I forbindelse med en jordomrejse brugte min veninde og jeg omkring fem uger i New Zealand både på nordøen og sydøen, og selvfølgelig skulle vi på vandretur i landets ældste nationalpark Tongariro, der ligger på nordøen syd for byen Taupo og søen af samme navn.

New Zealand er jo bare et fantastisk sted for naturentusiaster, og Tongariro nationalpark er et af de helt særlig steder, når det gælder naturscenerier og spektakulære udsigter. Der ligger nemlig hele tre vulkaner indenfor et relativt lille område, og på den 19,4 kilometer lange hike Tongariro Crossing kommer man forbi dem alle tre plus de smukkeste smaragdgrønne kratersøer.

Er man i byen Taupo er det nemt at booke turen, for der findes masser af rejsebureauer og arrangører, der kan hjælpe én. Hiket kan godt klares på én dag. Normalt tager det mellem syv og ni timer at gå turen, selvfølgelig afhængigt af vejr, vind og ens kondition, men turen kan klares af de fleste, der er i rimelig fornuftig form, selvom der på visse dele af turen er ret stejle stigninger.

Tongariro Nationalpark har tre vulkaner: Mt. Ngauruhoe på 2287 meter, Mt. Tongariro på 1967 meter og endelig Ketetahi på 1456 meter.

Turen over Tongariro
I turen er inkluderet bustransport til start- og slutpunktet, og man starter med at blive sat af i Mangatepopo Valley og ender på Ketetahi Road. På hele turen er der en markeret sti, så det er nemt at se, hvor man skal gå, men man er altid med i en gruppe og har en guide med, for det er et stort område og man kan godt miste orienteringen og fare vild.

Noget man skal være forberedt på, når man melder sig til hiket, er, at vejret i området kan være meget skiftende, og man skal tage tøj med til næsten ethvert vejrlig. Det er alpint klima, og der kan blæse en iskold vind eller regne, men det kan også være stegende hedt og med sol fra en skyfri himmel.

Noget af det fascinerende ved vulkanerne i Tongariro Nationalpark er, at sandet har mange forskellige farver, hvilket giver hele området et næsten overjordisk præg.

Så husk en jakke, gode trekstøvler eller vandresko, solcreme, solbriller og en let dagrygsæk til kamera, et par plader chokolade eller powerbarer, madpakke og vand. Man får brug for en god mængde energi, da nogle af stigningerne kræver lidt mod og muller.

Ellers skal man bare nyde sceneriet, der er ganske uovertruffen. Man kan se alle tre vulkaner på én gang, og der er også mulighed for at bestige en af dem, hvis man har mod på det. Det er dog hårdt og kræver gode ben at gå i det tunge vulkanske sand, da det er lidt fem to skridt op og tre tilbage, men det kan godt lade sig gøre med lidt stædighed og vilje.

På visse strækninger af turen er der ret stejlt og der skal kæmpes lidt, men man bliver rigeligt belønnet med en eventyrlig udsigt, når man når toppen.

Dramatiske landskaber
De tre vulkaner i Tongariro nationalpark er: Mt. Ngauruhoe på 2287 meter, Mt. Tongariro på 1967 meter og endelig Ketetahi på 1456 meter. Hiket går op og ned, og nogle gange går man på en helt flad sandslette mellem vulkanerne. Andre gange slider man sig opad og puster og stønner, men så bliver man til gengæld også fuldt belønnet med en fantastisk udsigt over området, og ikke mindst de smaragdgrønne søer og et helt særligt krater af stålende rødt sand.

For folk med højdeskræk kan det godt lige være en anelse spændende en overgang, det syntes jeg i hvert fald selv, men der er ikke noget at frygte. Stien er bred, og man falder ikke ned, selvom jeg en overgang fandt det lige lovligt nervepirrende at gå der. Man skal forsøge at ”holde sig på benene” for der kan godt blæse en ret kraftig vind oppe i højderne.

Efter at have kæmpet sig op, pustet og stønnet mødes man at dette fantastiske syn – de smaragdgrønne kratersøer. Det ser næsten helt overjordisk ud og snart er alle ens anstrengelser glemt.

Turen er alt i alt virkelig en flot og storslået oplevelse, og man må bestemt ikke snyde sig for denne oplevelse, når man er i New Zealand. Hele området har en høj wauw-faktor, og naturen er både smuk og dramatisk, og man kan sagtens fornemme undergrundens rumlen. Man går nemlig på et tidspunkt forbi de såkaldte sodasprings, der er varme kilder, hvor dampen, ligesom så mange andre steder i New Zealand, sprutter op af jorden.

Man er godt brugt, når man kommer ned til den ventende bus mange timer senere, men også helt sikkert en fed oplevelse rigere. Man har garanteret også fyldt adskillige memorykort med billeder, fordi man bare er kommet forbi den ene mere flotte udsigt end den anden. Så giv dig selv den oplevelse, men husk at forbered dig grundigt, man skulle jo nødigt gå ned på væske og powerbarer.

New Zealand har generelt en noget urolig undergrund, og flere steder i landet rumler det tæt på jordoverfladen. På Tongariro Crossing kommer man i slutningen af hiket forbi sodasprings, hvor dampen sprutter op og danner hvide skyer mod den blå himmel.

Fakta om Tongariro Crossing
Tongariro Nationalpark er på Unescos liste over verdens naturarv og blev optaget i 1993, men allerede i 1887 blev stedet taget under beskyttelse af de lokal maorier, fordi bjergtoppene og floderne i området har en særlig betydning for dem.

Det højeste punkt på hiket er ved det røde krater, hvor man er oppe i 1886 meters højde. Ved startepunktet er man i ca. 800 meter, og så bevæger man sig langsomt opad. De færreste vil have problemer med decideret højdesyge, men man kan godt blive forpustet og måske få en anelse hovedpine, men for de flestes vedkommende vil en pause, noget at drikke og lidt sukker i form af chokolade eller en proteinbar kunne afhjælpe det. Og pauser skal man endelig holde flere af, det er der også lagt tid ind i planen til.

Udsigten oppe fra højderne er ganske uden sammenligning. På det højeste sted på turen er man oppe i over 1800 meters højde.

Det er muligt også købe et kort over ruten, så man kan se, hvor lang tid det cirka tager at gå mellem de forskellige punkter. Man skal tage sig den tid, det tager og så virkelig nyde turen, selvom den også kan være lidt hård visse steder. Især oppe ved det røde krater og smaragdsøerne er stien stejl, og der kan blæse en hård vind, men udsigten er alle anstrengelserne værd. Har man lyst til at bruge mere tid i nationalparken kan det anbefales at leje en hytte eller at bo på en af campingpladserne i nærheden.

Tekst og fotos: Anette Lillevang Kristiansen