Er der en udløbsdato for ens trang til smarte millionbyer?

Maligne Lake, Jasper Nationalpark

Vildmarken har talt! Jeg ved det jo godt, når jeg sådan skal være helt ærlig. Nok sidder jeg lige nu blandt ret fede skyskrabere – en lille anelse a la Manhattan i New York, og her er faktisk pænt cool. Alle de seje butikker, alle mulighederne, shoppingmekkaet, det smarte, det hotte, det trendy – alt det totalt for fede man ser i tv-reklamerne, i amerikanske/canadiske film og serier osv. Seje millionbyer – dér hvor det hele sker, men…!

Jeg burde være fuldstændig på højde med situationen og bare knugelske det hele – det er også fedt nok, men jeg savner mine bjerge. Jeg savner de store vidder, og jeg sidder bare her og drømmer om at booke en flybillet til Nordvest-territoriet – især efter at jeg så en tv-udsendelse derfra i aftes. Storheden i naturen, dyrelivet og den der helt særlige evighed – det er altså svær at finde i en storby.

Det hele er i virkeligheden lidt spøjst at tænke på. Jeg er jo egentligt grundlæggende blevet en city-girl. Bor i Aarhus til daglig, ikke at det er en millionby, men det er trods alt en storby i dansk optik. Jeg har boet i byer, nok rundt regnet siden jeg var 18-20 år – har faret rundt i hovedstæder og storbyer verden over og har fundet det fuldstændigt vildt fedt. Singapore, Sydney, L.A, Tokyo, Cairo, Buenos Aires, Cape Town – jo mere jo bedre! Jo flere millioner indbyggere jo bedre.

Calgarys skyskraberjungle

Der er unægtelig noget forskel på at gå rundt ude i nationalparkerne i the Rockies og i downtown Calgary. Det er svært at sammenligne, og det skal man nok heller ikke.

Men hver gang jeg kommer ud i naturen, sådan virkelig den vilde, rene natur, så falder alt til jorden. Så fatter jeg simpelthen ikke, hvad det er, jeg laver i en storby – hverken på rejser eller i mit daglige liv. Jeg tror måske, det har noget at gøre med min opvækst på landet og min frihed som barn. Markerne, fuglesangen, skovene, den rene luft, højt til himlen og langt til naboen, og det er som om, det kommer lidt tilbage til mig i disse år. Måske søger man tilbage til sine rødder, når man bliver ældre og mere dybsindig.

Jeg har ellers truet med alverdens ting genne årerne; flytte til New York, flytte til L.A – før i tiden flytte til Santiago i Chile, Bali, immigrere til Australien, og ja, jeg kunne blive ved. Det skulle være fordi, der er muligheder der. Man kan komme i kontakt med de mennesker, der kan føre én ind på det ”rigtige spor” – få de rigtige forbindelser osv. Men hvad hjælper det, hvis man ikke rigtigt trives der – hvis det er nogle andre ting, der har værdi nu?

Hike ved maligne Lake i Jasper Nationalpark

Starten af vandreturen ved Maligne Lake starter med, at man går over broen ved floden, og derefter følger man bare stierne langs med søbredden.

Hvis ikke storbyer – hva så?
Langt hen af vejen, så tror jeg også, at det har noget med ens alder at gøre. Når man er ung, kan det ikke gå stærkt nok,  jo vildere jo bedre – jo større byer jo bedre, jo flere mennesker ud og ind af ens liv jo bedre. Med alderen bliver man noget mere reflekterende, og så har man ikke mindst brug for ro – jeg har i hvert fald. Jeg har brug for ro til at tænke… og skrive.

Før i tiden kunne jeg helt seriøst havde sovet ude på en highway i myldretidstrafikken, uden at det havde generet mig det mindste. Jeg havde oceaner af tolerance for ti femten år siden, kunne sove på en 24 sengs sovesal midt i pulserende Rio de Janeiro i 35 graders varme, udholde larmende monkeyboys klokken 3 om natten og sove på en pind af en sivmadras i Thailands bjerglandsbyer.

Jeg har lige skiftet fra hostel til hotel her i Calgary – jeg undskylder mig med, at jeg skal have ro til at skrive – og det skal jeg også, men jeg må også indrømme, at jeg har det ret svært med hostels efterhånden. Det her sidste hostel jeg boede på lå i et noget tvivlsomt nabolag, men jeg boede der tre nætter. Det gik tåleligt, bortset fra at der vist aldrig blev skiftet sengetøj, men nu skal man jo heller ikke være pjevset, vel! Sådan noget ville jeg havde været bedøvende ligeglad med for år tilbage.

Maligne Lake er et godt sted at tage på vandretur

Det er en meget malerisk oplevelse, at tage på hike i den canadiske natur, og så er der bare så meget frisk luft, at man sover som en sten om natten. Det må afgjort være sundt at bo sådan et sted.

Tit og ofte så spekulerer jeg på, om der er en udløbsdato for det der med at bo på hostel. Nogle gange, så kommer det helt af sig selv. Sidste år da Bo og jeg var i London, havde vi booket senge på et hostel i nærheden af British Museum. Alt var klappet og klar, lige indtil vi stod i receptionen og fik den besked, at vi var for gamle til at bo der!

Det var ligegodt noget af en melding at få. Jeg hævede stemmen lidt – mere i forundring end vrede, men lige lidt hjalp det. De havde deres regler, og vi måtte finde et andet sted. Meget har jeg fået at vide i mine år som rejsende, men at være for gammel til at bo et sted – den var godt nok ny.

Men det er måske lige præcis sagen i en nøddeskal. Dét kan i virkeligheden godt være, at det at bo på hostel har en udløbsdato, og det kan også godt være, at det med at spæne rundt i en hot millionby også på et tidspunkt ikke er så fedt mere. Men hvad er der så som alternativ?

Natur!!!

Natur i sin reneste, smukkeste og mest fuldendte udgave. Her er ro, her er skønhed, ikke ret mange mennesker, og det er vist bevist 117 gange af diverse videnskabsfolk, at ophold i naturen er afstressende, godt for sjælen og får os til at slappe af og finde ind til os selv igen.

Og natur, det er noget af det, Canada kan til fuldkommenhed. Vidderne, pladsen, der er højt til himlen, og man behøver ikke at falde over hinanden. Her er albuerum både fysisk og psykisk. Ja, her er simpelthen så meget plads, at det er en fryd. Det bliver jeg fuldstændig blød i knæene over.

Ro og fred i naturen omkring Maligne Lake

Det var egentlig bare en helt almindelig gåtur langs søen, men hvilken udsigt. Der kunne jeg for alvor mærke, hvor godt det er for én at være i naturen, når man er vant til at bo i byen.

Vær tro mod dig selv
Når jeg tænker tilbage på mine over 20 år som rejsende, så må jeg indrømme at nogle af de gange, hvor jeg har været allermest lykkelig, afklaret og tættest på, at være mit autentiske jeg – det har været langt ude i ødemarken. Sådan virkelig langt ude. Ikke bare lige lidt udenfor kommuneskiltet.

Midt på tundraen i det allernordligste Alaska – et sted hvor man kun kan flyve til, fordi der ingen veje er – i Namibias ødemark med 90 kilometer trek forude langs en flod uden mennesker de næste seks dage. I den libyske ørken i Egypten, og da jeg boede ude i bushen i Sydafrika 14 kilometer fra den nærmeste asfalterede vej osv. Jeg tænker tilbage på disse steder med et taknemmeligt suk over, at jeg fik lov til at opleve det.

Fordi jeg til daglig bor i en by, så glemmer jeg lidt, hvor godt det er for mig at opholde mig i naturen. Hvor rolig man bliver i hovedet af det, hvor godt tilpas man bare bliver, og hvor fuldstændigt vildt godt man sover om natten, fordi man får en masse ren frisk luft. Og ikke mindst vel fordi man bevæger sig og ikke sidder stille i sofaen og foran computeren.

Jeg synes, at folk i Canada er gode til at bruge naturen. De tager på hikes, sejler i kano, kajak, rider en tur eller tager på picnic i skovene. Men det er klart, at man måske også er mere tilbøjelig til at gøre disse ting, hvis man bor lige op ad nationalparkerne, end hvis man bor inde i betonjunglen i storbyen, men alligevel. Mit indtryk er, at de er rigtigt gode til at komme ud.

Kanosejlads på Maligne Lake

Det virker som om, canadierne er gode til at bruge naturen og komme ud. Når jeg kommer hjem, vil jeg prøve om ikke, jeg kan bruge noget mere tid i naturen. Det er meget bedre for én end at sidde foran computeren og gro fast i sofaen.

Billederne i dette blogindlæg er fra Maligne Lake i Jasper Nationalpark, hvor Denise og jeg tog på vandretur langs søbredden. Det kom sig egentlig af, at vi faktisk ville havde været ud at sejle på søen, men da vi ankom var der booket op resten af eftermiddagen for bådture. Så valgte vi at gå en tur i stedet for.

Vi gjorde egentligt ikke så meget andet end at følge en sti langs søen, men der kunne jeg bare mærke, hvor godt det er for mig at være i naturen. Det kan altså noget, som storby-action ikke kan. Man finder ligesom lidt mere ind til sig selv ude i naturen og den gør én stærkere.

Stemningen er mild i skoven og ved søen; i en storby kan den jo godt være lidt barsk og råt – og ikke mindst larmende med politisirener, tumult, menneskemasser og lidt klaustrofobisk, fordi mennesker skal stables ovenpå hinanden i højhuse med 40 etager og derover. Meget skal moses sammen på lidt plads. Jeg er ikke sikker på, at mennesket har godt af den slags, men det er jo effektivt.

Maleriske omgivelser omkring Maligne Lake

Jeg tror altid, at jeg vil savne bjerge – de har en god indvirkning på krop og sjæl.

Dét jeg vil tage med hjem fra denne rejse er, at jeg vil prøve, om jeg kan komme lidt mere ud i naturen hjemme. Allerhelst ville jeg jo flytte langt ud på landet sammen med Bo, også så vi kunne få en hund, som Bo så gerne vil, men også for at slippe for larm og stahej. Jeg synes tit, det kan være ret belastende at bo tæt på folk i byen. Vi har forskellige vaner og nogle vaner larmer mere end andre.

Det ender jo nok i virkeligheden med, at vi bliver boende i byen og så forsøger at kommer ud i naturen en gang imellem – men det måtte gerne bliver meget mere end det er. Vi bliver sikkert boende, fordi det trods alt er nemt at bo i en by. Transport er nemt, afstandene er overskuelige og indkøb er til at komme om ved. At bo i naturen stiller nogle helt andre krav til egen bil, en anden form for planlægning og en omstilling til andre værdier.

Men i hvert fald så vil jeg prøve at blive mere bevidst om, at ophold i naturen har en ualmindelig god effekt på mig. Jeg ved det jo godt, men denne rejse har blot vist mig det endnu mere tydeligt. Jeg kommer til at savne bjergene. Bjerge er altid dét, jeg savner. De gør mig rolig og tryg, fordi de helt bogstaveligt jo er totalt klippefaste. Jeg har altid befundet mig fuldstændig fantastisk i bjerge. Bjerge, ørken eller hav – så kan jeg ikke få det ret meget bedre.

Så jo, for mit vedkommende har det nok lidt en udløbsdato på det med millionbyer og måske også i virkeligheden det med hostels. Jeg er der, fordi jeg skal være der af den ene eller den anden grund, og jeg udholder det. Men jeg ved udmærket godt, hvor jeg helst vil være – hvis jeg sådan skal være helt helt ærlig overfor mig selv.

Dyrelivet i Jasper Nationalpark

Dyrelivet er en anden skøn del af naturen i Canada. Her har jeg listet mig ind på et ellers meget årvågent rådyr, der græssede ved søen. De er ret rolige og trygge i forhold til mennesker, der kommer forbi, men der er selvfølgelig grænser.

Tekst og fotos: Anette Lillevang Kristiansen

Share Button