I mange år havde jeg haft en romantisk drøm om Sydhavet og især det lille ørige Tonga som med sin eksotiske kongefamilie virkelig appellerede til mig som det autentiske Polynesien. Vi søger om at komme i audiens hos Kongen af Tonga, men da jeg efter over 10 års dagdrømmeri endelig kan sætte fødderne i den tonganske koralsand bliver det en noget anderledes oplevelse end jeg overhovedet havde forventet. Det er november 2006, min veninde og jeg er på jordomrejse og stik imod vores vildeste forestillinger ender ”opholdet i paradis” med en heftig revolution, optøjer og et sandt flammehav. Øgruppen er pludselig forsidestof i hele Oceanien med overskrifter som “Forkullede lig i Nuku’alofas gader” og “80 % af Tongas hovedstad nedbrændt!”

Denne historie starter egentlig ret uskyldigt med en lommekalender fra Ugebladet Søndag som min mor gav mig for mange år siden. Det skulle hun aldrig have gjort! Da jeg sad og kiggede på fødselsdagsdatoer for medlemmerne af de europæiske kongehuse, sneg der sig pludselig et særdeles eksotisk indslag ind blandt de royale.

Mellem Dronninger og Prinsesser fandt jeg pludselig selveste Kong Taufa’ahou Tupou af Tongas fødselsdag og denne opdagelse skulle få vide konsekvenser!

I 1996 var jeg kommet hjem fra min første rygsækstur i Australien. Oppe i tropiske Queensland var jeg stødt på en dansk backpacker, der havde været på ø-hopperi i Stillehavet. Han havde stolt vist mig et håndtatoveret bånd om overarmen som han under næsten manddomsprøvelignende forhold havde fået lavet på Samoa. Med tænderne bidt sammen havde han lagt på en sivmåtte, mens de med sort farve og et træhåndtag med skarpe hajtænder havde banket mønstret ind i den tynde hud. Jeg betragtede den imponeret og en drøm begyndte at tage form i mig. Jeg længtes efter Polynesien. Sømanden kom op i mig – de fjerne horisonter og trangen til de syv verdenshave. Hvorfor valget faldt på Tonga ved jeg egentlig ikke. Ø-gruppen på den anden side af kloden lød enormt eksotisk i mine ører og et isoleret Kongerige i Sydhavet kan vel få eventyreren frem i de fleste. Fordi Tonga var selvstændig og med en romantisk kongefamilie havde jeg en idé om at det måtte være det autentiske Polynesien. Der skulle dog komme til at gå over 10 år inden jeg kunne sætte fødderne i det tonganske koralsand. Men jeg som havde forestillet mig et fredfyldt ø-paradis, måtte snart sande at ting ikke altid er som man drømmer om, og at illusioner hurtigt kan blive banket til jorden.

Ti år senere skal min veninde Jytte og jeg på jordomrejse, og med et obligatorisk stop i Stillehavet falder valget oplagt på Tonga. Drømmen om Sydhavet får igen næring og en dag slår det ned i mig, at vi skal prøve at opsøge Kongen. Når Troels Kløvedal kan komme i audiens, så kan vi vel også resonerer jeg kækt. Der er et halvt år til vi skal af sted, og jeg går i gang med at forfatte et brev til Tongas majestæt. Vel nok et af de mere specielle breve jeg har skrevet – Your Highness osv., men resultatet bliver nu helt hæderligt. Adressen er unægtelig noget mangelfuld, men jeg regner med at alle kender Kongen af Tonga. Jeg smider brevet i postkassen med rigeligt porto på, da jeg ikke helt tør gå på posthuset. De vil sikkert sætte spørgsmålstegn ved om jeg var helt normal, men brevet kommer aldrig retur, så vi konkluderer at det må være nået frem.

Næste projekt er nu at overveje hvad vi overhovedet skal sige til Kongen, hvis vi virkelig blev inviteret i audiens. Fnisende forestiller jeg mig scener med unge Prins Akhim i “Comming to America” selvom jeg med min fornuft godt ved bedre. Men at historien i den grad skal komme til at udspille sig en hel del anderledes end vi drømmer om, ved vi heldigvis ikke på det tidspunkt.

Vi ankommer til øerne en søndag nat. Allerede dagen efter fornemmer vi en underlig stemning som om noget lurer under overfalden. Vi lægger mærke til at byens fodboldbane huser en stor menneskeflok. Handlen kører ligesom på halvt kraft og en stille summen præger hovedstaden. Det er min første rejse i Polynesien og jeg spekulerer på om disse mennesker bare er sådan lidt afdæmpede. Senere går det op for os at gamle Kong Taufa’ahau Tupou er død kort forinden og at Kronprinsen nu er indsat på tronen. Denne nyhed er næppe kommet os for ører inden vi rejste, så vi bliver lidt skuffede. Nu har jeg ventet i 10 år på at komme til Tonga, forfattet brev til kongehuset og når vi så endelig kommer så er hovedpersonen død. Nede ved slottet taler vi med portvagten og sekretæren lover at behandle vores audiensansøgning. Planen er nu væltet lidt pga. dødsfaldet, men vi beslutter os for at forsøge at gennemføre planen med den ny konge. Vi har købt et eksemplar af H. C Andersens eventyr til ham – fra vores danske Kongerige. Fuld af fortrøstning tager vi over til en naboø, lykkeligt uvidende om hvad der venter os et par dage senere.

Paradis i flammer
Da vi kommer tilbage til Nuku’alofa slår vi os ned på et kinesiskejet hostel; der hersker stadig en besynderlig stemning og torsdag springer bomben. Det er som om en kæmpe vulkan af indestængt vrede eksploderer i et gigantisk brag. Vi har lige købt biografbilletter til sidst på eftermiddagen, men vi får aldrig filmen at se. Da vi trasker ud fra en lille butik, går en flok unge fyre fuldkomment amok og smadre ruder og ripper en butik på et gadehjørne. Vi står målløse og iagttager vanviddet og spørg en lokal om hvad der foregår. Det eneste vi får ud af vedkommende er at butikken tilhører Kongefamilien. I næste sekund kommer en af fyrene spænende forbi os med en håndfuld dyre solbriller. Han griner med et næsten dyrisk had i øjnene. Disse rolige polynesiere er pludselig intet mindre end gået amok. Vi har kun set dem sidde passive under palmerne, og nu er byen forvandlet til en slagmark. Senere finder vi ud af at fodboldbanen fungerede som forhandlingsplads, og nu er disse forhandlinger tydeligvis gået i helt hårknude. Hele byen er i vildt oprør, uden at vi faktisk helt ved hvorfor. Først venter jeg at uroen stilner af i løbet af nogle minutter, men gruppens medlemmer er helt fra sans og samling og fortsætter med at smadre butiksruder så glasskårene fyger. Jeg får øje på en blond pige i menneskehorderne og får mig mast hen til hende. Hun viser sig at være fastboende australier. Jeg spørg hende om vi har noget at frygte som turister.

”Nej” svarer hun – ”de vil afsætte kongen!” Og pludselig giver det hele mening!

”Men pas på, hvis i bor på et kinesisk eller indisk hostel!” advarer hun. I det øjeblik står alvoren mejslet i sten for mig. Oprørerne er ligeledes imod den handel som asiaterne står for på øen, og vil gøre alt for at smadre den. Og vi bor jo netop på et kinesisk hostel!

”Nu skal vi herfra” råber jeg til Jytte og hiver hende med gennem vrimlen. Urolighederne er optrappet yderligere og hele den indre by er et inferno af rasende menneskemasser. Efter et par timer på vores hostel, vil vi igen bevæge os ud og håbe på at balladen er stilnet af – vi skal jo i biograf!

Men synet der møder os er endnu mere foruroligende. Gaden ved siden af biografen ligner en skyttegravskrig. Nu afbrændes der bildæk og luften er sort af røg og gnister. Vi får senere at vide at biografen er brændt ned til grunden, jeg gemmer biografbilletten til minde, men situationen skal forværres yderligere. De rasende oprørere trækker i retning af vores hostel, samtidig med at de konsekvent sætter ild på alle huse langs vejen. Jeg hamrer gennem menneskehavet tilbage mod vores logi med en lettere chokeret Jytte i hælene. Da vi kommer til indgangsporten står ejeren ude på gaden. Hun er nærmest paralyseret af skræk da ilden rykker tættere og tættere på og det er helt tydeligt at hun simpelthen ikke aner sine levende råd. Disse oprørere mener det alvorligt, men hvor langt vil de gå?

Jeg snakker med en fastboende canadisk dame, der bor bag vores hostel. Hun fortæller at opgøret har ulmet under overfladen i noget tid. Det er altså ikke bare drengestreger – sådan virkede det nemlig lidt i starten. Det eneste jeg spekulerer på nu, er hvordan vi kan komme derfra, hvis det bliver nødvendigt. Kan de f.eks. finde på at smide et eller andet bombelignende ind af vinduerne? Jeg tjekker flugtveje i baghaven, der er en brandtappe og et højt hegn vi skal over. Vi går lidt ubeslutsomme rundt på vores hostel, mens oprørerne og flammerne rykker faretruende nærmere. På et af de andre værelser er et ungt europæisk par flyttet ind. De er lige ankommet til Tonga og er temmelig rystede. Vi diskuterer lidt alle fire hvad vi skal gøre og hvornår vi i givet fald skal gøre noget. Hvad skal der til for at vi skal flygte? Jytte og jeg går ind for at pakke vores rygsække, og vi er knapt færdige, da jeg ud gennem vinduet ser meterhøje flammer der slikker sig op af en husmur på den anden side af gaden.

Nu skal der skæres igennem! Jeg råber til det det unge par, at NU skal vi bare af sted inden situationen går helt ud af kontrol. Vi hyrer en taxi og stormer ud af bygningen med vores halvtpakkede rygsække, våde vasketøj revet ned fra tøjsnoren og en halv vandmelon i hånden.

Livet i en ”flygtningelejr”
Vi aner ikke hvor vi skal tage hen, kun at vi for en hver pris skal ud af byen. Taxichaufføren kører os ud til et hostel, der er ejet af en englænder. Det er bælgmørkt da vi ankommer og der er hverken strøm eller telefonforbindelse. Der hersker sådan lidt katastrofe og – “vi-holder-sammen stemning”. Vores vært er en smule chokeret over dette enorme ryk ind af mennesker lige pludselig, men vi får alle overnatning og prøver på at finde ro i larmen fra hvinende brandbiler.

Næste morgen får vi at vide at samtlige bygninger fra byen og til lufthavnen er nedbrændt i løbet af natten, og vi har da også hørt politisirener konstant ude i mørket. Rygterne verserer at lufthavnen er lukket og at al udenrigstrafik er indstillet. Uvisheden er den værste! Vi ved ikke om – og i så fald hvornår – vi kan komme fra øen. Informationen er meget mangelfuld og på vores hostel forsøger vi at holde os orienteret via radio. Min veninde er virkelig utryg ved situationen, og vi føler lidt at vi selv står med ansvaret for at komme fra øen.

Da vi endelig får strøm får vi lov til at låne værtens computer så vi kan maile til vore familier. Vi sender et kontakttelefonnummer til dem, og efter yderligere en rum tid genoprettes telefonforbindelsen. Nu kimer telefonen på livet løs med opkald fra desperate fædre, der er bekymrede for deres unge døtre som befinder sig på vores hostel. Det lykkedes også at få hul igennem fra Danmark, da Jyttes mor og min storebror (som er tidligere FN soldat i verdens brændpunkter) ringer. Vi har fået at vide at der er indsat australske og new zealandske militærtropper til at dæmpe opstanden, og jeg fornemmer også svagt at det er ved at klinge af. Vi skønner at der går mindst 24 timer inden nyheden er i Europa og det er tvivlsomt om den overhovedet når til Danmark. Det vi inderst inde er mest bange for er, at blive glemt på en sydhavsø i vildt opgør og at balladen vil blusse op igen.

Jeg mailer til TV2 om de vil have en reportage, men de er ikke interesserede. I New Zealand og Australien er nyheden derimod på samtlige avisforsider. Vores venner i New Zealand er meget bekymrede, da foruroligende overskrifter som “Forkullede lig i Nuku’alofas gader” og “80 % af Tongas hovedstad nedbrændt” toner frem i store typer.

Senere står det klart for os at vi ikke kan komme væk fra øen foreløbig, da Air New Zealands kontor i Nuku’alofa er totalt nedbrændt. De arbejder dog på at oprette et midlertidigt kontor, men flyselskabet i Auckland kan ikke sige noget, om hvornår de kan skaffe os billetter ud af Tonga.

”Hvor ligger Tonga?”
Som et sidste desperat forsøg på at slippe ud af ”krigshelvede” ringer jeg til Gouda rejseforsikring i København. Jeg mener, de reklamerer jo med virkelig at være på pletten, når det gælder og vi har altså alvorligt brug for assistance her og nu. Jeg får fat i en søvndrukken fyr på Alarmcentralen der virkelig stiller titusindskroners spørgsmålet “øh hvor det nu lige Tonga ligger?” Godt nok er klokken 5 om morgenen dansk tid (jeg har selv nattevagter og ved godt at ens hjerne ikke kører på højtryk på denne tid af døgnet) – men alligevel! Så må jeg give fyren en mindre geografi-lektion på langdistance om hvor Tonga ligger. Det har man virkelig også brug for, når alt er ved at brænde ned om ørerne på en og man står flere tusinde kilometer ude i Stillehavet. Da femogtyveøren omsider falder i den anden af røret, er hans eneste kvalificerede svar ” se at komme væk derfra!” – ”jo tak den havde jeg nok også regnet ud, men al flytrafik er indstillet”. Gouda har en masse regler og vi kan ikke evakueres, det går ikke ind under kategorien naturkatastrofe og landet er ikke i undtagelsestilstand. Det anede mig, at det var svaret vi ville få hos Gouda, men ok hvad skulle manden gøre – sende en helikopter?

Selvom jeg gør mit yderste for at få os ud af landet, så ser det ud til at eneste løsning foreløbig er at lægge sig i hængekøjen og læse knaldromaner. Nu må tiden arbejde, og i løbet af de næste 2 – 3 dage stilner optøjerne også af takket være den effektive militærindsats. Efter et par dage får vi lov til at komme ud i lufthavnen til en midlertidig filial af Air New Zealand og booke nye flybilletter til Auckland. Det er noget af et syn der møder os udenfor vores beskyttede ”flygtningelejr”. Hele byen er en stor ruin af nedbrændte bygninger og forkullede el-ledninger. Centrum er afspærret og alt hvad der minder om huse er nærmest nedsmeltede. Det ligner en spøgelsesby efter en atomkrig.

På vejen til lufthavnen er der opsat militære checkpoints hvor vi skal vise legitimation og på selve lufthavnsområdet er der massivt presseopbud. Et væld af kamerafolk, journalister, politifolk og militær. Jeg bliver interviewet til new zealandsk radio og et par soldater kommer hen og spørg om jeg er ok. Jeg kan ikke helt sige mig fri for at havde været noget chokeret, men et eller andet sted var det også ret spændende. På den anden side af tunnelen kan man jo sagtens være kæk, men lige ”midt i orkanen” var det temmelig nervepirrende.

Stemningen i ankomsthallen minder mest af alt om juleaften med forventning og glæde. Alle venter på det første Air New Zealand fly der har fået landingstilladelse siden lufthavnen lukkede for 5 dage siden. Oppe på den udendørs panoramaudsigtsaltan flokkedes folk ved hegnet da de langt om længe kan skimte det lille bitte fly ude i horisonten. Jeg kommer i snak med en nonne, og det er lige før vi alle står med tårer i øjnene da det blå/hvide fly ruller ind foran hovedbygningen.

Vi hørte selvfølgelig aldrig fra kongehuset og endte med at donerer H. C. Andersens eventyr til vores venner i Auckland. Og som min veninde i Danmark efterfølgende udtrykte det “ejj nu havde du endelig bestemt dig for at tage til Tonga og møde selveste Kongen, og så udbryder der revolution – sikken dog en magt at have” – det grinede vi meget af, for et lille kongerige i Sydhavet er ikke altid paradis!

De Berejstes Klubs medlemsblad Globen

Se artiklen i De Berejstes Klubs medlemsblad Globen

Et af billederne fra artiklen var forsidekandidat i Globen