtte se at komme hurtigst muligt til Belize af hensyn til sikkerhed, men sådan er det åbenbart ikke helt. Guatemala er bare det sejeste ifølge de to unge entusiastiske fyre, men yderkanterne af Guatemala city er ekstremt farligt, fordi en del bander huserer i området. Jeg har hele tiden fået at vide at Mexico ville være det absolut farligste, men sjældent har jeg da mødt så reelle mennesker – indtil nu i hvert fald.

Så alle de der forestillinger jeg havde om Mellemamerika de er faldet lidt til jorden. Men spændende – og interessant! Sjovt at følge hvad det bliver til de næste måneder.

I går og i dag har jeg rigtigt fået svælget i Mexicos smukke natur og kultur for den sags skyld. Jeg var ude at se Mayatemplet Chichén Itzá i går, hvilket var en stor oplevelse. Meget meget flot og utroligt velbevaret. Hele området dækker mange templer og ruiner, og bl.a. også et stjerneobservatorie. Det er også her en af Mexicos største boldbaner findes. Mayaerne spillede en form for rituel fodboldlignende spil, og lederen for det hold der tabte endte sine dage som offer for regnguden og blev smidt i den hellige Cenote, som jeg også var nede at se.

Disse cenoter er altså et helt kapitel for sig. Nu har jeg set en 5 – 6 stykker af dem, og lige fascinerende er de. Meget forskellige i størrelse og udseende. Men fælles for dem er at det er klippesøer, enten nede under jorden eller som almindelige søer, altså med eller uden tag. Det er tit et Indiana Jones projekt at komme ned til dem af fugtige, humpede stentrapper hugget ud af klippen med et reb til at holde i. Men helt guddommelige er de alle, hvad enten de har tag eller ej. Drypstenshuler med slyngplanter og trærødder hængende ned fra loftet, sort vand med små fisk og skildpadder. De er tit omkring 60 – 70 meter brede og helt op til 50 meter dybe. Man kan næsten ikke se dem, for man står lige klods op af dem, og så ligger de der som et kæmpe hul i jorden. Nogle af dem er utroligt flot lavet til at bade i og andre er mere naturlige. Alle er de en meget stor oplevelse at se.

Jeg har i dag også set en grotte som Mayaerne afholdt ceremonier inde i. Der har man fundet et stort antal rituelle krukker og sten til at knuse majs med. Der var meget varmt og fugtigt inde i hulen. Den er 450 m lang og sluttede af med en stille flydende flod. Jeg tog en taxi derud fordi stederne lå langt fra vejen og noget fra hinanden, og da vi så kom til grotten kunne de kun sende en guide med hvis vi var to personer. Så var der jo ikke andet at gøre end at hive taxichaufføren med derned. Det havde vi ret meget sjovt ud af, ingen af os kunne rigtigt snakke med hinanden pga. sprogbarriere, men det gik nu meget godt med en hel del fnisen og grinen.

De mexicanere jeg har mødt indtil nu har været søde og vil gerne snakke. Jeg mærker ikke helt den der luskehed som der godt kan være i Sydamerika. Men det kan godt være at den kommer, jo længere sydpå jeg kommer. Indtil nu har det i hvert fald været en meget positiv oplevelse at være her.

I morgen skal jeg til byen Meridá. Det var slet ikke meningen jeg skulle havde været til den by, men endte med at blive lidt et must hvis jeg ville ud at se de Mayaruiner der ligger længere ude på landet, hvis man kan kalde det sådan. Der er lidt bedre forbindelser fra Meridá, so der for kom byen lige med i min rejseplan. Det skulle også efter sigende være en meget smuk by, stor og hovedstaden på Yucatanhalvøen. De to unge fyre fra USA kom lige derfra, og sagde at det bestemt var en by der var værd at kigge nærmere på. Så det glæder jeg mig til. Det skal nok blive hyggeligt.

Vil slutte af med noget i læsere lige kan tænke lidt over:

Jeg købte en bog i Københavns lufthavn – sådan ret spontant fordi jeg skulle have et eller andet at læse i under rejsen. Det er en bog om Coaching af Sofia Manning, og den henviser bl.a. til en bog om hvordan man bliver en vinder. Der står følgende citat deri:

I Indonesien har de et smukt udtryk for at rejse:

Det er som at få vasket øjnene. Når man bliver hjemme i hverdagens gentagelser gror der kalk på ens nethinder. Det man ser hver eneste dag, ender man med ikke længere at kunne se. Det er som et vindue der ikke har været pudset i mange år. Men ved at rejse kan man få synet og hørelsen tilbage. En særlig opmærksomhed overfor øjeblikket og for tilværelsen.

Det er da smukt udtrykt! Og meget dækkende for hvad jeg står i lige nu.

Med det vil jeg slutte for denne gang fra det smukke Mexico, hvor mine vinduer i hvert fald er helt rene og klare – ja de er nærmest helt nypudsede!