I 2005 var jeg igen i Sydamerika og denne gang gik rejsen til Brasilien og Chile i 3 måneder. Det var planen, at jeg skulle være hele perioden i Brasilien, men efter 2 måneder endte jeg op i Chile hos en god ven jeg har der. Beslutningen om, at besøge Brasilien denne gang var udsprunget af et ønske om, at opleve den mere tropiske del af Sydamerika. Men jeg måtte under rejsen der sande, at jeg nok aldrig bliver til så meget andet end det vestlige Sydamerika, altså de områder der svarer til det gamle Inkarige. Jeg faldt aldrig helt for Brasilien, det var ok at opleve, men min passion er helt klart de gamle ruiner i Peru og Bolivia, de endeløse ørkener i Chile og indianerkulturen i Equador.

Jeg startede med at flyve til Sao Paulo sidst i november det år. Selvom jeg havde hørt de ondeste rygter om byen blev jeg rimeligt positivt overrasket. Byen er jo enorm i størrelse og aldrig har jeg set så mega stor en cementskov af skyskrabere. Det er afgjort en af de mest ekstrem byer jeg nogensinde har set. Man har ikke rigtig nogen fornemmelse af størrelsen, når man kører rundt i gaderne, men da jeg senere på rejsen skulle flyve fra Belém i det nordlige Brasilien over hovedstaden Brasilia til Sao Paulo og videre til Santiago i Chile fik jeg syn for sagen. Under indflyvningen til Sao Paulo var det eneste jeg kunne se 360 grader rundt ud af flyets vinduer skyskrabere i gråt beton. Helt ud i horisonten var der den slags bebyggelse og det er et syn man aldrig glemmer. Det så virkelig vildt ud!

Men efter Sao Paulo rejste jeg til Rio De Janeiro, en by som jeg havde glædet mig rigtig meget til at se.  Efter min mening er Rio sammen med Sydney i Australien to af de smukkest beliggende byer i verden. Rio ligger fantastisk smukt placeret ud til Atlanterhavet omgivet af de mest fantasifulde grønne bjerge. Jeg var ca. 1 uges tid i Rio og følte virkelig at jeg var landet lige midt i verdens sydende heksekedel. Jeg begyndte, at drømme rigtig meget om at opleve karnevallet, men på det tidspunkt var der stadig et par måneder til.

Jeg var rundt og se alle de spændende steder, Kristusstatuen, svævebanen og Copcabana stranden. Rio er en helt igennem fed by og det var nok min allerbedste oplevelse i Brasilien. Fantastisk smuk by med nogle enormt dejlige livlige mennesker der danser samba bare de ser deres snit til det.

Min plan var, at rejse hele vejen op langs kysten af landet og første stop på turen var den lille badeby Buzios´hvor jeg tilbragte nogle dage på de små hyggelige strande med hver deres særpræg. Jeg fortsatte op af kysten til byerne Vitória og Puerto Seguro og tilbragte juleaften i Salvador De Bahias store smukke katedral. Salvador er centrum for Brasiliens efterkommere af slaver fra Afrika og byen sydede da også af glade frodige afrikanske kvinder og trommespillere. Et fantastisk sted at opleve julen som jo dog er noget anderledes en dansk jul. 30 graderes varme og stor ståhej i den katolske kirke. Næsten som at opleve midnatsgudstjenesten fra Vatikanet i Rom – bare i meget eksotiske omgivelser.

Efter jul tog jeg videre op af kysten til byerne Recife, Natal og Fortaleza og fejrede nytåret i Olinda – en lille forstad til Recife. Jeg var ved at havde fået lidt nok af kilometervis af strande og længtes efter at se Amazonefloden, så jeg hoppede på en bus til byen Sáo Luis og herefter videre til Belém som ligger lige klods op af den store flod. Byen var hed og fugtig og jeg svedte tran døgnet rundt på mit lille værelse. Jeg kunne egentlig ganske godt lide byen, men en dag skete der noget som fik mig til at løbe skrigende væk. Jeg havde på det tidspunkt købt en flybillet til Chile hos et rejsebureau i Fortaleza, så jeg havde begrænset tid i Belém.

Jeg boede på et lille hotel i centrum af Belém og en dag ville jeg gå hen til en turistinformation for at få et forslag til hvad jeg kunne se i de sidste dage i byen. Ikke på noget tidspunkt havde jeg følt mig utryg i Brasilien, ikke engang i Rio eller Sao Paulo, men landet har jo ry for at være ret farligt og kløften mellem rig og fattig stor, så jeg skulle passe meget på mig selv og virkelig tænke mig om.

Turistbureauet ligger vel 10 minutters gang væk fra mit hotel, men i en anden retning end jeg plejer at gå. Jeg havde tit været nede på hovedgaden og havde ingen problemer haft med det. Jeg kommer også ned på turistkontoret og personalet der taler rimeligt engelsk. Jeg snakker med en ung fyr, som giver mig fin orientering om hvad der er at se i byen. Lige pludselig kommer der en mand ind af døren og siger noget på portugisisk. Han ser en smule ophidset ud, men da jeg jo ikke kan forstå hvad han siger, lader jeg mig ikke sådan mærke med det. Han er ikke ophidset på den vrede måde, men mere bekymret. Han kigger på mig med et lidt medlidende blik og går så ud igen.
Da jeg skal til at gå siger den unge fyr til mig, at det nok er bedst at jeg tager en taxi hjem. Jeg forklarer, at jeg kun bor 10 minutters gang væk og at det ikke behøves. “Jamen der er to mænd efter dig” siger han så og insisterer på, at jeg finder en taxi. Jeg ser noget chokeret på ham og spørg hvad han snakker om. “Jo manden der kom ind havde stået ude på vejen og hørt to mænd tale om, at de ville have fat på dig, når du kommer ud igen” og så havde han villet advare mig. Det var jo fantastisk sødt og betænksomt af ham, men jeg blev alligevel helt hed om ørerne. Hvad ville de mænd mig? Nu når jeg tænkte på det, så havde jeg egentlig godt set ude på fortovet, at der havde stået to mænd. Jeg havde lige opfattet dem og set dem ud af øjenkrogen, men ikke overhovedet tænkt på, at de ville gøre mig noget.

Det løb mig koldt ned af ryggen og da jeg kommer ud holder der en taxi lige uden for. Jeg har tit tænkt på episoden siden for det var i virkeligheden utrolig underligt, at der lige holdt en taxi udenfor. Chaufføren sad roligt og læste avis og jeg gik hen for at spørge ham, om han ville køre mig hjem. Han kørte mig hjem til hotellet uden problemer af nogen art. Det var begyndt at styrtregne, så jeg var blevet dyngvåd, men de to mænd kunne jeg ikke se. Og vi kørte i øvrigt også den modsatte vej rundt om huset og ud på vejen. Men hvis man skulle lade paranoiaen råde lidt, så kunne denne mand sagtens havde været i ledtog med de to mænd. Han kunne havde kørt mig hvor som helst sted hen og vi kunne havde mødte de to mænd. Sådan skal man ikke tænke, men alle kneb gælder jo i disse lande.

Jeg kom hjem til hotellet i god behold, men var noget urolig til mode. Hvad ville de havde gjort ved mig disse to mænd? Jeg havde selvfølgelig hørt samtlige skrækhistorier om Brasilien inden jeg tog derned – om kidnapninger, salg af organer, røverier og mord. Så jeg kunne hele skalaet af gyserhistorier. Måske ville de “bare” havde taget mine penge. Jeg havde et par håndører i shortslommerne, det var hvad jeg rendte rundt med, så det ville havde været en dårlig fangst for dem. Men kunne de virkelig havde fundet på at kidnappe mig? Jeg fandt selvfølgelig aldrig ud af det. Men et par dage senere sker der noget mere!

Jeg går igen på gaden og er på vej ned til hovedgaden da en fuldstændig sindsforstyrret mand henvender sig til mig. Han er nærmeste desperat og fortæller mig, at han er europæer og har mistet sit pas. Jeg har selv prøvet at miste mit pas i et fremmed land, så jeg ved godt hvor slemt det er, men der er jo trods alt en løsning på tingene. Han nærmest trygler mig om hjælp, men jeg må indrømme at jeg langt fra tror at han er europæer. Han taler engelsk med en noget eksotisk accent, men ok han kan selvfølgelig stadigvæk godt være fra Latinamerika men med et europæisk pas. “Jeg syntes du skal henvende dig til dit lands ambassade” siger jeg og gør tegn til at forlade ham. Han har 117 undskyldninger og hører overhovedet ikke efter og begynder at blive ret irriterende. Den slags er jeg ikke helt vild med, jeg er altid bange for at de skal blive vrede og evt. følge efter en, så de ved hvor man bror, så jeg går simpelthen.

Bagefter kommer jeg til at tænke på, om de to mænd og denne mand har en forbindelse. Min paranoia tager lidt overhånd må jeg indrømme og hjemme på mit hotel får jeg en snak på gebrokkent spansk/portugisisk med den kvindelige receptionist. Jeg forsøger virkelig at forklare så godt som muligt at to suspekte mænd forsøgte at få fat i mig forleden og i dag henvendte endnu en skummel type sig til mig. Hun forstår godt, at jeg er blevet utryg og foreslår at jeg ringer til den danske ambassade. Måske lidt at skyde gråspurve med kanoner, men jeg får en rigtig godt snak med den danske ambassadeassistent tror jeg han er. Han forstår også godt, at jeg er blevet bange og syntes det er helt fint at jeg har ringet. Bagefter tager receptionisten mig med hen på den lokale politistation, for hun mener absolut, at det skal anmeldes, så andre turister ikke kommer i samme situation.

Der bliver vi så bænket i venteværelset hos den kvindelige politimester med højrødt neglelak på, der går i gang med at skrive en anmeldelse på et gammelt hakkebræt af en skrivemaskine ude i et baglokale. Ingen af dem kan engelsk, så det er helt igennem noget af en udfordring. Jeg tegner og fortæller det bedste jeg har lært og de skriver derudaf. Så skal de se mit pas, og af en eller anden grund er de vildt interesseret i mit visum til Zimbabwe. Den bliver skrevet på poilitianmeldelsen – uvist af hvilken årsag. Jeg får et nydeligt eksemplar med mig og hører aldrig mere fra det. Spørgsmålet var også hvor meget det battede at politianmelde den slags, men så var det gjort.

Jeg rejste fra Belém næste dag og slap for yderligere konfrontationer med skumle typer, men kunne da ikke helt lade være med at spekulere på, hvad de to mænd egentlig ville. Måske ville de bare skræmme livet af en hvid turist, men jeg ved ikke helt hvad jeg skulle havde gjort hvis de havde kidnappet mig i en sort bil med tonede ruder – måske har jeg bare set for mange film! Men Brasilien er nok ikke lige et sted man skal spøge med – så var det helt anderledes afslappende at komme til Chile bagefter hvor stemningen trods alt er noget anderledes. Men den slags situationer er jo noget af det man er oppe imod som single rejsende kvinde, men så er det jo godt at der trods alt er mænd der også er søde og rare og advarer en. Der er banditter overalt og især i et land der er så fattigt og hvide rejsende har altid været et let bytte og en god fangst. Jeg har iøvrigt tidligere også tilbragt en del tid på politistationer rundt om i verden pga. stjålne trekkingstøvler, forsvundne rejsechecks og andet der er forduftet ud i den blå luft. Sådan er rejselivet så givende!